En kampagnerevolution
Det er langt fra første gang, håbet om en bottom-up-kampagne har taget form i amerikansk politik. Især blandt internet-optimister har netværkstankegangen og den enkeltes muligheder for at påvirke den store politiske proces været en tilbagevendende drøm. Forskellen mellem Barack Obamas forsøg og tidligere kampagner er, at denne gang er det faktisk lykkedes. Det skyldes ikke mindst Barack Obamas egen fortid som social organisator i Chigacos fattigste kvarterer sidst i 80’erne. Resultatet er en kampagne med flere kontorer og betalte medarbejdere end nogen anden kampagne og en utrættelig armé af frivillige amerikanere.

Barack Obama har formået at skabe den græsrodsorganisation nedefra, som mange i årevis har drømt om. En af dem er den politiske konsulent Zack Exley, der var webansvarlig for Demokraternes præsidentkandidat John Kerry i 2004 og har en fortid i den amerikanske fagbevægelse. I sin selvransagende klumme på Huffington Post beskriver han, hvordan tidligere forsøg på at skabe en politisk græsrodsorganisation bottom-up er slået fejl, fordi de ikke kunne slippe den hierarkiske top-down-tankegang. Eller også var de dårligt organiserede og kunne ikke håndtere det lederskab og den entusiasme, der kom fra de mange frivillige. Pointen er, at en bottom-up organisation ikke er det samme som manglende styring og planlægning. Det har Obama bevist, og han har dermed revolutioneret måden, hvorpå man opbygger en præsidentkampagne.

"Arkitekterne og skaberne af Obamas kampagne har udogmatisk kombineret tidløse traditioner og god organisationsdisciplin med decentraliserings- og selvorganiseringsteknologier," skriver Zack Exley. "Obama-kampagnen er den første i internet-æraen, som realiserer drømmen om en disciplineret, bottom-up OG top-down, bredtfavnende og enormt variabel organisationskampagne drevet af frivillige."

Den store opbakning fra frivillige kan være svær at håndtere. Det oplevede Zack Exley som webmaster i John Kerrys valgkamp i 2004, hvor kampagnen ikke havde overblik over, hvordan de skulle aktivere de mange frivillige, der strømmede til. I Kerry-kampagnen fik de frivillige sjældent muligheden for at tage ansvaret for en bestemt opgave over længere tid. Obama-kampagnen tilbyder en helt anden oplevelse, viser Zack Exleys studier fra Ohio af valgkampens yderste led.

Obamas pyramidespil
Den afgørende nyskabelse i Barack Obamas organisation er, at de frivillige får muligheden for selv at tage ansvar. De kan få afløb for al deres energi og entusiasme ved at gå ud og rekruttere flere frivillige som dem selv. Disse frivillige kan så, hvis de har en organisator i maven og masser af tid til deres rådighed, mobilisere deres eget team af frivillige til at gå dør-til-dør og ringe til vælgerne.

Obamas græsrodskampagne er bygget op af field organizers (FO). Field organizers er lønnede medarbejdere, der står for kampagneindsatsen i et bestemt geografisk område. Under sig har de en række neighborhood team leaders (NTL), som er ulønnede og ansvarlige for, at kampagnen når ud til alle demokrater og tvivlere i deres lokalområde, samt for at organisere de frivillige i området. NTL’erne skal leve op til fastsatte mål og deadlines, som aftales med deres field organizer.

FO"erne måler ikke NTL"erne på, hvor mange vælgere de har besøgt eller ringet til. I stedet måles NTL"erne på, hvor mange nye frivillige de har skaffet og optrænet. Det betyder, at NTL"erne bruger deres tid på at rekruttere frem for selv at ringe og gå dør-til-dør. Alt i alt giver det et langt bedre resultat.

Selvom det er fristende for den engagerede NTL selv at gå i gang med at kontakte vælgerne, har fokus været på først at opbygge en solid hær af frivillige. Obamas organisation er derved blevet valgkampens svar på 90"ernes pyramidespil – bortset fra, at ingen bliver lovet en stor økonomisk gevinst. Det er sneboldeffekt, når det er bedst.

