STOP HETZEN AF STOP-KAMPAGNEN

Stop nu den hetz af kampagnen

Et af de mest sprængfarlige emner i dansk politik er udlændingepolitikken, og det er samtidig et af de emner, danskerne går mest op i. Derfor var det ventet, at Det Konservative Folkepartis STOP-kampagne ville give bølgegang, da de valgte at tage emnet op med ordet naziislamisme. Men selvom der ikke er point for stil til det konservative parti, skyder kritikerne dog sig selv i fødderne på fem vigtige områder, og skaber sammen historien om kampagnen, man ville misforstå. For kampagnen er basalt både modig og nødvendig for partiet.

STOP. Kampagnen er langsigtet

Når man skal vurdere en kampagne, er man nødt til at se på det langsigtede arbejde, og om en virksomhed eller et politisk parti samlet set står bedre, når kampagnen er slut. Specielt for politik – og især små partier - gælder det, at man skal lægge sig meget i selen for at gøre sig bemærket.

Med denne kampagne er de konservative i den grad kommet ud over rampen, og hver eneste gang har man skubbet enten den milde formand Søren Pape foran sig eller benyttet sig af Naser Khader, der kan trække på sin rolle som ekspert. I alle tilfælde har seere og lyttere kun mødt to mennesker, der tog nuancerne med og virkede velmenende.

Som en kuriositet kan det nævnes, at et kritisk interview med Søren Pape i et enkelt tilfælde blev fulgt op af først et indslag om Boko Haram og dernæst et om at terroristen Omar El-Hussein delte fængselscelle med en støtte af Islamisk Stat. I bedste sendetid, vist nok på DR.

Vi ser også Naser Khader benytte sig af de sociale medier, hvor han kan poste henvendelser fra muslimer, der er glade for opgøret med den ekstremistiske udøvelse af deres religion.

Desuden har kritikerne ikke formået at underbygge, at der skulle være tal eller undersøgelser, som indikerer, at en større andel af danskerne skulle have noget imod naziislamisme-plakaterne.

STOP. De spillede ikke rigtigt nazikortet

Der er ikke point for stil, når det kommer til den konservative kampagne, selvom farverne er genkendelige og budskaberne korte. For det er ganske risikabelt at sætte ordet ”nazi” foran noget som helst, og ordet er så ladet, at det vækker følelser hos snart sagt alle vælgere.

Ikke des to mindre har Det Konservative Folkeparti ikke kaldt en gruppe af folk for nazister. De, eller i hvert fald Naser Khader, har opfundet et nyt begreb til at beskrive den del af de ekstreme islamister, som søger inspiration i Mein Kampf, deler Hitlers had til jøder og brænder bøger. Udtrykket er ganske kraftfuldt netop fordi det bevidst trækker på en reference til historien, som vi alle kender.

Konservative satte navn på en religiøs-politisk gruppering. Polfoto/Finn Frandsen

Derfra kan man så diskutere, hvor mange personer begrebet dækker over og hvor organiserede disse naziislamister er. Derfor er der heller ikke point for stil, for det er for let for modstandere af partiet eller budskabet (nok mest det første, trods alt) at sige, at man har spillet nazikortet; at man har kaldt en politisk modstander eller en person for nazist. Men det har ikke bekymret analytikere, at de ikke har analyseret sammenhængen. For det var nemmest at misforstå, og jo før man kunne formulere en kritik, jo bedre chancer havde man for at komme i medierne. Her bør det nævnes, at blandt andet Jarl Cordua var en behagelig undtagelse.

STOP. Kritikerne glemmer at se på afsenderen

Det Konservative Folkeparti har ikke tradition for at tale grimt om folk på baggrund af deres religion. Partiet har muligvis en forkærlighed for kristendommen, som man kan synes om, hvad man vil. Men jeg vil gerne vædde en god flaske vin på, at det bliver svært at finde konservative folketingsmedlemmer, der haft alvorligt brug for at få vasket munden i sæbe. Derfor er det også svært at få beskyldningerne om grim tale til at sidde helt fast på partiet. Man vil ganske enkelt være mere tilbøjelig til at lede efter nuancerne, end hvis det var Dansk Folkeparti, som var afsender på kampagnen.

