Den amerikanske fysiker Richard Feynman talte et sted i sine forelæsninger (se for eksempel her) om cocktailpartyfilosoffer. Med udtrykket mente han flere ting. For det første filosoffer, der følte, at for eksempel relativitetsteorien var fantastisk dyb og havde beriget filosofien umådeligt. Men som samtidig åbenbarede, at de ikke havde fattet en brik af, hvad teorien gik ud på. For det andet filosoffer, der mente det modsatte. At fysikken var umådelig langsom og kunne have nået frem til sine indsigter væsentlig hurtigere, hvis den havde været så venlig at spørge de pågældende filosoffer til råds.

Undskyld, men Newton kom før Einstein
I forelæsningen demonstrerer Feynman ironisk, hvor anstrengende begge skoler er at høre på for en fysiker. Når man i skole 1 siger, det er umådelig dybsindigt, at Einstein påviste, at alt er relativt, sukker Feynman, at både Newton og Poincaré var klar over - og skrev - at alle observationer beror på referencerammen. Så hvorfor vente til Einstein, før man falder i svime over iagttagelsen? Desuden, tilføjer Feynman, er alt ikke relativt ifølge Einstein. For eksempel er et af elementerne i den berømte ligning E = mc2 (nemlig størrelsen "c") en konstant: lysets hastighed.

Klinet til væggen i et fritsvævende kammer
Skole 2 er ikke bedre i sin forståelse af, hvad fysikerne siger. Når denne gren af cocktailpartyfilosofien siger, det er klart, at man ikke kan fastslå, om noget bevæger sig, uden at have en ekstern referenceramme, og at man da kunne bare have spurgt filosofferne om dette, er der kun to ting at sige. Den første er lidt længere: "Vel kan man så! En fuldstændig jævn rotation omkring en fast akse kan godt kaldes 'en bevægelse'. Okay? Så forestil dig et vindues- og dermed ekstern-referenceløst kammer på størrelse med en dagligstue. Forestil dig, for argumentationens skyld, at problemerne med støj og vibrationer er løst, så du ikke mærker bevægelsen af den grund. Forestil dig, at kammeret indeholder alt det, der er i en dagligstue - inklusive dig selv. Forestil dig så, at det roterer jævnt om sin egen akse med tohundrede omdrejninger i minuttet. Du og dine ting vil være klinet til væggen som følge af centrifugalkraften. Ethvert forsøg på at flytte noget ind mod midten af rummet, vil være forgæves. Det vil drøne ud på væggen igen. Ud over at føle den direkte på kroppen, vil du med blot folkeskolens fysikpensum i baghovedet være klar over, at du erfarer en ensartet bevægelse - uden eksterne referencer af nogen art. Overhovedet".

Den anden ting er noget kortere: "Fysisk indsigt er altså a posteori, mine herrer filosoffer! Så vær venlige at stikke jeres a priori op et sted, hvor konstanten "c" aldrig udbreder sig".

Den latterlige farvelære
Hvordan skal man forstå Feynmans kritik? I det lange, historiske perspektiv kæmper han for fysikkens autonomi. Det er vigtigt at huske, at vrede imod Newton var et almindeligt træk i 1700-tallets filosofi. Ikke blandt de britiske empirister, men på det europæiske kontinent, hvor det store navn det meste af århundredet var en rationalistisk systembygger, hvis navn de flest i dag har glemt: Christian Wolff. Ikke før Kant i 1781 offentliggjorde Kritik af den rene fornuft, blev filosofien for alvor smidt ud af fysikken. En stædig kamel som Goethe nægtede endda at høre efter, hvad Kant sagde, og offentliggjorde så langt op mod vor tid som 1810 Zur Farbenlehre. En helt igennem latterlig og uvidenskabelig kritik af Newtons optik, der til fulde har fortjent at få de bevingede ord Hier irrt Goethe! knyttet til sig.

