Kort sagt gør Fogh det at han – med sproglige midler! – tegner sig selv som den stærke statsmand, faderskikkelsen, den rolige og sikre der formår at afveje alt fornuftigt og formulere vore fælles værdier – uden at belære.

Vi kan starte med et sprogligt stiltræk hos Fogh der ikke er så let at overse endda: hans brug af gentagelseseffekter.

Vi vil først se nærmere på de forskellige slags gentagelseseffekter der er i talen – derefter kommer vi ind på hvordan de virker. De har nemlig alle nogenlunde den samme virkning på tilhørere.

Anaforer og epanaforer i talen

En effekt Fogh ofte dyrker i sine taler, er den som retorikere kalder anafor, dvs. det at flere sætninger efter hinanden indledes med samme ord. Det sker ikke færre end otte steder i talen. F.eks.:

Et samfund, hvor den enkelte har frihed til at tage initiativ, udfolde sig, tænke nyt.

Et samfund med frihed til forskellighed.

Eller:

Når danskere får internationale priser som anerkendelse af deres indsats.

Når danskere klarer sig godt i internationale konkurrencer.

Når danske virksomheder får store ordrer og kontrakter i udlandet.

Her får sætningerne endda et nyt afsnit hver. Der er eftertryk på. Men den mest eftertrykkelige anafor kommer i slutningen, og den har endda en ekstra krølle. Den lyder:

Vi er et lille land. Men vi kan udrette store ting i fællesskab med andre.

Vi ønsker indflydelse på verden. Men så må vi også fuldt og helt være med til at forme fremtiden i fællesskab med andre.

Vi har et stærkt folkestyre med solide frihedsrettigheder. Men så må vi også være forberedt på at forsvare friheden i fællesskab med andre.

Vi må gerne være os selv. Men aldrig nøjes med at være os selv nok.

Her består fire sætningspar efter hinanden af en første sætning med Vi … og en anden sætning med Men … . Ydermere slutter de første tre passager alle med ordene i fællesskab med andre. Så her består både begyndelser og slutninger i ordgentagelser. Det kalder retorikere epanafor.

Bogstavrim

En anden gentagelseseffekt er at disse passager – og mange andre af de steder i talen som Fogh sikkert gerne vil have til at stå som dens højdepunkter – ofte indeholder bogstavrim. Det består i at betonede stavelser tæt ved hinanden begynder med samme lyd.

Læg mærke til de understregede bogstaver i disse eksempler: frihed til forskellighed; modigt har meldt sig; forsvare frihed og fremme fred; frihed, fred og fremgang; tyrannerne terrorisere verden; med rette ranke ryggen.

Hvad er så virkningen af alt dette? For det er selvfølgelig ikke en tilfældig ligegyldighed at Fogh bruger løs af den slags effekter. Det var heller ikke tilfældigt eller for sjov at George W. Bushs taleskrivere proppede hans taler før Irak-krigen fulde af dem. Disse taler havde til formål at samle nationens flertal om ham og hans krig – og det gjorde de.

Interessant nok har vistnok ingen kommentarer til Foghs nytårstale fundet disse ørehængende gentagelseseffekter værd at bemærke. Den slags sproglige småting anses højst for at være eksempler på ”ren retorik”, hvormed man mener noget der ikke har reel betydning, og derfor ikke værdige til en politisk kommentators blik.

Men det er heller ikke meningen at man bevidst skal lægge mærke til disse strukturer. De virker nemlig bedst når de virker ubevidst.

Habermas og den latent strategiske tale

Kommunikationsfilosoffen Jürgen Habermas er (noget naivt, finder jeg) afvisende over for al ”strategisk” tale, men særlig lumsk er den latent strategiske tale – den som ikke åbent vedstår at den vil påvirke. Den er ”parasitær”, siger han, ”fordi den kun fungerer når mindst den ene part går ud fra at sproget bliver brugt med henblik på forståelse” – altså når man ikke véd at man i virkeligheden skal påvirkes.

Og det er præcis det der er funktionen af de stiltræk vi ser på her.

Ligesom ansigtsudtryk, betoninger, påklædning osv. former de løbende en ubevidst oplevelse hos modtagerne af afsenderens karakter og indstilling – det som filosoffen Aristoteles kaldte ethos, og som han anså for at være det stærkeste middel til at overbevise.