Get Out The Vote
Obama-kampagnen har ifølge Washington Post mere end 700 kontorer i svingstaterne, flere tusinde betalte FO’ere og et tocifret antal tusinde frivillige. Den samlede betegnelse for de mange af en kampagnes aktiviteter, der er rettet direkte mod vælgerne, er Get Out The Vote (GOTV). Formålet er at få så mange folk op af sofaerne og hen til stemmemaskinerne som overhovedet muligt.

Under paraplybetegnelsen GOTV er aktiviteterne phonebanking og canvassing. Phonebanking dækker over, at man ringer til udvalgte vælgere, der er registreret som enten demokrater eller uafhængige. Oftest koncentrerer man sig om at ringe til folk i de afgørende svingstater. Canvassing betyder at gå fra dør-til-dør og tale med vælgerne på deres dørtrin. Når man skal phonebanke eller canvasse, får man udleveret en liste med navne og telefonnumre eller adresser samt et manuskript. Man ringer til personerne på listen og noterer deres svar ud for deres navn, så kampagnen kender vælgerens politiske ståsted og kan tilrettelægge den videre GOTV-indsats ud fra det.

Ifølge bogen Get Out The Vote er den kampagneform, der foregår ansigt til ansigt, den mest effektive, men samtidig den dyreste. Den næstmest effektive form er telefonopkald, og nummer tre er at efterlade valgmateriale på folks dørtrin.

Selvom valgdeltagelsen i 2004 var rekordhøj (61% af befolkningen og 88% af de registrerede vælgere), forventes den at blive endnu højere i 2008, ikke mindst pga. den lange primærvalgkamp på Demokraternes side, og fordi det er et valg mellem to meget forskellige kandidater.

Republikansk tilbageskridt
Historisk set har Republikanerne været bedst til at mobilisere vælgerne på valgdagen. I 2004 var der stor demokratisk opbakning til præsidentkandidat John Kerry. Problemet var bare, at Republikanerne, især det religiøse højre, i endnu højere grad støttede op om præsident George W. Bush på selve valgdagen.

På Republikanernes side er der sket et tilbageskridt siden 2004, hvor en af Bush-kampagnens afgørende styrker var en omfattende og effektiv organisation på græsrodsniveau. Bush-kampagnens webmaster Patrick Ruffini skriver i en kommentar til Zack Exley på den højreorienterede blog, The Next Right, at "GOTV er en nød, som vi troede, vi knækkede i 2004, men det står klart, at erfaringer, man har gjort sig, ikke nødvendigvis er uforanderlige."

McCains præsidentkampagne satser massivt på phonebanking frem for canvassing. Kampagnen har meddelt, at den i flere stater har foretaget flere telefonopkald, end Bush’ kampagne gjorde i 2004. Til gengæld har McCain-kampagnen langt færre kontorer, og flere erfarne kampagnemedarbejdere siger, at kampagnen er langt mere afdæmpet end andre kampagner, de har oplevet.

John McCain har langt færre penge og frivillige end Barack Obama at føre kampagne for, så på alle fronter ser det sort ud for Republikanerne. Allerede i begyndelsen af oktober trak McCain sine kampagneaktiviteter ud af svingstaten Michigan. Nu meddeler topfolk fra McCain-kampagnen, at de opgiver at vinde i New Mexico, Iowa og Colorado – tre stater, som Bush ellers vandt i 2004.
John McCain har i den seneste tid henvendt sig til vælgerne med såkaldte robocalls, hvor en indtalt besked indtelefoneres til republikanske vælgere og til tvivlere i svingstaterne. Formålet med robocalls er hurtigt og billigt at nå ud til mange vælgere med et negativt budskab om modkandidaten. Noget tyder dog på, at internettet er med til at underminere effekten af robocalls, da informationer om sådanne deles af ivrige bloggere og andre netbrugere og dermed sætter afsenderen  – i dette tilfælde John McCain – i et dårligt lys.

Ifølge Get Out The Vote viser studier, at robocalls har ingen eller meget lav effekt på vælgertilslutningen. I McCains tilfælde har det omvendt ført til så megen negativ omtale, at fremtidige kandidater nok vil overveje denne mulighed en ekstra gang.

