Set, synlig, selvlysende

Det siges i sjov, at der er tre ting, som afgør prisen på en ejendom: beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Lige sådan er der tre ting, som ifølge journalister er vigtige for en god historie: aktualitet, aktualitet og aktualitet. Hvis 'beliggenhed' og 'aktualitet' udskiftes med ordet 'synlighed', kan noget nær det samme siges om arbejdet i en k-afdeling.
 
En k-afdeling bidrager sjældent direkte til forretningen, og derfor er synligheden altafgørende. Ledelsen skriger på synlighed. K-medarbejderne drømmer om den. Din løn afhænger af synligheden. Resten af organisationen forventer, at den er der. Aktiekurser påvirkes af den. Men på trods af alt det er det svært at få styr på den fandens synlighed. En enkelt medieomtale, et anerkendende nik fra direktøren eller et vellykket stormøde er nemlig langt fra nok. Synligheden er som omdømme en aura omkring kommunikationsarbejdet, der er svær at få og let at miste. Her 13 gode ideer til, hvordan man sikrer, at k-arbejdet bliver set, synligt og måske ligefrem selvlysende. 
 
Kommunikation til salg. Gør dine ydelser til fysiske produkter. Lige til at se og købe
 
1. Gør dine k-ydelser til fysiske produkter, og sæt dem frem
Nogle k-afdelinger laver en produkthylde eller -tavle, og her kan resten af virksomheden se, hvilke produkter k-afdelingen tilbyder. Det giver synlighed. Produkt- og butiksmetaforen skaber en enkel ramme for noget så abstrakt som k-ydelser. Som en ekstra gimmick kan du lave en lille limited edition merchandise til k-afdelingens bedste kunder. Det kan måske virke lidt simpelt og plat, men det virker. Det handler om at gøre det abstrakte til et artefakt. 
 
What can we do for you? – En god ide er at lave en spiseseddel, der fortæller, alt hvad jeres afdeling producerer 
 
2. Gør dine processer håndgribelige og synlige
Synlighed betyder, at dine kunder ved, hvad de skal kigge efter. På samme måde som dine projekter skal være håndgribelige, skal dine processer også være det. Din afdeling skal være top of mind, og det kræver, at produkter og processer er top of mind. Det kan være med infografik eller en indlysende procesmodel, som skaber det nødvendige procesoverblik. Også meget pædagogiske servicekontrakter, hvor det er meget klart, hvordan man samarbejder med netop din afdeling, kan hjælpe. Tydelige rammer for samarbejde er lig med tydelig synlighed.
 
Gør dine processer håndgribelige og synlige. Eksempelvis infografik eller en indlysende procesmodel kan skabe det nødvendige procesoverblik
 
3. Gør dine medarbejdere synlige
Din afdeling bliver mere synlig af synlige medarbejdere. Det er en overset detalje, men i mange organisationer er det sådan, at ingen lige kan huske, hvem der arbejder hvor og med hvad. Alle andre end afdelingschefen kan godt virke lidt usynlige. Det gælder altså om at skabe nogle stærke personlige og velbeskrevne profiler i afdelingen, offline såvel som online. Det er meget bedre, at man i organisationen siger ”Lad os bruge Mette”, frem for ”Lad os bruge k-afdelingen”.
 
 
Lav medarbejderprofiler til alle 
 
4. Gør det til et synligt mål at være synlig
Det hjælper altid at sætte fokus på det. Sandsynligheden for, at afdelingen bliver synlig, er større, hvis du gør det til et synligt mål, at den skal være det. Skab et mentalt fokus på, at k-afdelingen er en virksomhed i virksomheden. En virksomhed, som skal være synlig for at kunne tiltrække og fastholde kunderne i resten af organisationen.
 
5. Gør din service synlig og beviselig
Din afdeling lever af at levere en service. God service er synlig service og omvendt. Lad dig inspirere af service design-teorierne. Visualiser og gennemtænk kundens rejse gennem jeres produkter og processer. Hvordan virker de forskellige touchpoints, og hvordan kan de forandres og forbedres? Lav service-beviser, som gør jeres usynlige service synlig. Det kan være små fysiske ting som farver, mapper, stickers eller følgesedler. Måske har I en masse touchpoints og processer, hvor afdelingens arbejde ikke er synligt nok.
 
Her er et godt eksempel på et servicebevis
 
6. Gør dig i målinger
At måle ting er altid en god historie. Jo mere du måler, jo mere fastholder du en løbende opmærksomhed. At dokumentere dit arbejde med mål giver dig også mulighed for at skabe grafer og infografikker, som viser nye sider af din afdeling. En god ide er at lave tilfredshedsmålinger, når nogle har arbejdet sammen med jer. Det virker professionelt og serviceminded. Desuden skaber det fornyet opmærksomhed og dermed synlighed. 
 
