Politik og underholdning er i dag smeltet sammen i tv gener, der overlapper og genbruger hinanden. En politiker kan således være med i morgen tv på TV2 og tale om sin interesse for vin og veninder, udtale sig i nyhederne om sit Overborgmesterkandidatur til Københavns Kommune ved spisetid, og samtidig være gæst i et underholdningsprogram senere på aften, som det for nyligt skete med Ritt Bjerregaard, uden at nogen ser noget unaturligt i det.

I stigende grad ser man i dag en sammenblanding af politik og underholdning i medierne, særligt tv, herhjemme, hvor eksempelvis quiz show på quiz show på de landsdækkende kanaler oversvømmes af politiske personligheder, der til stadighed kæmper om opmærksomhed på ”primetime” tv, uanset indhold og format. Listen er lang, men programmer som ”A-ha” på DR1, og ”Noahs ark” på TV2 kan eksempelvis nævnes, hvor diverse landspolitikere jævnligt skiftes til henholdsvis at gætte sjofelheder om hinanden og vise deres paratviden om kæledyr frem. Men også programmer, hvor seerne opfordres til at gætte kendte politikeres boligindretning (”Kender du typen”), eller se dem kokkerere til tonerne af orgelmusik, mens de bliver udspurgt om alt fra madvaner til barndomsminder (”Hjemmeservice”) er pt. eller har senest været populært tv.

Et foreløbigt højdepunkt i denne udvikling kom i august måned, hvor Dansk Folkepartis (DF) pressechef Søren Espersen i medierne højlydt protesterede over, at Danmarks Radio efter hans mening bevidst overser DF’s folketingspolitikere i diverse underholdningsprogrammer på tv. Han udtalte således bl.a. i Urban: ”Det drejer sig ikke om at være ufrivillig underholdende. Det drejer sig om, at det er guld værd for en politiker at vise, at man har et menneskeligt ansigt. Og det ansigt føler jeg ikke, at vi får lov at vise på DR”. Med andre ord, ren og skær marketing. Det handler om at få profileret sig så meget som muligt og sælge budskabet mens seerne/vælgerne er letpåvirkelige.

Men sådan har det ikke altid været. Fra det antikke Grækenland og helt frem til det tidlige moderne Europa var det først og fremmest talen, som var grundlaget for al offentlighed: Afvejningen af argumenter, holdninger og synspunkter ved udveksling af det talte ord gennem dialog på en fælles lokalitet. Siden kom bladpressen, som overførte det talte ord til skrift og videreformidlede dialogen til de få, som kunne læse og skrive. Men med udviklingen af elektroniske massemedier som radio, TV og internettet er offentligheden som fænomen blevet adskilt fra forestillingen om dialog på en fælles lokalitet.

Tiden, hvor en politikers fornemste opgave var at diskutere politik på byens torv eller i den lokale vælgerforening ved hjælp af sine retoriske evner overfor et engageret og afgrænset publikum, er for længst rindet ud. Mediernes udvikling har skabt nye offentlighedsformer, der er ganske forskellige fra tilstedeværelsens offentlighed, og som i stigende grad kommer til at afhænge af den særlige form for synlighed, der opnås og frembringes i de nye medier, med TV som det altoverskyggende.

Vælgermødet og partikongressen eksisterer muligvis stadig som et naturligt bindeled mellem politikere og borgere, men omfatter nu også de elektroniske mediers dækning og interesse, og en politisk tale ved en sådan lejlighed glider derfor helt naturligt ind i tv-mediets kunstige offentlighed og bliver, som følge heraf, underlagt dette mediums genrer og formater. Pludselig er det ikke kun de delegerede eller fremmødte interessenter, den politiske taler henvender sig til, men hele ”familien Danmark”, og vel og mærke uden at have kontrol over transmissionen og mediets præmisfikserede formidling. De forskellige former for medieret offentlighed, der dominerer i dag, har med andre ord sat nye rammer for synlighedens karakter, og dermed ændret de betingelser, den politiske kommunikation udøves under.

Som så meget andet er denne proces i høj grad udtryk for en amerikansk inspiration. Ved præsidentvalget i 1960 mellem demokraten John F. Kennedy og hans republikanske modpart Richard Nixon fik verden den første politiske konfrontation på direkte tv af sin art at se. Udsendelsen skulle vise sig at blive både legendarisk og revolutionerende for mediernes håndtering af politisk kommunikation.

Nixon havde undervurderet tv-mediets betydning og fremstod usoigneret, svedende og uden make-up, mens Kennedy udnyttede sin ungdommelige profil på bedste vis med charme, karisma og massere af tv tække. Ved en rundspørge efter udsendelsen blev Kennedy af tv-seerne kåret som vinder af debatten, mens Nixon ligeledes vandt på point, men vel og mærke af radiolytterne. Konklusionen var oplagt: TV mediet fokuserer på og fungerer i høj grad af billeder og symboler, og politikere med medietække har derfor et betydeligt fortrin i seerforståelsen.. At der efterfølgende skulle gå hele 16 år før amerikanske præsidentkandidater igen turde diskutere politik for åben skærm kan i den sammenhæng virke absurd, om end tankevækkende.

Ikke desto mindre illustrerede Kennedy-Nixon debatten på bedste vis, hvordan tv mediet formåede at diktere nogle rammer/formater for politikerne og samtidig fremprovokere reaktioner fra seerne/vælgerne, som i høj grad afhang af visuelle og symbolprægede indtryk, og begivenheden slog en tone an i forholdet mellem tv mediet og politikere, som siden er blevet videreudviklet i stor stil. Symboler er blevet afgørende for synligheden og forståelsen af politikerne i medierne, og er kommet til at omfatte så forskellige parametre som fremtoning, retorik, billeder og iscenesættelse.

