Fru Skinger eller hr. Skuldertræk

Endnu en gang blev en politisk debat begrænset til en debat om løgn og latin. Thorning vs. Løkke i det såkaldte topmøde på TV 2 lød som et rituelt ægteskabeligt mundhuggeri. Eller udtrykt med et retorisk begreb: Argumentationen forblev i den konstaterende fase. Det lod seerne politisk i stikken.

Rød vs. blå så enhver kan forstå det - eller hva'? Sidste uge satte tv Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i stævne i et besynderligt festivaltelt foran Christiansborg. De to skulle diskutere økonomisk krise, folkeskole, efterløn, SU, udkantsdanmark, skatte- og sundhedspolitik. Men debatten kom til at handle om beløbsstørrelser frem for om politik. Ill.: Stillbillede fra TV 2-programmet

 

Fanget i den konstaterende fase

Inden for retorikken sondrer man mellem fire argumentationsfaser:

  • den konstaterende fase, som handler om, hvad er
  • den definerende fase, som handler om, af hvilken art det er
  • den evaluerende fase, som handler om, hvorvidt det er godt eller dårligt
  • den advokerende fase som handler om, hvad man skal gøre ved det.

I en debat mellem to forskellige politiske debattører kunne man måske forvente at høre om, hvad vi skal gøre eller ikke gøre, og hvorfor netop disse handlinger er gode eller ikke gode. Og i TV 2's duel-debat ville det være oplagt, da der faktisk var tale om to forskellige værdipolitiske dagsordener. Der var de bedste muligheder for at debattere politik. Desværre var det ikke det, der fandt sted. Tværtimod. Debatten forblev mundhuggende i den konstaterende fase – om hvad der var rigtigt eller forkert.

 

Jeg er mere nærig end dig

De første ti minutter var en indbyrdes konkurrence i mådehold. Lars Løkke slog tonen an med diverse formuleringer af sund fornuft. Vi skal have ”sammenhæng mellem det, vi bruger, og det, vi tjener”. Vi skal sætte ”tæring efter næring”. Vi skal have ”sunde offentlige finanser”. Vi skal ”ikke bruge pengene, før vi har dem” eller ”betale gæld med gæld”.

 

Og Helle Thorning kom lige efter: ”Vi skal væk fra gavementaliteten, som vi har haft de sidste ni år”. Regeringen ”har givet skattelettelser, som der reelt ikke var finansierede. Nu er det så de unge, der skal betale for jeres gavehumør”.

 

Hver især ville debattørerne faktisk løse de økonomiske udfordringer forskelligt, men det hørte vi som seere aldrig rigtig om. I stedet blev vi vidner til en kamp om, hvem der var mest nærig. En kamp, Lars Løkke førte mellem linjerne og Helle Thorning i frontalangreb.

 

Jeg har ret. Nej, det har jeg

Kampen om mådehold fortsatte i en diskussion af skattepolitikken. Socialdemokratiet ville sætte skatten op for de rigeste og på cigaretter. Og de ville sætte skatten op på usund mad. Fint, tænkte man som seer, lad os få argumenterne for og imod en skat på sundhed.

 

Men nej, ingen debat om, hvordan vi skal beskattes. Seerne blev i stedet vidner til et mundhuggeri om 18 eller 30 milliarder.

 

På samme måde blev den potentielle debat om ledighed til et mundhuggeri om erhvervsskatter. Den potentielle debat om folkeskolen blev til et mundhuggeri om finansiering. Den potentielle debat om udkantsdanmark blev til et mundhuggeri om miljøet. Og den potentielle debat om prioriterede ventelister på hospitalerne blev til et mundhuggeri om Lars Løkkes eventuelle vildledelse og Helle Thornings brug af en Venstre-mand som autoritet.

 

Frem for at få belæg for de to politikeres forskellige ambitioner og handleplaner blev seerne taget som gidsler i en ligegyldig kamp mellem forskellige udgaver af ”jeg har ret”, ”nej, det har jeg”. Den konstaterende fase – diskussionen om hvad er – overskyggede argumenterne for og imod de politiske holdninger.

 

Benægt det pure

At argumentationen bevægede sig i den konstaterende fase viser sig også ved, at Helle Thorning nærmest begyndte enhver ytring med en benægtelse. Benægt det pure er en gendrivelsesform, der netop hører til i den konstaterende fase, hvor noget kan være eller ikke være.

 

Otte gange i løbet af debatten benægtede Helle Thorning, hvad Løkke sagde: ”Det er forkert, det Lars siger”, ”Statsministeren antyder […] og det er jo igen forkert,” ”det er ganske enkelt ikke rigtigt det, Statsministeren siger her”, ”det passer simpelthen ikke Lars, det er simpelthen utrolig, du står og siger det,” ”jamen det er jo ganske enkelt forkert” og ”Lars, hvorfor siger du ting om vores politik, der ikke passer?”

 

Og den eneste måde, man rigtig kan svare igen på en benægtelse, er gennem en benægtelse. Resultatet blev derfor en debat, der bestod af påstand mod påstand, frem for holdning mod holdning – og seeren var for længst hægtet af.

 

Tilbage for os seere var alene at vurdere, hvem der havde ret, og hvem der løj. Vi blev tvunget til at tage stilling til de to kandidaters ethos, deres personlige troværdighed – snarere end deres politiske programmer. Her kunne vi vælge mellem to forskellige personaer:

 

Thorning-personaen: Angribende offer

På den ene side var den engagerede om end lettere aggressive og skingre socialdemokrat, der klart og hårdtslående kom med forholdsvis komplekse argumenter. Fra begyndelsen satte Helle Thorning ind med et direkte angreb, og den stil fortsatte hun gennem hele debatten: Regeringen er uansvarlig. Regeringen har sjoflet landets økonomi gennem de sidste ni år. Regeringen har givet ufinansierede skattelettelser. Regeringen har overbetalt privathospitalerne, så man har skullet være ”idiot”, hvis man ikke har tjent penge på at drive dem. Regeringen sparer på uddannelse.

