Foghs uundgåelige undskyldning

Det, der startede som en pubertær demonstration af pressefrihed er endt på Statsministerens bord som en national krise, hvor Danmarks internationale omdømme og 50 års national branding er på spil. En rigtig møgsag for den principfaste Anders Fogh Rasmussen. Mens det samlede mediedanmarks kommentatorer i disse dage falder over hinanden for at komme med gode råd til Fogh, så bringer vi her den kriseretoriske forklaring på, hvorfor statsministeren må give den uundgåelige undskyldning til den muslimske verden. Muhammed-krisen er nemlig skoleeksemplet på, hvordan en krænkende handling kun kan forsones gennem undskyldningens kommunikative knæfald. Så når Statsministeren siger, at han overvejer alle muligheder, er der dybest set kun én han bør overveje. Og det er at gå live på al-Jazeera.

Anders Fogh Rasmussen befinder sig i disse timer i det, kriseeksperter kalder krisens tredje, og afgørende fase. Det er i denne fase, at krisen eskalerer og det tidspunkt, hvor krisens hovedrolleindehaver vil være tvunget til at handle. Hvis diverse spindoktorer og kommentatorer er dybt uenige om Foghshandlingsmuligheder, så er krisekommunikations dynamiske duo – retorikerne William Benoit og Kenneth L. Burke helt utvetydige. Hvis man følger deres regler for kriseretorik, bør Fogh vælge knæfaldet og undskylde til alle muslimer. For kun gennem et knæfald kan den forurettede parts ære genoprettes. Burke taler ligefrem om, at ofret er nødvendigt for at skabe symbolsk balance i den sociale orden. Sagen kræver med andre ord, at der bringes et offer, som på næsten gammeltestamentlig vis kan kompensere for den krænkelse, den muslimske verden føler sig udsat for. Og i den nuværende højspændte situation er Fogh den eneste med stor nok symbolsk værdi i Danmark til at bringe dette offer.

 

Glem DI

Vi kan derfor sende alle de delegationer med repræsentanter fra DI, UM og Islamisk Trossamfund af sted, vi orker, uden større effekt. Fogh sidder med nøglen til konfliktens løsning, fordi han som den eneste kan bringe et offer, der er stort nok til at give oprejsning til den krænkede part. Statsministeren har tydeligvis problemer med at håndtere, at et verdsligt og et religiøst verdenssyn er stødt sammen i Muhammed-krisen. Her kan Kenneth Burkes teori om undskyldning hjælpe, fordi den netop tager højde for etiske begreber som skyld og ansvar i krisekommunikationen.

 

Den umulige undskyldning

Derfor bør Anders Fogh transcendere alle indenrigspolitiske hensyn og undskylde i stedet for at se sagen som del af et politisk nulsumsspil. Hans udgangspunkt bør ikke være Muhammed-sagens principper, men hvordan modtagerne i de muslimske landes befolkninger opfatter sagen. Nemlig at en meget stor gruppe mennesker føler sig dybt krænket. At Fogh af mange arabiske medier fremstilles som passiv og kompromisløs, og dermed indirekte som om han støtter Jyllands-Postens handlinger, hjælper ikke på disse følelser. Undskyldningen i denne sag uundgåelig, fordi den har en dobbelt funktion i forhold til den krænkede muslimske verden: Ved at undskylde anerkender Fogh som Danmarks regeringschef et officielt ansvar for den krænkende handling, samtidig med at han med undskyldningen som handling bringer det nødvendig symbolske offer. Præcis de to ting, den muslimske verden efterspørger i disse dage, og præcis det, der løser Foghs handlingslammethed.

 

Window of opportunity

Men han skal handle hurtigt. For meget tyder på, at statsministeren har et ret lille window of opportunity, før konflikten eskalerer yderligere. Krisens hidtidige dynamik peger på, at vi hastigt bevæger os væk fra det punkt, hvor ord endnu kan løse problemet. Og selve sagen er dermed yderligere ved at udvikle sig til en dobbelt krise for statsministeren, hvor selve den manglende håndtering kan blive en ekstra politisk krise for ham. Samtidig besværliggøres Foghs manøvreringsmulighed for at undskylde af, at det er terrorgrupper som Hamas og Al Aqsa, der kræver knæfaldet. Et udenrigspolitisk knæfald, der ser ud, som om det er eftergivende over for terrorister, kan få indenrigspolitiske konsekvenser på lang sigt.

 

Live på al-Jazeera

Set fra en retorisk vinkel er sagen naturligvis interessant, fordi den er et sjældent eksempel på en ren kommunikativ krise, som udelukkende kan løses med kommunikative midler. Når Fogh inden for de næste to døgn står live på al-Jazeera i prime time og skal adressere de mange millioner muslimer, der føler sig krænket, bør han fokusere på to ting. For det første bør han til at starte med påtage sig det formelle ansvar som dansk regeringsleder og undskylde. For det andet bør han fordømme indholdet af tegningerne og anerkende den krænkelse, den muslimske verden har været udsat for. Dermed kommunikerer han, at intolerance over for Islam ikke er officiel dansk politik. Der var et tidspunkt i krisens første faser, hvor Fogh kunne have gjort dette som privatperson – parallelt med den måde, han meldte ud i forhold til homoseksuelle vielser. Men det tidspunkt, hvor denne taktik vil virke, er åbenlyst forpasset.

