Det hævdes ofte, at segmentering i fremtiden bliver umulig. Som bevis fremføres det, at alt efterhånden er muligt, når det gælder mode og livsstil. Man kan iføre sig hvad som helst til en hvilken som helst lejlighed, og man kan indrette sit hjem på en hvilken som helst måde, man behager.

Jeg vil gerne advare mod denne opfattelse. Dels fordi den er forkert. Det bliver aldrig nogen sinde cool at gå i tøj fra Jack & Jones. Og dels fordi det i sidste instans kan få kostbare konsekvenser for den enkelte virksomhed. Man får de forkerte – eller ingen - kunder, hvis man tager forkert bestik af situationen.

Når misforståelsen kan opstå, er det fordi den enkeltes frihed er vokset i takt med, at den post-traditionelle verden er vokset frem i de sidste hundrede år. Den større frihed medfører en illusion om total frihed, men det er netop en illusion. At man kan gøre mere betyder ikke, at man kan gøre alt. Reglerne bliver bare mere abstrakte og dermed mere vanskelige at beskrive.

Traditionerne uddør ubønhørligt, og det forhold, at visse ritualer (polterabend, bryllup) vender tilbage, ændrer ikke ved dette. At noget er en ægte tradition, kan man kende på, at omverdenen mener, at den har ret til at blande sig. I min barndom i et sønderjysk landsogn mente ældre mennesker i byen således, at de havde ret til at udtale som mit hår, som på det tidspunkt var meget langt. ’Hvis du var min hund, skulle du klippes!’, sagde de uden respekt for, at min far var den stedlige sognepræst. Set i bagklogskabens kolde lys var udtalelsen besynderlig. De fleste af de gamle damer havde blåt hår og en frugtskål på hovedet. Så det er et åbent spørgsmål, hvem der så mest mærkelig ud. Kommentarerne hørte først op, da jeg en dag tog mod til mig og svarede en af de gamle damer: ’hvis du var min papegøje, ville jeg dreje halsen om på dig!’.

På samme måde mente samfundet dengang, at det kunne tillade sig at blande sig, hvis ugifte levede sammen eller – Gud forbyde det – fik børn. Eller hvis ganske lovformeligt undfangede børn ikke blev døbt. I dag er alting forandret. Der er kun en eneste situation, hvor samfundet mener, at det kan blande sig. En eneste. Og det er, hvis man lader være med at holde jul. Så regner spørgsmålene ned over den formastelige, og der er kun et at gøre: stå til regnskab.

Når alle i et traditionelt samfund har ret til at blande sig i andres livsførelse, skyldes det den måde, solidariteten fungerer på i et landsbysamfund. I virkeligheden blandede de gamle damer sig i min hårlængde, fordi de følte sig utrygge. Piger har langt hår og drenge kort. Sådan har det altid været. Sådan skal det altid forblive. Pludselig dukker der en person på, der vender op og ned på dette (og så oven i købet præstens søn). Det lange hår er en krænkelse af de gamle damers normer, og det kræver en reaktion. Hele samfundet bygger nemlig på en stiltiende aftale. Den går i al sin enkelhed på, at den enkelte skal overholde normerne, men at hun eller han til gengæld kan regne med, at fællesskabet vil komme ham eller hende til undsætning i en trængt situation. De korthårede drenge kan således regne med hjælp, mens de langhårede må klare sig selv. Denne mekanisme er, hvad solidaritet egentlig er. Et noget-for-noget system, der ikke bygger på penge, men på normer.

Spørgsmålet er imidlertid, om solidariteten er forsvundet i det moderne samfund, eller den har antaget andre former. Personligt mener jeg ikke, der kan være tvivl om, at solidariteten stadig findes. Den har bare ændret form, og dermed har den sociale kontrol også ændret form. Det er ikke længere de gamle damer, der blander sig i de unges lange hår. Men at tro, at ingen har en mening om andres påklædning, er simpelthen at lukke øjnene for kendsgerningerne.

Det er massevis af ting, der stadig ikke kan lade sig gøre. Man kan ikke gå i festligt sommertøj til en begravelse. Man kan ikke gå i tøj fra ’Tøjeksperten’ til en fernisering på Charlottenborg. Man kan ikke gå i banken iført fritidstøj og søge om et lån på over en million kroner. Man kan ikke blive valgt til en tillidspost i Socialistisk Folkeparti, hvis man går med slips. Og ikke til en tillidspost i Venstre, hvis man går uden. Man kan ikke gå til noget, der er annonceret som aftenselskab, i dagligt tøj. Man kan ikke gå med smoking i kirke og blive taget alvorligt blandt dannede mennesker. Og sådan kunne man blive ved. Den sociale kontrol har ændret sig, så den ikke finder sted gennem åbenlyse kommentarer, men gennem udfrysning. Folk vender ryggen til én, og man bliver ikke inviteret igen.