 

Selv når Helle Thorning selv blev angrebet, vendte hun det til et angreb: Det er løgn, hvad Lars Løkke siger. Og her tog Helle pludselig offerrollen. Samtidig med at hun benægtede pure, angreb hun nemlig Lars Løkkes argumentationsform med formuleringer som: ”Jeg kan slet ikke forstå, du kan finde på at sige det”, ”det er simpelthen ikke rimeligt” og ”Lars, hvorfor siger du ting om vores politik, der ikke passer? Jeg synes, det er en meget underlig debatform, at du siger ting, som du må vide ikke passer om vores politik.” Endelig fik den hele armen i udtalelsen: ”Jeg skal nok tilgive din politiske ordfører, at han ikke kan finde ud af tallene, men jeg synes ærlig talt, at det er utilgiveligt, at landets Statsminister ikke kan finde ud af at referere vores tal korrekt”.

 

Ved at supplere den benægtende gendrivelse med at angribe argumentationsformen placerede Helle Thorning sig som offeret, der blev urimelig angrebet. Problemet var dog, at denne offerrolle stod i kras kontrast til hendes egne mange angreb og hendes isnende blik. Frem for at opnå medlidenhed fremstod Helle Thorning lettere hysterisk.

 

Løkke-personaen: Overbærende levemand

Denne fremtoning blev yderligere forstærket af Lars Løkkes persona. Han fremstod nemlig som en afvæbnende og folkelig Venstre-mand med en noget mere simpel argumentation. Han placerede sig tæt på folket, når han fortalte, hvordan livet før krisen var ”sorgfrit”, og sammenlignede den økonomiske situation med livet i den enkelte familie: ”Det kender den enkelte dansker. Huset steg. Risikoen ved afdragsfrit lån var ikke særlig stort. Så kom krisen. Og de erfaringer som danskerne har draget, er at man må sætte tæring efter næring.”

 

Hvorefter han ekspliciterede sammenligningen: ”Det der gælder i den enkelte familie, det gælder jo også i familien Danmark.” Politikerne skal ud og sige ”Kurt, Preben, Jens, Lise vi vil egentlig gerne have at du bliver et år længere, vi har brug for dig her.” Og ligesom Lars Løkke værdsætter polakkernes arbejdskraft, da byggeriet ”bugnede”, så mente han – hvis han skulle være ”helt ærlig” – at ”det også er glædeligt, at de rejste hjem, da der kom lavkonjunktur”.

 

Samtidig med at Lars Løkke placerede sig hos folket, distancerede han sig fra Helle Thornings angribende stil, når han understregede, hvordan hans kommentarer ikke blev sagt for ”at lave noget skænderi”. Han ville nemlig ”bare helt stilfærdigt konstatere”.

 

Og han holdt sig heller ikke for fin til at latterliggøre Helle Thornings politiske program – om end det igen skete mellem linjerne. Han påpegede, at hun ikke kunne klare sig uden autoriteter fra Venstre. Han satte spørgsmål ved, om der reelt er så mange bankdirektører i landet, at deres skattestigninger vil gøre en forskel, og han antydede, at Helle ikke forstod den almindelige dansker, når han ganske lavmælt kritiserede hendes svar til en arbejdsløs bachelor med udtalelsen: ”Nu tror jeg ikke, at seeren bliver meget lykkeligere af, at der kommer udenlandsk arbejdskraft. Det var vist ham, der manglede et job, sådan forstod jeg det.”

 

Problemet er dog, at mens Lars Løkke vitterlig fremstod overbærende over for Helle Thorning og dermed forstærkede hendes skingre fremtoning, så fremstod han samtidig ikke synderlig engageret. Hvor Helle Thornings engagement stod som en strålekrans omkring hende, er det noget mere tvivlsomt, hvad Lars Løkke egentlig havde på spil. Er det vigtigt for ham at bevare regeringsmagten? Eller er det snarere en hyggetjans?

 

Fru Skinger eller hr. Skuldertræk

Hvor det er muligt at forholde sig til, hvor der skal beskattes, hvem der skal behandles, hvor meget der skal arbejdes, og hvor der skal spares, er det fuldstændig umuligt at afgøre, om det ene tal eller det andet tal er mere eller mindre rigtigt. Et ’topmøde’, der kunne være en debat om holdninger, blev i stedet til et mundhuggeri om facts.

 

Tilbage står vi seere med valget mellem to personer frem for to politiske dagsordener: Skal man vælge den engagerede om end lettere aggressive og skingre socialdemokrat, eller skal man vælge den mere afvæbnende og folkelige Venstre-mand med det noget tilbagelænede engagement?

 

---

 

Sammen med Jonas Gabrielsen har Tanja Juul Christiansen netop udgivet bogen Talens magt – indføring i mundtlig retorik.

Relaterede artikler

Lille mand, stor kanon - I fredagens første valgduel på TV2 kører Løkke effektivt frem med en ordentlig kanon af en elefantbøsse, men skrider i s...
Helle for stiletten - Helle Thorning-Schmidt markerer sig som sej, sjov og menneskelig med sit muntre mundheld, ’Det er ikke slut, før blondin...

Giv din stemme

13 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

SoMe ansvarlig

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.