Det Radikale Venstre oplevede ved folketingsvalget i 2005 en enorm succes. Partiets daværende leder, Marianne Jelved, havde med sin håndtaske og slagkraftige retorik vendt mod "den farlige mand", Anders Fogh Rasmussen, kørt vælgerne i stilling. Det Radikale Venstre gav den som fuldblods protestparti mod den siddende regering, dens skattestop og stramme udlændingepolitik. Vælgerne kvitterede med at sende 17 radikale mandater på tinge.

Succesen var dog en stakket frist, og da tømmermændene oven på de økologiske øl og sjusserne med vodka og grøn te havde lagt sig i de radikale hoveder, vågnede partiet op til en politisk virkelighed, hvor de 17 mandater ikke kunne indløses til politisk magt. Den parlamentariske situation, VKO, betød trods en fremgang i det radikale vælgerantal på næsten 50 procent i forhold til valget i 2001, at de radikale stadig var uden egentligt indflydelse.


Filmen 'Radikal identitetskrise' bygger på Lasse Laursens speciale

Denne ubrugelige sejr betød i tiden efter valget i 2005, at partiet eksploderede indefra og brød ud i internt fnidder og skøre forslag. Hvem husker ikke frihedsbrevet, hvor partiet krævede Marianne Jelved som statsminister, hvis partiet skulle støtte en regering. For slet ikke at tale om det tragikomiske absurde teater, som Ny Alliance stod for.

Vælgerflugten tog fart, og i et desperat forsøg på at rydde op i fortidens tragik foretoges et ledelsesmæssigt generationsskifte i 2007. Margrethe Vestager skulle bære resterne af partiet frem mod valget samme år, velvidende at de 17 mandater, der høstedes ved valget i 2005, var umulige at fastholde. Som ventet barberedes mandattallet ned til samme niveau som i 2001.

"Alle de andre er uduelige" dur ikke længere

I dag er partiet så småt ved at komme tilbage - vel fordi man har bekendt kulør til rød stue. De radikale stemmer er vigtige for, at S og SF kan vælte regeringen ved næste valg. Det har fået pressen til at interessere sig for det lille parti og deres mange krav til overhovedet at ville samarbejde med resten af oppositionen.

Medvirkende i filmen er Henrik Qvortrup, Hans Engell, Helle Ib, Lasse Peter Laursen, Marianne Jelved, Margrethe Vestager, Lone Dybkjær og Morten Østergaard

Selv om partiet igen er blevet interessant for pressen, er der fortsat langt til den radikale topform. Situationen er ny, men det er stadig den gamle og bitre radikale klagesang om alle de andres uduelighed, der synges.

Skal partiet selv for alvor i spil, må det forholde sig fire vilkår, der de senere år har været gennemgående for politiske succeser:

1. Kontraktpolitik - hvor de afgivne valgløfter med garanti indføres, hvis det pågældende parti, der "udsteder kontrakten", kommer til magten. Udover at være en ekstrem klar kommunikation, er det også et signal til vælgerne om, at det, man lover, bliver overholdt.

2. Værdipolitik - der fylder stadigt mere i det politiske landskab. Politisk kommentator på TV 2, Henrik Qvortrup, forklarer hvordan: "Politik er blevet mere holdningsbåret på nogle dagsordner, der ikke nødvendigvis er afgørende for vores alle sammens hverdag."

3. Enkeltsager - et partis politik skal kunne vise sig løbende i enkeltsager. Et parti, der har haft stor succes med netop dét, er Dansk Folkeparti og partiets fantastiske evne til at se islamisering og truede danske værdier overalt.

4. Personificering - personen i front personlificerer partiets politik og appellerer til vælgerne. Naturligvis har personen i front altid spillet en central rolle, men det nye er ifølge politisk kommentator Hans Engell, at "når sjælen tages ud af politik, hvor sjælen er ideologi, så står personen tilbage, og derved er personificeringen blevet meget stærk."