Disse tegn er yderst bevidste fra afsendernes side, men hos os modtagere skal de gerne være ubevidste; og hvad de præcis betyder – dvs. hvad de egentlig fortæller os om afsenderens ethos – er også vagt og følelsesmæssigt og kan ikke slås op i en ordbog. Det er nemlig vor egen ubevidste hjerne der lægger betydningen (eller betydningerne) ind i dem.

Betydningen af betydningerne

Men man kan godt forsøge at indkredse disse betydninger. Gentagelsesfigurer virker ved at udtrykke styrke eller intensitet – og overføre den til modtagerne samtidig, så de også føler øget styrke eller intensitet i sig selv. Disse figurer forekommer også i slagsange og sportstræneres peptalk og reklame, og de har en beslægtet virkning alle disse steder. Men i en nytårstale skal man som sagt ikke lægge for meget mærke til den. De giver en oplevelse af afsenderen som stærk, viljefast, stålsat (det er ethos-effekten).

Denne pep-talk stil har samtidig en følelsesmæssig virkning, en pathos-effekt ville retorikere sige, ligesom fædrelandssange og marchmusik kan have – mange føler at de skaber en samstemthed, de får os til at tænke og føle i takt, som et stort kollektiv, hvilket yderligere øger følelsen af styrke.

De rytmiske strukturer

A propos takt. Fogh mestrer også brugen af rytmiske passager, dvs. små sekvenser (ofte på indholdsmæssige højdepunkter) hvor en serie lige stærke, trykstærke stavelser kommer rytmisk, dvs. med nogenlunde samme tidsafstand.

En særlig rytmisk struktur som forekommer flere gange, er den hvor vi så at sige får to rytmiske ”verslinjer” hvoraf den første har fire og den anden tre slag (stærke betoninger). For eksempel (slagene er understreget):

Ingen har glæde af at stille for store krav i dag –

for at få den dobbelte regning i morgen.

Eller:

Hvis alle sagde:

Vi vil ikke sende soldater for at

forsvare frihed og fremme fred,

ja, så ville tyrannerne terrorisere verden.

Begge gange en fireslagsrække fulgt af en treslagsrække. Dette giver en oplevelse af en ”pause” efter det tredje slag i anden linje, og den skaber så at sige en efterklang, et ekko der får linjen til at lyde vigtig og vægtig. (Denne fire-plus-tre struktur af linjepar er også grundlaget for folkelig verskunst, f.eks. den vi kender fra folkeviser og -sange.)

Nu skal man ikke tro at Fogh (eller hvem der nu har skrevet passagen) sidder bevidst og tæller på fingrene eller tænker på folkeviser. Men de fleste mennesker kan umiddelbart godt høre at kombinationen fire slag – tre slag har noget elementært ”rigtigt” ved sig. Grundlæggende er det også denne struktur der bruges i rap-tekster. Prøv selv at sige de to passager – og klap en fast rytme med hænderne på de understregede stavelser. Ikke sandt?

Men Fogh han ved også, på samme intuitive måde, at man ikke i en tale skal bruge rytme for tydeligt og mekanisk, så folk bliver bevidste om at man gør det. Der er derfor vekslende antal ubetonede stavelser imellem de betonede (understregede), og det er kun kortere passager med særlig vigtige udsagn der får lov at være rytmiske; rytmen er væk igen inden man når at hæfte sig for bevidst ved den.

Historiens måske største retoriske praktiker og teoretiker, Cicero, var meget bevidst om rytmens virkekraft. Men han betonede at hvis den bruges hele tiden, ”bliver tilhørerne trætte af den, og dens virkemidler gennemskues selv af den ukyndige”.

Han skrev også om ”rytmiseret tale” at den er bedst i afslutninger, hvor ”tilhøreren i forvejen er fængslet og grebet af taleren. Så drejer det sig ikke længere for ham om at tage sig i agt for at blive ført bag lyset. Nu er han helt på talerens side og vil hans succes. Han beundrer retorikkens magt og glemmer at lede efter noget, han kan kritisere.” Rytme brugt rigtigt kan altså rive med og gejle op følelsesmæssigt – men først når man rent intellektuelt har fået folk over på sin side.

Metaforer

Den art virkemidler vi her har set – anafor, bogstavrim, rytme – kaldes undertiden ”skematiske”; de består i forskellige slags gentagelsesskemaer. Den anden hoveddel af retorikkens figurlære handler traditionelt om ”troper”, dvs. figurer hvor ordene får særlige betydninger – frem for alt metaforer.

