”Jeg kan ikke påtage mig jobbet som udenrigsminister. Det er Bill, du ved jo, hvordan han er. Der vil ikke gå en dag, hvor du ikke kommer til at forklare, hvad han nu har sagt. Jeg kan ikke styre ham. Det går ikke”. Cirka sådan sagde Hillary Clinton til den indkommende præsident Barack Obama, da han lige efter valget havde en lang samtale med hende om, hvorfor han syntes, hun skulle være Secretary of State, og hun ikke ville.
Som bekendt vandt han, og Hillary endte med at påtage sig jobbet. “Når du først er blevet spurgt, så er du fucked”, tænker hun med et citat fra den berømte demokratiske presserådgiver James Carville. Obama siger, at han vil koncentrere sig om indenrigspolitikken og har brug for hendes viden, træfsikkerhed og enestående politiske talent.

Episoden er hentet fra Game Change, en nyudkommet bog, der i nogle
uger satte den politiske klasse i Washington DC på den anden
ende. Den er fyldt til bristepunktet med personlige, intime,
overraskende og afslørende detaljer om hovedpersonerne i
valgkampen i 2008, der førte til valget af Barack Obama.
Et levende indblik i politiske gys
Fra de uddrag, der også har været bragt i Danmark, kan
læserne følge med i den totale egomaniske udskejelse og
falske iscenesættelse af John og Elizabeth Edwards
ægteskab og hans fallerede præsidentkampagne, som er
præget af psykofantisk selvovervurdering og pinlig i det
ekstreme; man kan følge med i den påfaldende mangel
på selvdisciplin og fatale selvovervurdering i
Clinton-kampagnen og i detaljer gyse over, hvordan Hillary Clintons
præsidentkampagne systematisk blev undermineret af hendes egen
ægtemand, ekspræsidenten med det politiske talent, den
ustyrlige libido og et temperament, der igen og igen løber af
med ham. Selv Sarah Palin - hvorom man ellers godt kunne fristes
til at tro, at der umuligt kunne være flere artige
afsløringer - bliver endevendt på ny, og læseren
får et levende indblik i den republikanske kampagnes manglende
indre sammenhængskraft. Man kan fortsat godt gyse over, at en
kvinde, der ikke kan forklare forskellen på Nord- og Sydkorea,
og som tror, at Saddam Hussein orkestrerede 9/11, endte som
republikanernes bud på en vicepræsident. Hendes
næsten-sammenbrud under valget, hvor hun sidder med "tomme
øjne og stirrer ud i luften" og forsøger at læse
hundredvis af små kort om udenrigspolitik udenad, og hvor hun
ikke taler og ikke drikker andet end en halv Diet Coke om dagen, er
fascinerende læsning.
I dette klip
fortæller forfatterne John Heilemann og Mark Halperin om
episoderne, der har givet inspiration til bogen "Game
Change"
Dette er ikke en boganmeldelse
Bogen er i det hele taget hypnotisk underholdende læsning og
stort set umulig at lægge fra sig, når man først er
begyndt at læse. Men en anmeldelse er ikke ærindet med
denne artikel. Jeg har anmeldt bogen i Information i sidste
weekend: Den ultimative
insider
Det er derimod den eminente virale markedsføring af
bogen.
Forfatterne, de politiske veteraner John Heilemann (New York
Magazine, tidligere Economist, The New Yorker, The New York Times )
og Mark Halperin (Time Magazine, forfatter og tidligere politisk
direktør for ABC News) er to af USA's mest kendte og mest
indspiste og kontroversielle politiske skribenter, og de fik med
dygtighed anbragt deres bog lige der, hvor omtalen og
opmærksomheden blev størst.
Nøje planlagt elektronisk offensiv
Bogen udkom en mandag, men eksploderede i en nøje planlagt
elektronisk offensiv hen over weekenden i forrige uge. At
lanceringen var professionel, kom ikke som en overraskelse.