 

Knæfaldets svære kunst

Statsministerens knæfald er en del af det, retorikeren William L. Benoit kalder apologien – dvs. det retoriske forsvar, der er designet til at håndtere skyld. Benoit interesserer sig for, hvordan man retorisk kan genoprette sit image efter og under en krise, og her spiller apologien en vigtig rolle. Retorisk har apologien to bestanddele. Dels skal man påtage sig skylden og understrege, at handlingen ikke er udtryk for ens ”sande natur” – i dette tilfælde den almindelige danske holdning til muslimer. Dels skal man ændre man sin adfærd og gøre skaden god igen. Og det vil typisk være i denne del af apologien, at undskyldningen og knæfaldet kommer ind i billedet. I den konkrete sag vil Foghs undskyldning netop få karakter af en symbolsk handling, en gestus, der kan overbevise den muslimske verden om, at Danmark har gjort skaden god igen og ændret den krænkende adfærd.

 

Tilbage til virkeligheden….

Så meget for teoriens dejligt ideelle verden, men hvad med den virkelige verden? Siger Anders Fogh Rasmussen undskyld? Sandsynligvis ikke. I Foghs verdensbillede hverken kan eller skal han undskylde. For det første ser han ikke krisens årsag som sit ansvar. For det andet vil en undskyldning eller en videre indrømmelse til de muslimske lande sætte Fogh i en indenrigspolitisk meget svær situation over for en vælgergruppe, der ikke ønsker, at han skal give den muslimske verden – her eller andre steder – nogen indrømmelser. Samtidig vil et knæfald kunne tages som en accept af de forskellige terrororganisationer, der mest højlydt har krævet dette. Noget regeringen også vil undgå. Regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen har i stedet satset på en dobbelt strategi, der består af afventen og delvis afstandtagen. Begge dele er led i en langsom tilbagetrækning fra krisens epicenter. Men det er udtryk for en reaktiv og farlig strategi, hvis eneste mål er at vinde tid i håbet om, at krisen driver over af sig selv.

 

Når styrke bliver svaghed

Anders Fogh Rasmussens største fejl i denne sag er i virkeligheden det, man almindeligvis opfatter som hans store styrke: hans karakter, hans patriarkalske sans for kontrol, hans principfasthed og hans fantastiske retoriske evne til at kommunikere i enkle budskaber. Muhammed-sagen er ikke bare kryptonit for vores supermand af en statsminister, den er et negativt kraftfelt, der har forvandlet alle Foghs styrker til svagheder. Det var i udgangspunktet Foghs stædige principfasthed over for at mødes med de arabiske ambassadører, der fik krisen ud af kontrol. Muhammed-sagen er kompleks, og svær at kommunikere i, fordi den handler om følelser og om religion. Noget andet end skattestop og udlændingepolitikkens tostavelsesbudskaber. Fogh ser sit eget synspunkt som rigtigt og sin håndtering af sagen som ufejlbarlig. Men hvad værre er, han opfatter sagen i begreber som essens og substans frem for pragmatisk at fokusere på, hvordan sagen opfattes hos den krænkede part.

 

Det handler ikke om at have ret

Landets statsminister forsynder sig dermed mod krisekommunikationens regel nummer 1: Det handler ikke om at have ret. Det handler om at løse konflikten. Anders Fogh Rasmussen lader sine principper blokere for de rigtige og uundgåelige valg i denne situation. For sagen handler ikke længere om pressefrihed. Sagen handler nu om, at ca. 1 mia. mennesker føler sig krænket. Det er muligt, at de gør dette på et forkert grundlag, men effekten er, som vi har set, reel nok. Det er Arla et meget kedeligt eksempel på. Det er denne virkelighed, regeringens krisekommunikation bør tage udgangspunkt i. Derfor bør Fogh vælge undskyldningen. Dette enkle retoriske greb, der daglig redder personlige såvel som internationale relationer. Og hvad vigtigere er: Fogh må acceptere, at vi sommetider i borgfredens navn er nødt til at undskylde noget, vi ikke selv har gjort.

 

Kilder

[3] Benoit, William L. (1997). "Image repair discourse and crisis communication." Public Relations Review (2): 177-86.

[2] Burke, Kenneth (1965). Permanence and change. Los Angeles: University of California Press.

[1] Hansen, Jens Otto Kjær (2004). I andres brød - håndbog om informationsjournalistik, virksomhedskommunikation og public relations. Forlaget Ajour. 214-252.

Relaterede artikler

Anne-Mette Cross-promotion - Der gik et gisp igennem salen, da hun kom svansende i sin meget lille og meget lilla sambakjole.
Fuck you, fadbamse - Chefen er i krise og har brug for sin nærmeste k-rådgiver. Så hvor er han? På badeferie på Mallorca? Nej, vel? Jo, overr...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Pressekonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.