For Fogh, da han skulle skrive sin nytårstale anno 2007, har den mest påtrængende udfordring utvivlsomt været at han har haft et år med kontroversielle og decideret dårlige sager, og at hans ellers sikre flertal i meningsmålingerne ikke længere synes givet. Det har formentlig været hans primære ønske at gøre noget ved det, men hvem skulle han henvende sig til? Hvem kunne gøre noget ved sagen? Det kunne de svingvælgere der er begyndt at svigte ham – og analyser peger på at de især er kvinder, typisk ansat i den offentlige sektor, f.eks. i de kommuner der nu er sammenlagt, og de amter der nu er nedlagt. Meget tyder også på at en del af disse svingende kvinder er blevet stødt over Fogh & Co.’s fremfærd over for deres arbejdspladser og deres affejende fornægtelse af de nedskæringer som synes at være realiteten mange steder. I det hele taget er der nok hos svingende vælgere en del træthed af konfronterende retorik hvor der ikke er noget at komme efter.

Derfor er det ikke mærkeligt at talens generelle præg er forsonlighed, balance, forligelse af modstridende kræfter.

Det får vi så, især på to måder. Den første måde finder vi i talens første ca. halvdel, der tager fat på de to internationale konfliktemner: Muhammed og Irak. Fogh bruger her en karakteristisk teknik som han ofte har benyttet med stor dygtighed og betydeligt held: at fremsætte udsagn af yderst kontroversielt indhold, dvs. udsagn som mange vil være helt uenige med – men som om de var en given ting vi alle er enige om. Det får vi eksempler på lige fra starten, hvor den første ca. femtedel af talen handler om Muhammed-krisen. Hovedbudskabet er her: ”Vi stod sammen, da det gjaldt”.

Det er mildt sagt en meget kreativ sandhed. Et flertal af danskerne mente f.eks. – ifølge en Gallup-undersøgelse i Berlingske Tidende d. 12.2.06 – at Jyllands-Posten handlede forkert ved at bringe de 12 Muhammed-tegninger. Der var også langt fra at være enighed om Fogh Rasmussens egen handlemåde i sagen, bl.a. hans afvisning af at mødes med 11 ambassadører fra muslimske lande. 22 tidligere danske topdiplomater erklærede således at regeringen havde fejlet ved ikke at tage det møde. Da så Fogh gik på arabisk tv med beklagelser og udglattende adfærd og bl.a. sagde at han ikke selv ville have tegnet sådanne tegninger, var der til gengæld andre – mest i Dansk Folkeparti – der i høj grad var uenige. Sjældent har den danske befolkning altså været så delt i sin vurdering af et politisk hændelsesforløb som i sagen om tegningerne; når Fogh derfor næsten henkastet og uden argumentation slår fast at ”vi stod sammen”, er det en hård satsning. Måske hentyder Fogh til at vi trods alt stod sammen i den del af forløbet hvor det virkelig brændte på med ambassadebrænding, vold og dødsofre i visse lande. Ingen her i landet gav jo udtryk for andet end fordømmelse af disse handlinger. Ikke desto mindre var Fogh selv manden der i et interview delte befolkningen op i får og bukke, hvor de sidstnævnte var dem der havde ”svigtet” ytringsfriheden.

Men der er mere kreativ sandhed. ”I dag står der respekt om Danmark,” siger Fogh om den effekt som Muhammed-krisen fik på landets omdømme. Igen en diskutabel påstand som slynges ud som om den var en selvfølge der ikke behøver videre argumentation. Også her er det sådan at nogle utvivlsomt er enige med Fogh i hans vurdering, mens andre er stærkt uenige.

Mest diskutabel er dog måske den antagelse som Fogh tager for givet i hele sin lange omtale af sagen – nemlig at den grundlæggende drejede sig om ”ytringsfriheden, som er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har. Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger, – retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer, – retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod”. Endnu en gang bliver det blot underforstået, ikke begrundet, at det som der var uenighed om, var denne ret – hvor mange andre dengang og nu vil mene at den snarere drejede sig om hvad vi bruger ytringsfriheden til, og om retten til at kritisere den måde nogle bruger den på. I vinklingen af Muhammed-sagen som en sag der alene handler om ytringsfriheden – for eller imod? får eller buk? – har regeringen og dens støtteparti udført en massiv og effektiv kampagne for at frame den offentlige debat på sin måde – og ignorere andre måder. Her i talen presser Fogh lige de sidste dråber af den citron. Teknikken har været: at lade som om vi alle er enige, men underforstå at det vi alle mener, det er det som Anders Fogh Rasmussen mener.

