Sådan gør du

·      Du er ligesom avisen. Du statusopdaterer/udkommer kun én gang om dagen – helst med noget gennemtænkt og positivt

·      Du poster kun ting, du vil kunne tåle at se/høre/læse igen på forsiden af Ekstra Bladet

·      Du taler om sager af interesse for dine tilhørere. Old school rhetoric goes Facebook. Og det er ligegyldigt, om du kommenterer, poster, synes om, linker eller statusopdaterer

·      Du skal tage en ”er-det-her-virkelig-interessant”-test i forhold til dine brugere. Har du mon 1.400 venner, som synes det er interessant, at du er træt? Synes du selv, du lyder interessant, når du poster det? Får det dig til at smile? Virker du som en, du ville være ven med, når du lige gennemlæser din status, før du poster – eller er du én, du selv ville hide, hvis du kunne?

·      Du stiller spørgsmål, hvis du gerne vil diskutere en sag – eller vil have links til gode restauranter i Damaskus – sådan kan alle dine venner få glæde af dine informationer/de diskussioner, der kører på din åbne væg

·      Du administrerer selv din wall/opslagstavle og rydder op på den. Det er din pligt. Vær ligeglad med om mindre professionelle FB-brugere bliver sure og råber ”ytringsfrihed” (eller sletter dig i arrigskab) bare fordi deres opkast på din side bliver fjernet

·      Du behøver ikke at blive venner med folk, der drillede dig i folkeskolen, og som nu tror, du har glemt alt

·      Du untagger dig selv i stort set alting

·      Du trimmer dagligt din venneliste – og hider og sletter. Kend dine FB-venner på, om de beriger din daglige nyhedsflade nationalt og internationalt, og om de giver noget af sig selv og er venlige

·      Du sletter dem, der misbruger din opslagstavle til at hænge bras op på den. De trækker din side (og dit brand) ned

·      Du add’er venner/fremmede, som du opdager giver noget interessant/positivt – dem der forstår, at det handler om at dele

·      Du hider venner lige så tit, som du førhen add’ede venner

·      Du økonomiserer med dine venners tid: Den tid er forbi, hvor quizzer og tests var sjove at sende rundt på FB. Det er blevet for stort til pladder om hvem, der kan lide hvilke farver eller hvilket dyr eller berømt dranker, du ligner. Life is short. Også på FB.

·      Du har kun brug for mange venner, hvis du enten vil sælge budskaber (er på valg) eller vil sælge noget andet (har en vare, du vil falbyde)

·      Hvis du ikke er på valg/har en vare at sælge, kan det anbefales at holde sin FB-side på maks. 500 kvalificerede brugere, som du jævnligt rydder op i

·      Du chatter med dine max 15 rigtige gode venner over din hemmelige profil på Skype og er ikke længere synlig på FB-chat (det har du meldt dig ud af, da tråden ikke gemmes og derved ikke kan dokumenteres – et medie der ligesom telefonsvareren er en saga blot)

·      Du siger sandheden, når du poster, kommenterer eller statusopdaterer– det er lettest at huske. Hvis du lyver, vil det altid blive opdaget!

·      Du tænker over hvilket profilbillede, du bruger og poster kun billeder af folk, der har givet dig tilladelse

·      Du holder fokus – hvis din profil er halvprofessionel, så kan du ikke pludselig poste hjerter og kærestestatus – det forvirrer dine kunder

·      Du skriver, så alt kan tåle at blive læst af alle. Skriv som i et brev. Tendensen lige nu går mod fuld gennemsigtighed– systemet med at have skjulte grupper og kommunikation i små netværk er på vej ud

·      Du ”liker” rigtig meget –  mindst tre ting om dagen - det skaber god FB-karma

·      Du deltager i de diskussioner, som vedrører din arbejdsplads, dit produkt eller dit brand. Hvis du pludselig arbejder med kommunikation hos Mcdonald’s er det eneste professionelle at gøre, at omfavne brandet  - ”I’m lovin' it!” - i din personlige profil

·      Du ’husker adressen’ på det indhold du deler videre i netværket

·      Du er autentisk – du er personlig uden at være privat. Professionelle FB-brugere, der aldrig giver noget af sig selv eller publicerer sætninger som kommer med ikke-informationer som  ”er til møde i kulturudvalget”, mister brugerne/followers interessen for med tiden (det er sket for mange politikere, der ikke tør mene noget og ikke tør fortælle noget om sig selv). Fortæl hvad der sker! Vær personlig!

