Selvdestruerende sociale medier

Det er et interessant dilemma: I den virkelige verden, som i ”Den Virkelige Verden” uden medier, er det at glemme noget normalt. Det er noget nær default-indstillingen, at vi som mennesker er i stand til at glemme ting, og vi gør det hele tiden. Det kan selvfølgelig også være virkelig irriterende. Hvor lagde jeg mobiltelefonen/nøglerne/etc.? Men overvej konsekvenserne af ikke at kunne glemme noget. Grimt, ikke sandt? Medier kan man se som en slags reaktion på det faktum, at mennesker glemmer. Vi kan hugge et budskab i sten og gemme det for eftertiden, vi kan skrive en bog eller en huskeliste. Medier husker for os på godt og ondt.
af Mads Bødker
Med sociale medier er vores digitale hukommelse ikke bare vor egen. Har du for nyligt taget en tur ned ad memory lane på Facebook for at se, hvad du vrøvlede om i foråret 2009? Tænk over, at det har ”alle de andre også” – altså set, hvad du vrøvlede om i foråret 2009. Digitale sociale medier husker naturligvis alt, du har lagt ud, og dermed ”husker” andre mennesker i dit netværk det også. Ikke nok med det. Modsat sten eller papir er det en ganske abstrakt tanke, at noget, der findes i et digitalt format, skulle forgå. Med andre ord - alt hvad du har foretaget dig på de sociale medier, er hugget i solid digital granit og kan, i teorien, have mindst lige så lang levetid som Jellingestenen.
 
 
Digitale medier glemmer ikke. Alt hvad du foretager dig online er hugget i solid digital granit og vil bestå mindst ligeså længe som Jellingestenen. Heldigvis behøver din sidste bytur ikke være mejslet i sten og skrevet med runer.
 
Snapchat: App-spøgelset, som glemmer og sletter alt.
 
Fire and forget
Snapchat, og senest Facebook’s ublu Snapchat-kopi Poke, stritter grundlæggende imod de digitale sociale mediers permanens og deres tendens til (teoretisk) uforgængelighed. Snapchat er ganske enkelt en smartphone-app, hvor brugerne kan tage et billede, tilføje tekst og lidt tegnede kruseduller, og så sende det til deres venner. Det smarte er, at billedet er indstillet til at forsvinde efter op til maks. 10 sekunder. Ikke nok med at det forsvinder fra dine venners telefoner – det forsvinder også fra Snapchat-serveren. Så det er helt og aldeles slettet for altid. I teorien. Men det vender vi tilbage til.
 
 
Sådan ser standardbilledet fra Snapchat-app'en ud. Tag et billede, bestem hvor lang tid, det skal kunne ses af modtageren (maks. 10 sekunder) og send afsted
 
Snapchat i et snapshot
 
 
 
Poke versus Snapchat

Det permanente ”mig”
Med Snapchat og selvdestruerende medier kan man ”sige” noget uden at skulle tage stilling til det eller stå til ansvar for det i resten af sit liv. Det sociale bliver situationsbestemt og tidsafgrænset. Problemet som selvdestruerende sociale medier løser er, at vi hænger på vores selvfremstilling på nettet. For mange er det formentlig ikke noget problem, men hvad sker der, hvis du smider noget på en af dine profiler, som egentlig ikke var tiltænkt andre? Eller fortryder de halvlumre billeder fra sidste firmafest? Eller hvis du har skrevet noget, der er så grundlæggende tåbeligt, at du ville ønske, at du kunne rejse tilbage i tiden og klaske dig selv over fingrene inden du trykkede ”Send”? Hvis der er nogen, der synes, at det har været værd at gemme, så kan du slette det fra din profil, lige så meget du vil. Der er garanteret nogen, der har en cachet version et sted, har gemt dine billeder eller har taget et screenshot.

Alle de fadæser og tåbeligheder der ligger rundt omkring på de sociale medier, kan til enhver tid komme tilbage og hjemsøge deres ejermænd m/k. Som idé er Snapchat et forsøg på at komme det næsten skæbnebestemte forhold mellem almindelig idioti, sociale medier og den digitale samtales permanens til livs. Vi kan, med andre ord (og i teorien), gøre ting via Snapchat, som vi ikke kan via andre medier.
 

