Native app vs. web app

Din virksomhed vil have en app til smartphones. Men der er to løsninger, du skal forholde dig til. Du skal nemlig vælge mellem at udvikle en native app eller web app. Få et hurtigt overblik over argumenterne for og imod de to typer apps her.
En app er ikke bare en app. Der er nemlig to måder at gøre det på: native app eller web app.
 
Hvad er en native app?
Native apps er bygget til en bestemt platform. De er fx beregnet til iPhone og iPad og kan købes i Apple Store.
 
Hvad er en web app?
Web apps er standardbaserede løsninger bygget i fx HTML5 og passer derfor til stort set enhver platform, herunder mobile. App'en åbnes via den mobile enheds browser (på iPhone er Safari default) og behøver således ikke at blive downloaded og installeret først.
 
 
Tid og penge: web apps vinder
Web apps er for tiden den billigste og hurtigste løsning at bygge.
 
Native apps er dyrere blandt andet på grund af den store konkurrence om brugernes opmærksomhed, der kræver mere og mere af teknologien, men i særdeleshed også platformsafhængigheden. Hvis en native app til en iPhone også skal kunne fungere til en iPad, kan det koste op til 50 procent mere at udvikle app’en. Med tiden vil den generelle pris for udvikling af apps dog falde.
 
Betaling fra brugeren: native apps vinder
Native apps er nemmere at få betaling for. Apples brugere er notorisk grådige, og med virksomhedens hemmelige våben fx i form af 400 mio. aktive iTunes-konti med tilknyttede kortoplysninger, bliver et app-køb let som en leg med et tryk på køb-knappen og indtastning af kode.
 
Web apps har derimod ikke et konsolideret betalingssystem tilknyttet. Det vil dog ændre sig i takt med at spillere som PayPal. Square og Venmo kommer på banen.
 
Adgang : native apps vinder
Native app’ens elementer er stort set alle preloadet, og dermed kræves ikke netadgang for at tilgå hele applikationen. Det gør dem samtidig hurtigere. Native apps er desuden nemme at finde og installere, fx via Apple App Store eller Google Play.
 
Web apps kræver, at brugeren har netadgang. Med tiden vil app stores dog kunne skabes af uafhængige forhandlere og app-oversigtssider som BestVendor og Listio kan blive store rivaler til Apples App Store. Dermed kan web apps blive nemmere at finde og distribuere.
 
Distribution: web apps vinder
Web apps kan lanceres i enhver form og på et hvilket som helst tidspunkt, da de ikke skal godkendes af en app store.
 
Native apps skal først godkendes af en app store, men kan dermed også stille brugeren en sikkerhed for kvalitet og sikkerhed.
 
Platforme: web apps vinder
Web apps virker til flere platforme, hvad enten det er den mest eller mindst populære platform, fx iPads, Android eller Windows Phones, ud fra den antagelse at der i mobilen er en ordentlig web browser.
 
Native apps virker kun til den platform, de er bygget til, fx iPhone. Det gør det dyrere at udvikle apps, der kan tilgås fra forskellige platforme.
 
Interface-tilpasning: web apps vinder
Web apps har frie rammer til udvikling af interfacet.
 
Native apps er underlagt flere standardløsninger fastlagt af platformens producent. Software development kits, udviklingsværktøjer og elementer som knapper og tekstfelter er ofte standardiserede.
 
Brugeroplevelsen: native apps vinder
Native apps kan pt. tilbyde en mere lækker brugeroplevelse og et mere poleret udtryk, hvilket giver en bedre visuel oplevelse, og får dem til at syne mere integreret i mobilen. Et eksempel herpå er rubberbanding, som gør, at man kan trække ned i en side, så man kan se baggrunden ”bag siden”. Når man slipper, springer siden op, ligesom en elastik.
 
Web apps giver langt fra brugeren en så avanceret brugeroplevelse. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før vi arbejder med HTML6 eller 7, og teknologien giver mulighed for at bygge web apps, der er lige så æstetisk skarpe og lækre som native apps.
 
Opdateringer: web apps vinder
Web apps kan ikke blive for gamle. Det er ganske enkelt umuligt, i og med man går via nettet. Alle har dermed adgang til den samme version, og brugeren ser automatisk den nyeste version.
 
Native apps er underlagt den forbandelse, at mange app-brugere ikke opdaterer regelmæssigt. Har de en native app, kan de derfor sidde tilbage med en gammel ikkeunderstøttet version.
 
Integration af hardware: native apps vinder
Native apps har en fantastisk evne til at udnytte mobilens hardware og integrere det med finesse. Se fx apps som Foursquare, der udnytter mobilens GPS, Nike+, der udnytter accelerometeret eller Instagram, der udnytter kameraet.
 
Web apps har ikke store muligheder for at integrere mobilens hardware. Faktisk kan den kun udnytte mobilens GPS og det er ikke på imponerende vis. Det er dog relativt nemt at ændre i fremtiden.
 
5 spørgsmål, der kan hjælpe dig med at vælge
  • Hvad er dit budget?
  • Kræver app’en brug af specielle features fx kamera, accelerometer?
  • Kræver app’en kobling til internettet?
  • Hvor vigtig er hastighed og performance?
  • Hvordan distribueres app’en mest effektivt?
Du skal naturligvis også overveje parametre som målgruppe, forretningsmål og tekniske krav, men du behøver ikke nødvendigvis at nøjes med én af de to løsninger. Spørgsmålet om budget vil dog tvinge de fleste til at vælge eller i hvert fald prioritere, hvad der skal udvikles først.
 
 
---
 
 
Læs mere om native apps og web apps her
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også