Denne udvikling blev for alvor fremmet under Ronald Reagan i midtfirserne, hvor den politiske formidling i USA oplevede en helt ny drejning med udviklingen af, hvad man kunne kalde, den politiske iscenesættelse, eller mere banalt, ”show politics”.

Gennem sine 2 embedsperioder blev Reagan først og fremmest kendt som den store kommunikator, der i kraft af sin fortid i underholdningsbranchen kunne tryllebinde ethvert publikum og forstod at udnytte telelinsen til egen fordel. Men sandheden var ofte, at det var hans flok af rådgivere og medieeksperter som nøje planlage og ofte manipulerede med de amerikanske mediers dækning af præsidentens optrædener. Reagans personlige rådgiver, Donald Regan, har i den forbindelse nøje beskrevet, hvordan hvert et øjeblik med pressen og hvert et skridt foran offentligheden var nøje iscenesat og instrueret af præsidentens mange medierådgivere, for simpelthen at undgå konfrontationen med pressen og de uforudsete spørgsmål.

At de amerikanske medier og vælgere tilsyneladende slugte det hele råt, kan virke ejendommeligt for udenforstående, men illustrerer fint udviklingen i den politiske formidling mod vest. Substansen i de politiske budskaber er blevet udvandet, og indholdet fortrængt af billeder, personspørgsmål og iscenesatte optrædener.

Men også herhjemme, ser vi en stigende tendens til at planlægge og iscenesætte det politiske udtryk via, og af, medierne. Under valgkampen i 1998, fik medierne eksempelvis hurtigt gjort kampen om regeringsmagten til et præsidentielt personspørgsmål imellem Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemand-Jensen. Tv rapporterede ivrigt fra de stort iscenesatte debatter imellem de to partiledere med alt hvad den kunne trække af symbolske virkemidler og kampklædte tilhængere fra de to partiformænds ungdomsafdelinger. Valget i 2001 akselerede den proces yderligere, og siden har ord som spindoctor og fokusgrupper holdt deres indtog i danskernes sprogbrug.

Udviklingen er med andre ord ikke længere et udelukkende amerikansk fænomen. Præsidentkandidater, der kysser babyer til valgmøder og iklæder sig pilot jakker ved besøg i militærlejre er måske nok tv-billeder, de fleste stadig forbinder med USA og den amerikanske hang til melodrama og Hollywood mentalitet. Men hvori består forskellen, når danske socialdemokrater uddeler røde roser på strøget eller når en dansk statsminister river sider ud af sin politiske konkurrents ideologiske bogudgivelse midt under en tv-dækket valgdebat? Pointen er, at dele af den amerikanske symbolik og iscenesættelse ligeledes har slået igennem på vore egne breddegrader, om end i et noget andet omfang.

Herhjemme er det nemlig i høj grad i den politiske sprogbrug, at de symbolske virkemidler har sneget sig ind. Når Anders Fogh Rasmussen i sin tid som oppositionsleder brugte udtryk som ”pengene fosser ud af statskassen”, eller når man op til EU folkeafstemningen i 2000 gentagne gange kunne høre advarsler fra politikkerne om, at ”Danmark bliver sat udenfor det gode selskab”, ”EU toget kører i ekspresfart” og ”vi får sat stolen for døren”, er det udtryk for en brug af symbolik og metaforik som ikke nødvendigvis har meget med virkeligheden at gøre, men som på effektiv vis gør indtryk og danner en forståelsesramme, som alle kan forholde sig til. I politik er symbolerne med andre ord holdepunkter for værdier og identitet. Og når vælgerne skal tage stilling, sker det i høj grad ud fra, hvad politikkerne siger, eller rettere: hvad de udtrykker.
Betyder det så, at vælgerne ikke er i stand til at danne sig selvstændige holdninger, men forfalder til ”billige” tricks og lader sig pådutte af smarte politikere? Næppe. De fleste danskere har ganske klare og afbalancerede holdninger på mange områder. Det viser meningsmålinger jævnligt. Problemet er snarere, at mange vælgere lader sig nøje med mediernes ofte symbolprægede fremstilling og ikke undersøger realiteterne til bunds.

Politik foregår nemlig i stigende grad på to planer: Den symbolske politik og den virkelige politik. Den symbolske politik foregår i medierne, og er ved at løsrive sig fra den virkelige politik, der fortoner sig bag lukkede døre i de politiske processer. Det giver ikke underligt en opsplitning i dansk politik, som med rette kan beskyldes for at fremme forfladigelsen af den politiske debat i medierne. Problemet består i, at symbolerne danner deres egen politiske virkelighed, som glider ind foran den virkelige politik og derved forvrænger billedet. Tilbage står vi med et politisk medieunivers, der er karakteriseret ved kun at viderebringe et koncentrat af virkeligheden, ved at fokusere på det dramatiske og kortsigtede, og som konstant indeholder et krav, fra især tv, til politikerne om her og nu reaktioner og løsninger på stort set alt. Hvem kender f.eks. ikke nyhedsinterviewerens nærmest kategoriske spørgsmål til politikeren/ministeren: hvad vil du gøre ved det?

Sammenholder man denne udvikling med sammenblandingen af politik og underholdning i tv mediet, når man ikke underligt til en ret dyster konklusion: politik i Danmark er blevet et produkt der skal sælges, som enhver anden vare; budskabet er konstrueret på professionel vis af rådgivere og strateger som enhver anden reklame, mens vælgerne via medieunderholdning forsøges fastholdt i deres loyalitet til partiet, som enhver anden forbruger. Politisk markedsføring bliver således til ren vaskepulver retorik: Hvilke mærke bruger du?


Kronikken har været publiseret i Information d. 14. december 2004.