STOP. Kritikerne er the usual suspects

Det kan vel dårligt overraske nogen, at folk som Brian Esbensen, Rune Engelbrecht, Lars Trier Mogensen her på Kforum og David Trads ikke vil bryde sig om en kampagne, der på nogen måde involverer ekstrem islam. Men selvom kritikerne er the usual suspects, har de dog – eller havde i starten – opbakning fra flere sider. For mediernes kritiske spørgsmål får det til at ligne, at partiet er ude i uvejr, selvom journaliststanden blot gør sit arbejde ved at stille de spørgsmål, man må forvente at den brede seerskare har.

Til det kommer, at man flere steder hos centrum-venstre i de senere år har haft et godt øje til Det Konservative Folkeparti, fordi partiet abonnerer på en form for ordentlighed.

Den milde formand taler til befolkningsens bedre jeg. Kilde: Det Konservative Folkeparti.

Hvor der er langt til Dansk Folkepartis syn på verden, har der været kortere til de konservative medlemmer. Derfor er kampagnen også en elektrochok til denne gruppe, der igen må berede sig på et konservativt parti, der prioriterer værdikampen. Det er måske også årsagen til, at centrum-venstre spræller så meget. Man håber på gennem pres og forskellige kreative tolkninger og mere eller mindre overlagte misforståelser at få presset de nyvundne tænder ud af Det Konservative Folkepartis mund.

Det var lettere for store dele af centrum-venstre at Det Konservative Folkeparti ikke blandede sig i debatten. Men man kan ikke have en særligt berettiget forventning om, at et parti, der vil gøre sig bemærket,- og det vil partier ofte – holder lav profil af hensyn til den modsatte politiske fløj. Og efter som den de kritikere, der har set på partiet med venlige øjne ikke har gjort meget ud af at fortælle om partiets fortræffeligheder, virker det som en usædvanligt dårlig investering at tækkes disse kritikere ved at undlade at score point på et af dansk politisk allerstørste emner.

STOP. Argumentet om den opfindsomme orddeling er inkonsekvent

Der er mange eksempler på manglende bindestreger i bybilledet – og sågar i kirken, hvor man finder ”Den Danske Salme Bog”. Sådan er design en besværlig størrelse, og selvom jeg også selv holder af korrekt kommatering, orddelinger og så videre, anerkender jeg at ikke er ekspert i design. Til gengæld tør jeg godt sige, at jeg ved så meget om sprog, at jeg rynke brynene af de kampagnekritikere, der hænger deres hat på en manglende bindestreg. For de kritikere læser kampagnen, som Fanden læser Biblen. Eller salmebogen.

Det må have været svært at forudse den meget kreative fejltolkning, som flere politiske kommentatorer har turneret med. Jeg har hørt indtil flere sige: ”Ja, der står jo stop, nazi, islam og så isme.” Det næsten er komisk at høre folk strække sig for at få mest muligt pause eller flest mulige ord ind mellem islam og isme, når de udlægger plakaten. Det er ærligt talt svært at vide, om de selv tror på tolkningen. Men man har altså besluttet sig for at misforstå kampagnen, og derfor prøver man at retfærdiggøre sin beslutning med selv lidt fjollede midler.

Detfritstående 'isme' blev årsag til mange kritiske analyser.

Ingen af dem har heller forklaret, hvad ”Stop isme” skulle betyde. Og hvis man mener, at der står stop islam, mener man også, at vi skriver stop isme. Det må man så forklare, men det har ingen gjort. Sandheden er nok, at disse personer gør, hvad de kan, for at holde fast i deres negative tolkning. Også selvom det betyder, at deres tolkning ikke er konsekvent og går på kompromis med det almindelige danske sprog.

De samme personer har svært ved at forklare plakaten med iværksætterbenspænd. Der står jo STOP IVÆRK SÆTTER BEN SPÆND. Er Det Konservative Folkeparti mon ude på at stoppe ben? Eller iværk? Nej. Det er gennemgående en fjollet fortolkning, og jeg opfordrer i den forbindelse til at se punkt tre i dette skriv.

Alt i alt er der altså ikke point for stil på vej til Det Konservative Folkeparti. Men der er point for effektivitet, langsigtet medieplanlægning og mod. Kritikerne derimod. De kan hverken modtage point for nuanceret kritik, analytisk sans eller sproglige evner.

Asger Bonnevie er cand.mag. i historie og kommunikation. Han er bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet.