Nu er spændingen om, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen, udløst. At det kunne være Vagn Skærbæk, var der flere gange lagt op til. Hvis det havde været Hartmann, Brix, Weber eller for den sags skyld Theis Birk Larsen, havde overraskelsen været større. Slutningen var således ret traditionel – i modsætning til produktionen i øvrigt. Ingen har kunnet undgå at bemærke, at politik og forbrydelse er tæt vævet sammen i Forbrydelsen. En række spørgsmål står imidlertid tilbage. Hvordan hang forbrydelsen egentlig sammen med politikken, når gerningsmanden var Vagn? Hvilken rolle spillede politiet? Og hvad var det for en type dramaturgi, der fik seerne til at blive ved med at se Forbrydelsen uge efter uge – trods de mange huller i handlingstrådenes sammenhæng? Som mange krimithrillere handler også denne om, hvad det er for et samfund, vi har, og hvordan det står til med retsbevidstheden. Denne anmeldelse tager udgangspunkt i dramaets tre miljøer og i de uhyggeligste scener i den afsluttende del. Derefter går jeg dramaturgien efter i sømmene.

Politigården, Rådhuset og Nørrebro

Visuelt er hændelserne forankret tre steder – på Politigården, på Rådhuset og på Nørrebro. Politigården er stedet, hvor opklaringsarbejdets tråde samles, og hvor det også forstyrres. Rådhuset står først og fremmest i den kommunale valgkamps tegn, men forbindes med forbrydelse. I begge tilfælde er der nedtælling – det ene sted til opklaringen, det andet til valget. Og Nørrebro er det sted, hvor Birk Larsens flyttefirma har til huse. Også her tælles der ned til den planlagte udflytning i det nye hus. Natlige helikopterskud af København holder stederne sammen i et overordnet mønster. Det er storbyens labyrint, veje og vildveje, der ligger dernede, så velkendt fra både engelske og amerikanske tv-serier (fx NYPD Blue), men set før også i dansk tv-drama (fx TAXA).

Trods de oplagte forskelligheder i miljø og karaktertegning er de tre steder kendetegnet af samme farveholdning og kameraføring, ledsaget af samme type diffuse underlægningsmusik, som først blev anvendt i Twin Peaks. Det er grå, sorte og blå farver i alle nuancer, der dominerer. Kameraet afsøger i alle tilfælde lokalerne med den hensigt at fravriste dem mulige tegn på, hvad der er foregået. Der panoreres hen over stuer, værelser, korridorer, kontorer og lagerlokaler, over gulve, paneler og døråbninger på en måde, som virker udsøgt foruroligende. At farver og optik er ens, betyder, at der udpeges et fællesskab mellem stederne: Alle har hemmeligheder, alle skjuler noget, og alle gemmesteder ligner i grunden hinanden. Naturen kommer kun ind i form af den nøgne novemberskov ved den sø, hvor Nanna Birk Larsen blev fundet myrdet i en af Troels Hartmanns kampagnebiler. Det er altså sammenhængen mellem stederne, der pointeres gennem æstetikken – men hvorfor?

Film noir

Med sin stil lægger føljetonen sig op ad film noir-traditionen. Også temaet – hvad der er sket omkring en død kvinde – henviser til en klassiker i genren, Raymond Chandlers The Lady in the Lake (1944), der blev filmatiseret i 1947. Genrebevidstheden er yderligere markeret af intertekstuelle referencer. Slutningen citerer således den afsluttende situation fra David Finchers thriller om de syv dødssynder, Seven (1995). Her har morderen ligeledes tilrettelagt et set-up for den politimand, der jager ham. Han har ramt ham, hvor det gør allermest ondt, ved at dræbe hans kone. Forbryderen både jager politimanden og har udpeget ham som sit næste offer i den forstand, at han vil gøre ham til morder – på sig selv. Selvtægten er for fristende, og dermed er det forbryderens moral og tilrettelæggelse, der vinder. Den ene forbrydelse fører den næste med sig, og offeret bliver gerningsmand. Det er denne slutning, Vagn kopierer ved tilrettelæggelsen af mordet på sig selv. Og det er denne sammenhæng mellem offer og bøddel, den ensartede æstetik gør opmærksom på. Lad os se lidt nøjere på, hvilke forbrydelser der ellers foregår.

