"For et år siden stod Peter Greenaway her og sagde 'filmen er død'. Så det er med at komme væk i en fart." Det var filmskolens Gunner Wille, der under seminaret om fremtidens tv citerede den engelske filminstruktør.

Selvom filmen endnu ikke er begyndt at lugte dårligt, så er der forvandlinger på vej. Allerede for mere end et år siden fusionerede Lars von Trier m.fl. tv-mediets muligheder for interaktivitet med en filmisk fortælling i den interaktive film D-Dag. Med de digitale set-top bokse har tv-branchen lagt sig fast på en teknisk standard, der gør det lettere for seerne at blande sig.

Men som filminstruktøren Troels Linde polemisk udtrykte det: "Hvad er egentlig forskellen på spil og interaktive fiktionsfilm?"
For britiske Andrew Chitty fra selskabet Illumina, som leverer interaktive produktioner til internet, tv og film, er spørgsmålet irrelevant: "For unge er spil den vigtigste form for historier," hævder han.

Bemærkningen understreges af, at spilleindustrien har vokset sig større end filmindustrien, så selvom computerspil måske mangler Hollywoodglamour og stjernestøv, så er det der, man i fremtiden kan tjene penge på levende billeder. Men Andrew Chitty leverer endnu en grund til at kaste sig over de nye medier: "Man behøver ikke arbejde med interaktivitet, men det yngre publikum vil forvente det og bruge det."

Berøringsangst
Foreløbig har filmbranchens reaktion over for de nye medier mest mindet om berøringsangst:
"Interaktivitet er kulturernes møde," fastslår Gunner Wille. Og som altid når flere kulturer mødes, er der i starten brydninger. Ifølge Gunner Wille er Den Danske Filmskole nærmest bagstræberisk med hensyn til interaktivitet. Det Danske Filminstitut har endnu ingen egentlig støtteordning for de nye medier, og foreløbig er det eneste interaktive fiktionsprojekt støttet af DFI skabt af to billedkunstnere, nemlig Michael Kvium og Christian Lemmerz' 'The Wake'.

Inden for den nærmeste fremtid bruger kun Jonas Elmers Monas Verden de nye digitale muligheder for at inddrage publikum, nemlig ved at få dem til at deltage i historiens tilblivelse via internettet. Men i Andrew Chittys øjne bruger 'Monas Verden' interaktiviteten til det, det er bedst til: At knytte seerne til fortællingen. I sit oplæg på seminaret skelnede han mellem interaktivitet, hvor seerne er aktive under afvik- lingen ved for eksempel at afgive stemmer eller søge information, og deltagelse, hvor seerne deltager i værkets skabelse. Som eksempel på deltagelse viste han sin egen 'The Smithsons', verdens første interaktive tv-animation, hvor seerne via internettet kan være med til at udvikle historien og karaktererne.

"Med deltagelse føler seerne, at de er en del af værket. Men de skal ikke bestemme udfaldet. Det skal være mere subtilt. Jeg er ikke interesseret i, at det er min nabo, der bestemmer historiens udfald," konstaterede Andrew Chitty.

Dermed kom han ind på to af de sider af interaktivitet, der er svære at sluge for filmbranchen: At seeren får magten over fortællingen. Og den grund- læggende kendsgerning at interaktivitet i bund og grund er en individuel oplevelse og står i modsætning til biografens fællesoplevelse. Ingen på seminaret havde noget bud på, hvordan en interaktiv op- levelse bliver til en fælles oplevelse. Men flere udtrykte som Gunner Wille ulyst til at lade historien blive afbrudt:

"Som skaber er man bange for at give historien fra sig. Men også skaberen af interaktive historier er nødt til at træffe nogle valg, som så overdrages til den seer, som bruger værket."
Her kunne Kristian Stokholm og Bo Kousgaard, parret bag 'ROFL', Danmarks første interaktive tv-program, berolige salen. De mente ikke, at seerne zapper rundt i de interaktive muligheder og hakker instruktørens historie i stykker. Deres seerundersøgelser viser, at seerne vælger hvilken streng af historien, de bedst kan lide, og holder fast i den.

Bud på en interaktiv fortælling
P.t. er der altså ikke ret mange mennesker, der er sprængfyldt med bud på, hvordan en interaktiv film kan se ud. Men seminaret på Filmskolen slog fast, at det er muligt at skabe seværdige interaktive forløb.

