Allerede i 90erne blev den ikke specielt pressefokuserede cand. mag. Anne-Marie Skov fra Novo Nordisk år efter år kåret som landets bedste kommunikationschef. Imens valgte Tv-journalister som Monica Ritterband og Eva Jørgensen efter kortere eller længere tid at forlade erhvervslivet igen. Den generelle opfattelse er nu, at Jens Gaardbo også er eksponent for den klassiske Tv-journalist + erhvervsliv = ulykkeligt ægteskab, hvor hovedpersonen Ikke ved nok om virksomhedskommunikation, og hvor virksomheden ved for lidt om, hvad journalister kan og ikke kan. Men Jens Gaardbo blev ikke ansat som pressechef eller presseorienteret kommunikationschef, hvorefter han mistede grebet om pressen og dermed den virksomhed han skulle hjælpe. Pointen er, at Gaarbo ikke kan sættes i bås med Monica Ritterband og Eva Jørgensen, som næppe nogensinde har interesseret sig for branding.

Gaardbos omvendte historie
Historien om Gaardbo er den omvendte historie. Gaardbo vidste og ville for meget med branding. Han var en inspirerende leder der var for inspireret af erhvervslivet. De sidste mange år af hans karriere har han været som besat af branding på godt og ondt. En besættelse som i første omgang betød at Tv2 med vold og magt skulle styrkes som corporate brand. Inspireret af Jesper Kundes ideer blev det derfor forsøgt at gøre TV-2’s medarbejdere til objekt for projektet. Corporate Religion var mantraet mens de forvirrede og uinteresserede journalister blev tudet ørerne fulde med amerikansk branding-lingo på efterkritikken. Målet var, at alt skulle ensrettes og ofres på brandgudens alter med inspiration fra Kundes monolitiske vrangudgave af Wally Olins visuelle branding-teori. Et projekt og en proces der var dømt til at skabe problemer, fordi få journalister, udover Gaardbo, brænder for branding. Men Jens Gaardbo brændte og tog konsekvensen af sin forelskelse. Han forlod derfor TV2 for at lande hos en anden stor Kunde-kunde, nemlig Lundbeck. Her fandt Gaardbo en åndsfælle i Sprunk-Jansen som delte den udelte begejstring for både branding, Kunde og Olins.

Den velgennemførte dårlige plan
Moralen er, at den flinke Jens Gaardbo i sin forelskelse nok for sent gennemskuede begrænsningen i den marketingbårne brandingopfattelse, hvor man bilder sig ind at sandheden - fx. om Lundbecks psykofarmaka - kan komme fra afsenders forskning til modtagers livsproblem uden effekttab. Man skal bare sende reklamemillioner nok efter budskabet. Reklamekampagnen virkede som reklamekampagner altid har virket. Lundbeck blev meget mere synlig, men også mere utroværdig på meget, meget kort tid. For i begejstringen glemte alle, at reklamer og kampagner ikke i sig selv kan skabe troværdighed, men at det kan skabe kendskab, som kan føre til troværdighed, hvis præmisserne er i orden. Men det var de ikke. Resultatet blev en velgennemført dårlig plan. Netop derfor er forholdet til Kunde i dag, 15 måneder og mange millionregninger senere, efter sigende iskoldt.

Den rigtige helt i det forkerte eventyr
Dødsstødet for Lundbecks reklameplatform kom med den forfejlede annonce med den følsomme Sprunk som rollemodel og det pinlige interview i Berlingske Erhverv hvor Koncernchef Sprunk-Jansen, iscenesat som menneske, stolt fortalte at hans kone syntes han var en god elsker. Det kunne ikke siges front-stage og var starten på en dødsspiral for Koncernschefens ethos. De første ofre blev naturligvis Sprunk selv og Kunde. Næste offer blev Gaardbo. Samme dag Sprunk-Jansen stoppede, endte Gardbos brandingeventyr definitivt, og det er sådan set imponerende, at han påtog sig at revidere Lundbeck-brandet til det nye Mind-koncept. Men når medierne i deres selvspejling tror, at dette exit handler om en Tv-stjernes pressehåndtering, så har de misforstået sagen. Det er derimod det sidste kapitel i eventyret om en alt for naiv og forenklet brandingmodel. Det er historien om en rigtig helt i et forkert eventyr med de forkerte hjælpemidler.