Desværre er kommentarsporet til Signe Wennebergs artikel Gratis til grin fyldt med ligegyldig ævl og ynk. Hvorfor ikke blot erkende, uden hverken klynk eller brok, at ja, vi befinder os i et benhårdt marked drevet af udbud og efterspørgsel, ja, vi er mange om buddet, og ja, der er sørme stadig finanskrise – og så i øvrigt bare tage kampen op med åben pande? De til tider bedrøvelige tilstande forhindrer på ingen måde, at vi i fællesskab skaber et mere gennemsigtigt marked og en bedre forhandlingsposition for os alle.

 

I Tyskland blev de træt af, at freelancere konstant blev udnyttet og røvrendt. De blev trætte af at arbejde gratis. Så de oprettede en ny freelance-fagforening: Freischreiber. Skulle vi gøre det samme i Danmark?

 

Hvad vi kan lære af Berlin

Jeg er netop kommet hjem efter 8 uger som freelancejournalist i Berlin. Min egen historie er for så vidt ligegyldig (on and off-freelance gennem en årrække). Men lad os bare sige, at jeg var glad for det stipendium, som jeg var så heldig at have med.

 

De tyske freelancere har akkurat de samme udfordringer. Men til forskel fra os har de i stor stil taget ja-hatten på og er for længst kommet videre end sure miner og mudderkastning. På en af de sidste dage i et solbeskinnet Berlin kunne jeg derfor ikke dy mig for at tale med Kai Schächtele, tysk freelancejournalist med syn for sagen.

 

Kai Schächtele er en af bagmændene bag den tyske freelance-fagforening: Freischreiber.

 

I en skønsom blanding af åbenlyst tyveri, ud-af-boksen-grublerier plus indspark fra K-branchens freelancere er her nogle bud på, hvordan vi med konstruktiv kant kommer i mål efter den seneste tids opvarmning.

 

Der er ingen undskyldning for ikke at læse med. Heller ikke, selv om du ikke har betalt for hæve-sænkebordet af egen lomme – hvem ved, hvornår du selv står som fri agent?

 

1. Slip fællesskabet løs

Uh, tænker du måske. Det lyder da som den rene klassekamp. Men drop fordommene og lyt godt efter. For det handler om moderne arbejdskamp. Og du ved jo godt, hvad vi danskere plejer at gøre, når vi er enige om noget? Men lige her har vi måske sovet i timen, for tyskerne har for længst stiftet foreningen Freischreiber, der udelukkende arbejder for freelanceres løn- og arbejdsvilkår. I Tyskland er de gået planken ud. Kai Schächtele er en af Freischreibers grundlæggere. Han fortæller, at Freischreiber er fuldstændig uafhængig af alle andre lignende organisationer for fastansatte. Det kildne spørgsmål trænger sig på: Arbejder freelancernes organisationer herhjemme hårdt nok for de arbejdsvilkår, som vore produkters kvalitet og vigtighed berettiger? Den ulmende utilfredshed blandt freelancere, der nu er brudt ud i lys lue, tyder ikke ligefrem på det (se for eksempel kommentarsporet til denne artikel). Er det på tide med en ny spiller på banen for at slippe fællesskabet løs blandt de stadig flere freelancere? Freelancerne i K-branchen har ganske forskellige holdninger til det spørgsmål.

 

Mie Harder, ph.d. og klummeskribent:

  

”Jeg synes, det er uforskammet at bede folk om at arbejde gratis. Hvis en forening af freelancere kan få arbejdsgivere til at tænke sig om, inden de tilbyder gratis eller næsten gratis arbejde, er det et glimrende initiativ. Men først og fremmest handler det om, at vi som freelancere lærer at sige fra. Hvis man accepterer at arbejde gratis eller næsten gratis, siger man jo indirekte, at ens arbejde ikke er noget værd. Så måske kan en forening af freelancere også være et forum, hvor vi kan minde hinanden om at tage os selv og vores arbejde mere seriøst.”

 

Annegrethe Rasmussen, USA-korrespondent for Information:

”Jeg er ikke sikker på, at løsningen er at etablere en helt ny organisation. Det kræver virkelig meget maskinkraft – tid, ressourcer og penge – at stable en konkurrerende organisation til Dansk Journalistforbund  (DJ) på benene. Når det er sagt, mener jeg til gengæld godt, at man kunne kræve langt, langt mere af DJ her (hvor jo langt de fleste freelanceskribenter er eller kan være organiseret). Jeg er godt klar over, at problemet findes over alt i den kreative branche – altså også i PR-verdenen, film, tv, produktionsselskaber og organisationsmiljøerne. Men jeg er skeptisk over for, om man kan lave en hel ny "løsarbejderorganisation", som det i givet fald skulle være. Næh, jeg synes i stedet, at DJ skulle opprioritere sit arbejde med og for freelancerne gevaldigt. Jeg synes simpelthen, at DJ skulle skabe en selvstændig arm af forbundet, gerne efter tysk forbillede.”

