Med en gribs sans for timing har jeg foreslået at markere Hunter S. Thompsons død med en artikel. Derfor sidder jeg nu i den slags skrivesuppedas, som Thompson var kendt for at redde sig ud af ved at lade sin bevidsthed løbe direkte ned på papiret i en tyk strøm, hvor klumper af skældsord signalerer, at skribenten er både utilpasset og utilpas: “It was midnight, and I was running late on my deadline for the column which I finally composed on a voice-writer in a frenzy of hate, disillusion and fear.” Sådan kan man godt have det – men man må have noget at have det i, hvis det skal fange nogens interesse.

Hunter S. Thompson, der blev 67 år, havde foruden sit skrivetalent også en egentlig journalistuddannelse. Dertil kom en rig personlig og professionel erfaring fra militæret, fra udlandsophold og fra rejser gennem USA, bl.a. en langvarig research på landevejene med Hell’s Angels midt i 1960’erne og under præsidentkampagnen i 1972, hvor senator George McGovern stillede op imod Nixon. Og så for resten fra en konstant og aldeles lemfældig omgang med spiritus, stoffer og våben. Dette arbejdsgrundlag gav Thompsons subjektive tilgang autoritet, idet hans frie associationer fik mening, retning og empirisk vægt ved at hidrøre fra en amerikansk indfødt, der så at sige gik amok i sine naturlige omgivelser. (I øvrigt lykkedes det kun sjældent for Thompson at skrive sine artikler i ét hug, men det var det, han øvede sig på.)

Man må satse sin dyd

Thompsons jeg og det dertil hørende temperament er på banen allerede tidligt i hans karriere som reaktion på en besværlig skriveproces. I en magasinartikel fra 1970 beretter han om sit frustrerede forsøg på at skaffe stof til et interessant portræt af den franske eks-skisportsstjerne Jean-Claude Killy, der nu fungerer som reklameikon for Chevrolet, og hvem Thompson med stigende utålmodighed følger på en salgsturne rundt i USA. I disse strømlinede omgivelser optræder Thompson – iført pelsvest og perlekæde – som en hund i et spil kegler, men så meget desto mere er han også helten i sin egen fortælling. Han er den uimponerede reporter, der ”bryder pr-barrieren”, og historien bliver historien om, hvordan journalisten overhovedet fik sin historie. Og det ser jo pærenemt ud. Man tager afsted på sin opgave og registrerer lystigt, hvad der falder en ind, når man får øje på en hund ved porten, sit eget væltede ølglas, Mette Frederiksen, der drikker en cola ved nabobordet, og så, senerehen, hvordan den spinkle overskrift til ens artikel står og gaber flabet på skærmen. Antihelterollen kan etableres på nul komma fem og uden særlige omkostninger, men artikler af denne støbning får ofte slagside som lige lovlig selvironiske eller lige lovlig selvhøjtidelige. Man må være på én gang ydmyg og storslået, når man formaster sig til at skrive ’jeg’ a la gonzo. Det kræver ikke bare øvelse og forberedelse, det kræver simpelthen mod til at satse sin dyd og udfordre læserens forventninger for at skabe røre og social dynamik i teksten. Et eksempel?

Dekadent og fordærvet

Stadig i 1970 og i samme magasin, Scanlan’s Monthly, træder Hunter S. Thompsons jeg stærkt i karakter i en reportage fra derbyet i Kentucky. Thompson er endnu mere påvirket og utålmodig end i Killy-artiklen, og han gør tykt nar af de dekadente og fordærvede derbygæster. I løbet af reportagen røber Thompson sig imidlertid som en mindst lige så dekadent og fordærvet derbygæst, der tilmed er på hjemmebane, idet Thompson faktisk stammer fra Kentucky og tilsyneladende gennem mange år har været fast deltager i arrangementet. Som læser har man ellers for vane at alliere sig med skribenten og grine sammen med ham af de andre, forholdsvis mere latterlige figurer i fremstillingen, men Thompson eliminerer her den ironiske distance og går i ét med pøbelen. Læseren mister skribenten som sin moralsk og intellektuelt jævnbyrdige følgesvend og bliver overladt til at tygge på sin egen eventuelle følelse af at være bedre værd. Den løbske fortællersynsvinkel i Thompsons Fear and Loathing in Las Vegas fra 1972 er legendarisk, og med den korrupte advokat Dr. Gonzo i rollen som hovedpersonens utilregnelige rejseledsager fødes begrebet gonzojournalistik. På denne biltur gennem ørkenen til Las Vegas er Thompsons jeg-fortæller og alter ego så stærkt påvirket, at der i reportagen ikke skelnes mellem skildringer af hallucinationer og begivenheder, flagermus og bargæster, fiktion og fakta. Siden denne bestseller har Thompson bl.a. udgivet en række af såkaldte Gonzo Papers, der manifesterer gonzostilen som en stærkt subjektiv, tempofyldt tankestrøm, der kan skifte retning på foranledning af både storpolitiske begivenheder og mere tilfældige, personlige oplevelser i retssalen, på en lokal skrænt eller i dagligstuen.

En god parodi på sig selv

Og kunsten? Ja, den består efter min mening i Hunter S. Thompsons evne til at vise sig total solidarisk med den parodi på sig selv, som han efterhånden udvikler sig til. Dét er både ydmygt og storslået. Når han interviewes i pressen, gør han kun spæde forsøg på at distancere sig fra myterne om sine eskapader, de fleste historier er alligevel enten sande eller selvsåede, og da han stiller op som sherifkandidat i Aspen, Colorado, gør han ingen forsøg på at lægge skjul på sin udskejende livsstil, endsige lægge den om. Det er igen overladt til læseren eller vælgeren at skelne mellem godt og ondt, fakta og fiktion, flagermus og bargæster – og at dømme ham, hvis man vil.

Da DenverPost.com i mandags bragte den nøgterne overskrift ”Hunter S. Thompson shoots self in head” lød det også helt velkendt. At Hunter S. Thompson skulle skyde et selv, sit selv, i hovedet lyder som en af hans egne historier, hvor han driver en mere eller mindre fiktiv udgave af sin person til yderligheder, men bagefter lever ufortrødent videre på sin ranch. Men han skød faktisk sig selv i hovedet, og efter at Thompson har leget med sin personlige fremtræden gennem så mange år og har dannet et så udfordrende og uhåndterbart forbillede, er tanken om et overlagt karakterselvmord en skuffende entydig slutning på det hele. Jeg ønsker mig hellere den version, hvor hans død var et hændeligt uheld, et beruset vådeskud, der kunne være gået af nårsomhelst, i teksterne eller i virkeligheden, men som tilfældigvis gik af i søndags. Og jeg er glad for, at Thompson blev så god en parodi på sig selv, at han var svær at skelne fra de vildtvoksende skriftlige selvportrætter, der overlever ham.

Links

www.gonzo.org(velbestyret fansite med information og kuriosa,

billeder og links)

sports.espn.go.com/espn/archivecolumnist=hunter_s._thompson&root=page2   (arkiv med prøver på Hunter S. Thompsons seneste arbejde: hans faste sportsklumme for ESPN fra 2001 og helt frem til den 15. februar 2005).