- Af Christian Budtz,
og Claus Moseholm

 

De hellige skrifter
I gamle dage var der noget der hed religioner. Religionerne havde en vældig magt over det enkelte menneske. De definerede, hvad folk skulle tænke og gøre. Religionerne var i de fleste tilfælde skruet sådan sammen, at man skulle sværge evigt troskab. I mange år var religionen noget kirkeligt - der var protestanter, katolikker, osv. Så gjorde kapitalismen sit indtog og religionerne skiftede fra kirken til arbejdsmarkedet - nu hed det AP Møller, Den Danske Bank eller Carlsberg. De øverste i hierarkiet forventede stadig evig troskab fra deres disciple, og i mange tilfælde fik de det. Det var corporate religion.

 

Lukket menighed
Erhvervslivets religioner byggede, ligesom de tidligere, på hierarki, lukkethed og én eviggyldig sandhed, som ikke kunne bestrides. Den religiøse leder og hans menighed var omkranset af tykke vægge, som var bygget med det formål at holde blasfemiske og fjendtlige fremmede på afstand. Man skabte en stærk tro på egne evner ved at kigge indad! Den succesrige corporate religion blev cementeret af livslange og stabile relationer og karriereforløb. Man kom, man blev, man døde. Og tit døde man mentalt længe før pensionsalderen.

 

Ceremonier og statussymboler talte deres klare sprog. Disciplenes plads i hierarkiet blev synliggjort af størrelsen på deres kontorer, retten til at tale til en overordnet og deres plads i den bibel, der nøje beskrev hvordan virksomheden fungerede. Man kunne det, der stod på visitkortet og ikke andet. Og ve den som ikke evnede at indordne sig og udleve evig troskab - forlod man den lukkede menighed, var man udstødt for altid.

 

Corporate religion var skabt til succes i et samfund præget af stabilitet. Men vi kan kun gætte på, hvor meget urealiseret potentiale den enkelte medarbejder bar rundt på, og hvor svært det var for nye ideer at vinde fodfæste...

 

Religionsfrihed
Erhvervslivet har stadig koryfæer, som tror, at de kan få deres ansatte til at sværge evigt troskab. Men der skal mere til end kirkelige løfter om et liv i himlen og gratis afladsbreve for at fastholde, hvad der i dag er virksomhedens vigtigste ressource. For i den ny økonomi er medarbejderen hverken slave, undersåt eller discipel for ledelsens hellige skrifter. Som selvstændigt tænkende individ, der brænder for egne overbevisninger og ideer, vil "kætter" nok være en mere passende betegnelse.

 

I USA går denne nye medarbejdertype i sin mest rendyrkede form under betegnelsen free agents. En free agent er ikke ateist. Men det er ikke længere tilhørsforholdet til én ophøjet virksomhed og troen på den karismatiske leder, som tæller. Det er snarere motivationen for det enkelte projekt og den enkelte idé, som er drivkraften. Free agents arbejder på flere forskellige projekter og for flere virksomheder på én gang. De søger hen, hvor udfordringer er flest og ansvaret størst. Hvorfor tilskrive sig én corporate religion, når man kan få input fra mange forskellige trosretninger? Blind tro medfører blot manglende udsyn til andre måder at opfatte verden på!

 

I den ny økonomi, hvor den digitale teknologi forbinder alle med alle og alt med alt, er det netop det åbne sind, der åbenbarer de mange nye muligheder for at skabe innovative virksomhedsideer i netværk på tværs! Det har de frie agenter forstået. De har deres egen overbevisning. En overbevisning som bygger på tre grundsten: netværk, tillid og mangfoldighed.

 

Biskop, præst, projektleder...
Free agent fænomenet bør sætte gang i tankerne hos de traditionelle reklamebureauer, som i denne tid rådvildt forsøger at definere deres rolle i den digitale værdikæde.
Reklamebureauer har godt nok aldrig været kendt for deres loyale medarbejdere, selv om branchens selvbestaltede ypperstepræst fortsat missionerer for sin bibel - "Corporate Religion". Men det ændrer ikke ved, at traditionelle bureauer er præget af en konservatisme, som begrænser den enkelte medarbejder i at udvikle og udfolde personlige kompetencer.

Ligesom i det stramme kirkelige hierarki er rang, arbejdsområde og ansvar klart defineret. I stedet for ærkebiskop, ypperstepræst og kirketjener hedder det blot kontaktchef, projektleder og AD'er. Den lammende konservatisme illustreres af den evindelige debat om, hvorvidt et bureau bør være kreativt styret eller konsulentstyret: Medarbejderne er sat i bås - er du kreativ, så hold fast på din blyant! Er du projektleder, så pas dit regneark! Du er, hvad du er ansat til. Og hvis du skulle have glemt, hvad det var, så kig på dit visitkort. Men hvem siger, at en AD'er ikke har strategisk snilde, og at projektledere ikke kan få kreative indfald?

 

Fremtidens menigheder
Spørgsmålet er om den traditionsbundne organisering er holdbar i en branche med masser af selvstændige individer, hvis kompetencer rækker ud over fastlåste job beskrivelser. Skaber det tilstrækkeligt succesfulde løsninger for kunderne?
Kunne man forestille sig, at de hierarkiske bureauer i fremtiden bliver udfordret af projektorienterede teams af free agents? Free agents, der hver tilbyder deres unikke personlige kompetencer i samarbejder, der er skræddersyet til at skabe den bedste løsning for kunden?

 

I den ny økonomi er profilen på fremtidens reklamebureau i hvert fald til debat. Bureauerne må forny sig og forstå netværksøkonomien, hvis de fortsat vil tiltrække de bedste ressourcer til løsningen af kundernes projekter. For en ting er sikkert: det virker både bastant og firkantet at tænke i kasser, tradition og virksomhedsreligion, når netværk, innovation og individuel kreativitet er kernen i virksomhedens fremtidige succes.