Forventningerne til fremtidens frygt

i sidste uge udgav World Economic Forum listen over de mest afgørende risici, der kommer til at true os i 2007 – et sandt tagselvbord af frygt, fare og angst. Rapporten er en gentagelse af sidste og forrige års Risk Forum, der med Blair og Bonos mellemkomst for alvor satte ”globale risici” på dagsorden. Og i forrige uge udnævnte ugebrevet Mandag Morgen 2007 til at være det farligste år i verdenshistorien! Så hvad er det risikoindustrien i Geneve synes at MM og alle vi andre skal være bange for i det kommende år?

The usual suspects

Rapporten indeholder både de gamle kendinge og lidt nyt frisk risikokød til husarene. Blandt klassikerne fra risikokanonen er selvfølgelig klimaforandringer, international terrorisme og masseødelæggelsesvåben, stigende oliepriser, pandemisk fugleinfluenza og jordskælv. Intet nyt under solen. Og dog. For rapporten indeholder som et par frække bud på hvad der kan få såvel politiske beslutningstagere som hyperfølsomme teenagere til at ligge søvnløse om natten: løssluppen nanoteknologi, globalt nedbrud af internettet, krige om adgang til drikkevand og skattekollaps i den vestlige verden pga. af ældrebyrden! Nå, ja, og så naturligvis den lille bagatel af risikoen for, at den kinesiske økonomi lander hårdt (pris ca. 1000 milliarder kroner). Den gode nyhed er, at det naturligvis bare er spekulationer, den dårlig er selvfølgelig, at WEF dog skønner sandsynligheden for disse scenarier til at ligge på mellem 10 og 20 procent. En hel del mere en chancen for at vinde i lotto.

 

Risikokrigen

Pointen i Global Risk Network er samtidig en slags kanonisering af WEF. Forslagene klinger af FN med metaforer hentet direkte fra sikkerhedspolitikken. Der skal dannes en ”koalition af villige” i ”kampen” mod risiko, og udnævnes en national ”risiko officer” i hvert land. Global Risk Networks kommunikationstrick består i at tale om et overordnet kompleks af ”globale risks” snarere end meget lokale eller mere håndgribelige farer. Sandsynlighed og scenarier snarere end facts. Resultatet er, at WEF med ”global risks” forsøger at skabe en supermetafor på linje med ”den kolde krig” og ”globalisering”, der både framer en dagsorden og effektiv skaber et samlebegreb, der dækker over sindssygt komplicerede emner.

 

Follow the money

Det spørgsmål der trænger sig på, er hvorfor WEF (og andre) er så optaget af risiko? I risikoindustrien kan det indimellem godt betale sig at følge pengene, for der hvor vi andre på overfladen ser ”katastrofer” og ”global risks” ser forsikringsbranchen udgifter. Derfor er det ikke helt overraskende, at hovedsponsorerne bag rapporten er verdens største forsikringsmæglere (Marsh) og ditto genforsikringsselskab (Swiss Re). Firmaer der er de sikre tabere, hvis bare et af rapportens scenarier bliver til noget. Hvis man kan tale om en ”skjulte” dagsorden for Global Risk Forum, så er det at forebygge for at spare verdens største finansielle risikotagere for penge. Mange penge.

 

Infodemics – alting er forbundet

En af rapportens skarpe pointer er, at vi i fremtiden står over for systemiske risici – altså risici, der skyldes verdens indretning med globalisering og gensidig økonomisk afhængighed. I en verden, hvor alt og alle er forbundet følger, at risici også globaliseres. Det betyder, at selv lokale konflikter og problemer har en global effekt. Sommerfuglen i Brasilien, der forsager en tornado i Texas er blevet kaosteoriens slidte metafor for den gensidig globale interdependens. Men hvis vi i stedet siger at en tegning i et jysk blad kan forårsage bål i Beirut, har vi en ret god beskrivelse af den rolle global udbredelsen af f.eks. kommunikation spiller. Kommunikationskriser har fået deres egen plads i rapporten, der taler om ”infordemics” – global spredning af ødelæggende rygter, der går forud for de egentlige hændelser, og skaber panik i befolkning og de finansielle markeder. Men udgør WEFs risiko-storytelling ikke selv en slags infodemisk virus, der får os alle sammen til at investere i højtbeliggende sommerhuse og sælge alle vores kinesiske statsobligationer? Vel at mærke uden at hverken havspejlsstigningen eller krakket er indtruffet.

