Hvem tror på hvem?

Er der egentlig overhovedet nogen fra reklamebranchen, der tror på kommunikationsbranchen? Hvad er det egentlig, de laver ud over pressemeddelelser, krisestyring og skandaler, hvor de blander kundernes interesser sammen med deres egen indtjening?

Svaret er, at kommunikationsbranchen laver en hel del mere, end vi fra reklamebranchen er bekendt med. Mærkeligt nok, da vores brancher er så tætte, at vi fra reklamebranchen faktisk selv betegner os som kommunikationsfolk.

Efter at have arbejdet i reklamebranchen i 20 år og først i nyere tid stiftet nærmere bekendtskab med de ”rigtige” kommunikatører undrer det mig, hvor langt fra hinanden vi står, når vi ville have så meget mere ud af at stå side om side. De sidste år har trukket fronterne mere blødt op, men vi står stadig langt fra hinanden.

I de mange år i reklamens tjeneste har vi aldrig haft et grundprincip om altid at bruge et PR-bureau til at støtte en kampagne eller historie op. Vi har simpelthen ikke kunnet se hvorfor. Hvis vores vinkel ellers var god nok, ville historierne komme af sig selv. Og det læs, vores kampagne ikke kunne trække, ville kunne klares af kundens egen kommunikationsafdeling.

Fordommene går begge veje

Da Dansk Marketing Forum med Christian Bjerring i spidsen og Kommunikationsforeningen for noget tid tilbage ytrede ønske om en fusion, gik der ikke mange dage, før en prominent række af kommunikationsfolk satte sig kraftigt til modværge. Det skurrede simpelthen for meget i ørerne at skulle blande et professionelt, high end fag med nogle good for nothing reklamefolk, som udelukkende forfulgte kommercielle mål og lavthængende frugter.

Og hvad med stoltheden over faget? Folk mente, at faget med stor sandsynlighed ville blive både udvandet og underprioriteret, i øvrigt sammen med ånden, samhørigheden og meningen med livet.

Jeg forstår godt, hvorfor man tænker sådan. Det hedder uvidenhed. Og den drives af den samme ting, som driver mange andre ting i livet, nemlig frygt, som er den stærkeste indlæringsfaktor, der findes. I dette tilfælde frygt for det ukendte – og dermed frygt for at miste det velkendte.

Da jeg oprettede en profil på Kforum, nød jeg i den grad mine nye venner i K-branchen, den måde folk tænkte, følte og skrev på. Det kunne handle om stort og småt, akademisk og hverdagsagtigt, liv og død. I min begejstring bad jeg fluks mine favoritreklamefolk om at gøre mig selskab i Kforums virtuelle virkelighed.

Ikke nok at komme efter

Men det fungerede ikke efter hensigten. De havde meget mere lyst til at dele erfaringer, få viden om, hvad der skete derude i virkeligheden, i DK, Norden og verden og var i det hele taget faglige og specifikke på en helt anden måde, end kommunikationsfolkene var det. De faldt derfor stille og roligt helt ud af Kforum – der var simpelthen ikke nok at komme efter for dem.

Og når en enkelt reklamemand i ny og næ drister sig til at ytre sig, ender det ofte i en ligegyldig detaildiskussion om, hvad man som branche går op i.

Det er ikke nogen hemmelighed, at reklamebranchen er en af de mest autodidakte brancher i verden. Det er den eneste branche, jeg kender, som hverken har behov for medarbejderpleje, HR, PR eller teknologi for den sags skyld. Så (ud)dannelse kommer ikke ind på førstepladsen hos os.

Den savner man imidlertid ofte, da det afføder lang inkubationstid for talentmassen, utidssvarende ledelse og mangel på nyskabelse.

Hos den langt mere dannede kommunikationsbranche finder man talent i overflod, hvor man får lyst til at både bukke og skrabe for de genistreger, der fra tid til anden ser dagens lys. I Kforum har jeg virkelig været imponeret over mængden af virkelig begavede mennesker og deres inspirerende indsigter.

Ser man på K-branchen mere overordnet, anes dog et omrids af nogle mindre flatterende side effects af dannelse. Hovmod, tradition, management by fear, ”jeg alene vide”-syndromet. I et ord: Nisserne. Reklamebureauet Propaganda skrev det så smukt i en af deres fantastiske egenannoncer: ”Man beslutter sig for, at man har ret. At verden hænger sammen på en bestemt måde, og at alle, der mener noget andet, er mindre oplyste. Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudfattede meninger og standardargumenter i et forsøg på at fastholde sit verdensbillede”.

K-folk mestrer ikke nyskabelsens kunst

Det fungerer vældig godt på alle de forudsigelige planer og traditionelle problemstillinger. Det er en fantastisk oplevelse at se K-branchen folde sig ud med sine kunstgreb, som stort set altid fungerer nøjagtigt, som de havde forudset. Den kompetence kunne reklamefolkene både lære af og udnytte bedre.

Til gengæld mestrer K-folkene ikke nyskabelsens kunst så godt som reklamefolkene. På det seneste er vi begyndt at arbejde med pressevinkler på samme facon, som vi løser markedsføringsopgaver: Med kreativitet. Det fungerer over al forventning, da vi per definition er rigtig gode til at opfinde den slags.

For nylig gjorde en organisation, som jeg er medlem af, noget efter min mening genialt. Creative Circle, som er de udøvende reklamefolks organisation, valgte at hæve blikket og samle de industrier, der arbejder med kreativitet. I første omgang reklamebranchen, internetbureauerne og designfirmaerne. Der ser ud til at lykkes at få både et tæt samarbejde og fælles referencerammer i form af prisuddelinger og one point of entry for regering, uddannelser, DE og DI.

Selv om vi er forskellige og har vores unikke kompetencer og traditioner, driver vi virksomhed på samme måde, og går ind og ud af de samme mødelokaler hos kunderne. Hvis man ellers kan finde ud af at respektere hinandens forskelligheder, ligesom i alle andre af livets forhold, kan det kun gå en vej, og det er fremad. Fremad mod bedre løsninger, mere helstøbte kugler og en større sammenhæng. Alting noget, der kommer til at have en positiv effekt for de mennesker, som betaler vores løn, nemlig kunderne.

Og er det ikke det, vi er sat i verden for?

Fik jeg nævnt, at vi altid arbejder med kommunikationsfolk på opgaverne nu om dage? Det virker nemlig bedst. Særligt når vi gør det sammen.

Bedste ønsker,

En mindrebemidlet reklamemand.