Hvad der sker i det moderne samfund, er i virkeligheden en dobbeltbevægelse, der både omfatter større frihed og større afhængighed. Friheden i samfundet vokser hele tiden for den enkelte. Flere og flere individuelle rettigheder betyder, at den formelle afhængighed af andre mennesker aftager. Samtidig aftager også den følelsesmæssige afhængighed, så et moderne menneske kan udholde at leve alene. Endelig aftager den økonomiske afhængighed, fordi flere og flere får en uddannelse og dermed kan forsørge sig selv. Resultatet bliver det moderne menneske, som vi kender alt for godt. Det er helt frit af andre, hvilket er pragtfuldt. Men i mange tilfælde betyder folk heller ikke noget for hinanden. Det er temmelig rædselsfuldt, og er i virkeligheden med til at producere det skrøbelige menneske, vi også kender så godt. Når man ikke rigtig sidder fast i et netværk, kan man også let føle sig rådvild og fortabt. Dette er den ene del af dobbeltbevægelsen.

Den anden del er, at mennesker i stadig større grad er henvist til hinanden. Økonomiske processer griber mere og mere ind i hinanden, så fx en strejke flere tusinde kilometer væk i princippet kan betyde en øjeblikkelig afbrydelse af produktionen i Herning. Og naturligvis omvendt. Samtidig griber kulturerne også ind i hinanden, så mange danskere fx græd som piskede, da prinsesse Diana blev begravet. Konsekvensen af dobbeltbevægelsen bliver, at vi hænger mere og mere på hinanden samtidig med, at vi bliver mere og mere optagede af os selv.

Den tilsyneladende opløsning af struktur i samfundet er altså ved nærmere eftersyn en opløsning af den synlige sammenhæng. Samtidig med, at den usynlige bliver så meget desto stærkere. Resultatet bliver, at mennesker farer rundt og realiserer sig selv – men at selvrealiseringen sjovt nok falder ind i de samme mønstre gang på gang. Mennesket mister evnen til at forstå sig selv som en del af en sammenhæng. Det er ikke en krise for sociologien, men en krise for den kvalitative metode – der jo bygger på, at folk i et vist omfang kan forstå og forklare deres egne handlinger.

Hvorfra kommer så det sociale pres der gør, at man absolut ikke kan gå i alting til enhver lejlighed? Det kommer fra, at solidariteten antager nye former. Som allerede beskrevet, er solidaritet et simpelt princip. Man indbetaler normer på den fælles konto. Og som tak for indbetalingen kommer fællesskabet én til undsætning, hvis der er problemer.

I det moderne samfund eksisterer der mange former for solidaritet ved siden af hinanden. Og de bygger ikke på, at mennesker er fysisk tæt på hinanden (som hjemme i min fars sogn) men på, at de kan kommunikere over lange afstande. Faktisk kan solidaritet bygge på alt muligt: køn, alder, uddannelse, seksuel orientering, interesser og hvad man ellers kan finde på. Eftersom de nærmeste omkringstående ikke automatisk har krav på solidaritet, bliver påklædning i virkeligheden mere vigtig i det moderne samfund og ikke mindre. Det er nemlig påklædningen, man bruger for at vise, at man overholder visse normer og dermed, at man har krav på solidaritet.

Hvis solidaritet fx bygger på køn, har man som kvinde pligt til at opføre sig ’kvindeligt’ i forhold til det fællesskab, der lægger vægt på denne norm. Ikke noget med at ryge pibe eller gå i overalls – det vil medføre øjeblikkelig udfrysning. Hvis solidaritet bygger på alder, har man pligt til at opføre sig ’ungt’ eller ’gammelt’ i forhold til det fællesskab, der lægger vægt på at være ung eller gammel. Ikke noget med at tage de andres tøj på. Det er derfor, kunstnere som regel lægger vægt på at gå klædt som bedemænd og reklamefolk som bulgarske trækkerdrenge. Det er et udtryk for solidaritet med andre kunstnere og reklamefolk. Og da ’Tøjeksperten’ ikke sælger tøj, der kan få en til at ligne hverken en bedemand eller en bulgarsk trækkerdreng, kan deres tøj ikke bruges af disse mennesker.

Hvad der til syvende og sidst sker i det moderne samfund er derfor, at vi i mange tilfælde har friheden til at vælge, hvilket fællesskab vi vil gå ind i (men ikke altid. Der findes også logeagtige fællesskaber, man skal indvælges i). Når først man har valgt, er det imidlertid forpligtende. Hvis man vil være solidarisk med én gruppe, kan man ikke samtidig være solidarisk med en anden uden, at det går ud over ens personlige troværdighed.

Artiklen er bragt i Tid & Tendenser, marts 1999.