Fra nordjysk blondine til skrap moster
Det Konservative Folkeparti kortsluttede i går endelig alle de ganske langvarige spekulationer om, hvem der bliver partiets næste partileder, da Bendt Bendtsen trak sig og pegede på Lene Espersen som sin arvtager. Det eneste, der var uventet ved den beslutning, var faktisk tidspunktet.
af Jarl Cordua
De Konservative bærer på en tung historisk arv, hvor lederskifter skete brat og brutalt.
Derfor har partiets topfolk lagt megen vægt på, at en ny partileder denne gang blev fundet, uden at man rev hovederne af hinanden. Tilnavnet ”Dolketingsgruppen” hænger selv ti år efter 1990’ernes blodbad stadig ved. Partiets lidelseshistorie har lært en ny generation af konservative politikere, at rivalisering godt kan foregå, uden at knive flyver gennem luften og blodet flyder. Derfor er det interessant – og god kommunikation til græsrødder og partiets potentielle vælgere – at klimaminister Connie Hedegaard bliver tilgodeset med en plads i regeringens koordinationsudvalg, partiets ledelse og på den lange bane: udenrigsministerposten.
Ellers samler den største interesse sig naturligvis om Lene Espersen, som med stort held og dygtighed fortsat kan leve på sit mere eller mindre selviscenesatte image som naboens kække, kvikke – og ikke mindst blonde datter. ”Fiskerpigen fra Hirtshals”, kalder Ekstra Bladet hende.
Del af trioen ”Kylle, Pylle og Rylle” –
Lene Espersens politiske karriere begyndte i 1994, hvor hun var EP-kandidat for de Konservative og fik et overraskende godt valg blandt andet med en opsigtsvækkende postkortkampagne, hvor hun uden blusel spillede på sit blondineimage. I efteråret samme år strøg hun ind i Folketinget, hvor hun blev en del af trioen ”Kylle, Pylle og Rylle” – den daværende partileders ”Hans Engells piger” dvs. hans protegéer, som blev tilgodeset med ordførerskaber og opmærksomhed.
Espersen udnyttede dygtigt den chance, hun fik af Engell, og blev en del af den daværende ret så succesfulde og dominerende ”højrefløj” omkring den magtfulde partileder. På et tidspunkt blev der truffet en beslutning om, at Lene Espersen skulle ”gøres kendt”, for netop at udnytte hendes folkelige potentiale (eller den sympati, man nu kan få hos vælgerbefolkningen i kraft af, at man er en ubetinget smuk – og dengang – ung kvinde) Hun fik sit mediemæssigt gennembrud, da
kommunikationsmanden Svend Gunbak på forsiden af Bryggeriforeningens blad fik hende profileret som djærv nordjysk blondine, som gerne sad på en ølkasse i joggingtøj og drak øl af flasken. Senere blev det til et dobbeltopslag i Ekstra Bladet, hvor den senere justitsminister lå henover kølerhjælmen på en sort sportsvogn med overskriften ”Jordfræser med store forlygter”. Billedet er i øvrigt genbrugt i onsdagens udgave af Ekstra Bladet, hvor den konservative partileder er ”side 9-pige”. Kort tid efter blev hun covergirl hos Alt for Damerne. Lene Espersen rummer mange facetter, men siden artiklen i Ekstra Bladet har den i øvrigt universitetsuddannede og i alle sammenhænge velbegavede økonom fra Århus Universitet måttet slås lidt med et image som den ikke alt for kloge blondine fra provinsen. Og fik af Ekstra Bladet tilnavnet "Den talende kavalergang". Alt har sin pris.
Guds gave til dansk politik.
Da borgerkrigen i det Konservative Folkeparti rasede, var Lene Espersen på Hans Engells hold, men hun var klog nok til aldrig at står allerforrest i køen, når der skulle intrigeres. Tværtimod var hun god til at fastholde kontakten hen over barrikaden til ”den røde fløj” og Brian Mikkelsen. Da krudtrøgen lettede, havde hun derfor ikke gravet dybere grøfter, end at hun var spiselig for den øvrige folketingsgruppe, hvor hun blev politisk ordfører. Platformen gjorde, at hun fik skabt sig et navn med sin folkelige stil, der gjorde, at hun blev valgt med stigende stemmetal. En iagttager, Karsten Madsen, betegnede dengang Lene Espersen som ”Guds gave til dansk politik.” Sådan er der også mange konservative, der opfatter hende i dag, hvor hun nærmest har frelserstatus i store dele af partiet. Det var tydeligt for alle, at Bendt Bendtsen aldrig slog igennem som den store kommunikator. Og hans svagheder fremstod endnu tydeligt i sammenligning med de to kronprinsesser, Hedegaard og Espersen, som begge er glimrende oratoriske begavelser.
