Hvis man googler udtrykket "putte folk i kasser" og læser de links, der kommer frem, bliver man hurtigt klar over, at det hverken er noget, man må, kan, skal eller bør. Der er så langt mellem links, hvoraf det fremgår, at mennesker har godt af at blive anbragt i kategorier, at det ikke er værd at skrive hjem til Kforum om. Folk er forskellige, og kasseputtere kan værsgo tage deres generaliseringer og gøre noget upassende ved dem.

Som ankermand i den ACNielsen-gruppe, der i sin tid opfandt Minerva-modellen, har jeg selvfølgelig hørt påstanden om menneskers ikke-kasse-putbarhed et utal af gange. Men er den rigtig? Det tror jeg ikke. Tværtimod vil jeg argumentere for, at her har vi fejl nr. 5.

Gør-det-selv-kassen 'Den sociale arv'
Inden jeg går over til behandlingen af spørgsmålet om, hvorvidt "man" kan, bør, skal eller må putte folk i kasser, vil jeg bemærke, at hovedtendensen i socialforskningen er ganske klar. Der er ingen grund til, at udefra kommende personer putter folk i kasser, for de klarer det særdeles udmærket selv.

Det kan formuleres grundlæggende som spørgsmålet om "den sociale arv". At den findes, er udgangspunktet for Socialforskningsinstituttet (se f.eks. her). Selve dens eksistens er altså ikke noget, man længere gider bruge tid på at undersøge. I stedet retter SFI sin opmærksomhed mod dens dårlige sider; først og fremmest det forhold, at mennesker på grund af den sociale arv kan møde en form for "strukturel diskrimination". Bedømt ud fra statistikkerne ser det ud, som sad der nogle mennesker og diskriminerede bevidst og aktivt. Næsten som i de dårlige, gamle dage i de amerikanske sydstater eller i Sydafrika. Samtidig med, at der ikke findes officielle diskriminationspolitikker nogen steder, og de fleste dørvogtere til den sociale (der som regel operationelt forstås som den økonomiske) fremgang ville føle sig dybt krænkede, hvis nogen beskyldte dem for at være uretfærdige.

Men kan folk ikke gøre, hvad de vil, i vore dage? Er det ikke en mærkelig kasse at putte folk i - at de kommer fra "socialgruppe 4" eller fra "de socialt dårligt stillede"? Svært at svare på. Nogle facts kan man se her. Uden at gå i detaljer, må man sige, at enten er der enormt mange unge fra den kasse, der hedder "svag hjemmebaggrund", hvis vilje det er at få lavt karaktergennemsnit, en ikke så lang uddannelse og et ikke så fedt sted at bo. Eller også skaber kassetilhørsforholdet en form for fremherskende, social vindretning, som det kræver overordentlig mange kræfter at bevæge sig imod. Uanset hvad der så er ens vilje i øvrigt.

Hyggelig homogami er udbredt
Personligt tror jeg ikke, vi kommer uden om kassetilhørsforholdets subjektive side. Socialforskere taler undertiden om "homogami". Det vil sige tilbøjeligheden til at danne par eller gifte sig med en person, der har omtrent den samme sociale status, som man selv har. I Danmark er homogami udbredt, som man kan læse blandt andet her. De ufaglærte har en stærk tilbøjelighed til at finde en ufaglært kæreste, mens de faglærte og akademikerne finder faglærte eller akademiske kærester. Derfor gætter jeg på, at der står mere end økonomi på spil, når befolkningen i stigende grad bosætter sig med nogen, der ligner dem selv (se f.eks. her). Er der en udbredt tilbøjelighed til at finde en kæreste, hvis baggrund, værdier og mål, man er fortrolig med, er det så ikke meget nærliggende at forestille sig, at uanset økonomien synes de fleste også, det er behageligt at bo i et kvarter, hvor man forstår de øvrige beboeres værdier og mål? Det mener i hvert fald jeg.

Den kasse, man hører hjemme i, er tilsyneladende ikke bare en form for skæbne, der koster rundt med én. Den er også et værdifællesskab, der værdsættes højt, når man skal finde en kæreste og et sted at bo.

Kasser giver syndsforladelse
På en vis måde er sagen klar: Der er al mulig grund til at putte folk i kasser. Ikke blot fordi de selv putter sig i dem, men også fordi det forekommer mig underligt ufølsomt at gøre hvad som helst til et spørgsmål om frie valg. Og dermed potentielt: til et spørgsmål om skyld. Vil man give folk lige muligheder - og de vil de fleste - så er det svært at komme uden om visse kasser og deres konsekvenser.

Men diskussionen bør ikke stoppe her. For selvom det rent statistisk kan vises, at bestemte former for kassetilhørsforhold har store konsekvenser for den enkelte, og man kan argumentere for, at det ville være fuldkommen ufølsomt at begrunde alle facetter af et menneskes skæbne i dets frie og bevidste valg, må man også sige nej til kassetænkningen. Kollektiv skyld og kollektive rettigheder er meget ubehagelige størrelser. Det kan ikke nytte at straffe alle kvinder for, at Eva fristede Adam, om jeg så må sige. Og det kan ikke nytte noget at indføre en form for kaste- eller kvotesystem, hvor ethvert forum skal sammensættes, så det afspejler totale, samfundsmæssige proportioner af grupper, det er mere eller mindre synd for. Folk skal have deres skyld vurderet individuelt - ligesom deres meritter. Det er selve grundlaget for det borgerligt-liberale samfunds moral (som jeg i parentes bemærket er tilhænger af).

Er kasser en fornærmelse eller en tilnærmelse?
Når der protesteres imod at putte folk i kasser, har det i min erfaring først og fremmest to begrundelser. Den ene er, at man alligevel ikke kan forudsige noget ud fra kassetilhørsforholdet. Den anden er, at tanken om kasser fornærmer individualismens kultur.

Med hensyn til spørgsmålet om forudsigelighed, er det givetvis rigtigt, at man ikke kan forudsige præcis, hvad der befinder sig i kasse-A, kasse-B eller kasse-C's indkøbsvogn i næste uge. Men selv om det kunne være rart, så er der for mange elementer i regnestykket til, at det kan lade sig gøre med den viden, man råder over i dag. Det er svært på samme måde, som det er svært at forudsige præcise bølgemønstre på havet. Man må, på grund af videnskabens (og computeres) uformåen nøjes med at sige, at ved de-og-de vindhastigheder har bølger typisk den-og-den højde. Man må slå sig til tåls med, at vi ikke har den indsigt, der skal til, for at forudsige den slags kompleksitet i den slags detaljer.

Med hensyn til det andet punkt: hvis man accepterer, at vi lever i individualismens tidsalder - og det synes jeg, der er gode grunde til - er det ikke så svært at tænke sig til, at det er provokerende at få slynget i hovedet, at man på en række punkter er ganske forudsigelig og gennemskuelig. Blot synes jeg, at man i så fald afslører en manglende evne til kompleks tænkning. For hvordan det ændrer mine glæder, mine sorger og mine forhåbninger, at de måske ligner andres; det er jeg ude af stand til at forstå. Når alt kommer til alt, er jeg et menneske som alle andre. Samtidig er mit liv mit eget - og ikke nogen andens.

Henrik Dahl gennemgår i en artikelserie 10 forkerte fortællinger inden for det sociologiske og historiske felt. Han tæller efterhånden ned til fejl nr. 1, som er den fortælling, der er mest populær - og forkert.