Ronkedoren DBU
Fredag den 7. marts blev DBU’s kommunikationschef, Lars Berendt, fyret efter 22 års tro tjeneste. Tough love, gængs praksis. Sådan er det, når en ny direktør vil stikke ny kurs og sætte nyt hold. Problemet er ikke, hvad DBU kommunikerer lige nu i sagen om Berendt, men hvad den ikke har kommunikeret de sidste 20 år. I 2014 duer den grundtvigianske forsamlingskultur simpelthen ikke længere.
af Bo Kampmann Walther
“Jeg oplever, at DBU har brug for at stå anderledes i hele oplevelsesbilledet ude omkring hos fans og alle dem, der følger med i det, vi laver”, forklarede den nye administrerende direktør for DBU, Claus Bretton-Meyer, til tv2.dk i studiet i programmet Zaks Zone
På given foranledning
Straks efter opsigelsen af Berendt gjorde Bretton-Meyer det klart, at der lå strategiske og ikke faglige eller personlige motiver bag: ”Det er aldrig en nem beslutning at stoppe samarbejdet med en person, der har været ansat i en virksomhed i 22 år, og det er vigtigt for mig at understrege, at det er en strategisk beslutning om nytænkning, der medfører, at vores veje skilles.”
Lars Berendt kom til at personificere DBU’s udvikling fra forening til professionel virksomhed. Eller rettere: at en sådan udvikling ikke helt kunne lade sig gøre. Af samme grund måtte han også gang på gang stå på mål for dårlig kommunikation oppefra. Han var skydeskive for de anakronismer, som tegnede kolossen DBU på godt og ondt.
Når der var tavshed omkring landsholdet, skulle Berendt sige, at der ikke var noget at sige. Når der var grund til jubel, blev pressen mødt med Berendts stenansigt. Og når landsholdet ikke måtte kommunikere på Twitter, lå det implicit i Berendts ytringer, at det var, fordi far havde sagt det. For at holde ro og orden på pressemøderne, medbragte Berendt en dommerfløjte, og yndlingsudtrykket var, som Morten Crone Sejersbøl causerer over i sin blog på BT, ”på given foranledning”, hvilket på godt dansk betyder ”fuck af!”
Lars har altid haft lidt knas med folkeligheden
Her lå en professionel og tjenstvillig, men også distanceret og konservativ personlighed, som både matchede organisationen DBU og karakteren Lars Berendt. Men der var knas i folkeligheden, og professionaliseringen kom aldrig rigtig tydeligt frem på scenen.
Manden i centrum undrer sig ikke: ”Der er ikke noget overraskende i, at en ny direktør og bestyrelsesformand vil sætte deres eget hold, så jeg har været klar over, at det også var en mulighed for mig. Det eneste, jeg kan gøre, er at se tilbage på 22 fantastiske år i DBU”, udtalte Lars Berendt til DR Sporten.
Reinholdt Schultz, direktør i rådgivningsfirmaet Mannov, ser heller ikke fyringen som en overraskelse. Den er uundgåelig, hvis organisationen skal udvikle sig i fremtiden. Og mon ikke DBU’s ledelse har snakket om prikkerunden i en rum tid. ”DBU er en moderne virksomhed i sportsverdenen. Også på kommunikationsområdet. DBU har flyttet sig meget i den rigtige retning”, siger Reinholdt Schultz. “Men hvis DBU skal blive ved med at udvikle sig de næste ti år, skal der nyere værktøjer til, så de kan modernisere sig.”
Olsen-banden
Ifølge Fernando Olsen, som er direktør i kommunikationsfirmaet Sylvester Hvid & Co, burde DBU gøre alvor af omsadlingen til en ny virkelighed af sociale medier. Der skal ryddes op på ledelsesniveauet, der fortfarende klinger af grundtvigiansk papkasse. ”Jeg har ikke den store tillid til Morten Olsen og hans kommunikationsstil. Hans ledelsesform er om noget stenalderagtig. Det kan den bedste kommunikationschef ikke kompensere for”, siger Fernando Olsen i et interview med TV2 Sporten.
Særligt problematisk var det Twitter-forbud, som DBU en overgang pålagde landsholdsspillerne. Det var en kommunikativ brøler: ”Man skal være blind, døv og dum som kommunikationschef, hvis man ikke kender nødvendigheden af at kommunikere på de sociale medier. Jeg har ikke Lars Berendt mistænkt for at være blind, døv og dum”, siger Fernando Olsen.
”Det er min overbevisning, at det var Morten Olsen, der ikke ville have, at spillerne skulle interagere med omverdenen på de sociale medier. Hvis man endelig skal kritisere Lars Berendt, så er det, at han har lagt navn til noget, som jeg ikke tror, han selv har kunne stå inde for”, udtaler Fernando Olsen.
Er der så en forkromet løsning? Fernando Olsen er ikke i tvivl: DBU skal først ud og lede efter en ny landstræner. Morten Olsen er med statsgaranti ikke med på, hvad det er for et kommunikationsunivers, der er omkring fodbold i dag, lyder det fra Sylvester Hvids k-chef.
2-0 til ufolkeligheden?
Det nye, frådende k-hav
Hvad venter der så af opgaver for en kommende k-chef i DBU? Det ligner kunsten at sejle snorlige ind mellem Scylla og Charybdis. På den ene side bør DBU ikke rive sig løs af sit folkegrundtvigianske fundament – i bund og grund er det også sådan et, mægtige organisationer som UEFA og FIFA hviler på. Lige netop hér kunne Lars Berendt ofte fremstå tilknappet og skolemesteragtig, med dertilhørende fløjte og en tone af 'given foranledning'. Det kan man så gøre sig lystig over, altså at det hele lignede et afdansningsbal i Brugsforeningen. Men her stammer folkeligheden jo også fra.
Olsen og Berendt er på én gang kontrasten til og den naturlige forlængelse af roligan-kulturen: Ja, ja, vi hygger os med klaphat og sejler op ad åen, men nu er frikvarteret slut, og hr. Olsen er både sur og skuffet. På den anden side bør den kommunikative kurs heller ikke være så blåøjet, at den bare åbner for info og smalltalk på Twitter og så regner med, at kanalen med folkelige budskaber er sikret én gang for alle. Bendtner har fået nye underbukser, hurra, se fotos. ”Vi vinder i aften!” Virkelig? Er det rigtigt? Hardcore k-folk i den moderne sportsverden ved udmærket godt, at den 'frie' kommunikation er dén, der skal styres og kontrolleres benhårdest. Tro ikke, at Cristiano Ronaldo udbasunerer, hvad han har lyst til. Hvis han overhovedet gør noget på den konto.
At agere i en kompleks realitet af mange medier, at like på Facebook, sige pip på Twitter og håndtere nødvendigt spin uden at lyde som et glat miks af medieluder og marketingidiot, har ikke været Lars Berendts metier. So be it. Claus Bretton-Meyer burde gøre alvor af truslerne: Fyre hele banden.
