Denne artikel bringes med tilladelse fra Ugebrevet A4.

Professionalisering »Godaften, det er Gallup. Må jeg spørge dig, hvordan du bedømmer statsminister Anders Fogh Rasmussens optræden i tv-debatten i aftes?«

Sådan kan det meget vel lyde i den anden ende af røret, når du griber knoglen i den næste folketingsvalgkamp. Og dine svar kan vel at mærke være medvirkende til, at Fogh til den næste tv-duel bliver mere aggressiv over for oppositionen eller vælger at løsne slipset og pudse smilet, inden han toner frem på de danske tv-skærme.

Når Anders Fogh Rasmussen (V) trykker på valgknappen senest i efteråret 2005, vil Venstre nemlig støtte sig til den hidtil mest systematiske overvågning af stemninger og holdninger blandt vælgerne. V-toppen vil ikke blot læne sig op ad traditionelle meningsmålinger og fokusgrupper, men efter alt og dømme også anvende disse særlige »telefonfokusgrupper«, der længe har været brugt i USA og Storbritannien.

Det vurderer ekspert i politisk kommunikation, Rasmus Jønsson fra Roskilde Universitet, som er forfatter til »Partiernes kommunikationsressourcer og strategier frem mod næste valg.« En analyse, som er udført for Ugebrevet A4.

»Telefonfokusgrupper kan eksempelvis bruges efter en tv-debat. Venstres ledelse får dermed et øjeblikkeligt billede af, hvordan de vigtigste vælgergrupper oplever partiets budskaber – og de kan på få timer justere kommunikationen, så den har maksimal effekt. Anvendelse af telefonfokusgrupper er en gammel overvejelse i Venstre, og de vil formentligt bruge dem nu, hvor de har pengene,« siger Rasmus Jønsson.

Telefonfokusgrupper er sidste led i en bredt anlagt professionalisering af det politiske liv i Danmark. Udviklingen er ifølge Jønssons analyse karakteriseret ved en hel række nybrud:

Der bruges flere penge på politiske kampagner end nogensinde før. Mens den seneste valgkamp kostede 77 millioner kroner, lyder et skøn, at den forestående valgkamp løber op i langt over 100 millioner kroner. Og Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti lader allerede nu annoncekronerne rulle for at lægge grunden til en slagkraftig valgkamp.

Næsten alle partier bruger systematisk meningsmålinger og fokusgrupper, så budskaberne rammer så præcist som muligt. Selv SF og Kristendemokraterne gør klar til at anvende fokusgrupper med udvalgte vælgere.

De store partier har på nøgleposter ansat eksperter i strategisk kommunikation, som ikke er rekrutteret fra partiapparatet, men headhuntet fra medier, universiteter, reklamebureauer og lignende.

Også de mindre partier får i dag professionel rådgivning til at strømline budskaber - selv Enhedslisten har et reklamebureau tilknyttet.

Hans Engell, Ekstra Bladets chefredaktør og tidligere konservativ partileder, siger:

»Vi er på vej mod en amerikanisering af dansk politik, og det har flere årsager. Partierne er ikke kæmpeorganisationer som for 30-40 år siden, men i højere grad valgmaskiner. Medierne spiller en anden rolle, med flere tv- og radiokanaler. En valgkamp udkæmpes på journalistiske kriterier:

Nyheder, processer og personer frem for politisk substans. Partierne er tvunget til at genoverveje, hvordan de får de politiske budskaber ud til vælgerne.«

Den nye virkelighed
Partierne opruster for at følge trit med en ny politisk virkelighed. Stadig flere vælgere skifter parti fra gang til gang – og mange bevæger sig på tværs af det gamle skel mellem højre- og venstrefløjen. Det er i høj grad partiernes evner til slagkraftige strategier og kampagner, som udgør forskellen på sejr og nederlag.

Derfor har der i en årrække været stigende dansk interesse for nye politiske redskaber, som blev brugt med stor effekt i Clintons USA og Blairs Storbritannien. Når Venstre i dag overvejer en ny form for telefonfokusgrupper, sker det efter britisk forbillede. I sidste valgkamp havde en af guruerne i politisk kommunikation Philip Gould konstant gang i adskillige fokusgrupper, som gav Tony Blair et omhyggeligt billede af vælgernes syn på kampagnen.

