Under kommando af Christoffer Columbus satte de tre skibe Santa Maria, Nina og Pinta den 3. august 1492 sejl og drog mod vest. Målet var at finde søvejen til Indien, men projektet var nær mislykkedes. Besætningen var skræmt fra vid og sans ved udsigten til at sejle så langt mod vest, at skibene ville styrte ud over Jordens kant. Columbus førte imidlertid sine mænd bag lyset, så de ikke opdagede, hvor langt ekspeditionen virkelig var kommet, og 12. oktober nåede man helskindet i land. Ikke i Indien, men på øen San Salvador i Caribien.



Historien kender alle, så hvorfor skal vi nu høre den igen? Det skal vi, fordi den er forkert. I slutningen af 1400-tallet troede hverken europæiske søfolk eller videnskabsmænd, at Jorden var flad. Og hvorfor gjorde de ikke det? Fordi det allerede på det tidspunkt var meget længe siden, at forestillingen om den flade jord havde været almindelig i Europa.

De gamle grækere vidste besked
Det er rigtigt, at der har levet overordentlig civiliserede mennesker, som troede, Jorden var flad. For eksempel babylonierne, ægypterne og - langt op mod vor tid - kineserne. Men det har ikke været en almindelig opfattelse i Europa, siden grækerne i 300-tallet, på grund af deres fremragende kundskaber inden for astronomi og geometri, indså, at når fiksstjernerne forekommer at stå højere over horisonten, efterhånden som man rejser mod syd, kan det kun skyldes, at observationerne bliver foretaget fra en krum overflade.

Romerne, der overtog en god del af grækernes naturfilosofi og naturvidenskab, mente også - i hovedsagen - at Jorden var rund. Tidlige, kristne forfattere havde udmærket kendskab til hellenismens tænkning, og overtog tanken om den runde Jord. Men selv senere, da en stor del af kendskabet til oldtidens filosofi midlertidigt var gået tabt, mente indsigtsfulde mennesker, at Jorden var rund.

Columbus' lykketræf
Hvad var det så, Columbus skændtes med andre sagkyndige om? Ja, det var Jordens størrelse. Columbus' kritikere mente, at han havde fejlberegnet Jordens omkreds. At den vestlige rute til Indien var så lang, at hans forholdsvis små skibe ikke kunne rumme de nødvendige forsyninger. At Columbus med andre ord bragte mandskabets liv i fare, fordi det ville dø af sult og tørst, længe inden missionen var blot i nærheden af Indien. Det havde Columbus' kritikere fuldkommen ret i, og de tre skibe var i alvorlig knibe på grund af udtømte forråd, da de i midten af oktober 1492 stødte på ukendt land.

Det engelske ord for Columbus' metode er vidunderligt: serendipity. Lykketræf og rent held. Og, som jeg lærte i mine unge dage på University of Pennsylvania, er det sådan set en udmærket metode i den forstand, at mange virkelig store opdagelser er gjort ved hjælp af serendipity.

Ulempen ved serendipity er til gengæld stor: Man kan ikke have nogen fornuftig mening om, hvornår lykketræf og rent held næste gang vil skabe fremskridt for hele menneskeheden. Derfor er det sådan med serendipity, at alle anerkender den, men ingen satser på den. Logikken bag fodboldtips og forskning er ens i den forstand, at der ikke er noget fornuftigt alternativ til systemtipning. Men at det selvfølgelig aldrig kan skade at tippe et par rækker ud fra den præmis, at Vejle Boldklub er uovervindelig. Man kommer ikke til at miste mere, end man har råd til at tabe. Og skulle præmissen alligevel holde, kan man se frem til økonomisk uafhængighed resten af livet.

Fejl erkendt siden 1945
Historien om den flade jord er en af tyve forkerte historier om historien, som den britiske Historical Association allerede offentliggjorde i 1945. Ikke desto mindre forekommer den forkerte historie om hvor tåbelige, folk var i middelalderen, at leve i bedste velgående.

Der findes mange andre historiske forestillinger, der er lige så sejlivede, som de er forkerte. I Vesten kan vi lide at tænke, at det var Storbritannien og USA, der besejrede Tyskland i Anden Verdenskrig - selvom de fleste sobre historikere udmærket er klar over, at det var Sovjetunionen. I Frankrig kan de lide at tænke, at de var med i Anden Verdenskrig, selvom det alle andre steder i verden anses for et eksotisk synspunkt. I Danmark er det en udbredt forestilling, at vi vandt slaget på Reden i 1801, selvom der på Lord Nelsons gravmonument står: The Nile, Copenhagen, Trafalgar.

Som regel er det nationalisme, der spøger, når forkerte historier om historien ikke er til at få has på ("Armenierne? Armenierne? Hmmmmm… De fik vist lige pludselig lyst til at begå selvmord engang i 1915 eller sådan noget. Meget kuriøs historie.." - som det stadig så nogenlunde hedder, når man forespørger om deres skæbne hos den tyrkiske regering).

Renæssancens næse for branding
Når det gælder middelalderen, er det imidlertid ikke nationalismen, der spøger. Snarere en umådelig selvbevidsthed blandt 1400- og 1500-tallets kunstnere, der fik dem til at betragte deres forgængere som rene amatører - og sig selv som banebrydende genier. Selve udtrykket siges at stamme fra Giorgio Vasaris kunstnerbiografier fra midten af 1500-tallet. Derfor skal man ikke være særlig tilbøjelig til at stramme og overdrive for at sige, at renæssancen burde hedde Renæssancen™. Den er selve Firenze-brandets DNA, og har mere eller mindre været det uden pause, siden centralperspektivet blev genopfundet i begyndelsen af 1400-tallet.

Som altid med påstande, der fremsættes i brandingens hellige navn, bør man dog også være skeptisk her. Der levede så mange kloge mennesker i middelalderen, at det monumentale, idehistoriske kompendium Tankens Magt direkte har en kapiteloverskrift, der hedder: Renæssancens ødelæggelser - om det forfald i præcision og stringens, humanismen førte med sig.

Og det var kun de sære og marginale, der troede, at Jorden var flad.

Henrik Dahl gennemgår i en artikelserie 10 forkerte fortællinger inden for det sociologiske og historiske felt. Han tæller efterhånden ned til fejl nr. 1, som er den fortælling, der er mest populær og forkert. Læs også det introducerende debatindlæg, hvor han beklager, at relativismen i dag synes at have vundet over videnskabeligheden.