 

Risiko eller mulighed?

Men risikokøbmændene i Geneve er ikke bare sortseere? Ligesom psykologiens ”positive reformulering” pointerer WEF faktisk, at det der af nogen ses som risici, kan rumme muligheder for andre. Ulykker og sygdom opfattes som de fleste af os som en risici, hvis sandsynlighed vi helst vil minimere, mens det for læger og bedemænd udgør muligheder. Og så fremdeles: den globale opvarmning kan måske ende med at vi omsider får løst vores afhængighed af olie og andre fossile brændstoffer (samt at den lukrative nordvestpassage kan redde den grønlandske økonomi). Risiko er med andre ord idiosynkratisk, hvilket rapportens forfattere meget intelligent understreger. Det er et frisk Lomborgsk touch ved rapporten, men dybest set ikke rigtig beroligede for den indre følsomme teenager.

 

Eksperternes kamp eller bekymringsfri som Bjørn

Problemet ved WEFs risikorapport er lige præcis at risici (og alt andet) netop har to ansigter. Ingen ekspert kan længere påkalde sig den autoritet, der fastlægger præcis de samfundsmæssige risici vi alle skal frygte – og gøre noget ved. Hver gang en sådan rapport udgives, opføres det klassiske risiko-drama endnu engang. Først præsenterer videnskaben og sagkundskaben os for en uoverstigelig global risiko. Dernæst beroliger en ekspert med Lomborgs kortærmede skepticisme os om at rapporten er overdrevet. Eller at der findes andre mere presserende risici, vi skal tage højde for. Præcis som det skete med Stern-rapporten.

 

Du skal være bange. Meget bange

Det interessante i risiko-diskussionen er, at de fleste eksperter er enige om, at verden generelt set er blevet et sikrere sted at leve med højere levealder og mindre risiko for krig. Alligevel skrives der rapporter som WEFs og Stern-rapporten som fortæller os, at vi her og nu, både globalt og lokalt, står over for overhængende ”farer”. Eller rettere potentielle farer, der har brug for vores opmærksomhed. Politisk er disse rapporter redskaber til at skabe opmærksomhed (og organisatorisk finansiering). Kulturelt er de illustrative for at der eksisterer en risikoindustri med en tilhørende frygtkultur. Man kan gisne om hvilken funktion den slags ”risikofortællinger” har i vores kultur. Mit bud er, at disse rapporter fungerer som et ”hvad-nu-hvis” spejl af vores virkelighed, lige som vandrehistorier og folketro i mere beskedent omfang gjorde tidligere. Rapporternes risiko-storytelling bliver en ventil for den kollektive angst, der placerer frygten uden for os, med det paradoksale resultat at vi bliver mindre bange. For jo flere rapporter om vi læser om risici, desto mindre alvorligt tager vi dem.

 

Læs World Economic Forums rapport her:

www.weforum.org/pdf/CSI/Global_Risks_2007.pdf

Om risikokommunikation og frygtkultur se:

John Adams: “Risk Management: it's not rocket science - it's much more complicated”

http://www.socialaffairsunit.org.uk/blog/archives/000318.php

 

Jeffrey Kluger: “How Americans Are Living Dangerously”

http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,1562978,00.html

 

For en interessant kritik af risikosamfundet se den britiske regeringskommission om risiko:

http://www.brc.gov.uk/publications/risk_report.asp

Relaterede artikler

Den Sociale virksomhed med stort S - Nobelprismodtager, grundlægger af Grameen-bank og ophavsmand til konceptet om mikrolån, Muhammad Yunus, præsenterer i de...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.