Far Fogh og den indkøbslystne teenagedatter

Den første offentlige debat mellem dansk politiks to statsministeremner bød ikke på noget som helst overraskende. Men Anders Fogh Rasmussen fik vist at Venstre er store nok til at byde den nye S-formand hjem i egen stue med respekt og klapsalver, og Helle Thorning-Schmidt fik vist at hun er statsministeren næsten jævnbyrdig når ordene rammer i den verbale boksering. Men hun skal blive bedre til at fastholde Fogh på det hun vil diskutere.

Venstres "Sommertræf" er det man kan kalde et rigtig godt koncept. Siden 2003 har Fogh og Co. hvert år i starten af august inviteret filosoferende eksperter og politiske modstandere hjem i egen stue – nemlig for et publikum af hovedsageligt Venstre-medlemmer – for på rigtig højskolemaner at lade meninger brydes og tanker inspirere. Blandingen af eksperter og politiske modstandere i gruppen af inviterede giver god mening. Tilstedeværelsen af politiske modstandere sikrer at eksperterne ikke føler sig stemplet som Venstre-støtter i snæver forstand, og tilstedeværelsen af eksperter sikrer at de politiske modstandere føler sig inviteret som anerkendte kompetente mennesker blandt andre. Alene derfor holdes den politiske debat altid i en god tone.

 

Var det ikke fordi begivenheden blev transmitteret eller refereret af landsdækkende medier, ville den kunne opfattes primært som en art politisk seminar eller konference for medlemmer – og i øvrigt et internt signal til dem om at Venstre på den ene side har en åben debatkultur med højt til loftet, og at Venstres rivaler på den anden side også anerkender Venstres "stue" som ren og fin.

   Valget af altid populære og medievante debattører fortæller dog alt om at Venstre først og fremmest gerne vil ud over medierampen med signalet om debatmæssig åbenhed og frisind. Alt andet ville da også være unaturligt, eftersom den naturlige arena for toppen af et parti også må være landsdækkende medier.

 

Man kan så undre sig over at en begivenhed der ud over egne hovedtalere som Louise Gade, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen tæller kendte og kompetente trækplastre som det eftertrykkeligt øjenblinkende og intelligente oratoriske fyrværkeri Lykke Friis (europapolitisk chef i DI) og indbegrebet af den moderne "turkise" mand, Kasper Bech Holten (operachef på Det Kgl. Teater) – samt ikke mindst den første direkte debat mellem Fogh og Helle Thorning-Schmidt – end ikke i sammendrag kan opnå større tv-mæssig eksponering end den DK4 kan varetage. På den anden side matcher netop DK4 meget fint arrangementets højskoleagtige budskab om fri debat, livsinspiration og viden.

 

Duel eller debat

Duellen eller debatten mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt blev styret af TV 2 Nyhedernes Cecilie Beck og foregik sådan at hver kandidat fik 10 minutters oplæg, efterfulgt af 5 minutters replik og endelig endnu et par minutters replik, hvorefter 5-6 af de 1.200 i salen på Radisson SAS Hotel i Århus fik lejlighed til at stille spørgsmål til de to partiformænd.

 

At kalde debatten mellem Fogh og Thorning en "duel" er lidt af en tilsnigelse fra DK4 og andre mediers side, fordi denne betegnelse som regel bruges af selv samme medier om debatscener hvor det forventes at ordstyreren står imellem de to kombattanter, og at publikum enten er neutralt blandet eller en ligelig fordeling af tilhængere. Venstre selv kaldte det en paneldebat, hvilket også er en mere korrekt betegnelse for en debat hvor kombattanterne står mere og mindre forskudt fra ordstyreren, og hvor den foregår på ikke-neutral grund. Ikke desto mindre kan den medierede fremstilling af debatten nærme sig de symmetriske betingelser for en duel i og med at den primære modtager ikke er de 1.200 fremmødte men Danmarks vælgere – og i og med at man kan holde de to duellanter ligeligt i billedet. Denne duel var Fogh og Thorning sig selvfølgelig bevidst, og det er også denne duel der i det følgende vil blive behandlet.

 

Ligeværdige statsministerkandidater

Hverken politisk eller retorisk bød debatten på noget som helst overraskende. Men placeret godt og vel efter Helle Thorning-Schmidts første 100 dage på formandsposten og som det første åbne debatmøde mellem de to, havde mødet en rituel værdi som det sted de to statsministerkandidater meldte sig, og hvor den langsigtede kamp om statsministerposten blev skudt i gang.