 
Kom du til at aflyse din candlelight dinner med kæresten, fordi du blev nødt til at arbejde over? Så er det heldigt, at dette billede slettes efter maks. 10 sekunder

Samtaler og snapchats
Snapchat efterligner dermed den samme impermanens og flygtighed, som den mundtlige samtale indebærer. En flygtighed i samtalen som i det store hele er gået tabt med de elektroniske medier

Dermed dog ikke sagt at ”samtaler” på Snapchat har den samme ophøjede status som en Habermasiansk dialog. Langt fra. I det store hele bliver de selvdestruerende sociale medier brugt til mere, skal vi sige, poesiforladte ting og ja, der bliver sendt masser af billeder med hel- og halvnøgne personer rundt. Her er det nok mediehistorien, der gentager sig, for hvad var den første profitable brug af fotografiet tilbage i midten af det 19. århundrede? Jeps, ”franske postkort” med letlevende damer. Levende billeder? Jo, du har gættet det! Forskellen fra tidligere tider er selvfølgelig demokratiseringen af produktionsteknologien. I hænderne på teenagere, og yngre, har Snapchat vækket en vis mængde furore, selvom sexbilleder (såkaldt ”sexting”) ikke nødvendigvis udgør størstedelen af de billeder, der sendes på Snapchat (læs evt. mere her).

Snapchat og Facebook Poke-applikationerne er på mange måder en tilbagevenden til en mere intuitiv kommunikationsform, der ikke er ulig den, vi har med hinanden ”uden for” de elektroniske medier. I dagligdagens ordvekslinger er der, i udgangspunktet, heller ikke nogen, der optager og lagrer vores samtale, selvom det sikkert kunne være nyttigt en gang imellem. Snapchat efterligner dermed den samme impermanens og flygtighed, som den mundtlige samtale indebærer. En flygtighed i samtalen som i det store hele er gået tabt med de elektroniske medier, hvor en hurtig gennemgang af sociale medieopdateringer er med til at rekonstruere den anden.
 
 
Aflyste du din aftale med din veninde, fordi du var "syg"? Så er det heldigt at sporene ikke bliver lagret med Snapchat

Glemmer du, så husker jeg…
Ok, så du har nok tænkt: ”Fint nok, jeg modtager et åndsvagt og/eller halvnøgent foto fra en Snapchat-”ven” – jeg tager da bare et screenshot og gør hans/hendes liv til et helvede”. Det har folkene bag Snapchat naturligvis tænkt på. For at forhindre at modtageren bare sådan kan tage et screenshot af billedet, har de gjort to ting: For det første skal man holde en finger trykket ned på skærmen for at kunne se billedet, der modtages, og for det andet får modparten altid en besked om, at modtageren har taget et screenshot. Men selv med mine korte pølser kan det altså godt lade sig gøre at klikke på sleep-knappen øverst samt home-knappen og dermed snappe et screenshot. Selv på en iPhone 5. Derudover er det vel alligevel for sent, hvis du får besked fra modtageren om, at han eller hun har taget et screenshot. Med andre ord, hvis der er nogen der VIL gemme, så bliver det gemt.
.
Databasefri
Men når nu samtalen og vores liv i stigende grad indebærer digitale medier, er det måske ikke så underligt, at vi har brug for et modstykke – en mere flydende og flygtig form

Historien om hvordan computeren blev til et medie, er forunderlig. Allerede i 1940’erne var Vannevar Bush inde på tankerne om computeren som en maskine, der hjælper os med at huske. Bush’ idé om en Memex (læs evt. mere her) var et skridt på vejen mod at se computeren som et medie og en søgbar database frem for som en forvokset regnestok. På mange måder går der en lige linje fra Memex-idéen til den måde, hvorpå vi bruger computere i dag. Arkivet og vores fælles hukommelse er blevet digitaliseret til gavn og glæde for de fleste. Men når nu samtalen og vores liv i stigende grad indebærer digitale medier, er det måske ikke så underligt, at vi har brug for et modstykke. Selvdestruerende sociale medier som Snapchat og Poke har en masse potentiale, og selvom det lige nu primært bliver forløst i form af halv- og hellumre bukseskud, så peger de på en bevægelse væk fra den database-tænkning, der er dominerende i vores forestilling om, hvad digitale medier er, frem mod en mere flydende og flygtig form. En form der måske er mere kompatibel med vores lykkeligt glemsomme hjerne.

PS. Jeg er Singsign på Snapchat, så vidt jeg husker;-)
 
________________________________________________________
 
Links:
 
 
________________________________________________________
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job