Langt de fleste partier i Folketinget har i større alle mindre grad rettet ind efter de oplistede vilkår. Enhedslisten har fået en politisk ordfører, og de gamle venstresocialister i SF har nærmest indført alle ovenstående vilkår i højeste potens og høstet horder af vælgere.

De radikale kan godt se den succes, som Venstre har haft med det kontraktpolitiske skattestop, Dansk Folkeparti og deres evige værdipolitiske os-dem i udlændingepolitikken og deres mange enkeltsager på området. Det har virket. Og de radikale har også bemærket personlighederne Villy Søvndal og Pia Kjærsgård og den succes, de har tilført deres respektive partier. Åh jo, de radikale ved skam godt, hvad der virker i dansk politik. De har blot ikke lyst til at rette ind efter dem.

Den særegne radikale identitet er verdensfjern og 1.0-agtig

Adspurgt om de nye vilkår forklarer flere af de radikale folketingsmedlemmer, hvordan kontraktpolitik er "ekstremt effektiv", hvordan værdipolitik gør det "nemmere at få vælgere", at enkeltsager er "vigtige at tage op, når de illustrerer politikken", og at "måden, budskabet bliver båret igennem på personligt, er helt afgørende i dag".

Men hvis de radikale godt ved, hvad der virker, og hvad der skal til for at vende skuden, hvad i al verden venter de så på?

De radikale elsker at diskutere og være uenige. Deres kultur dikterer, at der skal være plads til alle, og mantraet er naturligvis "højt til loftet". Derfor kan de nye vilkår virke som en torn i øjet på den radikale kultur, der lever i en konstrueret virkelighed, hvor befolkningen består af oplyste og politisk interesserede samfundsborgere, hvor medierne primært er skrevne, og hvor deadline er een gang i døgnet. I en sådan nutidsfjern verden virker kontraktpolitik og personfokus useriøst.

Lidt liberalisme tilsat langt skæg og konfliktskyhed

De radikale ved godt, at vilkårene har ændret sig. De ville bare sådan ønske, det var anderledes. Det Radikale Venstres identitet består af forskellige ideologier som socialisme, liberalisme, en spiseskefuld kulturrelativisme samt en broget skare af intelligente karrierekvinder og langskæggede højskolelærere - groft sagt.

Nu kunne man jo mene, at det var fantastisk med en mangfoldig sammensætning, men det er tvivlsomt, om det fungerer i moderne politik, som er kendetegnet ved at have let kommunikerbare løsninger på samfundets problemer. Der er de radikale ikke konkrete nok, og vælgerne er i tvivl om, hvad det er for en politisk identitet, man får ved at stemme på dem.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at partiet som det eneste i Folketinget, og her er Enhedslisten vel at mærke også talt med, ikke har en udelukkelses- eller eksklusionsparagraf, der gør det muligt at smide medlemmer, der ikke opfører sig ordentligt, ud. Et billede på, at retningen i partiet er umulig at håndhæve, fordi alle meninger jo nærmest er lige gode og lige rigtige.

Problemet for de radikale er, at de er for "fine" til at spille efter de nye vilkår. Det gør ondt langt ind i den radikale kultur at skulle trimme projektet, så kun nogle enkelte meninger og svar står tilbage, der klart definerer partiets identitet. Partiets klassiske form skal nok give de vanlige 7-9 mandater ved næste folketingsvalg, men er det resultat værdigt for det radikale projekt?

Denne artikel bygger på interviews med Margrethe Vestager, Marianne Jelved, Lone Dybkjær, Morten Østergaard, Henrik Qvortrup, Hans Engell, Helle Ib og Lotte Hansen. Fremførelsen af de fire vilkår for at lykkes i dansk politik anno 2009 bygger på undersøgelser fra kandidatafhandlingen Radikal Identitetskrise, der er skrevet i Politisk Kommunikation og Ledelse på Copenhagen Business School.

Læs hele specialet af Lasse Laursen her