·      Man vælger nogle interesser, som man flasher og som add’er value til brandet – og alle FB-brugere er et brand. Man taler fx om vin, om mad, om hunde, om rejsetips, om fugle… Sådan at der er lidt andet end faglighed at komme efter for vennerne

Sådan gør du bare ikke

·      Du holder igen med feriebilleder og børnebilleder – og overvejer, at din kommende chef skal kigge på dig, på det dér billede, fra dengang med GT, den elektriske tyr og bikinien, der var for lille

·      Du sender ikke alt muligt shit til dine venner – det gør du jo heller ikke i virkelighedens verden

·      Du bekendtgør ikke om du er gift/i forhold/single/i et kompliceret forhold  – det er ikke relevant i et professionelt netværk. Du anfører at du leder efter netværk – ikke mænd/kvinder/et forhold (det må du ordne på Datingsiderne eller til næste K-bar)

·      Du siger ikke noget grimt om nogen. Nogensinde

·      Du har denne her sætning for øje: Hvis du ikke har noget positivt at bidrage med, så ti stille

·      Du taler aldrig nedsættende eller bruger bandeord om andre mennesker, heller ikke politikere eller kioskejere (aka en Ditte Okman)

·      Du er ikke en egoistisk overvåger, en fej FB-lurer. Én, der snylter på andres links, viden og sharing uden nogensinde at give noget selv

·      Du tagger ikke nogen i noget – heller ikke i events eller i billeder – med mindre I er blevet enige om at gøre det

·      Du viser ikke aktivitet 45 gange på en dag, hvis du er ansat (drømmer om at blive det) eller har en seriøs forretning

·      Du bruger ikke Friend Finder

·      Du bruger kun Places eller Foursquare med en meget lille gruppe af venner, som du har lyst til at møde IRL, fx når du er på forretningsrejse. Who cares, om du er på bar eller hos bageren?

·      Du forlader ikke din FB-mail i flere dage uden at meddele det. Din FB er også din (måske primære) mailboks og folk forventer, at du er her med mindre andet er meddelt

·       Du holder ikke noget som helst uden at oprette en event på det på Fjæsen

– men du hider eventen, så kun deltagerne – og ikke hele FB - kan se den

En elefant i en glasbutik

Nå, hvordan gik det så post-Okman? Det har vi kigget lidt på. For i kølvandet på hvad der nok var sidste års mest pinlige sociale medie sag - Okman-sagen, kom de gamle virksomheder ud med forskellige nye konsulent-udarbejdede manualer til takt og tone i de sociale medier. Nu skulle man helt eller i hvert fald delvist begrænse egen og især medarbejdernes muligheder for at ”lave en Ditte Okman” – der, som vi ved, i dag betyder at flashe, at man er en elefant med en lidt for stor numse i en glasbutik og ikke kender de sociale mediers indbyggede farer, og i øvrigt heller ikke er alt for stiv i almindelig god opførsel. Medarbejderne skulle nu have mundkurv på, eller det skulle i hvert fald defineres, hvad man sagde om virksomheden, hvornår og til hvilke fora.

Berufsverbot

Der var selvfølgelig også nogle virksomheder og organisationer, som så Okman-sagen som en kærkommen lejlighed til at trække stikket, og som helt valgte at slukke for medarbejderes gøren og laden på Facebook i stil med de totalitære regimer i Mellemøsten (vores venner i Syrien har dog lært tricks’ene med de kinesiske proxy-servere og google translater selv danske artikler, som de kommenterer på). Helt galt er det i advokatbranchen. Her er FB Fandens Bodega – ikke noget de ansatte må bruge i arbejdstiden. Og helst heller ikke efter.

