Godhed er blevet pokemoniseret

Det er cool at gå i gul – i hvert fald hvis man skal tro de mange, der i sommerens løb har promeneret deres gule velgørenhedsarmbånd. Det er ikke bare de gule LiveStrong-armbånd, men også de pink brystkræft-armbånd, de blå kræftarmbånd og de sort-hvide antiracisme-armbånd, der er dukket op på folks håndled. Velgørende organisationer og kommunikationseksperter er enige om, at armbåndene er en trend, der er kommet for at blive. Men folk gider ikke gå med velgørenhedsarmbånd, når de efterhånden er så kommercielle, at børn begynder at samle dem på linie med yoyo’er og Pokemon-kort. Godheden er blevet pokemoniseret.

Samler på godhed

I Kræftens Bekæmpelse er man ikke i tvivl om, at armbåndene har gavnet organisationen: 85.000 mennesker har købt det gule armbånd siden december 2004, og efterspørgslen stiger. Jytte Dreyer, informationsmedarbejder i Kræftens Bekæmpelse, mener, at armbåndene er så populære, fordi man skal gøre noget for at få fat i dem, og fordi de skaber et fællesskab. Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse også et nyt brystkræftarmbånd til september: ’Støt Brysterne!’ Armbåndene fortæller tit en personlig historie: hvis du går med et orange armbånd, har du højst sandsynligt en person i familien, der lider af Alzheimers, mens det lyserøde fortæller om brystkræft. Og så er der selvfølgelig den store gruppe, der går med armbåndene, fordi de er trendy. I amerikanske skoler er velgørenhedsarmbånd blevet et samleobjekt på linie med Pokemon-kort og yoyo’er, og bytteværdien har derfor selvsagt mere med farve og sjældenhed at gøre end med hvilken kræftform eller demens-type armbåndet støtter.

 

Popsmart

Det har skabt en skepsis overfor armbåndene, som Kræftens Bekæmpelse også har mærket. Ifølge Jytte Dreyer er folk mere end villige til at betale de 15 kr. ekstra for det gule armbånd, som Kræftens Bekæmpelse lægger oveni prisen. ’De er meget bekymrede for, om det armbånd, de køber, er fake. Folk vil vide om pengene går til et godt formål.’ Det er altså vigtigt for køberne af armbåndene at støtte den rigtige sag, men det må heller ikke blive for poppet. ’Det vigtigste er at støtte et godt formål, og så er det da også blevet sådan en ting som alle vennerne smitter hinanden med’, siger Thomas, LiveStrong armbånds-afficionado på 26. ’Jeg var en af dem, der købte det gule armbånd lige efter Tour de France sidste år, men nu går folk jo med alle mulige pop-armbånd.’

 

En god forretning

På internetbørsen eBay er der fire sider alene med armbånd i alle kulører – nogle af dem mærket med ’rare!’, så samlere kan finde de sjældne af dem. I de fleste tilfælde tager sælger to eller tre dollars mere for armbåndet, end den dollar, som LiveStrong-fonden tager for det gule armbånd.

 

Armbåndenes fællesskab er som så meget andet del af et hype, som både sportsverdenen, private firmaer og velgørende organisationer får gavn af. Branding-giganten Nike sponsorerede de gule armbånd til at starte med og har siden lanceret det sort-hvide antiracisme-armbånd. Lance Armstrong er i sig selv blevet mere populær med armbåndene end efter seks Tour de France-sejre – en popularitet som er smittet af på hele den jagede cykelbranche. Ved OL i Athen, hvor den ene vinder efter den anden løftede arme med gule bånd i sejrsrus, når de krydsede målstregen, blev armbåndene mere populære end nogensinde. Det gule armbånd associeres med sport og viljestyrke, hvilket forklarer, hvorfor så mange mænd pludselig synes det er ok at gå med armbånd. Det gule armbånd er blevet en modeting, et uundværligt appendiks på en mandearm.

 

Can coolness be goodness?

En amerikansk journalist stillede for nylig spørgsmålet: Can coolness be goodness? Mange vil mene, at den gode gerning ikke er helt så ren, når man flasher den offentligt. På den anden side kan man spørge, om det egentlig betyder noget, når bare det i sidste ende går til et godt formål.

 

Peter Kvetny, kommunikationsbureauet Dreyer & Kvetny, har svært ved at blive forarget over det og siger, at vi ikke engang har set toppen af isbjerget endnu. ’ De velgørende organisationer er blevet fantastisk dygtige til markedsføre sig for små penge, og jeg tror at armbåndsbølgen vil blive større og brede sig til endnu flere områder, fordi folk har brug for at bekende sig til noget og have et tilhørsforhold.’ Folk har altid vist deres tilhørsforhold og holdninger gennem påklædning, badges, klistermærker og lignende, så der er ikke noget nyt i at vise frem, at man støtter et godt formål – og måske er der heller ikke noget galt i det. Men folks trang til at vise, at de er gode, vil ifølge Peter Kvetny blive udnyttet mere i fremtiden: ’Vi kan jo ikke være her for budskaber, så virksomheder og organisationer er altid ude at lede efter nye måder at trænge igennem på.’

 

Tendensen er død

Men hvis alle har forskellige armbånd på, som ingen kan huske meningen med, ophæver effekten sig selv. Folk gider ikke gå med velgørenhedsarmbånd, hvis de kan lugte, at de bare brander en virksomhed – derfor er folk så opsatte på at betale mere for armbåndet hos Kræftens Bekæmpelse. Det oprindelige gule armbånd havde en effekt, fordi det blev forbundet med en personlig historie, men nu er markedet blevet så oversvømmet med kulørt velgørenhed, at tendensen er død.

 

Det kan faktisk også være livsfarligt at have det forkerte armbånd på. På amerikanske hospitaler er man begyndt at sætte tape over de gule armbånd, fordi de er identiske med de armbånd, man giver til patienter, der ikke vil genoplives i tilfælde af hjertestop. Der må være en grænse – man skulle jo nødig dø af at være så god.

 

Bonustip: Du kan få lavet dit eget velgørenhedsarmbånd for 20 kr. på www.gummy.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også