Barack Obama har som modtræk til disse robocalls oprettet en hjemmeside med et interaktiv kort, der viser, hvor McCain har brugt dem. Der er indtil videre over 50 forskellige robocalls i anvendelse. Endvidere fremgår det af hjemmesiden, hvad det er, McCain anklager Obama for, og der er omfattende svar på tiltale. Der er også mulighed for at indrapportere  ”upassende eller hadefuldt” kampagnemateriale fra McCains side til Obama-kampagnen.



Barack Obama benytter også robocalls i flere svingstater, bl.a. i Virginia, Colorado samt i Wisconsin, hvor en kvinde ved navn Jeri Watermolen ironisk nok angriber John McCain for at benytte uhæderlige robocalls.


Gør en forskel
En amerikansk præsidentkampagne er på én gang et kæmpe apparat, hvor trecifrede millionbeløb investeres, primært i tv-reklamer, og hvor samtlige kræfter i de to partier bringes i spil for at vinde kampen om Det Hvide Hus.

Samtidig er kampagnerne umådelig let tilgængelige. Man kan bogstavelig talt komme lige ind fra gaden uden nogen politisk eller organisatorisk erfaring. I løbet af ti minutter er man i gang med at besvare telefoner, organisere frivillige eller ringe til potentielle vælgere, alt afhængig af, hvor meget tid man har tænkt sig at investere i kampagnen. I det øjeblik, man træder ind ad døren, bliver man en del af kampagnen, og i løbet af en halv time får man følelsen af at have bidraget til en bedre verden.

Phonebank deluxe
Man kan f.eks. gå ind ad svingdøren til Obama-kampagnens kontor i den sydlige ende af Broadway på Manhattan. Så vil man straks blive sat i gang med at ringe til vælgere i svingstater som North Carolina, Pennsylvania eller Virginia. Som ved de fleste phonebanks foregår det i kedelige og kolde kampagnekontorer, hvor de fremmødte frivillige placeres i et stort rum kun udstyret med borde, stole og telefoner.  

Der er også phonebanks med lidt mere stil. Som når fx en velhavende Newyorker-dame stiller sin rummelige lejlighed til rådighed for Obama-kampagnen til at afholde en phonebank. Her bliver der ikke serveret kantinekaffe eller kolesteroldjævle fra Dunkin’Donuts, men sprøde muffins, pillede rejer og canapéer i en velanrettet buffet.

I de lyse stuer med dyre kunstværker på væggene og masser af stilsikkert nips er der plads til omkring 30 mennesker i de bløde lænestole og sofaer. Man kan også finde en plads i solen på terrassen, der strækker sig langs Hudson River med udsigt over Frihedsgudinden og det sydlige Manhattans slanke skyskrabere, og derfra påbegynde dagens dont.

Når man kommer igennem til en svingvælger, forløber samtalen på følgende måde:

"Hi, is Mrs. Smith available? My name is Astrid, and I"m a volunteer with Barack Obama"s Campaign for Change. How are you?

I’m calling today because it is time we fundamentally change the direction of this country’s politics, and Barack Obama is the one candidate in this race that can turn the page in Washington.

Have you decided who you’re voting for in the presidential election?”

Personen svarer ja, nej, måske, eller ”det rager ikke dig”, og man noterer svaret ud for personens navn på sin telefonliste. Hvis der ikke er nogen hjemme, lægger man en lang besked om, at de bør stemme på Obama, og de får så et nyt opkald en anden dag. Nogle smækker også røret på, men heldigvis er listerne meget lange, så man spiser et bid af sin blueberry-muffin og ringer straks til den næste.

Er personen ikke helt sikker på, hvem der skal stemmes på, spørger man til, hvilke emner, denne vælger er særligt interesseret i, og forsøger derudfra at overbevise personen om, at Barack Obama er den rette kandidat til at få amerikansk økonomi på rette kurs og sikre bedre forhold for middelklassen og de fattigste amerikanere.

