Helten og håbet i True Detective

Hvad, der gør Rust Cohle unik, er, at hans splittelse bygger på en eksplicit formuleret filosofi; en grundlæggende tilgang til og forståelse af 'livet, universet og alt det der', som Rust, til sin partner Marty Harts (Woody Harrelson) store fortrydelse, benytter enhver lejlighed til at forkynde. Det er ikke uden grund, at Marty allerede i afsnit et lettere opgivende foreslår: ”Let's make the car a place of silent reflection from now on, okay?”).

Se den fraklippede scene, hvor Cohles kæreste Lori udtrykker hans modsætningsfyldte karakter

Det illusoriske selv

Skal man forstå Rust Cohles filosofi, så er et godt sted at starte Rusts egen formulering af sit menneske- og verdenssyn.

Meget kort sagt hviler Rusts filosofi på to grundtanker:

For det første hvad vi kan kalde for den pessimistiske (Rust ville nok foretrække 'realistiske') grundtanke: At den menneskelige eksistens, menneskets væren som et tænkende og selvbevidst væsen, er en fejltagelse, et brud på naturens orden, som det alt i alt ville være bedre, hvis aldrig var fundet sted.

For det andet er der illusionstesen: At menneskets selvbevidsthed, menneskets forståelse af sig selv som et væsen, der har et selv, er en illusion, en drøm.

Det er disse to grundtanker, som Rust med monomanisk insisteren igen og igen bliver ved med at vende tilbage til og reflektere over i løbet af True Detective. Verden ifølge Rust er ikke noget rart sted. Mennesket hører ikke hjemme i verden, og verden passer ikke til mennesket. Menneskets forståelse af sig selv som et bevidst og tænkende væsen er en evolutionært programmeret illusion. Vi er natur, der i kraft af vores natur, vores evne til at kunne reflektere over os selv, er blevet fremmedgjort fra naturen. Vi er dyr, der i kraft af vores bevidsthed ikke længere blot er dyr.

Og netop deri ligger, ifølge Rust, problemet. For hvordan håndterer man den indsigt? Hvordan bærer et refleksivt og tænkende væsen (og Rust er ekstremt refleksiv og tænkende) sig ad med at leve i en verden, der ikke er indrettet til at rumme refleksive og tænkende væsener? Hvordan håndterer man den angstfremkaldende og eksistentielt nedbrydende tanke, at ens eget selv ikke eksisterer? At det selv, som man troede, man var, i virkeligheden ikke er andet end en illusorisk drøm?

Religion og selvbedrag

Der er grundlæggende to måder at leve med den eksistentielle meningsløshed, som Rust prædiker: Den desillusionerede kynisme eller selvbedraget. Rust har valgt kynismen og har ikke noget tilovers for alle os andre, det store flertal, som har taget tilflugt i selvbedraget.

Dette bliver tydeligt i begyndelsen af afsnit tre: The Locked Room, hvor Rust og Marty besøger en omrejsende teltkirke.

Ud fra Rusts analyse af såvel vækkelsesprædikanten som hans menighed er det klart, at han betragter religion som en psykologisk og sociologisk forsvarsmekanisme, hvis primære formål er at undgå eller benægte tilværelsens ulidelige meningsløshed. Folk tilslutter sig vækkelsesprædikantens prædiken, fordi det er en måde at undvige den frygt og det selvhad, som er det uundgåelige resultat af at se virkeligheden i øjnene uden filter.

For Rust er religion en form for selvbedrag, og religiøse mennesker lever på en løgn. En nyttig løgn jo vist, en løgn, der gør dem i stand til at ignorere den afgrund af meningsløshed, der konstant truer med at åbne sig under dem, men ikke desto mindre en løgn.

Døde kvinders blikke

Rusts eksistentielle refleksioner når deres kulmination i slutningen af afsnit tre. Rust, der i løbet af seriens tre første afsnit er blevet afhørt af to detektiver om sin rolle i en mordefterforskning tilbage i 1995, afbryder pludselig afhøringen, læner sig frem, åbner en mappe med billeder af døde kvindekroppe og kaster sig ud i en indædt, nærmest pinefuld, monolog.

Mens Rust taler, klippes der mellem den ældre, tilsyneladende udbrændte Rust i afhøringslokalet anno 2012 og den yngre, mere stålsatte og determinerede Rust anno 1995, der i jagten på en mulig seriemorder tilbringer time efter time med at kigge på billeder af døde kvinder. I de døde kvinders blikke mener Rust at finde en form for bekræftelse af sit eget livssyn. Døden er afslutningen på livet, ja. Men det er livet, der er problemet, ikke døden. Døden er udfrielse fra livets jammerdal, fra den sorg og den lidelse, som er menneskets lod her på jorden.

Og hvad mere er: Døden viser os, at det er os selv, vores egen illusoriske selvforståelse, der er kilden til al denne sorg og lidelse. Døden får os til at indse, at hele vores liv, alle vores håb, drømme smerter og sorg ikke er andet end en drøm; en illusorisk bestræbelse på at være et selv, en person. Lidelsens ophør består i at give slip på denne drøm; at opgive tanken om, at man er et selv, og i stedet acceptere, at denne forestilling netop er en forestilling, en uheldig, illusorisk blindgyde i den evolutionære udviklingsproces.