Den nye spindoktor

En af de uhyggeligste scener i Forbrydelsen finder sted hen mod slutningen af del 20. Det banker på døren. Inde på kontoret sidder Troels Hartmann i derangeret tilstand. Kameraet udpeger glasset og den tomme flaske. Også Hartmanns blik er tomt, og mørket lurer i krogene. Ind træder den nye spindoktor. Hun rækker hånden frem og siger "God morgen. Morten Weber sagde, du var her. Maja Randrup." Hun rækker hånden frem, og Hartmann tager den efter en tøven. Kameraet fastholder et øjeblik håndtrykket i et nærbillede. "Han har bedt mig træde til som afløser nu, mens Rie Skovgaard er sygemeldt."

Den nye spindoktor virker som en tro kopi af den gamle – samme stemmeføring, samme effektivitet, samme målbevidsthed. Lynhurtigt får hun den stangdrukne politiker forvandlet til et pragteksemplar af en mand, der gør, hvad hun siger. "Jeg har ringet efter et frisk sæt tøj – det er her om lidt". Han holder også den tale, hun har skrevet rent og forsynet med kommentarer, der er lige så friske som tøjet i lyset af den nye situation – overborgmesterens andet hjerteslag. "Du kan bruge dem, hvis du synes". Vi hører det ikke, men vi ser Hartmann påbegynde pressekonferencen badet i lys og med et traditionelt politikeransigt. Og det er ikke kun, fordi Lars Mikkelsen så overbevisende spillede Jens Otto Krag i Krøniken, at vi får mindelser om diverse politikere gennem tiderne, der har siddet i tilsvarende valgsituationer og overvejet, om magten eller etikken skulle sejre. Hans fremstilling af Hartmann og hans indre kampplads er nemlig så hudløs, at den går rent ind. Det er godt skuespil.

Hartmanns metamorfose

En gammel slagsang for Christiania lød: "I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af Jer selv". Troels Hartmann har i sin valgkamp slået på, at det var ham, der repræsenterede fornyelsen. Ham, der kunne gøre en forskel. Og ham, der var i stand til at være både politiker og et hæderligt menneske, der kunne se sig selv i ansigtet hver morgen. Dét, Rie Skovgaards klon hjælper ham til, er at slå den del af sig selv ihjel, der er i besiddelse af personlig integritet. Det er det mest uhyggelige i denne scene.

Den menneskeligt normale, berusede Troels Hartmann vil så gerne tilstå, at han har løjet over for politiet, og det om flere forhold, men han kan ikke komme til det. Den klemme, den gamle overborgmester Bremer har på ham, er i al sin enkelhed et fotografi, der dokumenterer, at han har mødt Nanna Birk Larsen før. Han er fotograferet sammen med hende ved skolernes motionsløb, hvor hun vandt bronze. Sandsynligvis var det et tilfælde, og sandsynligvis ligger der ikke noget dybere bekendtskab bag. Men Hartmann har hævdet, at han ikke kendte hende. Og hans politiske rådgiver, Morten Weber, har løjet tæt om sin andel i mørklægningen efter mordet. Ud fra en tro på, at det måtte være Hartmann, der var morderen, har han gjort rent i partilejligheden og fjernet sporene – også de sidste: "Du behøver ikke bekymre dig om blikkenslageren". Begge lever symbolsk op til deres navne, Morten Weber ved at væve et spind, der dækker alt og alle (Weber = web = spind). Og Troels Hartmann ved at være spaltet i to, et fornavn (Troels = tro = tro overfor idealerne) og et efternavn (Hartman = hard = hård).

Hartmanns metamorfose er forberedt tidligere. Overborgmester Bremer og hans udfordrer Skoleborgmesteren har længe målt sig med hinanden og spejlet sig i hinanden. Tydeligt er det i afsnit 17, hvor Bremer siger: "Du er ikke en skid bedre end mig. Forskellen er bare, at du ikke selv er klar over det." Det sker som optakt til en tv-duel, og vi ved som seere godt, at der er noget om snakken. For Hartmann har mere end en gang demonstreret sit håndelag for politisk effektivitet, herunder direkte slagtning af modstandere. Fx må alle de partiledere, der var ved at stemme ham ud af Rådhuset som uværdig, gå af, efter at han blev rehabiliteret i afsnit 14. Han nød tydeligvis at gøre kort proces, selv om det måske hverken var nødvendigt eller klogt. Ved Bremers sygeleje overdrager han sin egen viden om magtens indbyggede mekanismer til Hartmann med ordene: "Husk, du skal leve med det". Det er det råd, han selv har glemt som overborgmester – og det er det råd, Hartmann også er nødt til at glemme, hvis han vil vælges. Ellers er det afgang. Man kan kun blive overborgmester ved at blive en Bremer-klon, og i længden kan det være dødeligt, som Bremers eget hjerteslag demonstrerer.

