Farvel til den kreative klasse

Skrevet af

Mikael Jalving
ph.d

32 artikler

0 indlæg

Med efterfølgeren til ’Den kreative klasse’ skriver den succesombruste amerikanske forfatter Richard Florida en nekrolog over den kreative klasse i Amerika. Hans ny bog, ’The Flight of the Creative Class’ handler om, hvordan Amerika risikerer at tabe den globale kamp om talent i det 21. århundrede til bl.a. Danmark. United States of America – for det er primært dem og deres problemer, bogen omhandler – står overfor, hvad forfatteren beskriver som den største udfordring siden industrialiseringen i forrige århundrede. Udfordringen er imidlertid social, ikke industriel eller teknologisk; social i den forstand at USA råder over masser af muscle power, men mangler opfindsomheden. USA er simpelthen ved at miste sin kreative kant og styrer lukt mod den store talentkløft.

 

 

 

Richard Florida: The Flight of the Creative Class: The New Global Competition for Talent, Harper Business 2005, 326 sider, $26.

 

Ekko af den første bog
Som et ekko af den første bog om den kreative klasse gentages det, at kampen om talent er vigtigere end alle andre kampe – det være sig kampen om naturressourcer, teknologi, militære såvel som videnskabelige landvindinger. Dér hvor talent rykker hen, følger innovation og økonomisk vækst. ’Insourcing’ er problemet, ikke outsourcing. Det er således ikke længere varer, ydelser eller kapital, der bestemmer over menneskenes verden, men konkurrencen om de bedst egnede artseksemplarer, alfahanner og –hunnerne. Der pågår med andre ord i øjeblikket en darwinistisk udvælgelse, hvor de omstillingsparate narrer de mindre omstillingsparate – på samfundsplan såvel som individplan. Derfor er det heller ikke den internationale terrorisme, som udgør den største trussel mod den amerikanske økonomi, men den formindskede talentmasse i Amerika.

 

Alle mennesker er kreative
Her ramler vi hovedkulds ind i Floridas mest påtrængende påstand: at alle mennesker er kreative. De kreative er ikke alene dem, der sidder på caféerne og drikker den berømte italienske kaffe med mælk. Alle har potentialet til medlemskab. I et svar til sine kritikere (af den første bog) fremfører forfatteren, at han valgte at bruge udtrykket den kreative klasse, fordi han ville undgå det snobberi, der efter hans mening ligger i udtryk som ’vidensarbejdere’ eller ’symbolanalytikere’. Mennesket er i sig selv et kreativt væsen. Social ulighed repræsenterer derfor et spild af menneskelige muligheder, hvor Florida først og fremmest bebrejder den siddende amerikanske administration for at skabe social ulighed og dermed hæmme den kreative klasses vækstbetingelser. Bush og Co. ødelægger Amerikas overlevelsesevne med deres militære udsyn og patriotisme, og den økonomiske politik skaber galopperende ulighed.

 

Det ny klassesamfund
Florida spotter tre forhold, som alle er en klods om benet på det amerikanske samfund. For det første de himmelråbende priser på fast ejendom, som vi også kender fra Danmark, især i hovedstadsområdet. For det andet den lange transporttid frem og tilbage fra metropolernes arbejdsstationer (den er vi heller ikke ubekendte med). Og for det tredje det omsiggribende stress, som vi alle siges at leve under. Det er alt sammen med til at dræne samfundet for værdi, fordi det suger såvel blød som hård kapital ud af fællesskabet og sætter enhver op imod sin næste. Amerika er i Floridas øjne ikke længere et meritokrati, hvor evner og dygtighed tæller mest, men er blevet et klassesamfund med dybe, latente konflikter, og de amerikanske metropoler er på vej til at blive nekropoler, byer og regioner uden fremtid. Imens slås man om resterne. Klasse er blevet vigtigere end alt andet, og det tiltrækker netop ikke de dygtigste hjerner, herunder de bedste udenlandske studerende, den kreative æras guldfugle. Florida taler derfor også om en hjerneflugt, som indebærer, at Amerika fattes talent, og talent er det vigtigste t, der findes. Uden talent kan teknologi og tolerance ikke drive samfundet fremad.