”… you sure fret about it a lot”

Frivilligt at overgive sig til døden for derigennem at ophæve menneskehedens blinde trang til at reproducere sig selv og bryde den uendelige cirkel af evig gentagelse, der udgør menneskets liv, er for Rust vores eneste virkelige håb om udfrielse og frelse. Eller det er i det mindste den officielle holdning, som Rust igen og igen fremfører i de første afsnit af True Detective. Men kigger man nærmere efter, er tingene mere komplicerede end som så.

Det er nemlig bemærkelsesværdigt, hvor dårlig Rust er til at praktisere, hvad han selv prædiker. Skønt verden ifølge Rust er meningsløs, og der derfor egentlig ikke er noget, som er værd at kæmpe for, så kæmper Rust alligevel. Selv da alle siger, at mordet i 1995 er opklaret, nægter Rust at opgive sagen. Og skønt mødet med døden burde bringe Rust nærmere den selvforglemmende selvopgivelse, han synes at efterstræbe, så forekommer Rust paradoksalt nok at være mest i live, når hans liv er i fare. Se blot, hvordan han håndterer den lange, nervepirrende afslutningssekvens i afsnit fire.

Hvis verden vitterligt er meningsløs, hvis den menneskelige eksistens blot er en evolutionær fejltagelse, hvorfor er Rust så så bekymret? Hvorfor er Rust så engageret i livet, hvis livet ikke er andet end endeløs smerte og lidelse? Som Marty på et tidspunkt skarpsindigt bemærker: “for a guy who sees no point in existence, you sure fret about it an awful lot, and you still sound panicked.” (Afsnit tre: The Locked Room).

Selvbevidst kød

Lad os vende tilbage til det paradoks, som er hjertet i Cohles filosofi: illusionen om, at vi har et selv. Hvad vil det helt præcist sige? Hvis der ikke eksisterer noget selv, hvem er illusionen af et selv så en illusion for? Hvis vi ikke er (eller ikke har) et selv, hvem er det da, der drømmer om at være et selv? Hvad er i det hele taget forskellen på at tro, at man har et selv og så faktisk at have et selv? Hvordan adskiller illusionen om et selv sig fra selvet? Måske skaber vi os selv igennem bestræbelsen på at blive os selv? Og måske er der ikke andet til det at være et selv end at tro og handle, som om man er et selv?

Rust er tæt på at indrømme præcis dette i en af sine sidste dialoger med Marty i afsnit otte: Form and Void.

Vi er selvbevidst kød, der skaber vores egne illusoriske identiteter ved at fælde værdidomme; ved at bedømme ting som gode eller dårlige, rigtige eller forkerte, retfærdige eller uretfærdige. Det er ved at værdisætte ting, at skabe et rum af normer og regler og værdier, at vi skaber os selv, skaber vores eget jeg, vores eget selv.

Måske er dette selv, disse værdier og normer og regler illusoriske. Men det er vigtigt at huske på, at også illusioner er virkelige, nemlig virkelige illusioner. Og det er her, i den virkelige illusion om at være et selv, at der i Rusts filosofi er en, måske utilsigtet, åbning mod håbet. For hvad er en virkelig illusion? Hvad kalder vi det, som får virkelighed og værdi, i kraft af at vi forestiller os det? Svaret er simpelt: I historier, i fortællinger, skaber vi den virkelighed, vi forestiller os. Historier eksisterer imens, og så længe vi tror på dem. Måske er selvet den historie, vi fortæller os selv og andre om os selv?

Hvordan historien ender

True Detective er på mange måder en lang illustration af denne pointe. Rust og Marty fortæller historier til de to detektiver, der afhører dem, og det er igennem disse historier, at seerne lærer Rust og Marty at kende. Rust og Martys identiteter, deres selv, skabes igennem og i kraft af de historier, de fortæller.

Det interessante er, at hvad Rust og Marty fortæller detektiverne, ikke altid stemmer overens med, hvad seerne får at vide. Og Rust og Martys historier stemmer heller ikke altid overens med hinanden. Betydningen af de historier, som Rust og Marty fortæller, ændres gradvist, i takt med at seerne får mere og mere at vide. Men historierne er virkelige historier, der eksisterer, så længe de fortælles. Og historierne er med til at skabe den virkelighed, som de handler om, da historierne påvirker, hvordan Rust og Marty forstår deres eget og andres liv.

Det bringer os til den allersidste scene i True Detective. Rust og Marty har begge været indlagt på hospitalet, Rust med livsfarlige kvæstelser, og sidder i seriens sidste scene uden for hospitalet og kigger op på nattehimlen.

Hvis verden virkelig ikke har en iboende mening, så har den kun den mening, vi tillægger den. Det har Rust ganske ret i. Men hvad Rust har glemt, hvad han først nu, efter mange, mange år, har (gen)opdaget, er, at vi lige præcis derfor ikke er tvunget til at acceptere den nihilistiske pessimismes fortælling om den menneskelige eksistens.

Der er altid andre historier at fortælle om verden, andre perspektiver at anlægge på os selv og vores liv. Det er os, der fortæller historien om verden og om os selv. Og det er derfor os, der i sidste ende bestemmer, hvordan denne historie skal fortælles. Om det skal være historien om menneskets uendelige ondskab, lidelse og sorg eller historien om stjernelysets gradvise sejr over nattemørket.

Det betyder meget, nogle gange alt, hvordan historien ender.