Find din Folkemødet-type

Sig mig, hvor du er på Folkemødet, og jeg skal sige dig, hvem du er. Der er nedtælling til årets Folkemødet, som er det fjerde af slagsen. Vanerne og vejene ser dog ud til at være så fasttømrede, at man skulle tro, de var oparbejdet gennem årtier.
Karriere-deltageren
Er du taget til Folkemødet for at ’arbejde’, bor du sandsynligvis på hotel eller i lejet sommerhus. Måske var du på et tidspunkt så naiv at tro, at du færdes i de kredse, hvor man har en chance for at komme til at bo på Gæstgiveren. Men eftersom du skal dele dobbeltseng med en kollega i et Dansk Folkeferie-hus, er du nødt til at skabe din Gæstgiveren-identitet ved bare at hænge rigtig meget ud i deres gårdhave. Og selvfølgelig aldrig sige ’Lidegaard’ efter ’Bo’ , for så har du afsløret, at du er en Folkemødet-nybegynder, som slet ikke er værdig til at færdes der, hvor Politiken regerer.
 
Forpligtet af arbejde er du betydningsfuld på en tilbagelænet måde. Du har en plan for, hvad du gerne vil, men bliver du spurgt, skal du bare se sig lidt omkring. Hermed er det underforstået, at du indgår i de interessante kredse på Folkemødet og derfor ikke arbejder efter en plan, men på en helt afslappet og naturlig måde kommer til at være der, hvor det sker.
 
Peter Goll med daværende justitsminister Morten Bødskov til Folkemødet i 2012
 
Folkemødet-turisten
Du er helt enkelt begejstret og behøver ikke at lægge skjul på din entusiasme. Du har fundet privat indkvartering – ellers var det også blevet for dyrt.
 
Du har forberedt dig grundigt hjemmefra, og det er politikerdebatterne, der trækker. Især den mellem Peter Skaarup og Pernille Skipper, som DF har arrangeret, lyder interessant. Hvad mon der sker, når de to kommer i clinch med hinanden på Cirkuspladsen? Men det kunne nu også være interessant at gå forbi ’Gratis juridisk skadestue’, som Advokatrådet har på Kæmpestranden. Måske de kan give dig svar på nogle af de ting, du synes var lidt uldne ved bodelingen efter skilsmissen? Et besøg på skonnerten Klara Marie, hvor Destination Bornholm fortæller om deres vision om kvalitetsturisme og uddeler smagsprøver, lyder faktisk også ret godt.  Og sådan kan dagene jo hurtigt gå.
 
Foto: Folkemødet.dk 
 
Ung og entusiastisk
Du er medlem af DSU, SFU, RU, VU, KU eller aktiv i Ungdommens Røde Kors, Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk (DFUNK), Ungdomsbureauet eller Dansk Ungdoms Fællesråd, og du skal bare have det pisse sjovt, mens du arbejder på at ændre verden i en bedre retning.
 
 
Du skal ligge i telt på Folkemødets ungdomscamp, men det er cool, for du skal alligevel i form til Roskilde. Og fordelen ved Folkemødet er, at der er så mange af de gamle, som giver øl hele tiden, så det kommer ikke engang til at belaste din SU ret meget.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job