Fremtiden er en Johannes Møllehave slåbrok

Er der bøsser og lesbiske nok i København? Er regeringens hetz mod forfattere dårlig for landets økonomi? Er regeringens politik overfor indvandrere økonomisk noget, der ligner et selvmord? En amerikansk økonomiprofessor mener nej, ja og atter ja. Lad os prøve at overføre hans sexede tanker til Danmark.

Jane Aamund kager
På Købmagergade i København ligger der et konditori, hvor man kan købe Jane Aamund kager. Jane Aamund har fået opkaldt en kage efter sig, fordi hun er en forfatterinde med succes. Jane Aamund har opleve noget, som vistnok ingen andre levende forfattere har oplevet. Hun kan gå ind i et konditori og købe en kage, der er opkaldt efter hende selv.

Klaus Rifbjerg småkager
Et sted ud i fremtiden vil man måske kunne købe Klaus Rifbjerg småkager eller Johannes Møllehave slåbrokker. Turister fra hele verden vil komme rejsende til Danmark for at se en mindesten på det sted på Amager, hvor Klaus Rifbjerg spiste sit første studenterbrød i 1937. H. C. Andersen er i dag, to hundrede årefter sin fødsel, den største pengemaskine, vi har, når det drejer sig om turister og souvenirs. Der er vokset en stor industri op omkring ham. Han bringer mere valuta til landet end mange af de største eksportvirksomheder.

The Rise of the Creative Class
Man kan mene, hvad man vil om disse forfattere. Man kan mene hvad man vil om forfattere i almindelighed. Men én ting er sikker – der er penge i dem. Den amerikanske professor i økonomi og byplanlægning, Richard Florida, har skrevet en bog, ”The Rise of the Creative Class”, der sætter elektrisk strøm mellem kunstnere og byer. Florida er født i1957 i Newark, New Jersey. Som ung tog han rundt sammen med sin far og så, hvordan den ene industri efter den anden blev nedlagt i New Jersey. Det er det, mange af Bruce Springsteens sange handler om. Springsteen og Florida er jævnaldrende og begge fra New Jersey. Florida studerede statsvidenskab og begyndte bagefter at forske i byplanlægning. Nu er det kun Florida og Springsteen tilbage til at tjene penge til New Jersey. Årsagen er noget så kedsommeligt som klasser, demografi og byplanlægning. For de to er medlemmer af den kreative klasse, der har kæmpet sig op og væk fra den truende fattigdom i New Jersey.

Sex In The City-approachen
Det er sjældent, at bøger om byplanlægning bliver bestsellere, men det blev Floridas bog om de kreative. Også fordi Floridas synspunkt næsten lyder som et reklameslogan,
når det bliver kogt ned til sin essens. Bøsser og lesbiske er gode for en by. Kunstnere er
nødvendige for en by. Immigranter er gode for en by. Sådan lyder Floridas
Sex In The City-approach, kogt ned til en suppeterning.

Usexede byer er kedelige
En by er en levende organisme. Usexede byer er kedelige. Usexede byer er byer, der
vender ryggen til den kreative klasse. Også fordi sex og de kreative egenskaber ligger
meget tæt op ad hinanden. Hvordan ser Floridas synspunkter ud, når de bliver oversat til
Danmark og København? Florida siger, at de kreative søger mod byerne. De kreative vil
være sammen med andre kreative. De vil inspireres. De søger mod byerne, men kun
mod de byer, hvor de føler sig velkomne. Kunstnere, immigranter og bøsser og lesbiske
er nøglepersonerne i denne kreative samfundsklasse, som Richard Florida skriver om.

De er ikke kommet for at slå os ihjel, men for at gøre os rige
De kreative trækker andre kreative med sig, firmaer, virksomheder, arbejdspladser,
penge. Kør krig mod kunstnerne, og byens økonomi vil kunne mærke det med det samme. De byer, der ikke behandler de kreative ordentligt, dør økonomisk ud. Når det drejer sig om indvandrere er billedet det samme. Richard Florida siger, at en kreativ by må bestå af mange folkeslag. Når en politiker fra regeringens støtteparti siger, at alle muslimer, der
kommer til Danmark, kun er kommet for at slå os ihjel, så er det økonomisk dårligt. Det
betyder et sikkert tab af arbejdspladser. Det er Floridas teori. Har Florida ret? Skyldes
den stigende arbejdsløshed regeringens konfrontationskurs overfor den kreative klasser?

Prisen for kedsomhed er høj. Og usexet
Økonomisk overtræder regeringen stort set alle Floridas råd. Landet har aldrig haft en regering, der hader kunstnere og indvandrere så meget. Det er dårlig økonomi, siger Florida. Hvis Florida har ret, kunne man kunne sige, at regeringen bør roses for at være principfast. Også selv om det koster. Regeringen bør roses for ikke at bøje sine synspunkter for økonomisk vinding. Alting har en pris. Også kedsomheden, siger Florida. Prisen for kedsomhed er høj. Og usexet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job