Moralen fra Rådhuset er, at der ingen vej går til magten uden om politiske 'mord' – på en del af sig selv, nemlig sin egen moralfølelse, og på andre, der aspirerer mod magten. Moralen synes at være, at der må forbrydelser til. Journalisten, der forfølger Hartmann, har færten af det, men er kun interesseret i det på skandaleplan. Rådgiverne er ligeglade med mennesket og satser alt på magten. Hele det forenede mediekredsløb af pressemeddelelser, møder med pressen, tilrettelagt kommunikation og tv-dueller er med til at fastholde en alliance mellem kynisme og magtopnåelse. Maja Randrup er symbolet på denne alliance, lige så vel som Rie Skovgaard var det før, også selv om hun ikke var skyldig i Hartmanns anklager. Begge står klar til at hjælpe politikeren – ligegyldig hvad de personligt tror om vedkommende. Og hvis den ene ryger ud, står den næste parat, lige så dygtig, professionel og selvsikker. De politiske hjælpetropper styrer.

Sagen opklaret?

En anden uhyggelig scene i sidste del er konfrontationen mellem konstitueret drabschef Brix og Sarah Lund. Det er passivformen, der er så påfaldende i Brix' ordvalg. "Man" ser gerne, at Lund udelader visse forhold i sin sagsrapport, nemlig alle de løse ender, som føljetonen ikke giver nogen forklaring på, fx overvågningen af Lund selv, efter at hun første gang blev suspenderet, hemmeligholdelsen af et telefonnummer på den liste, der blev udarbejdet af den gamle drabschef, Buchard, årsagen til Buchards afgang og i det hele taget den meget store iver efter på et hvilket som helst tidspunkt at slå sig tilfreds med, at sagen er opklaret. Det gælder også Brix i sidste del. Det uhyggelige består i den direkte pression, rettet mod Lunds karrieremuligheder.

Under alle overtalelsesforsøg er Lunds ansigt uforanderligt det samme. Hun ser dybt skeptisk ud – og som seere har vi fået adgang til diverse informationer, der får os til at dele hendes skepsis. Vi har således iagttaget, at hun er blevet overvåget, at der er blevet kappet ledninger i hendes opgang, at hun er søgt isoleret, og at hendes og makkeren Jan Meyers arbejdsindsats er blevet modarbejdet, hver gang de har optrådt (for) egenrådigt. Statsadvokaten, spillet af Kim Bodnia, underspiller sandelig heller ikke sin negative vurdering af sagen, der går ud på at stoppe Lund og få hende buret inde. Vi får aldrig konkretiseret hvorfor – kun at de overordnede politiske niveauer (i justitsministeriet? på overborgmesterkontoret?) er interesserede i at få sagen lukket. Det drejer sig med andre ord om, at retssystemet er modtageligt over for politisk pression. Også en slags forbrydelse.

Det uhyggeligt hjemlige

En tredje uhyggelig scene finder sted i Pernille og Theis Birk Larsens lejlighed på Nørrebro. Anton har fødselsdag. Alle, incl. familiens skyggeonkel Vagn, er samlet omkring fødselsdagsbordet, og de synger fødselsdagssang. Pludselig skifter Vagn ansigtsudtryk, og han henvender sig direkte til Theis: "Nu rykker vi". Det er så dagligdags, det er hjemme hos, og det er børnefødselsdag. Som seere ved vi jo godt, at Vagn har myrdet Nanna, for det har Lund fortalt Brix – i modsætning til en kliché i genren, hvor opdageren får formidlet, at sagen er opklaret, men glemmer at sige, hvem gerningsmanden er, før telefonforbindelsen kappes. Denne scene sætter fokus på en anden kliché, nemlig at det som oftest er den nærmeste, én fra eller tæt på familien, én, der kender ofret, der er morderen. Således også her. Morderen er iblandt os, én, som vi kender, men ikke kender til bunds.

Vagn har før været i søgelyset. Hans blandede outsider-insider-position i familien gør ham til en oplagt mistænkt. Theis og Vagn har en fælles kriminel fortid, der ligger tyve år tilbage. Allerede i del 6 hørte vi om en gammel mordsag, og Theis er øjensynligt kun i mådelig udtrækning indstillet på at hjælpe politiet. Han foretrækker at "vente ligesom dengang". Det er den strategi, der giver bagslag. Netop det gamle fællesskab mellem Theis og Vagn gør det let for Vagn at appellere til selvtægtsinstinktet hos Theis. Vi har allerede set det udfolde sig tidligere over for gymnasielæreren Kemal i del 8. Mistanken mod Vagn skærpes i del 17, hvor der skabes forbindelse mellem Mette Hauge, der er myrdet for femten år siden, og et flyttemandsfirma, som Vagn tidligere har været ansat i. Og mistanken forstærkes unægtelig, da Sarah kan forbinde Meyers sidste ord ”Sara 84” med den trøje, Vagn – stadig – har på. De fælles fortielser fra fortiden gør, at det er logisk for Vagn at drage Theis med sig og gøre ham til morder. Og Theis accepterer som et lam bøddelrollen.