 

Investér i fremtiden
Forfatteren henviser bl.a. til eksemplet Pittsburgh, hvor andelen af indvandrere faldt fra 32 pct. i 1870 til små 4 pct. i 2000. Sideløbende hermed har mange indbyggere mistet deres job, ikke mindst i 1980’erne, hvor indbyggertallet oven i købet dalede fra 750.000 til 330.000, hvor det stadig ligger. Pittsburgh mangler alt det, der rykker: cool klubber, restauranter, kunstmuseer og hippe shoppingområder. Men det er også universiteterne, som er reder for guldfuglenes mobilitet. Universiteterne er den kreative æras Ellis Island, skriver Florida; det er her, man kommer i land, det er kreativitetens hovedport. Og det er her, den ny drøm fødes. Drømmen er ikke længere at kunne brødføde sig selv og sin familie og bo godt et sikkert sted, men at have et job, man elsker og at bo i et kvarter, hvor man kan være sig selv. Selvudfoldelse, ikke skinbarlig overlevelse, det er sagen. Derfor skal amerikanerne investere i kunst og uddannelse og det, som forfatteren uden nærmere præcision navngiver ’kreativitetens infrastruktur’. Og så skal Amerika åbne sine grænser – både for ufaglærte indvandrere og de højtkvalificerede, for man kan alligevel ikke forudse, hvem der vil klare sig godt.

 

Plads til afvigelse
Florida er af samme grund modstander af den danske 24-årsregel. Kreative lande og regioner må være ’proaktivt inklusive’, ikke mindst fordi vi nu lever i en ’post-materiel’ kultur, hvor talent og tolerance er nøglen til økonomisk vækst. Vores byer skal for at kunne tiltrække talent rumme noget for enhver smag i stedet for at degenerere til klynger af forstæder uden plads til afvigelse. Sandheden er, fremfører Florida, at under en fjerdedel af amerikanere vokser op i en kernefamilie. Dette faktum bør byerne afspejle. Tilstedeværelsen af bøsser og lesbiske er en afgørende indikator for tolerance. Og tolerancen må der til. Ikke for de homoseksuelles egen skyld. Men fordi tolerance tiltrækker talentmassen og dermed genererer vækst.

 

Og vinderen er…
Florida understreger igen og igen, at byer ikke kan klare sig alene. Vi lever nu i en verden af regioner med første-, anden- og tredjerækkebyer (København siges at høre til sidstnævnte sammen med bl.a. Buenos Aires, Johannesburg og Osaka). Det er omkring disse byer, at den kreative epokes vindere bliver til, og de mest oplagte kandidater hertil er ifølge Florida lande som Irland, New Zealand, Australien, Finland – og – Danmark, som ligger nr. 15 på Floridas indeks over den globale kreative klasse. Hvis vi tæller teknikerne med, ligger vi endda nr. 6. Og så skriver Florida på side 155:

 

’Af disse grunde tror jeg ikke, at, at de økonomiske vindere vil være de nye giganter Kina og Indien, som befinder sig langt nede på listen… I stedet vil vinderne være en række af mindre stater, såsom Finland, Sverige, Danmark, Holland, Irland, Canada, Australien og New Zealand.’

 

Fromt håb
Her står undertegnede af. Fuldstændig. Og foreslår, at man i den danske udgave er så flinke at erstatte verbet ’tror jeg’ med ’håber jeg’. For det er vel, hvad Floridas bog bygger på: håb. USA er ved at blive overhalet – ikke af Goliatøkonomierne i Kina og Indien, men af Lilleputterne fra Danmark og Nederlandene. Jeg går ud fra, at det er, hvad man mærker, når man står nede i Netto: suset! Wow! Danish Dynamite som i de glade dage i ’92: Det kører for os! Hvis man nu er lidt ondskabsfuld, kunne man tro, at Florida, der understreger, at han er single og til kvinder, har forelsket sig i en skandinavisk sild, og det skal bestemt være ham tilgivet. Men kunne han så ikke bare indrømme det, så læserne véd, hvad det hele handler om? Man tænker unægtelig det samme ved synet af Floridas indeks over retten og lysten til at ytre sig frit. Øverst toner Sverige. Sverige! Ikke Storbritannien eller USA eller Tyskland, men Sverige. Har Richard Florida mon nogensinde opholdt sig dér? Jeg kan ikke tro det. Prøv! Eller rettere: Lad vær’! Hvorfor spilde sin tid i Europas mest lukkede land, hvad angår debat og politik?

