Apples iPad lander snart i en butik nær dig. Derfor må du skynde dig at lægge en personlig plan for, hvordan du håndterer denne udfordring. Din arbejdsplads betaler selvfølgelig både din MacBook og din iPhone eller ville gøre det, hvis du bad om det. Men hvad med den nye iPad – hvordan slår du kløerne i denne gadget uden selv at skulle til lommerne? Kforum har fundet de bedste af de gode argumenter og dødssyge undskyldninger, der kan få din modvillige chef til at gøre Ipad til din nye myPad.

Hellig Jobs med svaret på dine hotteste
bønner
Præsentations-argumentet: verdens smukkeste slides
Takket være en lynhurtig applikation til slideshows er en
iPad enhver sælger og konsulents drøm.
Præsentationen står knivskarpt og i strålende
farver på den handy, mellemstore skærm.
- Sådan siger du: "Med en iPad-præsentation kan jeg
sælge sand i Sahara/gøre kold kanvas
glødende/realisere vores restlager."
- Chefens mulige modargument: "Hvad er der nu galt med en
almindelig powerpoint-præsentation med vores
udmærkede projektor?"
- Dit svar på modargumentet: "Vi skal helt tæt
på kunden og kunne sidde intimt sammen om en
præsentation. Det giver en følelse af uformel
tryghed og symmetri."
Efteruddannelses-argumentet: klog på sengekanten
Der vil være en strålende ebogslæser i iPad'en.
Den viser bogsiderne i farver, i modsætning til for eksempel
Kindles sort-hvide verden. Derfor egner iPad sig godt til
læsning af faglitteratur med mange grafer og komplicerede
modeller i forskellige farver.
- Sådan siger du: "Hver aften tager jeg en fagbog med i
seng på min iPads ebog-læser. Det løber op i
tre timers ugentlig efteruddannelse af mig."
- Chefens mulige modargument: "Du kan da bare tage en papirbog
med i seng."
- Dit svar på modargumentet: "Nej, for iPad'en er lettere
at ligge med end de fleste fagbøger." (Nævn endelig
ikke, at en iPad er meget tungere andre ebogslæsere).
Overarbejds-argumentet: altid online
iPad er som skabt til, at du kan sidde stille hjemme i sofaen og
tjekke din arbejdsmail, uden at ægtefællen eller dine
børn opdager det.
- Sådan siger du: "Jeg vil være online hele
tiden."
- Chefens mulige modargument: "Brug dog din iPhone."
- Dit svar på modargumentet: "Nej, den har de andre
gennemskuet for længst."

Moses med en beta-version af iPad
Besparelses-argumentet: ud med print
Ebogslæseren i iPad er god til aviser og tidsskrifter.
- Sådan siger du: "Så dropper jeg de dyre
printaviser på dørmåtten."
- Chefens mulige modargument: "Et elektronisk avisabonnement
koster vel også kassen?"
- Dit svar på modargumentet: "Nej, det er meget billigere
end print." (Husk at krydse fingre bag ryggen).
Kreativitets-argumentet: strøm på ideerne
Med en iPad får din mulighed for at nedskrive personlige
noter og ideer et uvurderligt løft. iPhone er for lille at
skrive på, og Macbook'en er trods alt for lidt mobil. Du
står ikke lige i en kassekø i Netto og tager noter
på din Macbook. Det kan iPad imidlertid klare.
- Sådan siger du: "Jeg får mine kreative ideer de
særeste steder og har brug for at skrive dem ned. Med en
iPad får den innovative kraft en spand kul."
- Chefens mulige modargument: "Selv bruger jeg blyant og en
lille lommebog."
- Dit svar på modargumentet: "Ok, men så har du vel
også en fin gul blyant med indbygget email?"
Fokuserings-argumentet: ingen svinkeærinder
Mange it-kommentatorer har brokket sig over, at iPad'en intet
kamera har. Men de har ikke fattet, at det manglende kamera betyder
fuld fokus på alle de væsentlige arbejdsopgaver, set
med chefers kolde øjne.
- Sådan siger du: "Nul kamera = nul fis, ballade og
pinlige optagelser til YouTube".
- Chefens mulige modargument: "Kameraer kan da bruges til mange
fornuftige ting."
- Dit svar på modargumentet: "Ja, og derfor bør
jeg også opgradere til en iPad 2.0 med kamera, når
den kommer."
Miljø-argumentet: grøn, grønnere,
iPadsk
Takket være snedig programmering bruger iPad'en mindre
batterikraft, end en Macbook gør på nogenlunde samme
applikationer. iPad'en lænser ikke elnettet. Det er
klimavenligt.
- Sådan siger du: "Jo mere iPad, jo grønnere
bliver virksomhedens profil."
- Chefens mulige modargument: "Hvor mange iPads går der
så på en udnævnelse til Danmarks
grønneste arbejdsplads?"
- Dit svar på modargumentet: "Det grønne skal gro
i naturligt tempo. Vi begynder med en iPad til dig og mig, og
så tager vi den derfra."
Produktivitets-argumentet: det lette tryk med den store
virkning
Nogle har undret sig over, at et fysisk tastatur mangler default.
Men du skal fremhæve touch-screen som brugervenligt og
forbløffende produktivitetsfremmende.
- Sådan siger du: "Touch-screen modvirker musearm og
giver færre sygedage." (Og håb, at chefen ikke gider
svare)
- Chefens mulige modargument: "Det tror jeg ikke
på."
- Dit svar på modargumentet: "Det gør jeg heller
ikke. Det var bare for at prøve dig."
Pris-argumentet: det nærmeste Apple er kommet
gratis
Den er billig for et Apple-produkt at være - koster kun ca.
3.500 kroner.
- Sådan siger du: "Den koster næsten ingenting."
(Nævn endelig ikke netabonnementet)
- Chefens mulige modargument: "Så køb den
selv."
- Dit svar på modargumentet: "Ok. Hvad med en mindre
lønforhøjelse?"
Web 2.0-argumentet: cooooool
Uanset hvad din virksomhed beskæftiger sig med, er der brug
for folk i k-afdelingen, som har styr på det sidste nye og
især alt, hvad der kan bruges til sociale medier, der jo
står øverst på strategiplanen.
- Sådan siger du: "Jeg vil få hands-on viden om the
cutting edge inden for hardware til sociale medier."
- Chefens mulige modargument: Han har ikke noget
modargument.
- Kan du ikke mærke det nu? Den er så godt som
hjemme.