For tre år siden udviklede filminstruktøren Troels Linde en CD-I (nu udfaset interaktivt medie lanceret af Phillips) til B&O. CD-I'ens formål var at give seerne en tilbagelænet, afslappet biografoplevelse med interaktive muligheder. Så Troels Linde skabte et værk, hvor seerne kan bevæge sig rundt omkring på jordkloden og fordybe sig i en fortælling et enkelt sted, helt uden brug af beskæmmende menuer eller ikoner til at ødelægge æstetikken:

"Løser man kryds og tværs, eller slapper man af og oplever?" lød det fra Troels Linde. For ham er fortællingens univers et univers til fordybelse og fortabelse. At glemme de filmiske virkemidler er at bryde den fortryllelse, en filmisk fortælling kan skabe.
Også Filmskolens Gunner Wille var fortaler for brug af traditionelle filmiske fortælleformer. Han viste en produktion af Rikke Halland om en kvindelig trucker, der kører galt. Ulykken er anslaget, der sparker historien i gang. Truckeren svæver mellem liv og død, og det er op til seeren at vælge, hvilken vej, hun skal gå: om hun kommer til at møde levende eller døde mennesker, om hun går mod livet eller mod døden.

I Gunner Willes øjne står den fortælling på ingen måde i modsætning til det linære og til fordybelsen. Hans næste bud på en interaktiv film førte seeren ind i en sort/hvid, meget filmisk univers. Åbningsscenen er en stue, hvor seeren kan aktivere dokumentariske filmstumper om den gamle morfar, der bor i huset. Filmstumperne fortæller om mandens liv, om alderdom og meget mere. I dette univers er der ingen indbygget fortællermæssig logik, og seeren skaber sin helt egen version af mandens historie.

Men denne mangel på tidsbaseret handling er i Troels Lindes øjne et kæmpeproblem ved interaktiviteten. Ifølge ham skal tiden gå, også i en interaktiv fortælling. Ellers er der ingen grund for seerne til at blive siddende. "Hvis man kan standse programmet, så er det ikke tv eller film, det er computer," hævder han, for efter hans mening er det umuligt at fortabe sig i en fortælling, hvis man selv skal deltage.

"Det narrative forløb skal beholdes," lød det også fra Andrew Chitty. Men Anna Marie Piersimoni fra det amerikanske filminstitut mente ikke, at et fremadrettet tidsforløb klistrer seerne fast til stolen. Hvis fortællingen er spændende, så bliver de siddende. Hvis ikke, så går de.

Nye veje
Der er altså en del uenighed om, hvordan interaktive produktioner skal se ud. Men denne famlen i blinde er vejen frem, mente Gunner Wille. I stedet for at forsøge at overføre erfaringer fra traditionelle film, mente han, at den interaktive fortælling har brug for grundforskning uden forventning om et produkt.

"Råb en film," foreslog han: "Hvorfor ikke lade publikum råbe "dræb" for at afgøre, om helten skal slå skurken ihjel? Det er i bund og grund ikke så forskelligt fra den slags børneteater, hvor skuespilleren spørger børnene "Skal jeg gå den vej?"
Andrew Chitty mindede om, at udviklingen fra tv til digitalt tv nok er meget lig udviklingen fra radio tv til digitale medier. Tv blev først rigtig populært, da der blev udviklet originalt indhold til tv-mediet. "Der er ingen svar, men den eneste vej frem er at eksperimentere," lød det fra englænderen. Foreløbig gælder det om at give seerne en grund til at se de interaktive produktioner.
Men 'ROFL's Bo Kousgaard forklarer, at seerne nok skal tage de nye medier til sig: "Det er svært at forstå, men det er fedt selv at have magten, skulle jeg hilse og sige."

Og Gunner Wille kom med den endelige grund til at droppe al berøringsangst over for de nye medier: "Interaktive fortællinger har altid eksisteret. Det er de interaktive medier, der er nye. De er slet ikke startet endnu," sagde han og greb en bog, der beviser hans pointe: Biblen, verdens mest trykte bog, som oven i købet skal læses interaktivt: Først er der et anslag, hvor Gud skaber verden og sætter to mennesker i det. Gud giver de to mennesker det ondeste oplæg, nogen forfatter kunne finde på: Han forbyder Adam og Eva at spise af kundskabens træ. De kan ikke lade være, og så bliver de smidt ud i verden med dens 500.000 valgmuligheder - hvad der videre sker dem, kan læses i en helt vilkårlig rækkefølge, uden at beretningen om menneskets gang på jorden bliver ødelagt.

Denne artikel er tidligere publiceret i tidskriftet FILM #14