I mere aktuelt perspektiv er det noget andet, der er på spil. En kritik af filosofiske tågespredere, der har fundet på den fidus at henvise løst til naturvidenskaben for at virke dybsindige. Muligvis fordi de satser på, at C.P. Snow havde ret, og der faktisk findes "to kulturer" - en natur- og en kulturvidenskabelig - som ikke kender hinanden særlig godt, og ikke kan kigge hinanden i kortene. Men måske også, fordi det burde hedde "cocktailfilosoffer": de lyder simpelthen, som om de har smagt lidt for grundigt på de våde varer, inden de gav sig til at filosofere.

Din masse kan godt bestemmes, dit fede læs
Til den mere ulidelige end egentlig skadelige cocktailfilosofi hører påstanden, at fysikken jo har vist, at man ikke kan bestemme masse og hastighed på samme tid, og derfor hersker der usikkerhed om alting og bla-bla-bla. Visse-vasse, er man nødt til at sige, når man hører sådan noget. Det er rigtigt, at Heisenberg har et usikkerhedsprincip, der siger nogenlunde sådan. Men det gælder for fotoner og den slags ting. Ikke for dig, dit fede læs! Du er rigeligt stor til, at man kan bruge den klassiske mekanik på dig! Og du kan værsgo udtale dig med præcision og stringens, når du snakker om emner, der enten tilhører logikkens rige eller er så store, at den klassiske mekanik giver mening.

Skadeligheden sætter ind, når Deleuze og Guattari kommer i tanke om, at der er noget i biologien, der hedder "rhizomer", og kritikløst bruger begrebet på alverdens ting i den sociale verden. Og skadeligheden når kritiske proportioner, når der oprettes hele institutter eller sågar fakulteter, der udelukkende beskæftiger sig med cocktail(party)filosofi.

Hvilket skulle bevises
Heldigvis har vi fysikere. De er gode til at anholde sådan noget. Feynman skabte begrebet cocktailpartyfilosofi til at beskrive franske rockstjernefilosoffer som Deleuze eller Foucault. Og midt i halvfemserne var der en anden fysiker, Alan Sokal, der fuldstændig klædte cultural studies af. Han skrev med vilje, og for at klæde cultural studies af til sit blege trans-gender, queer-skind, en artikel gennemsyret af absurd vås: Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity.

I artiklen (publiceret i tidsskriftet Social Text nr. 46/47, 1996) står der blandt andet sindssyge ting som: Rather, they [det vil sige: døde, hvide, heteroseksuelle mænd fra den vestlige verden; dem, der altid tager fejl inden for cultural studies] cling to the dogma imposed by the long post-Enlightenment hegemony over the Western intellectual outlook, which can be summarized briefly as follows: that there exists an external world, whose properties are independent of any individual human being and indeed of humanity as a whole; that these properties are encoded in "eternal'' physical laws; and that human beings can obtain reliable, albeit imperfect and tentative, knowledge of these laws by hewing to the "objective'' procedures and epistemological strictures prescribed by the (so-called) scientific method.

Om cultural studies er det rene vås? Hvis disciplinen havde respekt for rationalitet og vidste lidt mere om naturvidenskab, kunne man efter denne affære nøjes med at sige: QED.

Evigt cocktailparty forebygger katastrofer i virkelighedens verden
Det gode ved fransk filosofi og cultural studies er, at de holder fumlefingrede og virkelighedsfjerne mennesker, der hverken kan regne eller holde fast i en skovl, væk fra omgangen med almindelige mennesker. Den slags kunne anrette umådelig skade som stærkstrømsinstallatører, kirurger, piloter eller dommere, men heldigvis nøjes de med at skrive artikler og rejse til konferencer. Det dårlige er selvfølgelig, at der er tale om et særdeles dyrt beskæftigelsesprojekt - og at det er lidt uretfærdigt, når de mest vildførte og uanvendelige af flokken tæller med i arbejdsløshedsstatistikken over akademikere.