Da Fogh-regeringen tog over i 2001, var hun oplagt som VK-regeringens ansigt, der skulle være ”tough-on-crime”. Det blev hendes rolle i syv år. Lene Espersens image blev længere og hårde straffe for voldsforbrydelser m.v. I takt med det er den konservative toppolitiker kun blevet mere og mere populær hos vælgerne med pæne stemmetal i kredsen hjemme i Nordjylland, og hun har også ligget konstant i toppen af avisernes popularitetslister for regeringens ministre. I sin ministertid fik Espersen gennemført reformer af domstolene og politiet, som mange stadig venter, at etaten og ikke mindst dets tilsyneladende frustrerede medarbejdere høster resultaterne af. Det er ikke alle på Christiansborg, som er lige imponeret over det politiske håndværk. Eksempelvis Ekstra Bladet er kritisk, og på forsiden af dagens avis bliver Espersen kaldt for en ”snakkemaskine”, som har lovet højere straffe og regler for vold, hvor der ifølge avisen intet er sket. Enkelte har i øvrigt bemærket, at timingen er perfekt for Lene Espersen mht. at søge væk fra Justitsministeriet i en tid, hvor kritikken vokser over manglende politiske initiativer der kan dæmme op for stigning i volds- og skudepisoder.
En håndfaste powerkvinde
Da den nyslåede partileder satte sig vel tilrette og startede sit pressemøde i går, var der lagt i kakkelovnen til en anderledes skarp og kontant stil, som blæste ”blond fiskerpige-imaget” ad Hekkenfeldt til. Det var den temperamentsfulde og håndfaste powerkvinde og med egne ord ”skrappe moster”, der skulle fokus på. BT"s reporter Andreas Karker begyndte forsigtigt at stille spørgsmål om, hvad familien siger til, at Espersen nu får endnu mere travlt. Hun havde jo små børn, bemærkede han. Espersen kørte ham herefter over med et damplokomotiv. ”Det var dog et uforskammet spørgsmål at stille til en kvinde. Det ville du aldrig have stillet en mand”, fik journalisten kontant at vide, og hun tilføjede senere, at ministerens mand kunne skam også godt svinge en støvsuger. Den konservative leder udnyttede simpelthen situationen bramfrit, men stadig elegant, til at kommunikere, at hun er en moderne kvinde, som på ingen måde lader sig styre af forældede kønsroller. Den ultrakorte diskussion gav mindelser om et straffespark uden målmand, og man fik det indtryk, at Espersen både havde forberedt sit svar og frydede sig over at have fået spørgsmålet.
Espersen brugte i øvrigt pressemødet til at sætte en klassisk konservativ dagsorden, hvor budskaberne er de samme som hidtil: Lavere personskatter, børnene skal lære noget i skolen, stram udlændingepolitik, det skal kunne betale sig at arbejde osv. Den samme vare skulle kommunikeres, dvs. ingen signalforvirring til kernevælgerne ved den lejlighed.
Tirsdag blev de konservatives store dag, hvor partiskiftet skaber et håb om, at partiet nu kan vokse ud af de sidste 10 års mandatmæssige lidenhed og ud af storebror Venstres skygge. Bendt Bendtsens fortjeneste er, at han fik stabiliseret partiet, især ved at få det i regeringen, så det efterhånden blev muligt for vælgere at sige, at de stemte konservativt, uden at andre kom til at grine. Lene Espersens lederskabs eneste udfordring bliver, at der nu er skabt så store forventninger i partiet, at hun næsten kun kan skuffe. ”Vil du være statsminister?”, lød det første spørgsmål på pressemødet i går, hvorefter Espersen straks aktiverede sin nordjyske jordnære stil, som blev brugt som parerende panserplade for spørgsmålet: ”Nu tager vi det liiiiiiige helt roligt, jeg er fra Nordjylland”. Og så var de sikkert glade hjemme ved kakkelbordene i Jylland. Lene E. kan man være tryg ved. Og tryghed er jo et nøgleord i moderne politik.
Hverdag for Espersen
Den eneste, der er rigtig utryg ved skiftet, er egentlig finansminister Lars Løkke Rasmussen. De første meningsmålinger viser nemlig, at den nyslåede konservative leder er langt mere populær end Venstres kronprins. Selv Venstres egne vælgere fortrækker Lene Espersen frem for Løkke. Den slags gør ondt og skaber udsigt til et kommende stort valgnederlag for Venstre. Rivaliseringen mellem de to er med andre ord i fuld gang. I går lød eksempelvis Venstre-spinnet på Christiansborgs gange: ”Venstre laver reformer, der duer” – underforstået: at det gør Espersens politirefom altså ikke… Det fik ikke skabt skår i de konservatives glæde, men snart bliver det hverdag for Lene Espersen, og så få hun brug for sin råstyrke, erfaring og fremragende evner til tale lige ud af posen til vælgerfolket.
