Farven i sin magt

Fra børnehaven og opefter er vi vant til, at der er frit valg blandt farveblyanterne, men det kan være, det er slut med det. Nu står det til debat, om man kan eje en farve, og om man slet og ret kan forbyde bestemte farver. Det handler om at have farven i sin magt.
af Jonas Parello-Plesner, Kristin Parello-Plesner

Det frie ord kan forbydes i lande uden ytringsfrihed. Ord kan mobilisere menneskemasserne, og ord, slogans og navne kan der tages patent på. Kampen om og knægtelsen af ord kendetegner vores verdenshistorie. Det næste slag står om farverne.

 

Især tre farver er på det seneste blevet omdrejningspunkt for politiske og kommercielle slagsmål og har dermed rejst spørgsmålet, om farver bærer lige så meget betydning som ord. Vi giver her et panorama over tidens tre vigtigste farvekampe.

 

Beklager. Den farve ejer vi

Hvor går grænserne for brandrettigheder og ejerskab? I den corporate verden er det en dagsorden, at man tester grænserne for, hvor meget man kan beskytte sit brand og dermed sit visuelle særpræg. Kampen om branddifferentiering har med T-mobiles juridiske farvekorstog nået nye absurde højder.

 

T-mobile, som er en del af Deutsche Telekom, tog patent på farven magenta, som indgår i selskabets logo. Hos European Brandoffice (/oami.europa.eu/en/default.htm). kunne man for 10.000 euro kalde farven magenta for sin. Således rustet gik T-mobile nu i juridisk kamp mod enkelte mindre hollandske selskaber og mod Telia, som også anvender farven i deres logo og brand.

 

I brandlogikkens verden gav det måske mening. Telia kunne jo anses som konkurrent, men Telia vandt rent den retslige farvekrig om magenta i 2007. Hvad resten af de anklagede hollandske virksomheder angår, ligger de konkurrencemæssigt meget langt fra T-mobiles verden. Det er svært at se, hvordan deres brug af magenta kan røre megakoncernen. Det er altså mere tale om en principiel end en fornufts- eller behovspræget kamp om retten til farven. Det stødte en gruppe hollændere, som reagerede med webkampagnen Free Magenta.

 

http://www.freemagenta.nl

På websitet er opbakningen til Magentas befrielseskamp massiv. Protesterne kommer fra hele verden og er en sand kavalkade af kreative og underholdende opråb i billeder, film og slogans. Sitet og kampagnen er et godt eksempel på nettets demokratiske kræfter, og deltagerne er ret overbevisende i deres argumentation mod T-mobile. Som en berettiget spørger (naturligvis med skriftfarve magenta):

 

“What’s next? Will they claim white… it is also a part of their brand, right?”

 

Det bliver ikke bedre af, at magenta ikke er en kompliceret og nylavet farvekombination, som innovationsholdet i T-mobiles udviklingskælder har brygget sammen.

 

Magenta er en af de ældste ikke-organiske farver og indgår i farvesystemet – såkaldte CMYK farver, som anvendes af designere og grafikere verden over. Navnet på den klare pinkrøde farve går tilbage til slaget ved Magenta, som fandt sted i det nordlige Italien i 1859. Nogle mener, at navnet refererer til den farve, jorden antog efter det blodige slag. I hvert fald har magenta sin helt egen historie. Og alt sammen længe før der var tænkt på T-mobile.

 

T-mobiles brandprotektionisme er et eklatant eksempel på, hvad der ikke er god branding. Det er en misforstået brandingsandhed, at man som virksomhed er unik på grund af sin farve. Mest af alt refererer det til en førstegenerations brandingtankegang, hvor den ydre symbolik i form af logo og bestemte æstetiske virkemidler var afgørende for at differentiere sig og skabe genkendelighed over for sine stakeholdere.

 

I dag klinger den slags branding hult for stakeholdere og medarbejdere, der i langt højere grad vil se, hvad en virksomhed virkelig kan udrette, hvori dens innovationskraft består og hvordan den med handlinger følger op på sine brandløfter. Set udefra virker det mere problematisk for T-mobile, at deres brandfarve betyder så meget ift. ambitionen om at være et stærkt og differentieret brand. Er det kun farven, der holder identiteten sammen? 

 

Men magtkampen om farverne er ikke kun begrænset til brandverdenen. Også i den politiske verden ønsker nogle at anvende magt for at få kontrol over, af hvem, hvornår – og særligt hvornår ikke - bestemte farver må anvendes.

 

An orange is orange...

Farven orange er der også strid om. Det er Nederlandenes nationalfarve. Den iklæder glade hollandske fodboldfans sig. Det gør irske protestanter også.

 

Andre steder er farven også på dagsordenen. Farven var varemærket for orange-revolutionen i Ukraine i 2004. Og i år har orange fået endnu en betydning.

 

Den danske kunstner Jens Galschiøtt har sat orange på dagsordenen som en farvemæssig markering af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne op til og under de olympiske lege i Beijing.

