FILM OG FORUNDERLIG FORANDRING
Film og industriel udvikling er født som siamesiske tvillinger i en foranderlig 1800-tals verden. Det var dog næppe begreber som corporate communication, forandringsledelse og organisationsudvikling, der inspirerede de legendariske Lumière brødre i 1895, da de første gang rette filmkameraet mod deres medarbejderes fyraftensexit fra en fabrik i Lyon: Et historisk 46 sekunders ekstrakt af virkeligheden; La Sortie de l'Usine Lumière à Lyon . Bevæbnet med det fantastiske moderne apparatus Cinématographen blæste Lumière brødrene dengang jagten på virkeligheden ind ved nøgternt at indfange en række hverdagssekvenser på film, der senere kom til at udgøre filmhistoriens fundament. Meget celluloid er kørt af spolen siden da, men motivationen for den tidligste form for film er uomtvistelig: man var optaget af kameraets evne til at dokumentere. Facineret af magien i at kunne fastholde en virkelighed, der dermed kunne registreres, genkendes og undersøges.

Der var ingen trivselsundersøgelser, intranet eller medarbejderudviklingstiltag på Lumière-fabrikkken i Lyon eller i den industrielle æra, selve filmmediet skød op af. “Forandring” var synonymt med øget produktion og teknologisk udvikling, og “virksomhedsværdier” var et spørgsmål om målbar profit. Mere end et århundrede og et paradigmeskift senere har erhvervslivet skiftet ham fra værende lineært og hierarkisk til et cirkulært forhold af relationer og medindflydelse på arbejdspladsen. I den moderne virksomhed er skarpe kanter blevet bløde, og firkantede begreber er afløst af subjektive kulturbegreber, der er komplekse og glatte at få hånd om. Forandringsledelse er i høj grad blevet et spørgsmål om menneskelig omstillingsparathed og både individuel og kollektiv meningsdannelse. Det er ikke længere nok at kommunikere virksomhedsværdier – de skal, som Steen Hildebrandt ofte opfordrer til, leves, mens corporate kernekultur og korpsånd ikke længere er noget, man "har", men noget, man "er". Det er en moderne udfordring af karat på direktionsgangene og i HR- og kommunikationsafdelinger i det ganske erhvervsliv. Rækker man ned i organisationsudviklingens førstehjælpskasse, bør man tage et fast greb om det nyskabende værktøj, der hedder film.

SHOW, DON'T TELL
Devisen "show, don't tell" er lånt fra dramaturgiens vokabular og smyger sig som en kalveskindshandske om virksomheders voksende behov for at vende intern dialog og forandringsprocesser fra top-down til bottom-up. I filmindustrien skal der klapbræt til for at synkronisere lyd og billede – i erhvervslivet kan filmmediet med fordel bruges til at undersøge, om der er harmoni mellem virksomhedens værdisæt og den faktiske praksis i hverdagen. Særlig i forandringsledelse er kommunikation og forankring ofte i fare for at ende som wild cards eller i en budgetmæssig blindgyde. Her kan film være med til at gøre komplekse budskaber levende og bygge bro over tomme kløfter i virksomheders interne dialog. Forandring kan skabe usikkerhed på alle organisationsniveauer og øge behovet for nærværende face-to-face kommunikation mellem ledelse og medarbejdere. Her er interne tv-kanaler og podcasting teknologiske kvantespring, der kan transportere budskaber og koncerndirektører på tværs af funktioner og landegrænser hele vejen "ud på gulvet" i øjenhøjde med virksomhedens medarbejdere. Fibernetkablet er dog ofte ensrettet i sin kommunikation, og det er straks vanskeligere at sende medarbejderen og hverdagens praksis på filmisk rejse til direktionsgangen. Flertydige begreber som forandring, værdi og kultur får først for alvor mening i deres rejse fra abstraktion til praksis. Man må derfor ikke overse den pondus, der følger med i en kommunikationsstrategi, der viser frem for at fortælle.

"AND ACTION!"
PFA Pension er en af flere virksomheder, hvor man fra ledelsesplan ser film som et oplagt redskab i forandringsprocesser. Direktør Lars Ellehave-Andersen mener, film kan understøtte forandring på flere måder. Han fortæller:

"Alt afhængig af, om man har en brændende platform (fokus på det negative ved den nuværende situation) eller har en stærk vision om fremtiden, kan en film visualisere situationen 100 gange bedre end 15 plancher. I film kan man også anvende ironi og humor bedre, og dermed gøre budskabet både skarpere og lettere forståeligt."