Halperin er grundlægger af den priste blog på ABC, The
Note - Washingtons første originale såkaldte Inner Circle
Tip Sheet fra 2002, der henvender sig til "de 500 mest
indflydelsesrige mennesker i Washington DC", og hvor afficionados
fortsat i dag kan få det daglige politisk fiks Inside the
Beltway. Halperin er med andre ord en prøvet hånd,
når det gælder kunsten at få den politiske
inderkreds i begge partier i tale, og har tidligere erfaringer med,
hvordan nøje udmålte doser af breaking news kan få
historier gjort virale.
Allerede flere andre bøger om Obamas kampagne
PR-metoden for Game Change var enkel. De to forfattere var sig
pinligt bevidste om, at der allerede var udkommet adskillige
bøger om 2008-valgkampen, herunder den roste The Audacity to
Win af David Plouffe, en af Barack Obamas PR-generaler, og Sarah
Palins Going Rogue, der også vakte ekstrem opmærksomhed
ved sin udgivelse for nogle måneder siden.
Ved udgivelsen
af "Game Change" var der allerede flere bøger på
markedet, der beskrev Obamas valgkamp og sejr. Til forskel for de
to ovenstående bøger er "Game Change" en beskrivelse af
politikernes små, afslørende detaljer i forbindelse med
valgkampen
"18
tweetable nuggets"
Men til forskel fra de to, og en række andre bøger,
ønskede Heilemann og Halperin ikke at give "det store billede"
af valgkampen, men zoomede i stedet ind på meget små, men
til gengæld ekstremt afslørende og meget personlige
detaljer, som indtil videre ikke havde været i mediernes
søgelys. En to sider lang liste blev tilsendt alle politiske
redaktioner med de 18 mest sensationelle hemmeligheder, "perfekte
tweetable nuggets", som Newsweeks chefpolitiske skribent Howard
Fineman rammende har beskrevet det, samt "13 aldrig før
omtalte politiske scener."
Sådanne nuggets er perfekte til at tiltrække sig
opmærksomhed hos først reportere og bloggere og derefter
tv-seere og avislæsere online, og førte da også til
en eksplosion af omtale på Twitter, blogs og kabel-tv.
Drypvis
fodring af pressen
Samme Fineman sagde efter lanceringen af bogen i øvrigt til
websitet Politico, at Halperin "mere eller mindre har været
med til at skabe den verden, vi politiske skribenter nu lever i:
24-7, altid på, den hyperlinkede, web-baserede, DC-politiske
medieverden."
De små bidder blev også fodret
drypvis til udvalgte skribenter weekenden over, kulminerende med de
to forfatteres optræden søndag i CBS-programmet "60
Minutes" i et stort interview med Andersen Cooper, hvor de to
forfattere havde fået selskab af en mand, der sandsynligvis
var en af deres hovedkilder til Palin-kapitlerne, nemlig den
republikanske spindoktor Steve Schmidt, der har ligget i infight
med Palin i et stykke tid.
Jeg skriver 'sandsynligvis', fordi de to forfattere ikke har
opgivet en eneste kilde til bogen, men anført, at de har talt
i dybden med "over 300 mennesker." De fastholder - i den brede
debat om metoden, der er fulgt i kølvandet på bogen, og
som har været præget af en kritisk sætten
spørgsmålstegn ved etikken i og holdbarheden af den
journalistiske metode - at de har fuld dækning for alle
direkte citater i bogen, og at alle indirekte citater og
oplysninger bygger på flere af hinanden uafhængige
kilder.
En blitzstorm af tv-optrædener
Efter interviewet i 60 Minutes og en 8.000 ord lang og
opsigtsvækkende feature i Heilemanns eget New York Magazine om
John og Elizabeth Edwards byggende på bogen, fulgte så
mandag - den dag, bogen udkom - en optræden af forfatterne
på ABC's Good Morning America, MSNBC's Morning Joe, FoxNews'
Hannity og CNN's Anderson Cooper 360. Resten af ugen optrådte
de på Fox News' Fox & Friends, MSNBC's Hardball With Chris
Matthews samt Fox Business Networks Imus in the Morning, med et
pitstop søndagen efter i programmet Meet the Press.