 

Clemens Bomsdorf, tysk korrespondent for Die Welt og The Art Newspaper – bor i København:

"Det overraskede mig at høre, at Danmark ikke har en organisation, som ligner Freischreiber. Traditionelt er fagforeninger meget stærkere i Danmark end i Tyskland, og som jeg ved fra danske journalister, er freelancere i Danmark ikke altid tilfredse med arbejdsbetingelserne. Derfor forventede jeg, at det danske modstykke var startet op for længe siden. Jeg er overbevist om, at en konstruktiv organisation for freelancere også i Danmark kunne bidrage med at gøre arbejdslivet bedre – for begge parter."

 

"Det hjælper ikke at klage over, at den ene eller anden spørger dig, om du vil arbejde gratis eller næsten gratis. Det hjælper kun at sige nej tak, og en freelancerorganisation kan være med til gøre folk mere bevidste om det."

 

Signe Løntoft, freelancejournalist:

”Jeg ved ikke, om der er behov for en helt ny forening. Sagen er jo den, at rigtig mange er freelancere i perioder mellem faste job, så på den måde ville det være besværligt og føles unaturligt at skulle skifte fagforening. Sagen er nærmere den, at fastansatte DJ-medlemmer, når de indtræder i redaktionssekretær-, redaktionschef- eller andre redaktørstillinger, reelt bliver arbejdsgivere for andre DJ-medlemmer, nemlig de freelancere, de hyrer og forhandler løn og vilkår med. Så måske er det nærmere dem, som bør udskilles i en redaktørforening. For eksempel bliver skoleledere oftest rekrutteret blandt lærere, men så snart de er ansat som skoleledere, skifter de fagforening.”

 

”Et bud på en løsning, hvor DJ som organisation stadig både kan rumme freelancere og redaktører, kunne være, at medierne ændrede arbejdsgangene, så forhandlingen af løn og vilkår ikke lå hos redaktørerne, som typisk er medlemmer af DJ. Sådan at redaktøren eller redaktionssekretæren er i kontakt med freelanceren vedrørende briefing omkring indhold, men ikke diskuterer løn. Jeg har selv siddet som redaktionschef på flere magasiner, så jeg ved godt, at det er svært at skille ad. Det er jo den, der briefer om opgaven, der ved, hvor omfattende den er – og det danner normalt grundlag for lønforhandlingen. Men hvis man forestillede sig, at redaktøren briefede freelanceren om opgaven og videregav et estimat over forventet timeforbrug, og der så var en anden i organisationen/det pågældende medie, der forhandlede timeløn og vilkår, ville man opnå to ting: For det første ville det være sværere at presse freelanceren, idet man var tvunget til at forholde sig realistisk til timeforbruget. Det vil være svært for en redaktør at påstå, at et bærende portrætinterview kan laves tilfredsstillende på 3-4 timers arbejde. For det andet ville freelancerne kunne forlange en synlighed omkring kriterierne for forskellige timelønstariffer. Medierne vil dermed også blive bevidstgjort om, at der er forskel på freelancere alt efter anciennitet, uddannelsesniveau, erfaring, eventuelt tillæg for hurtig levering, eller hvad man nu kunne forestille sig.”
 

2. Skab fremtidens vinderorganisation

Idéer og holdninger er der altså nok af blandt K-branchens freelancere. Det manglede også bare, for der er rigeligt at tage fat på. I den sammenhæng er det nærliggende at dvæle lidt ved, hvad et stærkt fagligt fællesskab egentlig handler om. Et godt bud er at skele til Michael Valentin, nuværende direktør i Akademikernes A-kasse (AAK) og en fanden i voldsk forandringsagent, når det gælder organisationer. For godt ti år siden skabte han ravage med en debatbog om den skrantende fagbevægelse og lagde ikke fingre imellem i sin skarpe kritik af systemtænkning og fusionshelvede. I et interview med Politiken fra juni måned kigger Michael Valentin tilbage – han er ikke blevet mere mild i mælet. Måske DJ og resten af K-branchens faglige organisationer skulle lytte her. De kunne for eksempel starte med at spørge medlemmerne, om de betragter deres organisationer som vandgopler eller laks?

 

Michael Valentin har mange gode råd til fagforeninger. Det vigtigste er, at de rent faktisk gør noget for deres medlemmer. Se artiklen i Politiken her

 

Valentin udtalte til Politiken:

”Laksen er én, folk gerne vil have fat i. Én, man praler af. Én, man gerne vil have taget et billede sammen med, når man har indfanget den. Laksen går op ad laksetrappen, mod strømmen, i stedet for at være vandgople, der ligger og skvulper rundt i Aarhus Havn.”

