Jørgen Poulsen var en eminent generalsekretær i Røde Kors, der var respekteret af befolkningen, men han blev på rekordtid en politisk dilettant.
Den 4. oktober 2007 blev Jørgen Poulsen, daværende generalsekretær i Dansk Røde Kors, i en Gallup-undersøgelse i Berlingske Tidende udnævnt til at være den mest troværdige, saglige, kompetente og afbalancerede organisationsleder i kongeriget.
Den 25. oktober – blot tre uger senere – red han med på Naser Khaders succesbølge og lod sig opstille til Folketinget for Ny Alliance.
Det var den største fejl, Jørgen Poulsen har begået i sit voksne liv. Efter få dages valgkamp havde Poulsen sat næsten hele sin troværdighed over styr, og efter 224 dage som folketingsmedlem blev han ekskluderet af sin folketingsgruppe. En eksklusion, der satte endnu en tyk streg under det faktum, at Jørgen Poulsen aldrig har været politiker, men kun vil blive husket som en politisk dilettant.
General Poulsen
Vi kendte ham ellers som den lille mand med de bedende øjne og den lidt besynderlige – næsten påtagne – nordsjællandske dialekt med tydelige jyske undertoner. Han talte indtrængende og troværdigt om krige, katastrofer og de menneskeskæbner, der havnede i hans asylcentre.
Som generalsekretær sagde han, at ”tillid er vores dyrebareste vare og troværdighed det vigtigste, vi overhovedet har med at gøre”, og alligevel formåede han netop at sætte både sin egen og sit partis troværdighed over styr og totalt miste vælgernes tillid.
”General Poulsen” forstod kunsten at kommunikere, så danskerne ikke bare gav ham ret, men også skred til handling. Han fik os ud og rasle med de hvide indsamlingsbøsser, og vi hev beredvilligt mønter og sedler op af lommen, når han stod frem i tv-reklamer og bad os om at støtte flygtninge og katastrofeofre rundt om i verden.
Højdepunktet kom, da tsunamien ramte anden juledag 2004. Jørgen Poulsen var ikke alene første mand i den hårdt ramte Aceh-provins på Sumatra. Han var også først til at skrive under på en kontrakt med TV2, så Røde Kors fik en lukrativ indsamlingsaftale med tv-stationen. Jørgen Poulsen var Røde Kors, og han var en stor succes.
Måske lod Poulsen sig rive med af den megen fremgang, han oplevede. Og måske han lod sig rive med af sin indignation, som førte til en kras kritik af VK-regeringen, både for Irak-krigen og ikke mindst for behandlingen af asylsøgere i Danmark. Måske troede han, at han i forvejen var i politik, og at skiftet til Christiansborg ville være a piece of cake. Uanset hvad Poulsen troede, så tog han fejl.
I første omgang var tabet af Jørgen Poulsen enormt for Røde Kors, men i dag er Røde Kors nok lige så lettede over ikke at være forbundet med Poulsen, som Naser Khader er over at være sluppet af med partiets (forhåbentlig) sidste tilbageværende løsgående missil.
Ikke skabt til politik
Jørgen Poulsen fylder 65 år den 5. juli i år, og havde det ikke været for de seneste 224 dage, så havde Poulsen uden problemer kunnet gå på pension og bruge sommerdagene på at give afskeds-interviews og fortælle om vigtigheden af Røde Kors’ arbejde. Han havde uden tvivl fået et fantastisk eftermæle.
I stedet er han nu kendt som en større politisk klovn end Jakob Haugaard, og alle portrætter af ham vil glemme hans fortid både i Danmarks Radio og Røde Kors og fokusere på den nedtur, som han blev en afgørende del af.
Poulsen har nemlig vist, at han på ingen måder er politiker. Ikke så meget, fordi han ikke forstår det politiske spil eller ikke har de rigtige oratoriske evner. Men simpelthen fordi han er idealist.
