Forskningskommunikation og videndeling blokeres

Et af de praktiske tiltag, som er ganske udbredt og givende i det private erhvervsliv, er videndeling. Hvis målet er, at forskningsinstitutionerne skal være bedre til at kommunikere viden, erfaring og nye forskningstendenser ud til det omgivende samfund, skal der tages alvorligt fat i tanken om videndeling.

Videndeling fungerer på flere niveauer og i den forstand, at det handler om at dele viden med det formål at berige og støtte de forskellige forskningsområder og fag, burde erfaringen med den praktiske anvendelse fra erhvervslivet så ikke have inspireret de offentlige uddannelsesinstitutioner? Spørgsmålet er, hvad det er der blokerer for dette? Hvorfor er det så vanskeligt at dele den faglige ekspertise og viden ud til interessenter på tværs i forskningsmiljøet, på tværs af fag og til erhvervslivet?

Hvis vi tager problemet på tværs af fag først. Så ligger der modarbejdende principper under den ideelle tanke, at jeg som forsker deler min viden med andre. Forskeren er underlagt styring af en helt anden karakter end visionen om at deling af viden styrker den samlede forskning. Det drejer sig ganske simpelt om positioners kamp, magtstrukturer og hierakiseringer institutioner indbyrdes, fag og forskere imellem. Eksempelvis er institut for fremtidsforskning via tætte økonomiske forbindelser til erhvervslivet isoleret fra det øvrige forskningsmiljø - det betragtes ganske enkelt ikke som stuerent. Dvs at i kraft af økonomiske strukturer er muligheden for deling af viden umuliggjort, og forholdet danner en underliggende afstandtagen. Inden forskeren har gidet lytte til den viden, der tilbydes, dukker fordommen op i en underlig reservation - jamen det er jo ikke rigtig forskning, de bedriver på fremtidsforskningsinstituttet!

Dermed siger jeg, at det politiske styrelsesarbejde på forskningsinstitutionerne må revurdere, de allerdybeste tanker, de gør om sig selv og finde en position, der gør hele institutionen i stand til at tænke udover hierakiseringer og magtforhold. Det er selve grundlaget for kommunikationen, der blokerer for videndeling på tværs af fag.

Hvis viden fordres delt med erhvervslivet er det lignende barrierer, der skal overkommes. Det er på samme måde underliggende styringsprincipper for kommunikationen, der inden samtalen overhovedet er begyndt blokerer for delingen. Principperne for god kommunikation er ikke fastholdelse af tradition, kultur i den måde vi gør tingene på. God kommunikation fungerer ikke på åbenlyse magtforhold, men på tilsidesættelse og objektivering af egen position i forskningsmiljøet. Den stærke forankring i videnskabelig metode og tilsyneladende uovervindelige tendens til klassicisme i forskningsmiljøet er sur grobund for dialog med virksomhedsmiljøet. Og det er forankringens princip kropsliggjort i fordomme om at se videnskabelig stringens i egen forskning blive til operationelle redskaber, derude hvor den mødes med det praktiske virksomhedsliv, der holder kommunikationen fast i lukkede terminologier. Den gode kommunikation understøttes af en fri og åben samtale i et sprog parterne kan forstå, og kan kun indledes på det grundlag, at positioner, hierakier og magtforhold afvæbnes.

God kommunikation i universiteternes forskningsmiljø og til det omgivende samfund kommer derfor først i stand, når hele miljøet med de politiske styrelser og institutionernes medarbejdere bliver i stand til at sætte sig ud over sig selv - fjerne sig fra de underliggende principper og diskutere opfattelsen af sig selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job