 

Faretruende meget tyder på, at det for en del freelanceres vedkommende overhovedet ikke er nødvendigt at stille spørgsmålet. Med den seneste tids kritik er svaret næsten givet på forhånd. Er DJ en gople? Vil en ny freelanceorganisation være en laks?

 

Der findes i sagens natur intet quick-fix af freelancernes mange udfordringer. Men Valentin har fat i den lange ende, når han samler en simpel strategi for en fagforening på tre ben. Det handler kort fortalt om:

 

1) At skære produktet til og fokusere på det, som medlemmerne giver udtryk for de gerne vil have.

2) At dyrke professionsidealet, for folk elsker i bund og grund deres arbejde.

3) At fortælle historien på en måde, så folk føler sig inkluderet i stedet for patroniseret.

 

I Tyskland blev Freischreiber dannet efter en konference i efteråret 2008. Første skridt var et kort og præcist principprogram. Udfordringen må derfor være at blive enige om præcis de problemstillinger, der har fælles interesse – og bagefter levere konkrete resultater ved at løfte i flok. Gerne med Valentins tre pinde som organisatorisk vinderstrategi. Om det sker i regi af DJ eller ej, er en særskilt diskussion. De brændende platforme er der rigeligt af. Se blot nedenfor.

 

3. Vis uundværligheden – endnu mere

Det kastede en del opmærksomhed af sig for nylig, da en lang række freelancejournalister gjorde opmærksom på, hvordan de fylder spalterne – vel at mærke til det, som vi kalder en god pris dér, hvor jeg kommer fra. Tyskerne gik et stykke videre og lod sig inspirere af ”We are the 99 percent”-bevægelsen i USA. Helt konkret offentliggjorde Freischreiber billeder af førende tyske aviser med blanke felter for de mange sider, som freelancerne stod for. Hvorfor ikke gøre noget tilsvarende i Danmark, hvor tallene endda allerede findes.

 

FreelanceGruppen findes. Og her bliver der debatteret. Men er det nok? Som nedenstående billede viser, er gruppen i Tyskland langt stærkere:

 

Freischreiber offentliggjorde billeder af førende tyske aviser med blanke felter for de mange sider, som freelancerne stod for. 26 pct. af indholdet er lavet af freelancere = De skal have ordentlige vilkår

 

4. Gør Hall of Shame til en prisuddeling

Signe Wenneberg forslog en Hall of Shame for K-virksomheder, der hyrer gratis freelancearbejdskraft. Opbakningen var i sagens natur stor. Men hvorfor ikke tilføje næsten gratis til den helt gratis fest? Og hvorfor ikke plukke den lavthængende, tyske frugt direkte fra Freischreibers egen have? Organisationen uddeler i november den årlige pris for både den værste og den bedste arbejdsgiver for tyske freelancejournalister. Undervejs i nomineringsprocessen offentliggør Freischreiber også løbende historier. Intet tyder på, at rekrutteringsgrundlaget mangler i Danmark. DJ er forbeholden og kalder det en medlemsgabestok. Men er det nødvendigvis sandheden? Og er det ikke muligt at udarbejde en anstændig og troværdig løsning – for eksempel ved at lave Hall of Shame til en decideret prisuddeling ligesom syd for grænsen?

 

Annegrethe Rasmussen:

”Jeg er helt vild med at få lavet en "Hall of Shame" på Facebook – den kunne DJ jo også administrere – og ekstra fint at lave en årlig prisuddeling i stil med den pris, K2 giver hvert år til de bedste og dårligste virksomheder på ligestillingsfronten. Udnævn den bedste og den værste arbejdsgiver for freelancere, og lad os få en nomineringsproces som den, K2 har, så vi kan få et opløb med de fem dårligste og de fem bedste. Supergod ide.”

 

Freischreiber uddeler en himmel- og helvede-pris til forskellige medier, alt efter hvor gode vilkår de giver freelancere. Hvad med at gøre det samme i Danmark?

 

5. Ombudsleute, ja tak!

Så var der det med ja-hatten og ikke kun være et brokkehoved. Det tager Freischreiber også ganske alvorligt. Som noget nyt arbejder organisationen derfor for ombudsmænd. De fungerer som buffer og talsmand mellem arbejdsgivere og freelancejournalister, når der er en konkret konflikt. Det er blandt andet indført hos mediegiganten Spiegels onlineredaktion. Er det ikke et glimrende supplement til de eksisterende systemer og initiativer på den front?

 

Til sidst et par ord fra Politikens interview med Michael Valentin:

 

”Der er ikke noget, der er for sent. Det kræver bare, at der er nogle, der beslutter med sig selv, at de hellere vil være en laks end en gople. Det er problemet. Det er, fordi de for helvede bare vil have det til at holde deres tid ud.”

 

Er du gople eller laks? Og er der behov for en ny fisk i vandet?