Det er lige ved at blive et populært standpunkt, at forbyggelseskampagner og dermed forebyggelse er overflødigt. Men så enkelt er det ikke. I Sydafrika, hvor hver 10. er HIV-smittet, tror man selv på premierministerplan stadig ikke på, at der er sammenhæng mellem HIV og AIDS. Her kan simpel oplysning og forebyggelse gøre mirakler.

I Danmark ved alle, der gider lægge øre til det, alt om sundhedsproblemer fra HIV og cigaretter til alkohol og fed mad. Problemet er bare, at man i det antiautoritære Danmark  ikke rigtig gider lægge øre til statsligt fornuft og oplysning. Danskernes døvhed ændrer bare ikke ved, at forebyggelse er en bedre og mere langtidsholdbar investering end hospitaliseret efterlapperi.

Men forebyggelsen skal nok til at lægge stilen om i forhold til efterårets traditionelle almene uge-kampagner. Udgangspunktet må være, at den enkelte – og dennes næste og nærmeste – må påtage sig ansvaret for egen sundhed og egen livskvalitet.

Gardinprædikener og ”vask-hænder-så-er-det-gjort”- profileringskampagner dur kun ved nye livstruende sygdomme, eller når ny nødvendig viden skal udbredes hurtigt. Forbyggelsesindsatsen må fra annoncer og TV-spots ind i arbejdspladsernes kantiner, ind i idrætsforeningernes træningslokaler, og ind i nærmiljøet omkring skoler og bebyggelser.

Der, hvor folk er og mødes i deres netværk, må de få tilbud til egne valg - ikke påbud om at overtage andres. Samtidig må sundhedsvæsenet og frem for alt den praktiserende læge genskabe sin samtaleautoritet som nutidens familielæge og familieforebygger.