PFA Pension har gode erfaringer med anvendelsen af film i en intern forandringsproces. Implementeringen af en ny produkt- og teknologiplatform i virksomheden blev lettere fordøjeliggjort blandt medarbejderne ved hjælp af humoristiske film, skabt for at vise, hvor "besværlig den gamle verden var". I den proces blev film brugt som opsendingsrampe for den efterfølgende interne dialog, som blev faciliteret af forandringsagenter. Lars Ellehave-Andersen ser også potentiale i brugen af film som et scenarieteknisk redskab i arbejdet med strategiprocesser. Via fiktive filmiske fortællinger kan man tegne et billede af flere mulige fremtidsscenarier i en virksomheds udvikling. Direktøren for PFA Pension peger også på filmmediets kulturformidlende egenskaber:

"Og film bør også være en oplagt mulighed i kulturprojekter, hvor film kan bruges til at visualisere både holdninger, værdier, men rent faktisk også grundlæggende antagelser i den nuværende kultur – ja, selvfølgelig også artefakterne."

JO TÆTTERE PÅ VIRKELIGHEDEN, JO BEDRE HISTORIE
Netop holdninger og værdier er søjlebærende begreber i oplevelsen af en fælles virksomhedskultur. I antropologiens verden taler man om "imagined community" ; idéen om, at man med kommunikation kan fordre en fællesskabsfølelse ud over de fysiske rammer, der normalt forener os som mennesker i arbejds- og privatliv. Dette begreb forudsætter naturligvis, at et givet budskab forstås på samme måde af afsender og modtager. Der findes en bevidsthed om, at gode fortællinger er gode budskabsbringere, og derfor fristes vi, måske helt ubevidst, til at tænke i klassiske formidlingsbaner, hvor fortælling rettes ind efter budskab: igen en slags top-down kommunikationstilgang, vi måske helt utilsigtigt har glemt at vende på hovedet.

Facinationen omkring "den gode historie" lever stadig i sin fortærskethed blandt velmenende konsulenter, og alle kommunikatører med respekt for sig selv har en holdning til begrebet storytelling. Filmmediets narrative fortræffelighed er uomtvistelig, men for at bruge film som et aktivt og udviklende værktøj, må mediets – efter min mening – måske vigtigste egenskab trækkes frem på scenen: Selve den dokumentaristiske kapacitet, film fik med sig i vuggegave. Jo tættere på virkeligheden, jo bedre historie. Dokumentarfilmgenren er en forholdsvis uprøvet spiller i corporate communication, men med den rette anvendelse tillader "film fra virkeligheden" en åben læsning og en multivokalitet, der er svær at matche med noget andet medie. Med andre ord kan man stille skarpt på hverdagen og give medarbejderne en stemme i virksomhedens fortælling. Selve den proces, bogstavelig talt at blive set og hørt, kan i bedste fald skabe stor velvilje blandt medarbejderne, og være med til at styrke sammenhængskraften og følelsen af medejerskab, selv i forandringstider. Set med HR-optik er det en verden af muligheder. Dokumentarfilm som værktøj kan tilmed løfte den næsten umulige opgave for en virksomhed at betragte sig selv som helhed fra det punkt, hvor der iagttages – og dermed belyse de "blinde vinkler" og bløde begreber, der ellers er svære at synliggøre. Med en næsten ufiltreret indsigt i en virksomheds "indre liv" kan film for alvor blive et redskab i organisationsudviklingens og forandringskommunikationens tjeneste ved at genere en intern viden som solidt fundament for en oplyst dialog- og beslutningsproces.
 
FILM OG FORANKRING
Uanset hvilken genre af filmmediet man inddrager i kommunikation af forandrings, værdi- og kulturprocesser, kan en film, på trods af at have sit helt eget liv, sjældent stå alene. Skal film nå sit fulde potentiale som udviklende redkab, må den indgå i en styret og aktiv forankringsproces i virksomheden. Lars Ellehave-Andersen understreger vigtigheden i at ramme film ind i en supplerende kontekst:

"Men – og der er også et men – pas på med bare at kalde folk sammen og vise en film eller to. Det skal understøttes i den daglige ledelse af løbende kommunikation og interventioner, der understøtter forandringen."

De konklusioner og den viden, film frembringer, kan, som man har gjort hos PFA Pension, bryde isen til efterfølgende debat og dialog, som kan struktureres i workshop- og forankringsforløb, der rækker ud i hele virksomheden på tværs af funktion og geografi. Vil man bruge film som et aktivt værktøj, kræver det, med andre ord, at man tager det op i hånden til praktisk anvendelse. Man kan kun frygte, at alt for mange velproducerede levende billeder er endt som hyldevare i kommunikationsafdelinger eller i fjerne afkroge af intranet. Lad os slå portene op, som Lumière brødrene gjorde det for mere end hundrede år siden, tage den vide linse på og kaste lys over virksomheders forandring og udvikling.