Man kan nå at ringe til ca. 100 numre på to timer, da man ofte får forkert nummer, eller der ikke er nogen hjemme. Telefonlisterne til phonebanks er nemlig langt fra optimale. Op imod halvdelen af numrene er forkert nummer. Samtidig er det kun folk med fastnettelefon, der figurerer på listerne. Flere og flere, især unge, har kun mobiltelefoner og er derfor svære at nå gennem traditionelle phonebanks. Det har Barack Obama dog taget højde ved aktivt at indsamle mobiltelefonnumre og ved at bruge internet og nye medier smartere og bedre end nogen anden præsidentkandidat.
Man kan også komme igennem til vælgere, der allerede har stemt. Den tidlige afstemning, såkaldt early voting, er nemlig allerede i gang i over 30 stater. Det vurderes, at op til en tredjedel af vælgerne stemmer før valgdagen d. 4. november.

Snak med din nabo
Både McCain og Obama har bygget deres organisation op ud fra princippet om, at det er nemmest at blive overbevist af en, man kender og stoler på i forvejen, frem for en fremmed. Deres organisering er derfor bygget op om, at folk canvasser i deres lokalmiljø – det er langt mere effektivt at sige: ”Hej, jeg bor lige nede ad gaden, kunne du ikke tænke dig at hjælpe mig med at ringe til nogle vælgere?" end at blive passet op af en ukendt frivillig fra en anden stat.

Obamas online-værktøj til den lokale GOTV-indsats hedder ”Neighbor to Neighbor”.




klik på billedet.
 

Se videoer fra Obama-kampagnen om, hvordan man canvasser og phonebanker.


Via Neighbor-to-Neighbor kan man downloade telefonnumre, kort og manuskript – kort sagt alt, hvad man skal bruge for at gå ud og canvasse på egen hånd i sit nabolag eller ringe til demokrater længere nede ad vejen. 12 dage før valget har Chris Hughes, Facebook-grundlæggeren og online-kordinator i Obama-kampagnen, opgraderet Neighbor-to-Neighbor værktøjet, så det er endnu nemmere at anvende.




 
Her er de vælgere i svingstaten Pennsylvania, som jeg bliver bedt om at ringe til via mybarackobama.com. Nedenfor er manuskriptet og tilbagemeldingen til kampagnen.



 

Når en frivillig downloader nogle telefonnumre via mybarackobama.com, reserveres numrene til denne person. Er opkaldene ikke foretaget efter 14 dage, ryger de tilbage i puljen. Men selv det mest avancerede system har sine begrænsninger. Derfor har Obama-kampagnen i de sidste uger op til valgdagen valgt at bruge udprintede telefonlister, som udleveres på de mange phonebanks landet over. Det gør det nemmere at styre, at de frivillige f.eks. ringer til North Carolina om formiddagen og Virginia om eftermiddagen, hvis det er det, der er brug for. Det er samtidig stadig muligt at downloade numre via my.barackobama.com.

McCain halter bagefter, når det kommer til online-værktøjer. Han har dog kopieret Obamas værktøj til en ”Voter to Voter”-funktion, hvor man ligeledes ved hjælp af ganske få klik kan downloade det nødvendige GOTV-udstyr. Den største forskel mellem de to kandidaters sites er designmæssig. McCains ligner en tidlig udgave af MSN Messenger, Obamas er mere nedtonet og chik.




 

Fremtidens kampagner
Obama har ikke blot skabt den dyreste og teknologisk mest avancerede kampagne nogensinde. Han har også gjort op med den måde, hvorpå de frivillige inddrages (eller udnyttes) i kampagnen. Hvad enten han vinder eller ej, vil hans model blive studeret og kopieret af fremtidige politiske kandidater.
Barack Obamas kampagne er langt bedre og smartere organiseret, end John Kerrys var i 2004. Men selve GOTV-indsatsen er stadig temmelig håndholdt. Glem alt om high-tech græsrødder, der udstyret med palm pilots og laptops laver one-stepcanvassing, hvor telefon- og adresselister hentes direkte fra nettet, og oplysningerne indtastes on the spot. Mon ikke vi vil se et fremskridt i 2012, hvor alle kampagnens frivillige vil kunne canvasse og phonebanke direkte fra deres mobiltelefoner? Men det krævende arbejde med at kommunikere én til én med store dele af vælgerne slipper man ikke for.