Forskydning i kommunikationen om medarbejder

Niels Åkerstrøm Andersen og Asmund W. Born: Kærlighed og omstilling - Italesættelsen af den offentligt ansatte, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2001, 194 s.

Åkerstrøm og Born har skrevet en interessant bog, der omhandler
en grundlæggende forskydning i forestillingen om medarbejderen.
De to forskere fra Handelshøjskolen i København forfølger
de begreber, der historisk set har været knyttet til den offentlige
ansatte og de tager temperaturen på kommunikationen i samtidens
offentlige arbejdsplads. Konklusionen er, at her er der blevet ret varmt,
idet relationen mellem medarbejder og organisation kommunikeres i kærlighedens
sprog. Den moderne ansvarstagende og forandringsparate medarbejder er
nu den konstruktion i organisationen, som skal sikre forvaltningens helhed.


Forfatterne forholder sig dog gennem hele bogen
analytisk beskrivende og søger hverken at dramatisere eller fælde
dom over forholdene i den offentlige sektor. Bogens tone er akademisk.
Det er ikke en polemisk debatbog, der udgives.


Med det begrebshistoriske afsæt har forfatterne
været på et større analysearbejde. Deres udgangspunkt
er den deskriptive tilgang, hvor de med Luhmannske begreber som analyseværktøj
etablerer en refleksiv og analytisk distance til den indhentede empiri.



Luhmannske begreber er som oftest svært tilgængelige for den
uindviede, men Åkerstrøm og Born får faktisk formidlet
de systemteoretiske begreber på konstruktiv og forståelig
vis. De empiriske eksempler er klare og illustrative og er med til at
løfte bogen fra den indforståede akademiske jargon, som ellers
præger størsteparten af den systemteoretiske forskning.



En af bogens væsentligste pointer er dens tilbagevendende påpegning
af de kommunikationsformer og sproglige udtryk, der knyttes til medarbejderen
fra midtfirserne og frem. Analysen er yderst interessant og udtrykker
en iøjnefaldende samtidsdiagnostik, som de fleste kan nikke genkendende
til.

Vi har alle kendskab til variationer over de begreber, som Human Resource
Management-teorierne benytter sig af: Forandringsparathed, fleksibilitet,
selvudvikling, selvomstillelighed, følelsesmæssig kapital,
engagement, involvering, dialog, fælles fortælling og mange
flere. Det, som gør disse begreber interessante og diskutable,
er den uimodsigelighed, der følger dem.



Hvem tør i dag blot antyde, at fleksibilitet eller engagement ikke
med selvfølgelighed er positive egenskaber? Hvem tør i dag
overhovedet spørge til vores helt naturlige tilbedelse af ovenstående
begreber?



Åkerstrøm og Born spørger kritisk, åbent og
sagligt til en yderst genkendelig organisations- og medarbejderforståelse.

Deres bog giver ingen anvendelsesorienterede retningslinjer, men vinkler
problematikken således, at vi som læsere kan se en smule klarere
og forhåbentlig også bliver i stand til at spørge til
den diskurs, som det ellers er tabueret at forholde sig kritisk til.



Bestil bogen her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også