En lige så markant specialvinkling af et brændbart emne er omtalen af Irak. De danske soldater dér gør ”tjeneste for Danmark” (ikke for Irak, ikke for George Bush eller ”koalitionen”), men der er også sket ”tragiske og smertelige tab, hvor danske soldater har mistet livet”. Her er vægten lagt på noget ingen kan være uenige i. Trøsten er at de ”har ydet betydelige bidrag til at skabe fremskridt og hjælpe irakerne til et bedre liv”. Atter en yderst kontroversiel påstand lanceret som en selvfølge. Lige så tankevækkende er det at andre særdeles kontroversielle dele af emnet Irak slet ikke nævnes. Det kunne f.eks. være interessant at høre hvad statsministeren havde at sige om de irakiske tab og lidelser i den situation som er opstået efter koalitionens indsats. Eller hvad han mener om USA’s rolle og de amerikanske soldaters indsats og tab. Men ingen af delene er der et ord om. Emnet USA og den følgagtighed over for dets præsident som mange vil anklage Fogh for, er fortiet.

Når Fogh i den grad ved underforståelse, udvælgelse, vinkling og fortielse gør dyb uenighed til enighed, er det også i overensstemmelse med de krav selve nytårstale-genren sætter. Her skal statsministeren, næsten ligesom dronningen, være vores alle sammens, og altså ikke presse på med at hævde sin egen politiske dagsorden og kritisere andres. I sin første nytårstale i 2002 (den om smagsdommere etc.) gik han nok så langt i sin konfrontation som man kan i en nytårstale uden at det giver bagslag, og måske lidt længere.

I resten af årets tale finder vi også forsonligheden og forligeligheden, men nu på en anden måde. Nu er alle udsagnene af en art som næsten enhver kan skrive under på. Der skal være tryghed, solidaritet og fællesskab (ord som i Fogh i sin tidlige karriere overvejende brugte negativt, fordi de ifølge hans politiske vision var forbundet med en slaveagtig tryglen efter tryghed). Men der skal også ligge et ansvar hos den enkelte. Der er mange af den slags udsagn – på den ene side, på den anden side. Noget af det er næsten som at læse Aristoteles’ etiske skrifter med deres beskrivelse af det gode som en gylden middelvej.

Det er desuden interessant at notere den fremførelse som disse passager får. Foghs stemmebrug og tonegang kommer ind i en art lidt gyngende ”sing-song”, en næsten vuggende frem-og-tilbage-rytme; væk er de hårde accenter og den komprimerede, nærmest pressede stemme vi hører andre gange. Det er både en lyd og et indhold der er som skabt til at kalde på tvivlende kvindelige vælgere, der skal føle at den talende ikke er en arrogant robot, ikke én der selvsikkert affejer argumenter og kun har sans for argumenterne på den ene side.

Talen har som nævnt en helt særlig adresse til vælgere af denne kategori som tillige har job i den offentlige sektor – især de dele af den som pr. nytår har fået helt andre vilkår. Det bliver krævende for dem, så ”vi” skal bakke dem op. ”Vi” værdsætter deres indsats. Og det med at der nu indvarsles en kvalitetsreform i den offentlige sektor, det har ikke noget at gøre med at kvaliteten ikke er god nok, ikke engang med at nogle burde strenge sig mere an og lære af dem der gør det bedst (hvilket er hvad regeringsrepræsentanter plejer at sige) – nej, vi skal højne kvaliteten i det offentlige fordi vi også får bedre forhold i den private del af tilværelsen. Også fordi der bliver mangel på arbejdskraft. Derfor vil regeringen iværksætte en kvalitetsreform. Ikke fordi de offentligt ansatte sagtens kan arbejde mere og bedre for de samme penge.

Jo, vi er jo alle enige. Vi vil alle det samme. Tiden er til forsoning, ikke til forandring.

Meget forudsigeligt angreb Fogh ikke Socialdemokratiet og dets værdier i sin tale, sådan som Pia Kjærsgaard ellers kort forinden havde krævet at han skulle. Lige så forudsigeligt angreb flere oppositionspolitikere ham for at have talt banalt, forudsigeligt, uden lederskab etc. De forstår ikke, eller de lader som om de ikke forstår, at en nytårstale er til for at befæste fælles værdier og samdrægtighed, og dermed det lederskab vi allerede har. Fogh forstår det. Og han kender midler til at indrette talen præcis så den er egnet til at virke sådan. Vi har ikke i nyere tid haft en statsminister der i den grad vidste hvad han gjorde når han formede sine ord til folket.