Ord kan gøre os mere socialistiske

Venstreorienterede politikere misforstår den måde, menneskets hjerne fungerer på. Derfor har de svært ved at sætte den politiske dagsorden. Sådan lyder det fra den amerikanske super-forsker George Lakoff.
af Niels Ebdrup
Socialdemokraterne og SF har gjort det i Danmark. Demokraterne har gjort det i USA. De har flyttet deres politik – blandt andet den økonomiske – mod højre for at lokke mere højreorienterede vælgere ind i folden.
 
Men det er intet mindre end en snothamrende dum strategi. Vores hjerner er nemlig indrettet sådan, at vi bliver mere højreorienterede, jo mere vi udsættes for konservativ tankegang. Og vi bliver mere venstreorienterede, jo mere vi bliver præsenteret for socialistiske løsninger på samfundets problemer.
 
Professor George Lakoff er træt af, at venstreorienterede politikere ikke kan finde ud af at kommunikere deres politik. Derfor arbejder han på en bog med ord, som venstreorienterede politikere med succes kan bruge i deres retorik. Ord, der for eksempel ikke er negative over for skat - som 'skattelettelse' og 'skatteskrue' er det.
 
George Lakoff: Ryk til højre - og mist vælgere
Sådan lyder opsangen fra en af verdens største venstreorienterede akademiske superstjerner. George Lakoff er professor i lingvistik på University of California, Berkeley, og han besøger i disse dage Danmark.
 
»De fleste borgere har højreorienterede holdninger i forhold til nogle ting – og venstreorienterede i forhold til andre.«
 
»Alverdens venstreorienterede vil så gerne møde vælgerne, ’hvor de er’. Derfor rykker de til højre og taler til vælgernes konservative side. Men ved at gøre det, bliver borgerne blot bekræftet i det konservative verdensbillede – de bliver mere højreorienterede. Det viser vores studier i sprogets metaforer og hjernens processer,« siger George Lakoff i forbindelse med en forelæsning om bevidsthed, metaforer og politisk framing på Københavns Universitet.
 
Ordet ’skattelettelse’ gør os til liberalister
George Lakoff er kendt for at analysere, hvordan politikere kan sætte rammerne for deres kommunikation ved hjælp af metaforer i deres sprog. Han fortæller, at højreorienterede partier igennem mange årtier har været suveræne til at kommunikere i et sprog, som kan forføre den menneskelige hjerne.
 
»Da George W. Bush holdt sin første tale, efter han var blevet indsat som præsident, brugte han ordet ’skattelettelse’ (tax relief, red.). Og det samme gjorde han i stort set alle taler derefter.«
 
»En ’lettelse’ opstår, når nogen fjerner et ubehag – for eksempel en smerte. Det vil sige, at den, der vil give dig lettelsen, er god, fordi han vil fjerne smerten. Og den, der ikke vil give dig lettelsen, er ond,« fortæller George Lakoff.
 
»Når George W. Bush bruger ordet ’skattelettelse’, får han os til at tænke konservativt. Vi kommer til at tænke, at skat er noget ondt, og at det er en lettelse at slippe for den,« siger George Lakoff.
 
George Bush påvirkede altså vælgerne ved at benytte en sproglig metafor, der bekræfter et højreorienteret syn på samfundet.
 
Derfor tager socialister fejl
Det virker måske mærkeligt, at lige præcis alle verdens højreorienterede partier – næsten ubemærket – kan finde ud af at påvirke vælgernes politiske holdninger, imens socialister ikke kan. Men forklaringen er meget enkel:
 
  • Venstreorienterede politikere tror, at menneskets fornuft bliver påvirket af gode, intellektuelle argumenter. Og det gør den ikke. Det viser George Lakoffs analyser af, hvordan vi forstår verden ved hjælp af sproglige metaforer, følelser og empati.
  • Højreorienterede lader derimod til at vide, at vi mennesker har en fornuft, der i meget stort omfang bliver påvirket af følelser og empati. Og det udnytter de i deres kommunikation med vælgerne.
 
