I den ny økonomi
vokser en ny medarbejdertype frem: free agents. De kender deres værd
og ønsker frihed til at udfolde egne ideer. Derfor giver de fingeren
til corporate religion.
- Af Christian Budtz,
og Claus Moseholm
De hellige skrifter
I gamle dage var der noget der hed religioner. Religionerne havde en vældig
magt over det enkelte menneske. De definerede, hvad folk skulle tænke
og gøre. Religionerne var i de fleste tilfælde skruet sådan
sammen, at man skulle sværge evigt troskab. I mange år var
religionen noget kirkeligt - der var protestanter, katolikker, osv. Så
gjorde kapitalismen sit indtog og religionerne skiftede fra kirken til
arbejdsmarkedet - nu hed det AP Møller, Den Danske Bank eller Carlsberg.
De øverste i hierarkiet forventede stadig evig troskab fra deres
disciple, og i mange tilfælde fik de det. Det var corporate religion.
Lukket menighed
Erhvervslivets religioner byggede, ligesom de tidligere, på hierarki,
lukkethed og én eviggyldig sandhed, som ikke kunne bestrides. Den
religiøse leder og hans menighed var omkranset af tykke vægge,
som var bygget med det formål at holde blasfemiske og fjendtlige
fremmede på afstand. Man skabte en stærk tro på egne
evner ved at kigge indad! Den succesrige corporate religion blev cementeret
af livslange og stabile relationer og karriereforløb. Man kom,
man blev, man døde. Og tit døde man mentalt længe
før pensionsalderen.
Ceremonier og statussymboler
talte deres klare sprog. Disciplenes plads i hierarkiet blev synliggjort
af størrelsen på deres kontorer, retten til at tale til en
overordnet og deres plads i den bibel, der nøje beskrev hvordan
virksomheden fungerede. Man kunne det, der stod på visitkortet og
ikke andet. Og ve den som ikke evnede at indordne sig og udleve evig troskab
- forlod man den lukkede menighed, var man udstødt for altid.
Corporate religion
var skabt til succes i et samfund præget af stabilitet. Men vi kan
kun gætte på, hvor meget urealiseret potentiale den enkelte
medarbejder bar rundt på, og hvor svært det var for nye ideer
at vinde fodfæste...
Religionsfrihed
Erhvervslivet har stadig koryfæer, som tror, at de kan få
deres ansatte til at sværge evigt troskab. Men der skal mere til
end kirkelige løfter om et liv i himlen og gratis afladsbreve for
at fastholde, hvad der i dag er virksomhedens vigtigste ressource. For
i den ny økonomi er medarbejderen hverken slave, undersåt
eller discipel for ledelsens hellige skrifter. Som selvstændigt
tænkende individ, der brænder for egne overbevisninger og
ideer, vil "kætter" nok være en mere passende betegnelse.
I USA går denne
nye medarbejdertype i sin mest rendyrkede form under betegnelsen free
agents. En free agent er ikke ateist. Men det er ikke længere tilhørsforholdet
til én ophøjet virksomhed og troen på den karismatiske
leder, som tæller. Det er snarere motivationen for det enkelte projekt
og den enkelte idé, som er drivkraften. Free agents arbejder på
flere forskellige projekter og for flere virksomheder på én
gang. De søger hen, hvor udfordringer er flest og ansvaret størst.
Hvorfor tilskrive sig én corporate religion, når man kan
få input fra mange forskellige trosretninger? Blind tro medfører
blot manglende udsyn til andre måder at opfatte verden på!
I den ny økonomi,
hvor den digitale teknologi forbinder alle med alle og alt med alt, er
det netop det åbne sind, der åbenbarer de mange nye muligheder
for at skabe innovative virksomhedsideer i netværk på tværs!
Det har de frie agenter forstået. De har deres egen overbevisning.
En overbevisning som bygger på tre grundsten: netværk, tillid
og mangfoldighed.
Biskop, præst,
projektleder...
Free agent fænomenet bør sætte gang i tankerne hos
de traditionelle reklamebureauer, som i denne tid rådvildt forsøger
at definere deres rolle i den digitale værdikæde.
Reklamebureauer har godt nok aldrig været kendt for deres loyale
medarbejdere, selv om branchens selvbestaltede ypperstepræst fortsat
missionerer for sin bibel - "Corporate Religion". Men det ændrer
ikke ved, at traditionelle bureauer er præget af en konservatisme,
som begrænser den enkelte medarbejder i at udvikle og udfolde personlige
kompetencer.
Ligesom i det stramme kirkelige hierarki er rang, arbejdsområde
og ansvar klart defineret. I stedet for ærkebiskop, ypperstepræst
og kirketjener hedder det blot kontaktchef, projektleder og AD'er. Den
lammende konservatisme illustreres af den evindelige debat om, hvorvidt
et bureau bør være kreativt styret eller konsulentstyret:
Medarbejderne er sat i bås - er du kreativ, så hold fast på
din blyant! Er du projektleder, så pas dit regneark! Du er, hvad
du er ansat til. Og hvis du skulle have glemt, hvad det var, så
kig på dit visitkort. Men hvem siger, at en AD'er ikke har strategisk
snilde, og at projektledere ikke kan få kreative indfald?
Fremtidens menigheder
Spørgsmålet er om den traditionsbundne organisering er holdbar
i en branche med masser af selvstændige individer, hvis kompetencer
rækker ud over fastlåste job beskrivelser. Skaber det tilstrækkeligt
succesfulde løsninger for kunderne?
Kunne man forestille sig, at de hierarkiske bureauer i fremtiden bliver
udfordret af projektorienterede teams af free agents? Free agents, der
hver tilbyder deres unikke personlige kompetencer i samarbejder, der er
skræddersyet til at skabe den bedste løsning for kunden?
I den ny økonomi
er profilen på fremtidens reklamebureau i hvert fald til debat.
Bureauerne må forny sig og forstå netværksøkonomien,
hvis de fortsat vil tiltrække de bedste ressourcer til løsningen
af kundernes projekter. For en ting er sikkert: det virker både
bastant og firkantet at tænke i kasser, tradition og virksomhedsreligion,
når netværk, innovation og individuel kreativitet er kernen
i virksomhedens fremtidige succes.