Vorherre bevares, Voteman!

Blowjob-valgvideoen når nye højder eller nedre grænser for pik, patter og plat kommunikation. Og den udstiller politikere og kommunikatørers manglende forståelse for at inddrage de unge i demokratiet.

af Jon Kiellberg

Det var dagen i går, hvor flere af landets politikere tog ordet ’blowjob’ i deres mund. Det var dagen, hvor blowjob-valgvideoen med den animerede, liderlige voldspsykopat Voteman blev pillet af plakaten, før han nåede at få så meget som én ung til at stemme. Og det var dagen, hvor vi igen måtte konstatere, at opmærksomhed i sig selv aldrig må være målet med kommunikation.

Hvis du endnu ikke har set Folketingets omdiskuterede valgvideo Voteman, kan du se den her

Det er bedrøveligt, at vi igen ser så pivringe kampagnekommunikation, der appellerer til laveste fællesnævner, går over stregen og under bæltestedet i forsøget på at skabe støj frem for engagement. Omtale frem for inddragelse.

Her er tre klassiske fejlslutninger fra Folketingets kommunikationsenhed, der er fanget i deres egen tidslomme med stiv pik og håret tilbage-formidling:

1) Historien holdt ikke

Vil du have et blowjob eller dyrke gruppesex for at stemme til Europaparlamentsvalget den 25. maj? Eller hvad med at trues med tørre tæsk, hvis du ikke gør? Det er god kommunikationshumor, synes folkene bag kampagnen at tænke. Og måske blev ideen undfanget til den årlige julefrokost i Folketinget, hvor bølgerne gik højt og tankespindet voksede proportionelt med antallet af indtagne genstande. Og i en brandert er Voteman-ideen sikkert en sjov og skæv ide. Men den er sjældent god dagen efter. Og tømmermændene meldte sig ikke, før det var for sent. Videoen blev trukket tilbage, og 200.000 skattekroner var hældt ud i kloakken sammen med budskabet – eller mangel på samme.

For selvom de færreste har noget imod et blowjob i sig selv, så fremstår scenen, hvor anti-helten Voteman bliver ordnet af fire kvinder, ikke alene sexistisk og utidig i en kampagnefilm – det slider også på Folketingets præsidiums troværdighed, når voldsscener, lummerhed og liderlighed går hånd i hånd med en EU-kampagne. Her er anti-historien næsten den, at midlet helliger målet, hvor det er tydeligt, at kredsen omkring filmen har savnet den lille dreng fra ’kejserens nye klæder’ til at råbe vagt i geværet.

Voteman er et forsøg på at tale til de unge på deres præmisser, men dagens unge har ikke set Beavis og Butthead eller spillet Mujaffa, så 90'erdrengeværelsesstilen lugter langt væk af platte voksne

Helt overordnet set er det umådeligt svært at se koblingen mellem en voldspsykopat, der får blowjob, og en tør EU-valgkampagne. Mest af alt vækker det minder om 1990´ernes drengeværelse tilsat en omgang plat Beavis og Butthead-humor blandet op med citater fra den afdøde revykomiker Poul Glargaard. Problemet er blot, at tiden er løbet fra det. Den er ikke sjov længere. Og de unge forstår ikke den gammelmandshumor, som var stor for tyve år siden. I dag handler det i langt højere grad om autentisk kommunikation og om at inddrage de unge på deres præmisser. Den negative fortælling i valgvideoen overstråler både humoren i filmen og selve budskabet; At skabe større interesse og forståelse for EU og for det at stemme.

2) Målgruppen blev ikke ramt
Mantraet synes at have været: ’Det er det, de unge vil have’. Men er det nu også det? De unge vil ikke tales ned til. De vil inddrages. De vil udfordres. De skal ikke have serveret en ret, som de voksne selv tror, er lækker og sexet. Hvorfor var det for eksempel ikke de unge selv, der lavede denne video?

For det første rammer dette bundskraberbudskab kun selve afsenderen og fjerner fokus og formål med selve filmen. Fordi historien mest af alt er lav og lummer, useriøs og en omgang bøf & blowjob, er Voteman helt ude af trit med målgruppens interesser og præferencer. For det andet benyttede kommunikationsenheden på Borgen det, man kunne kalde kanylekommunikation, hvor man helt oldschool sprøjter budskaberne ind i årene på de unge frem for at involvere dem. Og det er langt fra en gangbar mønt.

Voteman-videoen har spredt sig som en hvirvelvind, men kun blandt medie- og kommunikationsfolk, der sikkert allerede stemmer

3) Et viralt vidunder – men for hvem?

Voteman-valgvideoen har spredt sig som en hvirvelvind de seneste par dage på de sociale medier. Og i Folketingets kommunikationsenhed har de sikkert siddet og klappet i deres hænder, mens de har sunget halleluja. Valgvideoen fik massiv omtale i både de elektroniske og trykte medier, så succesen er hjemme. Eller er den? For selvom folkene bag kampagnen sikkert har tænkt, at det var en moderne udgave af ’Oplysninger til Borgerne om Samfundet’, så var det ikke målgruppen, de fik i tale. Det var alene de danske mediecirkler – som sædvanligt. Kommunikatører, kommentatorer og journalister var ikke blege for at køre blow-valgvideoen op i bredformat og poste, kommentere og retweete videoen til ukendelighed. Bare ikke de unge. Alene på Twitter nåede videoen kun 0,9 procent af de unge i går. På Facebook, Instagram og andre sociale medier var det voksne kommunikatører og ikke unge, potentielle vælgere, som delte budskabet.

Historien holdt ikke. Man ramte ikke målgruppen, selvom den virale spredning var stor, men skød til gengæld sig selv i foden.

Bare et eksempel ud af mange

Blowjob-brøleren er langt fra et enestående tilfælde. Det er åbenbart ethvert kommunikations- og reklamebureaus hedeste drøm at sætte strøm til lir og liderlighed i enhver kampagne. For blot et par uger siden så vi det med HK Ungdoms sexkampagne, der skulle få virksomhederne til at tage flere elever. Før det var der Spies’ virale hit ’Do it for Denmark’, hvor man som dansk turist kunne få rabat, hvis man rejste ud for at knalde og få børn.

Det er ikke kun Folketinget, der har ladet sig overbevise af frække reklamebureaufolk, der er mindre med på noderne, end de selv tror. En fiasko, der minder om Voteman, er, da Spies ville redwashe og skyde skarpt under bæltestedet på samme tid med 'Do it for Denmark'-kampagnen, hvor man kunne få refunderet sin rejse, hvis der kom et barn ud af knalderi på turen