Gode Investor Relations er guld værd

I sidste uge modtog medicinal virksomheden Lundbeck Finansanalytikerforeningens Informationspris. Lundbeck fik prisen, bl.a. pga. en overskuelig hjemmeside med relevant information til investorerne. "Uden internettet ville det være umuligt for os at distribuere den nødvendige information til vores meget spredte investorgruppe", siger ugens profil Steen Juul Jensen, Divisional Director Corporate Communications & Investor Relations i Lundbeck.
af Louise Witt-Hansen

Steen Juul Jensen er 33
år, Divisional Director for Corporate Communications & Investor
Relations i Lundbeck koncernen, som han kom til i forbindelse med Lundbecks
børsintroduktion på Københavns Fondsbørs. Han
har tidligere været ansat som økonom på Københavns
Fondsbørs, været selvstændig IT-konsulent samt arbejdet
for nyhedsbureauet Reuters. Steen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde
Universitet i 1992.








Internettet giver virksomhederne mulighed for
at have et bedre forhold til sine investorer. Steen Juul Jensen fortæller,
hvad internettet har betydet for Lundbeck :

"Lundbeck har kun været et børsnoteret firma i halvandet
år, men i dag har vi 12.000 aktionærer, hvor mange af dem
er udenlandske. Uden internettet ville det være umuligt for os at
distribuere den nødvendige information til vores meget spredte
investorgruppe. På vores hjemmeside kan investorerne forhåbentlig
finde det meste af den information om Lundbeck, de har brug for i forbindelse
med investeringsbeslutninger."


Den øget tilgængelighed til viden
om virksomhederne betyder også, at det ikke bare er de store investeringsinstitutioner,
som kan få fat i de væsentlige informationer. Informationerne
er gratis og tilgængelige for alle.

"I dag kan man sidde der hjemme og handle aktier over internettet.
Spørgsmålet er, om folks investeringsbeslutninger nødvendigvis
bliver mere intelligente. Data skal jo også fortolkes. Og der har
professionelle investorer en stor fordel i forhold til de private investorer,
da de har ansat specialiserede pharma-analytikere til at fortolke informationen
fra de børsnoterede selskaber", siger Steen Juul Jensen.


Virksomheder kan via internettet gøre
deres økonomi gennemskuelig for investorerne, og dermed få
en økonomisk gevinst. Steen Juul Jensen forklarer hvorfor:


"Hvis investorerne ikke har adgang til tilstrækkelig
information om en virksomheds økonomi, vil de ikke betale så
meget for aktierne. Den øgede risiko på grund af den manglende
information vil afspejle sig i kursdannelsen. Derfor er der selvfølgeligt
også et finansielt argument bag at få så mange relevante
informationer ud på internettet som muligt."


Grønne- , sociale- eller vidensregnskaber
er også blevet en del af virksomhedernes kommunikationsstrategi,
men hvad betyder de etiske regnskaber for investorerne?



"De fleste undersøgelser viser, at disse nyere rapporteringsformer
umiddelbart ikke betyder så meget for analytikerne. Og når
man spørger finansanalytikere hvorfor, svarer de, at der ikke er
nogle fælles måleenheder for etiske regnskaber, og de kan
derfor ikke vurdere om, f.eks. et socialt regnskab er godt eller dårligt.
Men selvfølgelig påvirker regnskaberne. Folk i den finansielle
sektor har ikke blot kvadratiske nyttefunktioner og rationelle forventninger
- de er faktisk mennesker. Mange institutioner f.eks. pensionskasser bliver
jo også angrebet af egen medlemmer, hvis de investerer i noget,
som er etisk uansvarligt. I Lundbeck får vi også en del henvendelser
fra specielt udenlandske firmaer, som har specialiseret sig i at skrive
rapporter om, hvilke virksomheder der er etisk forsvarlige investeringer.
Rapporterne sælges til institutionelle investorer, som f.eks. gerne
vil investere grønt. Selvom man altså ikke rent formelt kan
påvise de etiske regnskabers betydning, så fortælle
virkeligheden mig, at de gør en forskel", siger Steen Juul
Jensen.


Internettet har dog ikke kun forbedret virksomhedernes
muligheder for vækst - det har også gjort virksomhederne mere
sårbare. Investorer og andre interessenter kan, hvis de er utilfredse
med virksomheden, lave deres egne hjemmeside (en rogue site), hvor kritik
af virksomheden kan udstilles for internettets ca. 300 millioner brugere.
United Airlines mindre flatterende sider er f.eks. blevet udstillet på
rogue sitet "United". Ifølge Steen Juul Jensen kan firmaerne
intet stille op imod disse rogue sites.


"Selvom et firma bliver bagvasket på
et rogue site, kan firmaet lige så godt opgive at lægge sag
an. Firmaet kan aldrig få lukket rogue sitet, for man kan altid
rykke det til et ureguleret område på internettet. Det eneste,
man som firma kan få ud af et sådan sagsanlæg, er en
masse uønsket omtale. Det bliver interessant at se, hvad der sker,
når de fleste store virksomheder har 10 rogue sites. Det lyder som
et skrækscenarium, men jeg tror, at når der f.eks. er 50 anti
Coca Cola sites, så mister de deres betydning."


Steen Juul Jensen har en kommunikationsbaggrund,
men har specialiseret sig i Investor Relations. Han forklarer sin interesse
sådan:

"Det interessante ved Investor Relations som en hybrid mellem kommunikation
og finans er måske, at der er en direkte og let forståelig
sammenhæng mellem forretningslogik, strategi og virksomhedskommunikation.
"


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job