 

Kreativitet=velstand?
Bogen er fuld af grafer uden nævneværdig oplysning om, hvordan Florida er kommet frem til sine tal. Det ser nydeligt ud. Men det er sværere at spore originaliteten. At kreativitet er en kilde til økonomisk vækst i byer, er f.eks. ingen ny tanke. Siden Aristoteles har mennesket søgt til byen for at efterstræbe og leve det gode liv – åndeligt, politisk og økonomisk. Karl Marx mente endda, at civilisation betyder by. Tænk bare på renæssancens Firenze, den florissante tids Amsterdam eller på London, der næsten altid har huset masser af teatre, eller på det klassiske musikmekka Wien med komponister som Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert side om side med kreative stjerner som f.eks. den navnkundige Sigmund Freud og den smågale filosof Ludwig Wittgenstein – eller tænk på Weimartidens Berlin, fuld af talent lige indtil Hitler kom forbi, tænk på det moderne Paris, symbolisternes centrum, Venstre Bred og alt det dér. Det er derfor svært at se det afgørende nye i Floridas fejring af den urbane og kreative klasse. Små og store ånder har altid søgt til byerne. Spørgsmålet er blot, hvorvidt vi kan sætte vores lid til, at de også skaber – og ikke blot forbruger – velstand?

 

The Inland Empire
Kritikere har f.eks. været inde på, at de amerikanske byer, som Florida selv nævner som hjembyer for den kreative klasse, ikke er steder med nævneværdig vækst. Vækst finder man ikke i New York eller San Francisco, men derimod i Detroit og andre ikke særligt hotte byer eller det, Joel Kotkin og andre kalder for ’The Inland Empire’, hvor der både er velstand og familier. Det er det aspirerende Amerika, det fremadstormende Amerika, som Florida ikke har meget at sige om, byer som Reno, Boise, Orlando, Las Vegas og Salt Lake City. De er måske ikke så smarte, men de laver til gengæld gysser og opdyrker nye markeder. Imens har Floridas yndlingsbyer Boston, Chicago og Minneapolis, ja, hele ’Euro-Amerika’, faldende vækstrater. F.eks. har eurobyen Seattle samme indbyggertal som i 1960, men nu med halvt så mange børn. Det er den kreative klasses bagside: Den kan ikke få børn.

 

Arbejdere i alle lande…
At bøsser og lesbiske eller ’åbenhed’ tilmed skulle være godt for en by – økonomisk – er også tvivlsomt. Den tyske sociolog Max Weber mente det modsatte, da han forlenede den økonomiske vækst med den protestantiske etik, og allerede for 30 år siden advarede den amerikanske sociolog Daniel Bell om, at vores voksende kultur- og fritidsliv muligvis på sigt undergraver den nødvendige arbejdsdisciplin og -moral. Det er i hvert fald værd at diskutere. Men Florida afviser kritikken blankt og messer videre på sin litani om ’det åbne samfund’ – uden selv den mindste reference til den østrigske filosof Karl Poppers klassiker om samme - og ganske uden Poppers skepsis. Hvis ’Det åbne samfund’ er Floridas mål, kan man frygte for, at han ikke ser dets fjender. At alle i deres iver efter at være kreative og tolerante ser stort på at være produktive. Her er et nyt motto til den 1. maj: Arbejdere i alle lande, slap af! Men er det sådan, vi skaber vækst?