»Annoncer, plakater, tryksager og lignende vil sikkert ligge nogenlunde på samme niveau som før. Forskellen vil især blive, at partierne bruger flere penge på analyser og professionel tilrettelæggelse af kommunikationen, så budskaberne designes præcist efter dagsformen i målgruppen,« siger Rasmus Jønsson. Han vurderer, at Venstre i valgkampen vil være rede til at bruge 200.000 kroner om dagen alene på analyser.

Selv om alle partier i større eller mindre omfang er hoppet på den professionelle vogn, er der stor forskel på de økonomiske muligheder. Venstre disponerer over langt flere penge end alle andre, men holder også den kontroversielle beløbsstørrelse tæt til kroppen. Og med god grund:

Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, siger:

»Hvis partierne opfører sig for luksuriøst, udfordrer det befolkningens retfærdighedssans. Vi er et folk, der stammer fra bondesamfundet og ikke bryder os om det prangende. Man skal ikke køre i for store biler – det gælder også partierne.«

Ifølge Venstres eget udsagn er valgbudgettet endnu ikke fastlagt, men ligger på samme niveau som sidst – altså omkring 24 millioner kroner. Det er dog efter alt at dømme i underkanten.

Berlingskes Nyhedsmagasin skønnede for nylig, at V vil bruge hele 70 millioner kroner – Rasmus Jønsson vurderer mere forsigtigt 30 millioner kroner. Socialdemokraterne og de konservative har ifølge eget udsagn afsat hver 15 millioner kroner.

Rasmus Jønsson peger på, at der er tre niveauer i »kampen om pengene«:

Alt i alt råder V, K og Dansk Folkeparti over centrale pengekasser på mindst 50 millioner kroner, mens oppositionens tal ligger på godt en snes millioner.

Begge blokke ender dog med at bruge langt mere end allerede planlagt, fordi der kommer ekstra tilskud fra erhvervsliv, fagbevægelse, arbejdsgivere med videre. LO har stoppet det faste tilskud til S, men store fagforbund som Metal, HK og SiD støtter også i næste valgkamp. Samtidig har den indirekte støtte voksende betydning – lige fra lån af kursusejendomme til gratis busser.

Dertil kommer betydelige beløb i lokal støtte – lokale virksomheder, fagforeninger og organisationer støtter i stigende omfang enkelte kandidater.

Alt i alt vurderer Hans Engell, at den samlede reelle pris på næste valgkamp bliver over 200 millioner kroner.

Ove Kaj Pedersen siger:

»Men penge i sig selv er ikke nok til succes. En valgkamp tester partitoppens evne til at navigere gennem et spil af uforudsigelighed, og her spiller penge kun en rolle på linje med andre ressourcer såsom erfaring, netværk, iderigdom og lederevner. Hvis et parti ikke bruger redskaber som fokusgrupper og meningsmålinger, betaler det især prisen i form af dårligere overblik og kollektiv forståelse.«

Venstre: Fra darling til skurk
Venstre er måske det parti, der bedst har forstået at anvende viden indsamlet gennem fokusgrupper og meningsmålinger. Allerede op til sidste valg var Venstre storkunde hos analysebureauerne, og udviklingen er fortsat, efter Fogh rykkede ind i Statsministeriet.

Partiet har kastet store ressourcer i opbygningen af en central kommunikationsenhed.

Sekretariatet på Christiansborg har fået tilført flere ressourcer, og der er blandt andet opstillet et tv-studie, som skal træne mindre medievante folketingsmedlemmer i at begå sig på skærmen.

De centrale personer i det daglige mediearbejde er pressechefen på Christiansborg Mikkel Faurholdt og partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der er placeret på Venstres hovedkontor i Søllerød. Opprioriteringen betyder, at en del af de analyser og strategier, Venstre tidligere købte ude i byen, nu bliver lavet internt i partiet.

Ingen er dog i tvivl om, at det stadigvæk er aksen Fogh-Hjort Frederiksen, der træffer de strategiske kommunikative valg. Statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, spiller også en vigtig rolle. Kristiansen har et ekstremt udbygget personligt netværk i medierne, i reklameverdenen og blandt meningsdannere. Og det er et netværk, han trækker flittigt på.

Rasmus Jønsson vurderer således, at Venstre op til næste valg vil inddrage flere af kommunikationsbranchens dyre drenge i særlige opgaver. Det gælder eksempelvis den rutinerede spindoktor Svend Gunbak, der i dag har tætte kontakter til borgmester i København Søren Pind og arbejder for andre Venstre-politikere.