Netop den tidlige og tydelige udpegning af Vagn som potentiel morder har fået mange til at synes, at det var for nem en løsning, at det faktisk også holdt stik. At de forskellige spor til Rådhuset og Politigården ikke blev fulgt til dørs. At det var for let en løsning, næsten som snyd! Lad os se på dramaturgien for at belyse dette spørgsmål.

Labyrintens dramaturgi

Forbrydelsen er en føljeton og ikke en serie. I føljetonen er der et sammenhængende forløb, og slutningen er væsentlig for at sætte alt det foregående i perspektiv. I serien er der nok gennemgående karakterer, men hver del finder en foreløbig afslutning, og det er den mest udbredte form i tv-krimien. Dramaturgien præsenteres flot i introen gennem fingeraftrykket, der ses i ultranær som baggrund i sort og blåt og antyder de kringlede gange, ad hvilke dette her skal forløbe. At titlen Forbrydelsen er i bestemt form, angiver, at mordet på Nanna Birk Larsen danner fokus, og det er da også tilfældet gennem alle føljetonens tyve dele. Hvordan så skabe spænding og fremdrift? Det sker dels ved at rette søgelyset mod en række forskellige personer med forskellige mulige motiver, dels ved at inddrage de to parallelverdener til forbrydelsens – politikernes og politiets. Det er dét, dramaturgien er indrettet efter. Plottet tvister og snor sig i forbrydelsens labyrint, og parallelverdenerne kaster deres lys og skygger ind over udviklingen i stadige indmonteringer, som vi kan se i det følgende.

Mord og drab

Et hurtigt overblik over hele forløbet kan vise disse bevægelser ved at pege på, hvor mange mord og hvor mange mistænkte der er. Det første mord fører til flere mord og drab, ikke i hvert afsnit, men dog i nogle. Det spor, der tilsagde, at vi havde med en egentlig seriemorder at gøre, dirrede længe i luften, men blev ikke konsekvent fulgt op. Ganske vist kunne mordet på Mette Hauge relateres til Vagn Skærbæk, men spørgsmålet, om der var flere mord, blev aldrig opklaret. De øvrige dødsfald har alle forbindelse til sløringen af Nanna Birk Larsen-sagen: Embedsmanden Olav Christensen blev dræbt af flugtbilisten, politikeren Jens Holck. Og Jens Holck blev på sin side dræbt – i nødværge – af Jan Meyer i det øjeblik, hvor han truede Sarah Lund. Vagn havde forbindelse med taxachaufføren og flyttemandsassistenten Leon Freverts død – han kunne afsløre ham. Så Vagn dræbte Leon. Og Vagn blev også kædet sammen med mordet på Jan Meyer. Men i alle tilfælde er der en usikkerhed, der benyttes til suspense, altså udstrækning af spændingen, inden for et eller flere afsnit. Tilsvarende med de mistænkte.

Mistænkte

Hvem har myrdet Nanna Birk Larsen? Listen over mistænkte begynder med chaufføren John Lynge i afsnit 2. Han er tidligere straffet og udviser mistænkelig adfærd. Det viser sig, at kampagnebilen, der oprindeligt sammenkobler forbrydelse og politik, blev stjålet fra ham, og i afsnit 3 og 4 er det gymnasiekammeraterne, ekskæresten Oliver og elevrådsformanden Jeppe Hald, der mistænkes. Fra kammerater drejes mistanken mod gymnasielærerne, først Henning Kofoed, der leger med pornoblade, derefter dansk- og klasselæreren Kemal, der imidlertid har gang i en befrielsesaktion for den kvindelige part i et arrangeret ægteskab. Kemalsporet forfølges gennem afsnit 5-8. Afsnit 9 peger på Vagn i forlængelse af den gamle sag. I afsnit 10 lægges flere spor ud: Buchard havde telefonlisterne til gennemsyn og slettede ét, Holck forsvandt fra plakatfesten og er blevet skilt efter en affære, og Hartmann sad i kampagnebilen ifølge det bortkomne og genfundne overvågningsbånd. Godt afsnit at holde sommerferie på.

