Forstå verden er resultatet af et forskningsprojekt på Københavns Universitet 1998-2000 anført af professor ved retorik Christian Kock og godt hjulpet af Lars Pynt Andersen, Pernille Steensbech Lemée, Timme Bisgaard Munk og Mette Minor Andersen. Alle på nær sidstnævnte har skrevet kapitler til bogen, og derudover også David Michelsen.

Tiltrængt alternativ
Ifølge Tøger Seidenfadens bagside-ord ”præsenterer Forstå verden vigtige bud på hvordan den demokratiske proces forbedres, såvel som på hvordan den trykte dagspresse sikrer sin egen overlevelse i det 21. århundrede. Bogen leverer et spændende og tiltrængt alternativ til nyhedsjournalistikkens dominerende genre, “den omvendte nyhedstrekant”, ligesom den bringer værdifulde pointer om bedre udnyttelse af nyhedsgrafik til at gøre verden forståelig.”

Dette er i sig selv en meget rammende opregning af bogens væsentligste og mest positive egenskaber. Og mærker man efter på sin egen frustrerede - eller ligefrem udeblivende - avislæsning, vil man således vide at bogen beskæftiger sig med en i allerhøjeste grad tiltrængt behandling af emnet: Hvad er avisens plads i dag? Og hvordan skal den udfyldes? Forstå verden har nogle kvalificerede og særdeles konstruktive bud.

What you see is what you get
Overordnet væsentlig er erkendelsen af at avisen ikke skal koncentrere sig om nyheder, det kan avisens internetportal gøre. I stedet skal den sørge for den sammenhæng og baggrundsinformation som den øvrige nyhedsstrøm forsømmer med det resultat at vi blot bliver forvirrede eller ignorante. Men solid information er alt andet end langhårede udredninger med forskellige vinkler og niveauer i en og samme uoverskuelighed. Tvært imod foreslår Christian Kock og co. en "buffet" som læseren kan gå til efter lyst og behov. Altså at man i højere grad skiller et tema ud i dets rene elementer i form af mindre artikler som er bedre fokuseret, og ikke mindst grafik (eksempelvis statistisk materiale). En af bogens hovedpointer er nemlig at avisen - med sin store håndgribelige flade - er det mest interaktive medie der findes, og det bør udnyttes meget bedre ved at avisen betræber sig på visuelt og logisk at præsentere en what-you-see-is-what-you-get-flade hvor læseren hurtigt og klart kan hoppe på hvor han vil.

Bogens grundstruktur
Bogen består af 14 kapitler, men er reelt opdelt i 3 hoveddele. Den første del udgøres af Christian Kocks 80 sider lange kapitel, som med udgangspunkt i de efterfølgende tolv kapitlers konklusioner præsenterer og perspektiverer på den ene side problemerne ved den nuværende politiske journalistik og på den anden side tankegangen bag de nye visioner. Det sidste korte kapitel er “et åbent brev til den danske dagspresse”, en gennemgang af nøgleord for en revideret og tidssvarende politisk journalistik. Det har en stærkt opfordrende virkning således at give journalisterne en huskeseddel, og det er en passende forstærkning af budskabet.

Desværre rummer bogen også ufrivillige svækkelser af budskabet. Hvis vi tager de mest konkrete først, så er der efter en ellers perfekt korrekturlæsning tilsyneladende foretaget sætnings-rokader som i 10-11 tilfælde har lagt sig påfaldende spor, f.eks.: ”Næh, papiravisen kan være mindst lige så vel være interaktiv”, - kortslutninger som ellers er umulige at overse. En anden og meget værre fejl er ombytningen af 2 versioner på en avisartikel i kapitel 5. Over 2-3 sider, hvor forskellene på de to artikel-versioner pointeres, er man således i vildrede til man endelig med sikkerhed kan konstatere at de ER forbyttet.

Taler for de frelste
De tolv mellemliggende kapitler er i deres egenskab af belæg for de første 80 sider en visse steder meget redundant omgang at komme igennem - især de kapitler hvor analysematerialet udgøres af kvalitative interview. Man føler sig noget klaustrofobisk til mode når bogen gentager de samme få udklippede citater som var det Guds ord, i stedet for at give en større føling med interviewene. Med camoufleringen af det samlede interviewmateriale må man fuldstændig forlade sig på at citaterne ikke udelukkende er valgt efter deres tilpasning til projektets arbejdstese, og det er ikke rart.