Hjælp bliver der brug for, for Venstres kommunikationsstrategi står over for en helt selvstændig udfordring ved næste valg: Den er blevet en historie i medierne. Michael Kristiansen og Fogh Rasmussen iscenesatte dygtigt Venstre som et professionelt moderne parti, der som det mest naturlige i verden anvendte fokusgrupper og meningsmålinger. Men flere uheldige historier om enkelte af regeringens spindoktorer – og ikke mindst Michael Kristiansens optræden i dokumentarfilmen »Fogh bag facaden« - har givet Venstre et image som kynisk og topstyret.

Socialdemokraterne vinder ind
Hvor Venstre tidligere var meget åben omkring professionaliseringen af deres kommunikationsstrategi, er de ifølge Jønsson meget tavse i dag.

»Partiet skal på den ene side virke spontane og lidt amatøragtige for at genvinde folkeligheden - på den anden side skal det hele foregå kontrolleret for at fastholde dagsordenen. Samtidig har Foghs strategi åbnet for et svært politisk dilemma. Kommunikationen er konstant fokuseret på midtervælgerne, og det kolliderer med mange Venstre-folk, for hvem liberal politik er selve drivkraften i engagementet. Hvis Fogh også vinder næste valg på midterstrategien, kan dette dilemma blive meget alvorligt,« siger Rasmus Jønsson.

Også Socialdemokraterne har taget de moderne redskaber til sig. S-toppen har i en årrække benyttet sig af meningsmålinger og fokusgrupper, men først i det seneste halvandet år er det for alvor blevet ledsaget af en gennemgribende organisatorisk modernisering – både af partiorganisationen og apparatet på Christiansborg.

Hvis partierne opfører sig for luksuriøst, udfordrer det befolkningens retfærdighedssans. Vi er et folk, der stammer fra bondesamfundet og ikke bryder os om det prangende. Man skal ikke køre i for store biler – det gælder også partierne. Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet

Den nye partisekretær, Jens Christiansen, blev indsat under Nyrup, men med opbakning fra senere S-formand Mogens Lykketoft. Han har stået i spidsen for en dramatisk ændring af partiapparatet, hvor en voldsom sparerunde gik hånd i hånd med fornyelse. Næsten halvdelen af de ansatte på partiets centrale kontor blev fyret, og nogle erstattet med eksperter i moderne kommunikation og organisation. Det gælder blandt andre valgforskeren Kenneth Thue Nielsen, der gennem systematiske meningsmålinger forsyner S-toppen med et strategisk overblik.

Socialdemokraterne køber dog stadig en del rådgivning ude i byen. Sidste år udviklede kommunikationsbureauet Jensen og Jensen en omfattende branding af partiets grafiske identitet. Mere strategisk rådgivning henter S-toppen blandt andet hos direktøren for et mindre kommunikationsfirma Per Rystrøm, der tidligere var spindoktor for fødevare- og socialminister Henrik Dam Kristensen.

Samtidig er den socialdemokratiske organisation på Christiansborg blevet strammet gevaldigt op under Lykketoft. Partiets nye pressechef er den erfarne Erik Bjørn Møller, der blev headhuntet fra en post som politisk redaktør på Berlingske Tidende. Og Erik Bjørn Møller har fået en langt mere central placering end tidligere pressechefer, der skulle kæmpe om Nyrups opmærksomhed og fortrolighed.

Socialdemokraterne skeler ikke kun til Venstre, når det gælder de politiske redskaber, men har også ladet sig inspirere af Anders Fogh Rasmussen – og Tony Blairs - »kontraktpolitik«. På to ømfindtlige områder, udlændinge- og retspolitik, har S lagt sig tæt op af de borgerlige. Dermed kan der sættes fuld turbo på mærkesagerne – flere i arbejde og målbare velfærdsløfter.

Socialdemokraterne lover her 3.000 flere lærere og maksimalt 1.000 kroner om måneden i daginstitutionstakst – ligesom Venstre i sidste valgkamp lovede 1,5 milliarder kroner mere til sygehusene.

»I sidste valgkamp var Venstre fire skridt foran Socialdemokraterne, nu er det snævret ind til et enkelt,« vurderer Rasmus Jønsson.

Læs Ugebrevet A4s analyse af partiernes midler & metoder op til valget i pdf her