Ved genoptagelsen med afsnit 11 pegede pilen mod Troels Hartmann som "Faust", pennevennen på datingsiden. Det fortsatte med forskellige betoninger gennem afsnit 12, 13 og 14 – samtidig med, at også overborgmester Bremer kunne være involveret. Embedsmanden Olav Christensen, der forlagde Kemals journal, stod ligeledes i reserven, men blev selv dræbt i afsnit 13. Jens Holck overtog rollen som hovedmistænkt i afsnit 15. I afsnit 16 fremstod Leon Frevert stærkt kompromitteret, og i afsnit 17 var det Vagn Skærbæk. Endelig blev Brix inddraget i afsnit 18 og Rie Skovgaard i afsnit 19. Det var således kombinationen af hurtig udskiftning af hovedmistænkte og skygger af mistanke, der fortsatte, som fik dramaturgien til at virke.

Suspense og snyd

Som det ses, drejes mistanken hele tiden fra den ene til den anden, og fra den ene sfære til den anden. Med stor behændighed holdes flere bolde i luften. Denne bestandige tvistning og de fortsatte skift er grundlæggende i al suspensevirksomhed – og selv om det kunne føles langtrukkent indimellem, er det alligevel en af de ting i Forbrydelsen, der har medvirket til at fastholde seerne. Og til, at mange har følt sig snydt, da der endelig måtte vælges morder. Valget forråder jo netop denne føljetons princip – at udsætte opklaringen og tviste plottet endnu en gang.

Kontrast og parallelitet

Et andet princip var modstillingen og den gradvise sammensmeltning af de to hovedkarakterer i politiet, Sarah Lund og Jan Meyer. Til at begynde med stod de uforsonligt over for hinanden som good cop, bad cop. Hun inkarnerede intuition og empati, han konfrontation og rå slagkraft. Den ene var antiryger, den anden røg. Under sagens gang byttede de nærmest karakter: Han ville prioritere sin familie og tage sig af barnet med mellemørebetændelse, mens hun kørte på med sagen i maskulin fokusering, opgav at multitaske og begyndte at ryge. Interessant omvending af m/k-roller.

Jan Meyer blev efterhånden indfanget i Sarah Lunds arbejdsform og kompromisløse holdning til opklaringsarbejdet. Den eneste garant for hæderligt og tilbundsgående opklaringsarbejde, der er tilbage i politiet efter Meyers død, er Sarah Lund. Særlig betryggende for idealet om et retssamfund er det jo ikke. Hun står tilbage uden for Politigården, forladt af alle – politiet som institution, sin mor, sin søn, sin kæreste. Godt nok er hun selv ude om det i kraft af sin stædige insisteren på hele sandheden, og ikke bare passende brudstykker hist og pist. Heller ikke Lund er perfekt. Hun griber til selvtægt over for de kolleger, der arresterer hende. På en måde spejler hun også sit modstykke, Hartmann, i sin i kraft af sin enøjethed og sin hensynsløse fokusering på arbejde über alles.

Som i forholdet Theis-Vagn blev kontraster vendt til ligheder. Dette var med til at gøre Forbrydelsens univers til et af de virkeligt dunkle i dansk tv-drama. Når det alligevel trods huller og inkonsekvenser var vellykket, peger sporet mod skuespillerne. Der var ingen vaklen i geledderne. At se Sofie Gråbøl blive mere og mere maskulin og tilrive sig større og større autoritet som eneren imod de andre, var en fornøjelse. Tilsvarende med Lars Mikkelsen, der udfoldede sin kamp som Hartmann imod sig selv – og Bent Mejdings tro kopi af overborgmestre og andre politikere, vi måske – måske ikke – kender.

Dilemmaer

Der var mange ting, vi ikke fik svar på i Forbrydelsen, fx hvorfor Jens Holck reagerede så hektisk, om Theis kendte til mordet på Mette Hauge, om Vagn havde mere på samvittigheden osv. Men vi fik en interessant analyse af politiske og etiske dilemmaer i forbindelse med politisk magt, psykologisk magt og seksuel magt. Vi fik en fremstilling af sammenbrud både hos Pernille og hos Hartmann. Den facetterede personfremstilling var i blå og grå nuancer frem for sorte og hvide, både hos forbrydere og ofre. Alle miljøer var dystre. Og budskabet var det samme overalt: Selv om vi ikke bliver myrdet, dør vi alligevel lidt hele tiden. Det skal både vi selv og de andre i samfundet nok sørge for. Der var ikke meget renselse over Forbrydelsen. Der var kun forbrydelse på forbrydelse ad infinitum.