   Begge parter kunne da også gå hjem med det kryds i bogen som de formentlig var kommet efter. Venstre fik vist gæstfriheden i egen stue – altså vist sig som dem der er åndeligt store nok og politisk selvsikre nok til at rumme andre i egen bug. Socialdemokraterne fik vist at de i Helle Thorning-Schmidt har en ligeværdig modkandidat.

 

Som talere og debattører er Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt ligeværdigt kendetegnet af vindertræk som selvsikker kropsholdning, naturligt kropssprog, faste gestikulationer, varieret stemmeføring, levende mimik, øjenkontakt med såvel moddebattører som publikum samt veldoseret humor. Fogh er dog stadig en tand bedre end Thorning til at vælge sine ord med præcision, ligesom han i hvert fald i denne debat var bedre til at fastholde et fast blik og et utvetydigt alvorligt tonefald på afgørende steder – som fx da han til Helle Thorning-Schmidts insisteren på atter at få ulandsbistanden op på 1 procent af bruttonationalproduktet replicerede: "Det var sandelig nogle milliarder der røg over bordet her".

   Var det ikke for Foghs manglende alfaderlige charme, kunne det næsten være som et utvetydigt alvorsord fra en far til en indkøbslysten teenagedatter – som også lige vil have penge til bussen og for resten også synes det er cool at give mest til den tredje verden.

 

Men at drive dette billede af Helle Thorning-Schmidt som økonomisk uansvarlig teenager længere ud end til dette indirekte strejf af en antydning i tonefaldet, ville være at beklikke hendes kompetence, og det ville simpelthen stride mod hele arrangementet hvor gæsterne netop var inviteret som kompetente gæster og med en værts høflighed.

 

Fraværende var derfor også al direkte eller indirekte debat om Helle Thorning-Schmidts indsigt i dansk folketingspolitik. Og det var klogt af Fogh (og spørgerne i salen) fordi der netop ikke var nogen tegn på et gab mellem Thornings folketingspolitiske indsigt og hvad man kan forvente af en partileder.

   Ved sin blotte rolle på Venstres sommertræf som en anerkendt modkandidat til Fogh fik Helle Thorning-Schmidt altså lukket diskussionen om hende som politisk nybegynder, og det må ses som en vigtig del af det point hun fik med sig hjem som ligeværdig statsministerkandidat over for Fogh.

 

Med betonkanonerne i stilling

Helle Thorning-Schmidt fik lanceret noget der kan gå hen at bliver en retorisk vinder, nemlig den modvendte beton-metafor. Enhver ved at den mest effektive måde at slippe af med et sprogligt stempel er at tørre det af på én der lever endnu bedre op til det – det er så heldigvis ikke nødvendigvis sådan at hetzen eller mobningen fortsætter på denne, men der er stor sandsynlighed for at selve det sproglige stempel går i opløsning.

   Lige nu har Socialdemokraterne en historisk god chance for at slippe af med beton-metaforen ved at tørre den af på Venstre. Ikke nok med at S som oppositionsparti i højere grad kan spille rollen som kritiker af tingenes tilstand; Venstre benytter også enhver given lejlighed til at cementere sin stålsatte succesformel og spændetrøje, skattestoppet, mens Socialdemokraterne netop har valgt en formand der tør lave ravage og bryde gamle mure ned. Der er simpelthen en mulighed for netop nu at plante en opfattelse hos vælgerne af at Venstre er det mest stivnede parti.

 

Helle Thorning-Schmidt brugte ikke den modvendte metafor før i sin anden replik – flere runder efter at Fogh i begyndelsen af sine første 10 minutter endnu en gang havde trådt rundt i anakronismen om Socialdemokraternes beton ved at rose Helle Thorning-Schmidt for at være med til at nedbryde betonen. Det sene svar – og måske i højere grad det kluntede ordvalg ("sætte") – kan tyde på at hun ikke havde beton-våbenet med sig, men at hun opfandt det på stedet idet hun forestillede en Venstre-politikers arbejdsdag og sagde: "Hvad skal jeg i dag? Jeg skal bevare... og sætte beton ud over Stavads skattesystem".

   Men efter selvfølgelig at have forsikret om at Ole Stavad var en glimrende skatteminister, fik hun rundet mere effektfuldt af da hun med betonende stemmeføring og fast håndbevægelse slog fast: "Vi vil ikke beskatte danskerne hårdere end de bliver beskattet i dag. Men vi synes ikke beton hører hjemme i en verden der forandrer sig."