Derfor har partiets topfolk lagt megen vægt på, at en ny partileder denne gang blev fundet, uden at man rev hovederne af hinanden. Tilnavnet ”Dolketingsgruppen” hænger selv ti år efter 1990’ernes blodbad stadig ved. Partiets lidelseshistorie har lært en ny generation af konservative politikere, at rivalisering godt kan foregå, uden at knive flyver gennem luften og blodet flyder. Derfor er det interessant – og god kommunikation til græsrødder og partiets potentielle vælgere – at klimaminister Connie Hedegaard bliver tilgodeset med en plads i regeringens koordinationsudvalg, partiets ledelse og på den lange bane: udenrigsministerposten.
Ellers samler den største interesse sig naturligvis om Lene Espersen, som med stort held og dygtighed fortsat kan leve på sit mere eller mindre selviscenesatte image som naboens kække, kvikke – og ikke mindst blonde datter. ”Fiskerpigen fra Hirtshals”, kalder Ekstra Bladet hende.
Del af trioen ”Kylle, Pylle og Rylle” –
Lene Espersens politiske karriere begyndte i 1994, hvor hun var EP-kandidat for de Konservative og fik et overraskende godt valg blandt andet med en opsigtsvækkende postkortkampagne, hvor hun uden blusel spillede på sit blondineimage. I efteråret samme år strøg hun ind i Folketinget, hvor hun blev en del af trioen ”Kylle, Pylle og Rylle” – den daværende partileders ”Hans Engells piger” dvs. hans protegéer, som blev tilgodeset med ordførerskaber og opmærksomhed.
Espersen udnyttede dygtigt den chance, hun fik af Engell, og blev en del af den daværende ret så succesfulde og dominerende ”højrefløj” omkring den magtfulde partileder. På et tidspunkt blev der truffet en beslutning om, at Lene Espersen skulle ”gøres kendt”, for netop at udnytte hendes folkelige potentiale (eller den sympati, man nu kan få hos vælgerbefolkningen i kraft af, at man er en ubetinget smuk – og dengang – ung kvinde) Hun fik sit mediemæssigt gennembrud, da
kommunikationsmanden Svend Gunbak på forsiden af Bryggeriforeningens blad fik hende profileret som djærv nordjysk blondine, som gerne sad på en ølkasse i joggingtøj og drak øl af flasken. Senere blev det til et dobbeltopslag i Ekstra Bladet, hvor den senere justitsminister lå henover kølerhjælmen på en sort sportsvogn med overskriften ”Jordfræser med store forlygter”. Billedet er i øvrigt genbrugt i onsdagens udgave af Ekstra Bladet, hvor den konservative partileder er ”side 9-pige”. Kort tid efter blev hun covergirl hos Alt for Damerne. Lene Espersen rummer mange facetter, men siden artiklen i Ekstra Bladet har den i øvrigt universitetsuddannede og i alle sammenhænge velbegavede økonom fra Århus Universitet måttet slås lidt med et image som den ikke alt for kloge blondine fra provinsen. Og fik af Ekstra Bladet tilnavnet "Den talende kavalergang". Alt har sin pris.
Guds gave til dansk politik.
Da borgerkrigen i det Konservative Folkeparti rasede, var Lene Espersen på Hans Engells hold, men hun var klog nok til aldrig at står allerforrest i køen, når der skulle intrigeres. Tværtimod var hun god til at fastholde kontakten hen over barrikaden til ”den røde fløj” og Brian Mikkelsen. Da krudtrøgen lettede, havde hun derfor ikke gravet dybere grøfter, end at hun var spiselig for den øvrige folketingsgruppe, hvor hun blev politisk ordfører. Platformen gjorde, at hun fik skabt sig et navn med sin folkelige stil, der gjorde, at hun blev valgt med stigende stemmetal. En iagttager, Karsten Madsen, betegnede dengang Lene Espersen som ”Guds gave til dansk politik.” Sådan er der også mange konservative, der opfatter hende i dag, hvor hun nærmest har frelserstatus i store dele af partiet. Det var tydeligt for alle, at Bendt Bendtsen aldrig slog igennem som den store kommunikator. Og hans svagheder fremstod endnu tydeligt i sammenligning med de to kronprinsesser, Hedegaard og Espersen, som begge er glimrende oratoriske begavelser.
