Foghs fremtid

Vores statsminister er på vej væk. Fra lille Danmark til en stor international topstilling. Men hvor skal han hen? Alt i alt er der fire topposter i spil. Generalsekretær i NATO. Første formand for EU, udenrigsminister i EU eller kommisionsformand for EU. Mest sandsynligt er det, at Anders Fogh Rasmussen ryger til NATO. Det er der rundt regnet 50 % sandsynlighed for. Læs mere her om de forskellige odds for, at Fogh bliver Primus Inter Pares - den første blandt sine ligemænd.
  

Foto: Polfoto 

Det er efterhånden gået op for de fleste, at statsminister Anders Fogh Rasmussen – til trods for sine mange benægtelser – er særdeles aktiv med hensyn til at bringe sig selv i spil til et europæisk politisk topjob. I efteråret 2008 skal fire topstillinger besættes. Hvad der har fået Fogh til at rejse Europa tyndt for at gøre opmærksom på sit uofficielle kandidatur. 
 
Fogh kan blive Primus Inter Pares
I det danske politiske miljø er der en stigende erkendelse af, at Fogh trænger til nye udfordringer. Han kan tydeligvis ikke længere skjule sin træthed omkring dansk politik. Hans personlige ambitioner er også for længst indfriet. Han kan ikke vinde mere ved at være med på topplan i en 4-5 år i endnu. Tværtimod risikerer han fra nu af kun at tabe magten, og bliver han hængende for længe, risikerer han at ende som forgængerne Nyrup og Schlüter, der begge blev tvunget væk fra statsministerposten. Ved i stedet at blive valgt til en international toppost kan der føjes endnu et kapitel til den politiske historieskrivning. Dermed vil Fogh overstråle samtlige sine forgængere som statsminister, der af den ene eller den anden grund kiksede en oprykning til det ypperste statsmands-hieraki. Flasker det sig for Fogh, bliver han det, som de gamle romere kaldte ”Primus Inter Pares” dvs. den første blandt sine ligemænd.

Hvad vælger Fogh?
Det er kendt, at statsministeren altid har haft en levende interesse for udenrigspolitik. Det er dog ikke sluppet ud, hvad Foghs egne præferencer er for de poster, som er i spil. Den fineste og umiddelbart mest prestigefyldte, der også har lidt historisk vingesus over sig, er at blive EU"s første formand – eller ”præsident”, som posten betegnes som i den franske oversættelse. Hvilken af de fire poster Fogh for alvor går efter, er dog stadig uklart.

Fogh møder stor sympati
Går man statsministeren lidt efter i kortene, så er han lidt af en karriereplanlægger. Christiansborg og omegn har på det seneste tid fokuseret på, at Fogh især i det sidste halve år har tilbragt usædvanlig megen tid i flykabiner i pendulfart mellem EU-landenes mange hovedstæder for at knytte bånd til diverse regeringschefer. Og nogle steder møder danskerens kandidatur stor sympati. Det er eksempelvis ikke glemt i de østeuropæiske hovedstæder, at Fogh var manden, der fik forhandlet EU-udvidelsen på plads i december 2002. Det var svendestykket, der beviste over for alle, at han kan det politisk-diplomatiske håndværk.
 
Hvad vælges Fogh til-væddemålet
Efter at have foretaget nogle interviews og samtaler med særdeles indsigtsfulde mennesker i det danske politiske miljø, har jeg nu – på opfordring fra Kforum – sat odds for de forskellige scenarier for Foghs fremtid: Først har jeg sat odds på, om statsministeren bliver i Danmark eller får et job i Europa. Dernæst sætter jeg odds på, hvad jobbet går ud på.
 
Fogh får et job i Europa
 
80 pct. sandsynlighed.
 
Fogh bliver hjemme
 
20 pct. sandsynlighed
 
I statsministeriet mener man selv, at Fogh har temmelig gode chancer for at få én af de internationale topposter, der er i spil. Det kan selvfølgelig glippe. Men faktisk regner de fleste med, at den danske statsminister får en af de fire poster, der er i spil.


Hvis Fogh får et job i Europa

Fælles for de fire topposter er, at besættelsen af dem er et ufatteligt kompliceret politisk-diplomatisk spil, der foregår mellem især de store EU-lande under efterårets franske EU-formandskab. NATO-generalsekretærposten ventes at blive ledig i foråret i 2009, hvor organisationen fylder 60 år og hvor der skal lægges en helt ny strategi. Posten indgår som led i det diplomatiske spil om de tre øvrige EU-poster, selvom at NATO-kredsen tæller flere lande.
 
50 pct. sandsynlighed for, at Fogh får jobbet som generalsekretær i NATO
 
Det tæller tungt i denne sammenhæng, at USA formentlig støtter Foghs kandidatur. Ikke mindst fordi Danmark har været en trofast allieret i krigen mod terror. De store EU-lande skal helst ikke have for meget imod enkelt-kandidater. NATO-generalsekretærposten er ofte gået til en kandidat fra et lille land, og sidst Danmark lagde billet ind med en kandidat – det var Uffe Ellemann-Jensen i 1996 – kiksede det i sidste øjeblik på fransk modstand. Sådan går det næppe denne gang, for Frankrig skulle være ovenud begejstret for Fogh. Han er i øvrigt også en kandidat, der taler udmærket fransk, hvilket også giver point i Paris.
 