Der findes altså to meget forskellige måder at forestille sig den menneskelige fornuft på:
 
  • 1. Venstreorienterede politikere syn på fornuft bygger på den tradition, som vi kender fra oplysningstiden i 1700-1800-tallet. Den går ud fra, at fornuft og følelser er to meget forskellige elementer. Oplysnings-politikere mener, at de taler til menneskers fornuft ved at bruge sammenhængende argumenter og fremlægge gennemarbejdede analyser. Den type fornuft bliver dyrket på universitetsstudier som statskundskab og jura.
  • 2. Højreorienterede politikeres opfattelse af fornuft erkender, at mennesker ikke kan opfatte verden, uden at de gør brug af deres følelser og empati. Den opfattelse af fornuft har reklamefolk for længst fundet ud af, er den rigtige. Det er i hvert fald den, der kan sælge vaskepulver og cola. Hvis en reklame skal give os lyst til at købe en cola, skal den tale til vores følelser – og måske endda lokke underbevidste budskaber ind i vores hoveder.
 
»Når højreorienterede vælger at studere et fag på universitetet, ender de tit med business – hvor man også lærer om marketing.«
 
»Når venstreorienterede politikere vælger fag, er det derimod tit statskundskab. På den måde bliver de venstreorienterede opdraget i den ’forkerte’ opfattelse af, hvordan menneskets fornuft fungerer. Og de ved det ikke engang selv. Derfor tager de fejl igen og igen,« siger George Lakoff.
 
Sprogets metaforer ændrer vores hjerner
Den amerikanske professor og hans medarbejdere har undersøgt, hvordan metaforerne i vores sprog spiller sammen med vores hjerner. Undersøgelserne bekræfter, at reklamefolkenes fornuft-opfattelse er den mest rigtige. Det betyder, at politikere ved hjælp af deres ordvalg kan påvirke os til at få særlige holdninger.
 
Vores hjerner bliver nemlig rent faktisk indrettet efter de budskaber, vi bliver præsenteret for. Når vi bliver udsat for et højreorienteret samfundssyn, kobles visse dele af hjernen sammen. Venstreorienterede tanker skaber derimod andre koblinger.
 
Under forelæsningen på Københavns Universitet redegjorde George Lakoff meget hurtigt for de meget indviklede detaljer i den proces, men pointen var tydelig: Når der først er skabt forbindelser i hjernen, udgør de udgangspunktet, hver gang vi skal forstå et nyt budskab. Når vi tilpas mange gange har hørt ordet ’skattelettelse’, kommer vi derfor fremover helt automatisk til at forbinde et budskab om mere skat med noget negativt.
 
Det sker, fordi hjernen har lært at forbinde 'skat' med noget ubehageligt. For at forstå metaforen ’skattelettelse’, må hjernen nemlig skabe en kobling mellem 'skat' og begrebet ’lettelse’ – der metaforisk hænger sammen med, at en byrde bliver fjernet fra vores krop. På den måde skaber hjernen forbindelser, som får os til at opfatte skat som en byrde.
 
Socialister bør studere kunst
Mange venstreorienterede forstår ikke, hvordan hjernen fungerer. Derfor adopterer de selv et ord som ’skattelettelse’, når de debatterer med borgerlige politikere. På den måde undergraver socialisterne deres eget samfundssyn, hvor skat er noget positivt, som gavner fællesskabet.
 
»I USA har de konservative ikke flyttet sig politisk i de seneste mange årtier. Men det har demokraterne. De tror på oplysningsfornuften, og at de kan kommunikere med folk ved at nærme sig dem, men kan de ikke. I stedet bekræfter de bare det konservative verdensbillede.«
 
»’Rigtig fornuft’ er en mangel blandt venstreorienterede.  Derfor burde de studere litteratur og kunst på universitetet. De studier behandler netop følelser og empati, og de leverer ’the real stuff’,« siger George Lakoff.
 
Professoren har netop færdiggjort en bog, som fortæller amerikanske demokrater, hvilke ord de skal benytte, hvis de vil bringe de konservative republikanere i defensiven.
 
Præcis hvilke trylleord, der er tale om, må vi dog vente med at læse, når bogen udkommer.
 
Fakta
George Lakoffs analyser viser, at vi forstår verden gennem metaforer i sproget. De metaforer bygger på kropslige oplevelser, som vi alle har haft.
 
Når små børn oplever nærhed er det igennem kropskontakt, som også giver varme. Det har ført til udtryk som "Han er sådan en varm person”.
 
I eksperimenter på Yale University i USA lod man f.eks. en gruppe testpersoner holde en kold eller varm drik i hånden, inden de gav hånd til andre testpersoner, som så skulle bedømme hvor imødekommende og varme personligheder disse havde. Personer, der tidligere havde holdt en varm kop, viste sig at have en målbart højere score end dem, der havde holdt en kold kop.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også