 

Multikultur eller smeltedigel?
Uden selv at anvende ordet synes Florida at glide med på den bølge, der hedder multikulturalisme. Det er ikke nok, at forskellige etniske grupper trives side om side i en amerikansk smeltedigel. Kulturerne opfordres til at dyrke deres forskellighed i et ’mosaik-agtigt’ samfund hinsides de angelsaksisk-protestantiske rødder. Det, der kommer udefra, er nærmest af princip bedre end det, der var der i forvejen. Derfor er immigration, den kreative økonomis ’livsblod’, pr. definition godt, mens ’lukkethed’ er det modsatte. Det kan godt være, at jeg lyder som en gammel havtaske, men Floridas optik forekommer meget sort/hvid, hvis ikke semireligiøs. Hans storslåede tese passer også dårligt med de nyeste tal fra Danmark, der viser, at der næsten er sket en fordobling af udenlandske studerende og arbejdstagere i Danmark efter regeringens restriktive udlændingepolitik. Vi er nemlig blevet selektive, og det kan meget vel vise sig at være klogt – ikke bare økonomisk, men også politisk. Man kan måske sige det sådan, at Florida lider af en slags ’floridasering’, dvs. en jagt efter den næste nye kreative by – denne gang København eller Stockholm. At ville være cool eller kreativ er fint nok, men det er måske alligevel det basale, der tæller.

 

Kommer velstand ikke før velfærd?
Og hvad er så det basale? Hos Florida virker det som om, at det basale og særligt kreative indtræffer, når det offentlige finansierer et eller andet, og der synes bogen igennem at herske en forventning om, at staten er bedre end markedet til alt, hvad der er godt, herunder at punge ud til kunst og uddannelse. Alligevel er spørgsmålet, om det basale ikke snarere er at skabe et overskud, som det offentlige så kan fordele en vis procentdel af? Eller med andre ord: Er velstand ikke en forudsætning for velfærd, og er arbejde ikke en forudsætning for tolerance? Eller med andre ord: Er den virkelige klasse ikke vigtigere end den kreerede klasse? Spørgsmålene hober sig op.

 

Floridas fluesmækker
Mit gæt er, at Floridas bøger vil være billigt til salg om få år og fylde godt op i antikvariaternes bogkasser. Man kan godt stryge til tops med én popsmart bog, men man kan ikke gøre det to gange. For hvis der ikke skal mere end en omdiskuteret præsident til at smadre den kreative klasse i Amerika, som læserne af Floridas første bog med god grund kunne tro var kommet for at blive, så er det svært ikke at få den mistanke, at den oprindelige teori om den kreative klasse er en døgnflue. Som Richard Florida nu vel at mærke selv har slået ihjel med sin fluesmækker af en efterfølger. Eller som der stod på de gamle spillemaskiner, når det hele var slut: GAME OVER, INSERT NEW COIN!

 



 

Relaterede artikler

Fremtiden er en Johannes Møllehave slåbrok - Er der bøsser og lesbiske nok i København? Er regeringens hetz mod forfattere dårlig for landets økonomi? Er regeringens...
De urbane stammers tid - ”Urban Tribes” blev sidste år en af de mest omdiskuterede bestsellers i USA. I bogen peger journalisten Ethan Watters på...
At glemme Richard Florida - Før under og efter valget er der blevet talt meget om Richard Floridas bog ”The Rise of the Creative Class”. Tesen i den...
Hvem er den kreative klasse? - Den amerikanske økonomiprofessor Richard Florida er manden, der har sat tal på kreativiteten. I 2002 udgav han bogen ”Th...
Den Kreative Klasse = De Radikales succes - Jelveds valgstrategi er at mobilisere en helt ny befolkningsgruppe i de danske storbyer. Bøsser, bohemer og indvandrere ...
Lad latte være latte - Cafe latte segmentet er i krise. Alle er fyret. Vælgerne flygter. Det er ikke længere radicool at være radikal. Hvad gik...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Journalist

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 1. august

presserådgiver

Frist: 22. juli

Kommunikationskonsulent

Frist: 3. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Storytelling og videoproduktion

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.