Når Pernille Steensbech Lemée’s artikel (kap. 2) peger på det kontroversielle aspekt at journalisterne foretrækker en lavere fællesnævner i deres vinkling end læserne ønsker, er det så tilstrækkeligt overbevisende kun at bygge det på 8 interview med henholdsvis 4 Christiansborg-journalister og 4 avislæsere? Ganske vist argumenterer Lemée for at det er kvalitative interview der går i dybden, men tilsyneladende resonerer hun på deres vegne i stedet for netop at gå i dybden:

Man er glad for analyser der går bag om begivenhederne og forklarer problemstillinger, men man klager over tilfældig og flimrende dækning - “manglende opfølgning”. “Der er altid meget dækning op til at en beslutning skal tages, og af hvem der skal være med til det, men der mangler koblingen mellem hvad de laver, og hvad der ligger bag det” - hvor “bag det” velsagtens både kan fortolkes som de strategiske faktorer og som viden om selve emnet.

Sammenstilling af de to citater er tilmed noget doven. Forbindelsen mellem udsagnet om “manglende opfølgning” og den efterfølgende sætnings udsagn om “hvad der ligger bag” er langt fra stringent. Og som Christian Kock skriver et andet sted: “I en artikel der primært skal skabe klarhed, er der ingen grund til ordret at fastholde udtalelser der ikke er forbilledligt klare.”

Overbevisende?
Som læser ville jeg gerne have haft mere gennemsigtighed til interviewmaterialet. Måske i form af forkortede transskriptioner med de væsentligste passager smækket ind bag i bogen. Det ville give stoffet større identifikation og troværdighed. Mange læsere vil måske acceptere det skrabede interviewgrundlag fordi man (som jeg) er enig i den overordnede tese og kan regne sig selv som en 5. person. Men hvad med en generation af indoktrinerede “politiske sportskommentatorer”? Kan de nøjes med dokumentation der undskylder sig selv, når de skal æde tesen om at læsere er trætte af deres vildfarne projektiler frem for sammenhængende og konstruktivt stof?

Flere fodfejl
I boksen med følgende tekst taber bogen atter en sten over egen fod:

Den amerikanske ekspert i avisdesign, Mario Garcia, har bl.a. påpeget 10 “myter” om avisdesign, som redaktører tror på, men som afkræftes i læserundersøgelser. Det er altså i høj grad muligt at professionelle avisfolk kan tage fejl mht. hvad læserne vil ha’. [...]

Hvorfor får vi ikke de 10 bud når nu de alligevel bliver refereret til som belæg for et (overflødigt) argument om at branchen kan tage fejl? En sådan halvkvædet vise er ikke just i tråd med bogens ideal om klarhed, dokumentation og forståelighed.

Den tid en avis skal tage
Jeg anfører disse selvmodsigelser for at minde om hvor svært det egentlig er at opfylde de tårnhøje krav bogens forfattere (og jeg med) gerne vil stille til avisjournalisters research og formidling - i håb om en avis der giver indsigt ved at levere klar gennemtænkt analyse og præcis baggrundsinformation - tilmed serveret logisk, enkelt og (dermed) indbydende.

Det kræver intelligens og det kræver tid at producere avisstof som læseren rent faktisk bliver klogere af. At skrive om enkeltsager over en konflikt-skabelon er nemmere - meget nemmere! Her behøves ingen dybere perspektivering eller forklaring på hvorfor emnet trænger sig på - berettigelsen er selvindlysende: Det er en nyhed. Vil det virkelig kunne lade sig gøre at få avisjournalister til at opgive denne tankegang og få dem til at definere trangen til debat & oplysning ud fra andet end nyheder? Vil de virkelig få lov til at bruge tid på refleksion, og vil folk forstå at en fysisk tyndere avis er en bedre avis fordi den har taget den tid en avis skal tage?

Input til dagspressen
Har man ikke den tid 300 sider tager, kan man læse det store kapitel 1 og resten selektivt. Jeg vil anbefale at læse “Den ergonomiske avis”, “Den interaktive avis”, “Læsernes nyhedsbuffet” og endelig de to kapitler om nyhedsgrafik som på glimrende vis gennemgår eksempler på god og dårlig informations-grafik.

Forstå verden er et nødvendigt og tiltrængt input til dagspressen om at oppe sig og tilpasse sig en verden hvor internettet og tv i rigelig grad leverer nyheder for nyhedens skyld, men hvor vi savner et overblik over verdens gang. Når bogen engang kommer i sit andet oplag og har fået rettet sine fejl, vil den forhåbentlig være knap så aktuel, for den vil ganske givet gøre indtryk. Som den selv argumenterer: Kære journalister, I er nødt til at lytte, for avissalget styrtdykker jo.


FORSTÅ VERDEN - POLITISK JOURNALISTIK FOR FREMTIDEN
af Christian Kock (red.)
1. udgave 2002,
311 sider, 198,00