Han ejer ikke den kynisme, som er fundamentet for enhver politiker. Den kynisme, som drev Anders Samuelsen til at ændre sin holdning til euroen 180 grader for at gå benhårdt efter at give de tre-fire pct. af vælgermassen, der er neoliberale euro-skeptikere, et politisk hjem. En kold og kynisk politisk kalkule, som skulle holde Ny Alliance over de magiske to pct., men som Bette Jønne ikke fattede. Hvilket han eminent demonstrerer i sin kommentar til tirsdagens eksklusion:
”Det er fuldstændig uforståeligt for mig, at man kan blive kritiseret for at holde fast i det, som skabte den begejstring for et år siden og som fik os alle sammen til at melde os under fanerne. Det forstår jeg ikke rigtigt – det er jo det grundlag, som jeg har prøvet at holde fast i”, forklarede han.
Men der skulle ikke holdes fast, mente partiledelsen. Strategien skulle ændres, hvis Ny Alliance skulle have en minimal chance for at overleve. Vælgerne havde gang på gang vejet Ny Alliance og deres politik – og fundet den for let.
Men Poulsen kunne ikke læse skriften på væggen, selv ikke når den blev hamret fast af partiledelsen.
Samme dum-stædighed forhindrede ham også i at lægge sig fladt ned, da kritikken haglede ned over ham i forbindelse med ”pensions-skandalen”. En disciplin, som enhver toppolitiker ellers skal være olympisk mester i, hvis man vil have en chance på Christiansborg. Poulsen holdt stædigt fast og troede naivt, at folk ville forstå ham, hvis blot han fik lov til at forklare.
Den samme barnagtige og naive indstilling udstillede Poulsen i Politiken i maj, hvor han analyserede partiets største politiske nedtur: Sagen om asylbørnene, hvor Ny Alliance reddede regeringen fra et ydmygende nederlag:
”Vi blev snydt, så vandet drev. Det, vi var stillet i udsigt, var langt bedre end det, som kom.”
Når man bliver snydt, så holder man det for sig selv. Man udbasunerer ikke sine egne manglende evner og resultater. Hvilken vælger skulle dog finde sådan et parti interessant?
Poulsen totale mangel på politisk Fingerspitzengefühl sprang ud i fuldt flor, da Malou Aamund skiftede parti, og Poulsen indbød offentligheden i sine egne overvejelser om at følge efter:
”Man er medlem så længe, man er medlem. Og man er fast i kødet, indtil man ikke er det mere” sagde han den 5. februar, og demonstrerede dermed en eklatant mangel på forståelse af, hvordan man agerer i et politisk miljø. Hvilket parti ønsker et folketingsmedlem, som åbent flirter med modstanderne?
Den fuldstændige nedsmeltning kom på Ny Alliances første landsmøde, hvor Poulsen sammenlignede Dansk Folkepartis burka-annoncekampagne med nazistisk propaganda og tilmed genoplivede sloganet "nok er nok"; et slogan, som partiledelsen ellers havde brugt mange kræfter på at mane i jorden op til selv samme landsmøde.
Fogh har smadret midten
Da Ny Alliance blev stiftet, var det ud fra en simpel analyse: Seks år med VKO’s blokpolitik – og oppositionens golde kritik – havde gjort danskerne trætte af fløjene og ikke mindst af Dansk Folkeparti. Midten skulle tilbage i dansk politik og have den afgørende indflydelse; der skulle skabes ”en ny alliance” mellem fløjene – med Khader i centrum, naturligvis.
Men ser man tilbage på de sidste syv år og de sidste tre valgkampe, så er billedet et helt andet: Midten i dansk politik – forstået som små, selv-erklærede midterpartier – er blevet udryddet.
Kristendemokraterne og Centrum-Demokraterne er helt døde. De Radikale blev decimeret til en gruppe af få, gamle mænd ved valget sidste år og er helt uden politisk indflydelse. Ny Alliance hører klinisk set under ”hjernedødskriteriet” og holdes kun kunstigt i live, indtil Khader selv slukker for strømmen.
Anders Fogh har ikke blot sat Socialdemokraterne massivt tilbage og overtaget en stor del af arbejderpartiets vælgere. Han har samtidig totalskadet den danske tradition med at have magtfulde, små midterpartier. Midten er død.
Jørgen Poulsen troede på idéerne og han holdt stædigt fast i dem i stedet for at se de politiske realiteter i øjnene. Han havde ikke kynismen i sig. Derfor blev Bette Jønne fra Branderup i Sønderjylland til grin, da han forsøgte sig som stor mand på Slotsholmen.