Sandsynligheden for, at det bliver NATO, der trækker Fogh væk fra andedammen, bliver også forstærket af, at Danmark stadig på tre vigtige områder står uden for EU-samarbejdet, hvad der besværliggør hans kandidatur til EU-posterne. Men netop i kraft af, at Fogh har startet en proces i Danmark med udsigt til to folkeafstemninger om EU-forbeholdene, tror iagttagere alligevel på, at han fortsat kan være i spil til en af de tre EU-topposter.
 
10 pct. sandsynlighed for, at Fogh bliver EU"s første formand.
 
Iagttagere af spillet fremhæver, at de store lande vil slås som hunde om formandsposten, som bliver ledig 1. januar 2009. Skulle der dermed opstå den ikke helt usandsynlige situation, at de ikke kan blive enige, så kan ”en kompromis-kandidat” – fra et lille land – blive bragt i spil. For nylig udråbte BBC Fogh som favorit til posten, men det skal man nok ikke overfortolke. For spørger man andre steder, så peger de fleste på Luxembourgs regeringschef Jean-Claude Juncker. Indtil videre er det dog kommet frem, at Fogh er de europæiske liberales kandidat til formandsposten. Dermed er han helt sikkert på ”shortlisten”, men som outsider-kandidat.
 
10 pct. sandsynlighed for, at Fogh bliver EU"s næste udenrigsminister i 2009
 
Spillet om udenrigsministerposten – eller den udenrigspolitiske koordinator – indgår i ovennævnte kabale om i alt fire ledige poster, der bliver ledig 1. januar 2009. Hvis Fogh skal være udenrigsminister, så er vurderingen dog, at det bliver nødvendigt som minimum, at Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet. Det er sandsynligt, at en folkeafstemning siger ja til at afskaffe retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning i løbet af efteråret. Også her er Fogh en mulighed, man regner med.
 
10 pct. sandsynlighed for, at Fogh bliver den næste EU-kommissionsformand i 2009
 
Den nuværende formand Manuel Barrosos periode udløber i 31. oktober 2009, og derfor ventes denne post også at blive besat til efteråret i år sammen med de tre øvrige poster. Det vil formentlig passe Fogh rigtig godt at slutte af som statsminister ved at stå i spidsen for klima-topmødet i København. Endelig har Danmark ikke tidligere haft posten som formand for EU-Kommissionen.
 
Fogh bliver hjemme:
 
10 pct. sandsynlighed for, at Fogh fortsætter som statsminister
 
Hvis muligheden for at nå topposterne alligevel glipper, så kan Fogh måske føle sig kaldet af ”pligten”. Hvad der yderligere aktualiseres, hvis den planlagte arvefølge med Lars Løkke Rasmussen går i vasken. Men lige nu tror de færreste på, at Fogh overvejer den mulighed.
 
5 pct. sandsynlighed for, at Fogh søger ud i erhvervslivet
 
Måske vil et velbetalt topjob i erhvervslivet være tillokkende for Fogh. Han har tidligere i sin karriere overvejet at kvitte dansk politik for erhvervslivet. Det er dog ikke særlig sandsynligt. Der er meget få eksempler på vellykkede skift, hvor politikere er gået fra toppolitik til erhvervslivet, og spørgsmålet er, om der i det hele taget findes job i erhvervslivet, som Fogh finder tilstrækkeligt attraktive. Det lykkedes i øvrigt hverken for Nyrup eller Schlüter at få tilbud om bestyrelsesposter m.v. fra store danske erhvervsvirksomheder.
 
5 pct. sandsynlighed for, at Fogh bliver politisk pensionist og begynder at skrive sine erindringer.
 
Endnu en mulighed, der måske vil være tillokkende for Fogh, hvis alle muligheder kikser: Han kunne også sætte sig ned og skrive sine erindringer, mens interessen var størst og hvor der stadig var et stort publikum, der ville købe og læse dem. Det ville uden tvivl kunne blive en ganske god forretning for Fogh. Men om han gør det, er dog stærkt tvivlsomt. Til det har han stadig for mange høje ambitioner.
 
Mens vi venter
Spekulationerne får nu lov at køre frem til efteråret, hvor vi alle bliver meget klogere. Den store usikkerhed om statsministerens fremtid vil indtil da præge dansk politik i et temmelig stort omfang, hvor spekulationerne i pressen vil blomstre. Vi ser det allerede nu, hvor regeringen kritiseres for manglende linje i ”værdidebatten”, og medierne nu efterprøver Foghs mulige efterfølgers evner og format til at bestride statsministerposten. Indtil da vil det blive en gylden tid for spinatfugle, spåmænd og kloge-aager. Og uanset at jeg måtte tage fejl i mine odds, så kan jeg med sikkerhed love, at den sædvanlige agurketid på de politiske redaktioner i år er aflyst. Der bliver rigeligt at skrive om! Det er 100 % sikkert.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job