 

Orange skal i denne sammenhæng omdefineres til en protestfarve, hvor der opfordres til, at deltagere kan iklæde sig noget orange. Det kan være alt fra et slips, en kamerataske eller et jakkesæt. Galschiøtts inspiration er fra Kandinsky, der sagde, at orange er rød, der er blevet gjort mere menneskelig af farven gul.

 

Kina kan ikke forbyde farven orange eller andre farver, men politiske symboler er som bekendt ikke tilladt under de Olympiske Lege (husk 1968 og de sorte handsker for Black Power).

 

Orange-kampagnen er sofistikeret, for hvordan kan man se forskellen på personlig eller national hang til orange og protest-orange? Det kræver jo, at man tilkendegiver, at man faktisk har taget lige netop de orange sko som protest og ikke bare som mode.

Fx frygter den hollandske Olympiske Komite, at landet og dets tilhængere vil blive hængt ud med deres hang til orange. Men hollandske deltagere tager jo netop farven på af national stolthed og ikke for at protestere.

 

Rigtig subtilt bliver det, hvis man smykker sig med olympiadens egen orange, som kan genfindes i den lille søde bamse Yingying – en af de fem maskotter, der i øvrigt symboliserer den tibetanske antilope, der smiler fra alskens OL merchandise. Protest – eller det modsatte?

 

Farven orange er uigenkaldeligt blevet sat på dagsordenen på en ny måde. Enhedslistens Per Clausen spurgte i Folketinget, om kulturministeren ville tage et orange slips på til OL. Det fik han ikke svar på, og usikkerheden om betydningen af orange fortsætter. Helt sikkert er det, at OL ikke bliver farveløst, når det starter på fredag. 

 

Krarups kamp mod farven grøn

Grøn står for så meget – håb, forår, Irland, grøn mand = kør nu frem, og grøn er med miljødebatten p.t. i høj kurs. Grøn kan også være islams farve. Og det fik Søren Krarup til at se rødt.

 

Livgarden fyldte netop 350 år i denne sommer. Det bliver blandt andet fejret med en kobberudsmykning på kasernen, hvori der indgår nogle flag. Og kobber bliver jo som bekendt irgrønt med tiden.

 

Det fik Søren Krarup til at fremføre følgende i Folketinget, hvor han tog sagen op med forsvarsministeren: ”Der er derimod tale om ti svulmende faner i afskyelige grønne farver. Jeg må jo sige, at de danske nationalfarver er rød og hvid, den grønne farve er islams farve. Jeg må altså tilstå, at det at hænge en - efter min mening - islamisk kartouche op på livgardens kaserne i en situation, hvor danske gardere dør i kamp mod islamismen, synes jeg, er så rystende, at jeg ikke kan lade være med at bemærke det”.

 

Forsvarsministeren svarede tørt, at taget på hans eget ministerium også er kobbergrønt – ligesom Finansministeriets. Man kunne have tilføjet, at også i den danske nationalsang, prises det, at ’løvet står så grønt’. Og at alle rigets soldater iler rundt i grønne uniformer - som størstedelen af denne verdens soldater.

 

Det beroligede sikkert ikke Krarup, at både rigets sikkerhed og finanser er huset under islam-grønne tage. 

 

Spørgsmålet er, om der var eller ville være nogen, der ville have tænkt over sammenhængen mellem en irgrøn kobberudsmykning og islam, hvis ikke Søren Krarup selv havde sat det på dagsordenen. Livgarden skal nok bestå 350 år mere også med grønne farver på gavlen. Men Krarup fik endnu en gang taletid i medierne i et næsten komisk forsøg på at gøre sig til herre over farverne.

 

Grænser for en farverig verden

Hvor går grænsen? kan man med rette spørge, efter at være blevet bekendt med ovenstående eksempler. Farver er stærke symboler – ja - men kun, når de indgår i andre symboler, former og handlinger.

 

Farver kan bruges til at skabe mening og genkendelse. De kan indgå i mangfoldige kontekster for først der at antage betydning - men bærer ikke betydningen i sig selv.

 

Farver kan være politiske, men først når de bliver sat i en bestemt kontekst – derfor kan de ikke forbydes. Fordi farven i sig selv ikke har et budskab og modsat et ord ikke har en grundbetydning eller medbetydning. Tænk bare på, hvor mange nationale flag der deler fælles farver.

 

Hvis alle virksomheder beskyttede deres farve som T-mobile, ville der inden for kort tid ikke være flere farver tilbage at bruge af – farvel og tak til den kreative verden. I Søren Krarups verden findes Livgarden kun i røde og hvide nationale farver, men i virkeligheden må der gerne komme flere farver på. Det er immervæk lettere at kamuflere sig i grønt end i Dannebrogs farver. Og hvad er en bedre måde at udtrykke sin sympati for menneskerettigheder end at gøre det på en stilfærdig, men farverig måde?

 

’Farver og striber’ sagde Skrumpen fra det ydre rum, der kom til jorden i Gunnar Willes streg for at udbrede endnu flere farver og striber i 80’ernes tv. Derfor i Skrumpens navn: Stop farvekrigen, og se, om verden ikke bliver lidt mere farverig, når vi alle må bruge af farvepaletten. Alternativet er helt sikkert sort og hvidt.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job