Utraditionelt, men opmærksomheden er stor, og støjen fra konkurrerende kommunikation er begrænset
 
7. Gør fællesarealerne til din arena for reklame for din afdeling
K-afdelingen er en stabsafdeling. Det betyder, at du symbolsk og praktisk har monopol på at bruge fællesarealer til fælles kommunikation. Det giver en uhørt høj mulighed for synlighed og opmærksomhed disse steder. Brug derfor kantinen, receptionen, toiletterne og fitness-rummet til at gøre opmærksom på din afdeling. Der er ingen andre, der kan eller vil gøre det for dig. 
 
Mærsk Lines sociale medier-guru gav direktøren i Mærsk Line, Nils Smedegaard-Andersen, en stor Instagram-mosaik til kontoret. Direktøren satte den op lige bag sin kontorstol – det er ledelsesopbakning og synlighed i helt bogstavelig forstand
 
8. Få din ledelse til at bakke synligt op = synlighed for din afdeling og dig
Det lyder banalt, og det er det også. Men det gør det dog så meget mere rigtigt. Det, som er synligt, er det, som ledelsen synes er vigtigt og skal være synligt. Giver ledelsen dig synligt sin opbakning, er du og din afdeling bogstaveligt talt selvlysende. Det kan være, at jeres arbejde bliver rost på det store medarbejdermøde eller noget andet godt. At få en anerkendelse, som alle ser, vil få din afdeling til at stråle.
 
9. Gør afdelingen multimedial og visuel
Få mere synlighed ved at tænke i nye formater, medier og udtryk. En ny fotoserie, minivideoer eller apps skaber fornyet opmærksomhed. Ofte vil billeder og videoer være en ny og god mulighed for at nå nye målgrupper i organisationen.
 
Hokus pokus. Det går fremad og fremad. Se blot her
 
10. Mål fra nu af og frem plus minus
Mennesket har kognitivt svært ved at huske, hvordan det var engang. Vi er er per definition optagede af, hvordan det er lige nu. Vi glemmer og har derfor svært ved at huske, at det engang var anderledes. Shifting baseline syndrome hedder det med et fint ord. Det gælder også for din k-afdelings arbejde. I praksis betyder det, at I glemmer at minde jer selv og andre om, hvordan det hele er blevet bedre. Men nulpunktsmålinger husker det for jer. Glem bare de negative trends, og del kun succeshistorierne. Baseline er din bedste base for at vise, at alting er blevet bedre.  
 
Den succesrige arkitekt Bjarke "Big" Ingels fra BIG er verdensmester i at fejre sin egen succes. Det kan du lære meget af. Her dokumentation af BIGs pressearbejde. Intet mindre end en tre etager høj væg med BIG-forsider. BIG is bigger than the rest
 
11. Del egen succes
De eneste, som gider gøre reklame for dig og din afdeling, er jer selv. Hvis du vil være en synlig succes, gælder det altså om at være det, når som helst med hvad som helst. Alle elsker en succesrig vinder, og mere synlighed er mere succes. Det kan virke selvfedt, men ingen tager skade af lidt velfortjent selvglæde og selvros.

12. Fortæl en lille, potentielt viral historie
Mennesker og medarbejdere elsker historier. Vi har storytelling bias for den gode historie. Vi tiltrækkes automatisk af den. Det er også den gode historie, vi deler med andre. En god historie er altså lig med synlighed. Da Google fortalte historien om, at alle deres medarbejdere holder fri en dag om ugen for at arbejde med deres små hobbyprojekter, gav det gigantisk synlighed for Google. Historien var som skabt til det.
 
Den statslige innovationsenhed Mindlab fik for mange år siden bygget et kæmpe, hvidt såkaldt ”tænkeæg”, hvor man kan sidde og få gode ideer. Den slags installationer er altid en attraktion. Hvad med en ”tænkepyramide” i jeres k-afdeling? 
 
13. Skab en attraktion, og gør det attraktivt at komme på besøg i din afdeling 
Ofte mangler medarbejdere blot en undskyldning for at komme forbi k-afdelingen. Gør det muligt, og gør det rart. Gør for eksempel plads til en sofa, så medarbejderne har et sted at sidde, men gør det først og fremmest attraktivt at komme forbi ved at skabe en attraktion. Noget man bare må se, høre eller røre ved. Husk, at k-afdelingen i mange virksomheder godt må være lidt vildere og lidt sjovere end resten af virksomheden. Det er jo ikke regnskabsafdelingen, du arbejder i. Det kan være en samling af billeder, objekter eller egentlige installationer. Det giver med garanti synlighed.

Hokus pokus! 1,2 ...13, nu skulle du være blevet synlig. Måske endda selvlysende.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også