Da Fogh-regeringen tog over i 2001, var hun oplagt som VK-regeringens ansigt, der skulle være ”tough-on-crime”. Det blev hendes rolle i syv år. Lene Espersens image blev længere og hårde straffe for voldsforbrydelser m.v. I takt med det er den konservative toppolitiker kun blevet mere og mere populær hos vælgerne med pæne stemmetal i kredsen hjemme i Nordjylland, og hun har også ligget konstant i toppen af avisernes popularitetslister for regeringens ministre. I sin ministertid fik Espersen gennemført reformer af domstolene og politiet, som mange stadig venter, at etaten og ikke mindst dets tilsyneladende frustrerede medarbejdere høster resultaterne af. Det er ikke alle på Christiansborg, som er lige imponeret over det politiske håndværk. Eksempelvis Ekstra Bladet er kritisk, og på forsiden af dagens avis bliver Espersen kaldt for en ”snakkemaskine”, som har lovet højere straffe og regler for vold, hvor der ifølge avisen intet er sket. Enkelte har i øvrigt bemærket, at timingen er perfekt for Lene Espersen mht. at søge væk fra Justitsministeriet i en tid, hvor kritikken vokser over manglende politiske initiativer der kan dæmme op for stigning i volds- og skudepisoder.
En håndfaste powerkvinde
Da den nyslåede partileder satte sig vel tilrette og startede sit pressemøde i går, var der lagt i kakkelovnen til en anderledes skarp og kontant stil, som blæste ”blond fiskerpige-imaget” ad Hekkenfeldt til. Det var den temperamentsfulde og håndfaste powerkvinde og med egne ord ”skrappe moster”, der skulle fokus på. BT"s reporter Andreas Karker begyndte forsigtigt at stille spørgsmål om, hvad familien siger til, at Espersen nu får endnu mere travlt. Hun havde jo små børn, bemærkede han. Espersen kørte ham herefter over med et damplokomotiv. ”Det var dog et uforskammet spørgsmål at stille til en kvinde. Det ville du aldrig have stillet en mand”, fik journalisten kontant at vide, og hun tilføjede senere, at ministerens mand kunne skam også godt svinge en støvsuger. Den konservative leder udnyttede simpelthen situationen bramfrit, men stadig elegant, til at kommunikere, at hun er en moderne kvinde, som på ingen måde lader sig styre af forældede kønsroller. Den ultrakorte diskussion gav mindelser om et straffespark uden målmand, og man fik det indtryk, at Espersen både havde forberedt sit svar og frydede sig over at have fået spørgsmålet.
Espersen brugte i øvrigt pressemødet til at sætte en klassisk konservativ dagsorden, hvor budskaberne er de samme som hidtil: Lavere personskatter, børnene skal lære noget i skolen, stram udlændingepolitik, det skal kunne betale sig at arbejde osv. Den samme vare skulle kommunikeres, dvs. ingen signalforvirring til kernevælgerne ved den lejlighed.
Tirsdag blev de konservatives store dag, hvor partiskiftet skaber et håb om, at partiet nu kan vokse ud af de sidste 10 års mandatmæssige lidenhed og ud af storebror Venstres skygge. Bendt Bendtsens fortjeneste er, at han fik stabiliseret partiet, især ved at få det i regeringen, så det efterhånden blev muligt for vælgere at sige, at de stemte konservativt, uden at andre kom til at grine. Lene Espersens lederskabs eneste udfordring bliver, at der nu er skabt så store forventninger i partiet, at hun næsten kun kan skuffe. ”Vil du være statsminister?”, lød det første spørgsmål på pressemødet i går, hvorefter Espersen straks aktiverede sin nordjyske jordnære stil, som blev brugt som parerende panserplade for spørgsmålet: ”Nu tager vi det liiiiiiige helt roligt, jeg er fra Nordjylland”. Og så var de sikkert glade hjemme ved kakkelbordene i Jylland. Lene E. kan man være tryg ved. Og tryghed er jo et nøgleord i moderne politik.
Hverdag for Espersen
Den eneste, der er rigtig utryg ved skiftet, er egentlig finansminister Lars Løkke Rasmussen. De første meningsmålinger viser nemlig, at den nyslåede konservative leder er langt mere populær end Venstres kronprins. Selv Venstres egne vælgere fortrækker Lene Espersen frem for Løkke. Den slags gør ondt og skaber udsigt til et kommende stort valgnederlag for Venstre. Rivaliseringen mellem de to er med andre ord i fuld gang. I går lød eksempelvis Venstre-spinnet på Christiansborgs gange: ”Venstre laver reformer, der duer” – underforstået: at det gør Espersens politirefom altså ikke… Det fik ikke skabt skår i de konservatives glæde, men snart bliver det hverdag for Lene Espersen, og så få hun brug for sin råstyrke, erfaring og fremragende evner til tale lige ud af posen til vælgerfolket.
