Fiasko giver succes

Lige fra det øjeblik vi kommer til verden, er vores liv inddelt i to store zoner. Zonerne siger, at der er noget, der går godt, og der er noget, der går dårligt. Disse to zoner følger os, til vi dør. Uanset om vi vil det eller ej. Hvis vi gør oprør mod, at verden er indrettet i de to zoner, havner vi i et nyt, selvopfundet område, som igen består af to zoner. Det er nu bare os selv, der har defineret zonerne. Men der er stadig en zone, hvor det går godt og en zone, hvor det går dårligt. Det gode er godt, men heldigvis kan det dårlige også være godt. For fiasko giver succes.

Hvordan har du det? Hvordan går det?

To af de spørgsmål vi mennesker stiller flest gange i vores liv er ”Hvordan har du det? ” og ”Hvordan går det? ” Begge spørgsmål kan besvares positivt eller negativt. Så uanset hvordan vi vender og drejer det, er der åbenbart noget, der går godt, og noget, der går dårligt.

Man kan synes, at denne opdeling af livet er uretfærdig, latterlig, dum eller overflødig. Men det er en opdeling, der ubønhørligt definerer vores liv. For der er succes og fiasko. Sådan har det altid været.

 

The paradox of Design

Der er imidlertid ikke mange bøger, der angriber begreberne succes og fiasko både fagligt og filosofisk. Men nu er der en amerikansk ingeniør og underviser, Henry Petroski, der har gjort det. Bogen hedder: “Success through Failure: The Paradox of Design”. Det emne, han skriver om, er industriel design. Og det gælder al form for design. Fra design af papirclips og til design af broer og højhuse.

Petroski laver en historisk gennemgang af design, fra Platon og til attentatet på Twin Towers i New York. Han tager eksempler fra romerske stenbroer, der brød sammen i år nul, og til rumfærgen Columbia, der brød i brand i rummet. Han undersøger glas til medicin mod åreforkalkning, der ikke kunne åbnes af folk, der lider af åreforkalkning. Og pointen er den samme: det viser sig at fiaskoerne fører til succes.

 

Ingen succes uden fiasko

At fiasko fører til succes gælder både ud fra den industrielle designs historiske synsvinkel men også i livets generelle udformning. For når noget ikke lykkes, lærer man vigtige ting. Succes lærer man aldrig så meget af. Fiaskoer er holdbare. Dem kan man tage med sig gennem hele livet. Succeser er overfladiske. Fiasko kræver mod. Mod til at gøre noget, der ikke lykkes. Hvis du ikke har det mod, prøver du altid at gøre det sikre. Sikkerhed bringer stagnation. Uden modet til usikkerhed kommer du ikke videre. Succes er noget, der skjuler fiaskoen. Bag enhver succes er der en potentiel fiasko. Hvis vi er bange for at se den bagside i øjnene, risikerer vi at gentage os selv, at gentage gamle succeser. For at få succes skal man lære alt om, hvordan man får fiasko. Succes som begreb eksisterer ikke uden begrebet fiasko.

 

Petroski er ingeniør. Han er hverken psykolog, sprogforsker eller filosof. Han giver sig heller ikke ud for at tale om andet end ingeniører og industrielt design. Hans generelle teorier om succes og fiasko kommer ud for et stormvejr i samme sekund de bevæger sig ud fra området industrielt design. Succes i fx venskaber, succes i kærlighed, succes i familielivet – det er størrelser, der ikke har så meget med industrielt design at gøre. Og bør nok heller ikke have det. Men det gør ikke hans teorier mindre interessante. Indtil videre har Henry Petroski skrevet en bog, hvor han hylder fiaskoen. Og det har han i hvert fald fået succes med.

 

 

 

“Success through Failure: The Paradox of Design”. Af Henry Petroski.

Udgivet på Princeton University Press 2006.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job