Erase and rewind

Men de fleste K-folk gik fri. De fleste kommunikatører og k-virksomheder så blot undrende til, da sagen rullede og snakkede i krogene. Hvordan nogen kunne være så ubetænksom? Hvordan kunne nogen finde på at poste sådan noget verbalt affald på et offentligt medie? Og så var det oven i købet en kollega, en journalist, som arbejdede for et politisk parti.

Mange af os spolede tilbage for at huske hvilke pinligheder, vi engang selv havde postet i et uforsigtigt øjeblik. Vi scrollede. Vi deletede. Vi tog hvad-hvis-man-nu-engang-kommer-igennem-BTmøllen-testen. Hvilke elektroniske spor har vi efterladt i den store skraldespand i cyberspace?

Professionelle finker

Præsten bør ikke lave lumre ting. Politikeren bør ikke have rod i bilagene. Og kommunikationseksperten bør være skarp på alle platforme - også i status-updates. Vi spiser medicin og også vores eget. Og selvom mange af os er voksne mennesker, med lange uddannelser i noget kommunikationshejs og gode jobs med ret til at bære dyre jakkesæt i ny og næ, så går det jo galt. Vi kan holde cool kurser og levere fancy sound slides om, hvordan vi begår os på den kloge måde i de sociale medier, men når vi så sidder i en sen nattetime og deler vores liv med vores 1500 ’venner’ på Fjæset, kan der ryge en finke af fadet.

Finken kan have store konsekvenser for vores professionelle - og derfor også private - liv. Man kan tale nedsættende om en kommende arbejdsgiver, eller et produkt, som man senere skal markedsføre eller en virksomhed, der ugen efter vil booke et møde. Man kan statusopdatere i arbejdstiden, eller være lige lovlig frisk på en sygedag, man kan glemme, at man er venner med chefen, man kan like sin venindes status om afskaffelse af efterlønnen og glemme, et kort sekund, at man selv sidder i Tinget for SF, man kan komme til at skrive, at man glæder sig til at komme til NYC eller på hotelophold i weekenden, og glemme, at der er nogen, der ikke må vide, at man er der.

Private brølere

På den private front skorter det ikke med horror-eksempler på uforsigtig adfærd. Ups, at gå fra ”single” til ”in a relationship”, når man er muslim og i øvrigt holder kæresten skjult for familien. Ups, at blive skilt og statusopdatere helt vildt om hvor lettet, korthåret og fri man føler sig – og fnise skriftligt over, at nogen skriver at man er en sexy MF MILF - mens man har glemt, at tre teenagebørn læser med fra sidelinjen. Ups, man kan komme til at like eller tagge sin elsker offentligt og glemme, at han selvfølgelig også er venner med sin kone. Big mistake. Huge.

150 mennesker er max

Vi er ikke alene – en undersøgelse lavet af et teleselskab viste, at allerede for tre år siden var over en tredjedel af sociale netværkere i tvivl om den gældende netiquette. Og hvor der er tvivl, opstår der kvarte, halve eller hele Okman’er. Det kan være fordi, vi stadig opfatter sociale medier som en lukket emailliste for de indviede. Måske kan vi ikke overskue tanken om, at alle vores såkaldte ’venner’ kan følge med i det, vi lukker ud. Ifølge antropologien kan mennesker kun overskue at have aktiv social omgang med - og pleje forhold til - omkring 150 mennesker. Måske gør dette sig gældende i vores Facebookadfærd også: Selvom vi har flere hundrede venner i røret, har vi kun en lille gruppe af ’rigtige venner’ i tankerne, når vi deler ud af vores inderste tanker om vores arbejde, private billeder eller parforholdssituationer. Den gruppe af venner vi også deler ironi og humor med. Resten af de 1490 ’venner’ er vel bare med på en lytter, tænker vi. Hangarounds, som jo bare kunne lade være med at add’e os til at begynde med. Vi kan i øvrigt ikke huske hvem, de er. Dertil er gruppen af venner for stor.

Broadcasting

En amerikansk FB-sociolog, Cameron Marlow, har bekræftet denne adfærd, når det gælder Facebookbrugere (http://www.economist.com/node/13176775?story_id=13176775): Vi kan have mange venner i netværket, men det er en lille udsøgt og gentagen gruppe af mennesker, som vi kommunikerer med. Resten af ‘vennerne’ bruger vi til at broadcaste vores liv til, som ren se-mig-hør-mig-selveksponering, som blær.