Hjælp fra "lysebrun" Obama
Midt i denne blitzstorm af tv-optrædener fik de to forfattere
et par uventede gaver i deres turban. Først da senatsleder
Harry Reid besluttede sig for at undskylde et citat, der gav genlyd
fra bogen, om, at han op til valgkampen i sin støtte til Obama
til de to forfattere havde sagt, at Obama absolut var valgbar,
fordi han var "lysebrun" - ikke rigtig sort med andre ord - og
fordi han kun "talte som en neger, når han selv ønskede
det." Reid-sagaen blev også blæst op af Republikanerne,
der ikke kan stå for fristelsen til at slå på en
prominent demokrat, når lejligheden byder sig til. Oh, det
siger noget om antallet af "uforglemmelige og aldrig tidligere
beskrevne hemmeligheder", at Reids klodsede udtalelse ikke engang
befandt sig på forlagets liste over udsendte
citat-godbidder.
Dernæst valgte også Sarah Palin og Joe Bidens officielle
talsmænd at tage afstand fra bogens oplysninger, hvilket blot
førte til mere medieomtale.
Bogen blev naturligvis også anmeldt og omtalt af kritikerne
særdeles prompte, netop grundet det sensationelle og sladrende
indhold, der dog - indrømmede de fleste anmeldere, også
de mange kritiske - også havde solide dele politiske analyser.
New York Times havde en stor og grundig anmeldelse allerede
søndag aften, på trods af at bogen først udkom
mandag.
Anmelderne er kritiske
Mange af anmelderne, om end langt fra alle, var kritiske netop
grundet bogens metode med lukkede, anonyme kilder. "Just når
man må antage, at nyhedshelvedet ikke kan blive mere dumt,
udgiver Mark Halperin en bog," lød det fra Christopher Hayes,
Washington-redaktør ved The Nation, på Twitter.
The Atlantics Marc Ambinder skrev en længere anmeldelse, men
mente nok, at kritikken var både hellig og selvretfærdig:
"Alle, som nedgør denne bog som sladder, vil fare ud og
købe den så hurtigt, som de overhovedet kan," skrev han
på Twitter som svar til Hayes. Hayes tweetede vredt tilbage:
"Har du taget sort arbejde som deres forlægger? Jeg har aldrig
set dig hype en bog så meget."
Men dårlig omtale er som bekendt også god omtale, så
HarperCollins fortryder næppe den sekscifrede sum, som
forfatterne efter sigende har fået i forskud, ligesom HBO
allerede havde sikret sig filmrettighederne, før bogen udkom.
Med god grund i øvrigt, for som Alan Wolfe skrev i sin
anmeldelse i Washington Post for ti dage siden: "Jeg tvivler
på, at nogen anden bog om præsidentvalget i 2008 vil
overgå denne, når det gælder narrativt drive."
Hvor er vores danske drama?
En lille krølle: Om end dramaerne aldrig er helt så
enorme og Hollywood-værdige i dansk politik, kunne man dog
godt i en stille stund ønske sig, at de danske politiske
analytikere bare en gang imellem gik til makronerne på denne
facon med en håndfast kombination af politisk analyse og
personlige dramaer, som faktisk findes i både dansk politik og
i medieverdenen. Bøgerne om Nyhedsavisen og Dagen beviste, at
der findes dramaer, der kan gøres læseværdige som
krimier, men i den politiske verden er der langt mellem
snapsene.
Her er det også værd at lægge mærke til, at
selv om netop Halperin og Heilemann har modtaget tonsvis af kritik
og hån fra især mange af de toneangivende amerikanske,
liberale bloggere for at være håbløse, sladrende,
indspiste, elitære og navlepillende Washington-insidere,
så har de to ikke været så fedtet ind i deres eget
miljø, at de har været bange for, at de politiske
hovedpersoner ville lægge dem på is eller nægte dem
adgang siden hen. Mod og en ispind i maven er med andre ord
også påkrævet i den slags journalistik, og
umiddelbart kan overtegnede kun komme på den danske
uforfærdede politiske blogger/kommentator Jarl Cordua som
kandidat til den type journalistik i den danske andedam, der er og
bliver præget af pænhed hele vejen rundt.
John Heilemann og Mark Halperin: Game Change - Obama and the
Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime, 448 sider,
HarperCollins. 27.99 $