Dem er der næsten ingen af hos Fogh, eller rettere, de få han bruger, er ”afblegede”, banale og derfor umærkelige: taget hul på et nyt år, nedtur, ond cirkel, hænderne i skødet, trække gardinerne for …. Det er ellers især troperne der giver en tekst personlighed, kant og særpræg, mens de skematiske figurer snarere giver den velklang og klangstyrke. Foghs talestil her er lidt som at høre tidligere årtiers ferske popsangere som f.eks. Bjørn Tidmand i hans velmagtsdage: Stemmen er klar, indsmigrende, bærekraftig – og kønsløs.

Den fireleddede epanafor og Peer Gynts funderen

Netop i slutningen sætter Fogh mest trumf på med sin største skematiske figur (den fireleddede epanafor med Vi … Men … i fællesskab med andre) – men han fyrer til allersidst den eneste betydningseffekt af som rækker ud over det banale. I sin slutsætning flotter han sig med et ordspil der virker både meningsfuldt og velturneret: Vi må gerne være os selv. Men aldrig nøjes med at være os selv nok.

Hvad han ikke nævner, er at spillet på denne modsætning er et citat fra Henrik Ibsens Peer Gynt. Dér bruges det flere gange, bl.a. hvor titelpersonen – den selviske og tankeløse Peer – sidder og funderer over et firben i et stengærde:

En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. –

Mod slutningen møder Peer en trold, Dovregubben, og hævder over for ham at han altid har villet være ”sig selv” – men får det svar at han, ligesom en ægte norsk trold, bare har været sig selv nok. Bjørnson roste i en anmeldelse stykket som ”en Satire paa norsk Egenkjerlighed, Trangbrystighed, Selvgodhed”.

Det er muligt at Fogh ikke selv er bevidst om ophavsretten til det velvalgte litterære bonmot. Har han derimod kendt til den, rejser sig et interessant spørgsmål. Skulle han have krediteret Ibsen? Tjah, hvordan havde det virket på hans ethos? Nok for meget som en akademiker (hvad han jo er), en belærende dansklærer. Og dét går jo ikke.

Nogle vil måske mene at det er lidt af et stift stykke når Fogh her brander sig selv som den der bekæmper indadvendt dansk selvfedme, i betragtning af hans fornuftsægteskab med Dansk Folkeparti. Men sandt nok, udenrigspolitisk har han stået for den udfarende linje, frem for alt i forhold til Irak, som han dog ikke nævner med et ord – ligesom han heller ikke gjorde i valgkampen, hvor han passivt fandt sig i at bl.a. Helle Thorning stemplede den som en kolossal fejltagelse.

Det er fordi han her i talen og i valgkampen spiller rollen som den der personificerer og hylder vore fælles værdier.

De følsomme emner fortiet

Der er ingen kanter mere, ingen polemik mod ”smagsdommere” og den slags. Taler hvor man skaber samstemthed om fælles værdier, kalder man i den retoriske tradition epideiktiske (det betyder egentlig noget med opvisning) – modsat politiske og retlige taler, hvor man argumenterer for et bestemt synspunkt imod andre. Han er den store, harmoniske fornufts-, balance- og forsoningsfigur, nu uden polemik, men med styrke, følelse og lederegenskaber. Det ene, men også det andet. Ikke for meget af noget. De mest følsomme emner fortiet. Kontroversielle udsagn undgået. Nu gælder det om at bevare succes’en og overleve ved ikke at stikke hovedet for langt frem. (Heri ligner attituden faktisk Ibsens Peer Gynt, og det var jo ikke meningen!)

Kønsløs kraft og velklang er fremtiden

I en tid der er ved at gennemskue spin, er Fogh stadig et skridt foran og fatter at valget af leder i en tid fremover stadig mere entydigt vil afhænge af brandingen af lederens karakteregenskaber. Den karakter der tegnes her, er den stærke, harmoniske statsmands-ethos. Det er lederegenskaber frem for lederbudskab. Kønsløs kraft og velklang, ikke kanter. Det er dertil at alle de sproglige greb tjener – så længe vi ikke bliver for bevidste om dem.

Karakter er nemlig de egenskaber vi ubevidst læser ud af utallige træk i en persons ytringer – forudsat vi ikke tror de er lagt til rette med netop det formål. Fra det øjeblik vi tror dét, vil vi derimod stærkere og stærkere opleve dem som bullshit.