Over og underjeg

En anden årsag til brølerne kan være, at grænsen mellem vores offentlige og vores private persona, vores overjeg eller underjeg, vores backstage, off-stage og frontstage persona bliver udvisket, fordi funktionaliteten og adfærdsmønstrene på de sociale medier lige fra begyndelsen - i hvert fald i Facebooks tilfælde - er anlagt på netop at tilsløre grænsen mellem det professionelle og private, som de  to specialeskrivere undersøger i deres speciale her http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/findes-der-privatliv-paa-facebook. Zuckerbergs idé med Facebook var i begyndelsen jo netop at skabe et begrænset socialt netværk (privatsfæren) mellem universitetsstuderende (det professionelle rum).

Facaden krakelerer

De sociale mediers funktionalitet, som gør det muligt for alle at smække gamle folkeskolebilleder, ferie- og fuldebilleder op på en fuldt tilgængelig opslagstave - og tagge, dele og linke indhold imellem ens venner og deres venners venner, gør det ekstremt svært for os at opretholde facaderne. Er man oppe omkring de flere tusind venner, kan det blive nødvendigt at tjekke FB flere gange dagligt og slette det indhold der er i konflikt med den profil, man ønsker at kreere udadtil.

Hensigtsmæssighed?

Lyder det langhåret og kontrolfreaket? Det er det ikke. Det er gammeldags retorik (link: http://da.wikipedia.org/wiki/Retorik ) – læren om hensigtsmæssig kommunikation – revitaliseret i sociale medier. Det er ikke anderledes end tidligere tiders hensigtsmæssig retorik. Mediet er blot ændret, og vi når potentielt og med stor hast og dermed også med stor gennemslagskraft langt større modtagergrupper end tidligere. Det er det, der er så interessant og revolutionerende ved de sociale medier.

Intet nyt under solen. Når Georg Brandes (link: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Kritikere/Georg_Morris_Cohen_Brandes ) for over hundrede år siden rejste rundt i Europa og holdt sine foredrag om tidens strømninger – var han stærkt opmærksom på, hvordan han tog sig ud, hvordan tøjet sad, hvordan hans stemmeleje/sprog var pudset til lejligheden, hvordan ethos spillede sammen med de stilkvaliteter, der var passende til lejligheden. Og slår man for sjov lige op på de gamle retoriske stilkvaliteter, så passer de faktisk rigtig godt til de overvejelser enhver, der har over 10 venner på FB, bør gøre sig om at begå sig hensigtsmæssigt i dette medie.

De fem stilkvaliteter

1. Latinitas: korrekt sprog

2. perspicuitas: tydelighed

3. aptum: passende ordvalg

4. ornatus: smukt sprog

5. brevitas: kortfattethed

Bare for sjov?

Facebook er – ligesom mail og sms – et medie, hvor det er nemt at blive misforstået. Vi kan miste kontrollen med, ’hvordan vi tager os ud’ for andre, med mindre vi har en klart defineret profil næsten fra begyndelsen og hver dag blokerer for upassende indhold. Vi kan heller ikke – med mindre vi video-skyper direkte med vores samtalepartnere - vise vores omverden, hvad vi virkelig mener med mimik eller tegn. Derfor poster folk i en lind strøm smileys efter kommentarer, som de vil være sikre på, at tilhørerne opfatter som ironi eller ’bare for sjov’ / LOL.

FB er mediet

Vi har alle skullet tilegne os de sociale medier og adfærden her på ekstrem kort tid. Var man ikke på FB - og arbejdede man professionelt med kommunikation for bare tre-fire år siden - var man ikke i spidsen for noget som helst. Ligesom man i 1990erne skulle bo i New York, London eller Washington for at få sit internationale nyhedsfix før alle andre, skal man i dag enten være på Facebook eller Twitter. Og i dag er det helt umuligt ikke at bruge de sociale medier som journalist. Det er der, man først hører, at Tøger er død og at der er jordskælv på Haiti og det er her, man får de bedste links og billeder hurtigst om Jasminrevolutionen, Egypten, Tunesien og vor tids Berlinmure, der falder. Det er her, man kan danne sig et overblik over den offentlige mening, og hvor polerne står – også om det produkt man sælger eller den organisation, man arbejder for.  Og derfor gælder det om at have de rigtige venner, der sender de fedeste og klogeste links hurtigst. Også her er netværk, der forstår at dele, og det vil igen sige en veltrimmet venneliste… Gud.

