Fem benspænd for Helle

Skrevet af
Lars von Trier fik for få år siden lokket sin gamle ven Jørgen Leth til at genindspille sin egen film fra 1967, Det perfekte menneske. Den eneste betingelse var, at Lars måtte komme med fem benspænd undervejs, som instruktøren Leth så skulle hoppe over, så godt han kunne. Nu er tiden kommet til, at Helle skal genskabe det perfekte parti fra 1960'ernes krønike-Danmark, alle spænder ben. Ikke mindst hende selv. Er hun det perfekte svar i det perfekte parti eller blot navnet på Jørgen Leths skandaleombruste selvbiografi? Det uperfekte menneske i et uperfekt parti.

 

Det første benspænd: Helles valg af Helles jernladystrategi

Jernladystrategien virker ikke. Hendes åbningstale rummede et

”krav om fornyelse”, ”krav om et generationsskifte i socialdemokraternes ledelse” og ”et klart og rungende nej til fløjdannelser, kaffeklubber og intrigemageri i den socialdemokratiske folketingsgruppe”. Konsekvensen blev en kravlegård af umodne, uansvarlige socialdemokrater i ledelsen, som alle er blevet uvenner med enhver, som rejser sig, når de ser et rødt flag smælde.

 

Franks erfarne folk er marginaliseret, og tilbage er en meget ung og uprøvet gruppe glatnakker med smarte konsulenthornbriller, som har det bedst i flyveren til Bruxelles. Det er altså lykkedes at slippe af med Frank og folket, men til gengæld ikke med Lykketoft, som nu er ”konsulent” for ledelsen. En underlig uforpligtende position, som bliver brugt til at sende mærkelige prøveballoner op fra Tårbæk havn, som Svend Auken så senere skal forklare med "det-Mogens-mener-er-at".

 

Det andet benspænd: ”Vi vil arbejde regeringen ud af kontorerne”

Det skulle hun aldrig have sagt i betragtning af den blokpolitik, som regeringen har ført i snart 100 år. Virkeligheden er en anden. Regeringen er ved at arbejde Socialdemokratiet ud af kontorerne. Regeringen kan kun tælle til og med DF. Derfor skulle hun ikke have sagt noget, som ikke har konsekvenser, der svarer til virkeligheden. Strategien var ellers klar fra start: Helle spillede med åbne kort, og hun vil vise, at S er regeringsmodne og vil søge indflydelse i de afgørende forhandlinger.

 

Resultatet blev dog derefter, fordi ingen socialdemokrater ved, hvad socialdemokraterne vil. I stedet måtte S krybe ud af en række forlig pga. interne uoverensstemmelser og ikke mindst forvirring om, hvad der ville gavne den socialdemokratiske sag. Tabersagerne er legio. Der var fordelingen af midler til de almene boliger, Landsbyggefonden. Der var integrationsaftalen. Der var forhandlingerne om finansloven 2006, som gik nærmest hen over hovedet på dem. Alt sammen noget, som peger på, at strategien om at indgå forlig er forlist. Det var i hvert fald det billede, som det er lykkedes regeringen at skabe af den forvirrede forsamling af gamle DSU'er.

 

Faktum er dog bag spinnet, at Foghs kontraktpolitik amputerer enhver forhandlingssituation. Og når Foghs mantra om, at ”vi tilstræber brede forlig” ikke bliver til noget, giver de bare Socialdemokraterne skylden. Det er derfor lose-lose at forsætte ”Vi vil arbejde regeringen ud af kontorerne” meget længere.

 

Det tredje benspænd: Morten Boje Hviids blind spinning around…

Efter Lykketoft-derouten, også kaldet Bojes taber-hattrick, har han ikke rigtig vist, hvad han duer til. Han har ikke bidraget positivt til et bedre image for sosserne, han famler i blinde i dette kaos af en folketingsgruppe. I Amerika siger man, at politics is showbiz for the ugly people, måske er Boje med løvemanken simpelthen for lækker til dansk politik. Han er i hvert fald for selvlækker til Socialdemokratiet.

 

Det fjerde benspænd: Matchgruppe 4-manøvreringen

I løbet af efteråret kom ”Matchgruppe 4” til Christianborg.

Også i Socialdemokratiet fik man øjnene op for, at det næsten indgåede integrationsforlig gik ud over nogle af samfundets svageste, nemlig kontanthjælpsmodtagere med ”betydelig nedsat” arbejdsevne i den såkaldte matchgruppe 4. Denne betænkelighed fik dem til at gå ud af forliget med regeringen.

 

Flugten ud af regeringens forhandlingslokaler fik dem desværre til at fremstå vægelsindede og fuldstændig til grin. Det lykkedes nemlig ikke at komme igennem med budskabet om, at de gjorde det for de svage. Tilbage står kun, at Socialdemokratiet er endt i matchgruppe 4 for politiske partier. Uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet og med en voldsomt nedsat forhandlingsevne. Noget, som ikke blev meget bedre af, at de i forhandlingerne om ”Flere i arbejde” lykkedes at spænde ben for sig selv, fordi Socialdemokraterne alt for sent måtte sande, at kontanthjælpsloftet ifølge regeringen ikke var til debat.

 

Det femte benspænd: Skat, skat ikke?

Det lykkes søndag d. 8. januar, anført af ”Konsulenten”, tidligere finansminister og afgåede formand for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, at skabe total forvirring i den danske befolkning om, hvad S vil på skattepolitikken. Ingen ved nu, hvor de er på vej hen, hvem der bestemmer eller hvad de mener. I sund erkendelse af, at de ikke selv er i stand til at komme med en skattepolitik, overvejer de nu at kopiere Foghs skattestop i en simuleret social udgave. Alt sammen noget, som er den sikre opskrift på endnu flere interne stridigheder og endnu mere forvirring.

 

D. 28. januar lancerer S så deres version af regeringens skattestop. Men med skattestoppets implicitte sociale slagside og fredningen af boligejerne er det svært at se, hvor kærligheden til macthgruppe 4 er blevet af. Det er i hvert fald 100 % asshole, at det kongelige danske socialdemokrati blåstempler de velstilledes skattefri boliggevinster, og stik modsat de klogeste anbefalinger fra velfærdskommissionen. Sagen er jo, at skatten skal flyttes fra de mobile goder (kapital, arbejde) til de immobile goder (bolig), hvis det her samfund skal vinde i det lange løb. Nyrup tabte på, at Socialdemokratiet ikke rigtige kunne få en klar profil på udlændingedebatten, ingen tvivl om at Helle kommer til at tabe endnu mere på den uklare profil på skatteområdet.

 

Triers benspænd for Leth og Det perfekte menneske udsprang af en fælles diskussion af, hvilke krav man kan stille til den perfekte film. Det uhyggelige er, at kravet for at slå Fogh er intet mindre end det perfekte socialdemokrati fra de glade tressere. Spørgsmålet er, om Helle er løsningen eller eksemplet, som beviser, at det perfekte parti ikke findes længere.

Relaterede artikler

Mortens Valg - Morten Boje Hviid har valgt. Nu arbejder han som Public Affairs rådgiver i den globale tobaks-gigant, British American T...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Kommunikatør

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.