Sociale perleplader

Facebook og Twitter opfylder så mange af vores informations- og socialiseringsbehov, at vi ikke længere kan undvære tilstedeværelsen – og det betyder, at FB åbnes før andre medier og er først med det største. Når Bertel går amok i raseri, men vi tilfældigvis lige var i biffen, da det skete, ved vi bare, at det dels bliver diskuteret til hudløshed, dels linket til, men at folk også hurtig forædler det eller laver sjove rap-videoer ud af det, som deles via Youtube. De sociale medier er dér, man catcher op, et barometer for hvad folk taler om lige nu, et arkiv over ting man ikke liige fik set, men også gul stue hvor folk laver perleplader ud af oprindeligt indhold.

Det gode ved medierne – og hvorfor du skal bruge dem

De dage er derfor forbi, da der var nogen som helst gyldig undskyldning for ikke at være på FB – eller for at sige ”det siger mig ikke rigtig noget”. Det svarer til at sige: ”telefoner siger mig ikke rigtig noget” eller ”breve er ikke noget for mig”. Der er ingen undskyldning for ikke at være der.

Derfor kan man spørge sig selv, hvordan nogen kan sidde et medie overhørig, som har fået over halvdelen af befolkningen som aktive brugere på ganske få år? 600 millioner mennesker verden over, kan jo ikke tage fejl. Og virksomheder, som ikke kan se potentialet i dette medie som markedsføringsredskab, har ikke forstået en bjælde.

Medieprofessionelle sociofober

Alligevel er der stadig en stor gruppe lettere angste, sociofobiske mennesker ja selv medieprofessionelle, som helt vælger mediet fra – og aldrig har sat sine fingre der. Det gælder såvel dagsordensættende redaktører på de gamle papiraviser og tv-stationer og på de gamle forlag. Why bother? Tænker de. Ja, hvorfor bekymre sig om, hvor læserne fiser hen, når de forlader de gamle medier?

Der er også folkevalgte, som ikke er på FB med folket, og dermed sætter sig udenfor den direkte demokratiske dialog med vælgerne, som er så unik for de sociale medier, og som er det stof, revolutionerne i Mellemøsten lige nu er lavet af.

Endelig er der blandt Facebook-dropperne også folk, der ansætter mennesker til at håndtere deres FB-aktivitet, fordi de tror, at det er ”so ein ding…” og ikke forstår, at det er ligesom, hvis man havde ansat en person til at tale i mobiltelefon for en, for 15 år siden, da mobiltelefonen kom frem.

Asocial mistro

Fælles for dem, der forsøger at begrænse deres ansattes social medie forbrug eller som forsøger at styre den med regulativer og politikker er, at der er en meget stor diskrepans i at møde mediet og Facebook-brugerne med så meget asocial mistro. I at fortælle folk, at de skal tale sammen på en ufri måde – samtidig med at mediet i sin essens går ud på, at kunne tale frit, socialt, demokratisk og ubesværet sammen.

Så det med at lukke ned, trække stikket eller forsøge at lege ytringspoliti på de sociale medier er ikke en farbar vej frem – i hvert fald ikke hvis man har et job, har en virksomhed eller har et liv. Det gælder om at bruge de sociale medier til dét det kan og til det, der opfylder ens behov hvad enten man vil sælge varmepuder eller velgørenhed, hvad enten man vil opbygge netværk, brande eller nedbryde fordomme om et produkt. Men brug dem med omtanke!

Til slut en disclaimer og en undskyldning. Man må ikke sige noget negativt om nogen. Og det gælder også personen Ditte Okman. Vi har i artiklen ikke forholdt os til personen Ditte Okman, men alene til begrebet Okman, som er gået over i mediehistorien. Endelig tak til Mads Gorm Larsen for informationer.

---

Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.