 

At sige at Helle Thorning-Schmidt vandt et beton-point, vil være overdrevet. Dertil var konsekvenserne af Venstres skattestop-indstøbte bevægelsesfrihed ikke eksemplificeret hårdtslående, klart og koncentreret nok. Men ved at tørre beton-billedet af på Venstre igangsatte hun en proces der kan underbygges og vindes på længere sigt. Ikke ved at Venstre bliver kaldt et beton-parti, for det sker næppe, men ved at Socialdemokraterne ikke bliver kaldt det længere.

 

Et virvar af chancer for Danmark

Før betonkanonen blev sigtet mod Venstre, var samme punkt i Helle Thorning-Schmidts dagsorden formuleret med at Venstre sætter ideologi over Danmarks interesser.

   De enkelte underbyggende punkter synes forberedt med sloganet "Venstre brænder en chance for Danmark". Og det gør Venstre så ifølge Thorning bl.a. når penge fra et lukket skattehul bruges til at sænke selskabsskatter i stedet for til forskning, eller når statslige tilskud til forskning i alternativ energi fjernes, eller når der ikke investeres mere massivt for at højne uddannelsesniveauet og bedre integrationen.

 

Bortset fra eksemplet om Danmarks vindemølle-eksporteventyr, som blev igangsat med statslige tilskud, manglede hele denne argumentation positive eksempler på hvad S mener man kan gøre med det danske samfund og som skattestoppet forhindrer.

   Der var ikke samling og systematik nok i argumenterne mod skattestoppet. Og Helle Thorning-Schmidt formåede simpelthen ikke at give så klare billeder af hvad vi entydigt mister i regeringens politik, som Fogh gjorde ved blot at henvise til hver enkelt danskers konkrete skatteopgørelse og den sikkerhed mod skattestigninger som regeringen har sat alt ind for at garantere.

 

Det at S og V (og mange andre partier) overordnet har et væsentligt fælles mål, nemlig at sikre velfærden i Danmark ved at gøre Danmark til et førende videnssamfund, betyder at mange af de overskrifter S kan komme med, lyder enslydende med Venstre – indtil man når ned på et mere specifikt niveau. Og det gør det nemt for Fogh på et overskriftsniveau at efterlyse visioner eller at sige at Venstre allerede er i gang.

   Samtidig kan det være svært at fastholde en klar kritik af regeringen når man også har stillet forslag til politik der tager højde for de rammer regeringen og Dansk Folkeparti sætter med deres flertal. Denne blanding mellem realpolitik og vision udnytter Fogh til at få S til at se både visionsløse og rundtossede ud. Når Helle Thorning-Schmidt er nødt til at eksplicitere at S ikke har sagt ja til skattestoppet, men "anerkender" at et flertal står bag det, er hun ude at hente bolden i en grøft hvor hun ikke har nogen fordel af at være, og Fogh har kun sparket bolden ud af banen for at bringe hende i denne akavede situation. Hvorfor bruger hun i øvrigt ordet "anerkender" når hun kan nøjes med "erkender"?

 

Alt i alt vil Helle Thorning-Schmidt stå sig ved næste gang at samle sin argumentation omkring ét ømt punkt hos Venstre eller stærkt punkt hos S ad gangen – og fastholde det til det er endevendt. Det vil give mulighed for at gå mere i dybden med en struktureret argumentation, for det er alt for let for Fogh at kæmpe på overskrifter.

 

Hvad Fogh kan slippe af sted med

Debatten om Socialdemokraternes takst-stop var interessant ud fra en retorisk synsvinkel, fordi det er et klassisk eksempel på hvor selektivt Fogh ofte vælger at argumentere. At det ofte lykkes mere eller mindre gratis, skyldes mere end noget andet hans mesterligt seriøse ansigtsmimik.

 

Takst-stoppet bør ifølge Helle Thorning-Schmidt indføres for at afbøde at skattestoppet rammer socialt skævt, og er således på en gang en central kritik af skattestoppet og samtidig et realpolitisk forslag.

   Mens Helle Thorning-Schmidt talte om takster såvel på offentlig transport og efteruddannelse som på børnepasning, holdt Fogh sig i sin latterliggørelse af takst-stoppet udelukkende til takster på børnepasning – fordi han her kunne sammenblande Socialdemokraternes forslag i valgkampen om en lavt sat maksimumtakst på institutionspladser med det langt blødere realpolitiske takst-stop, og fordi han her kunne fremføre argumentet om at de allerdårligst stillede alligevel får friplads.

   Da Helle Thorning-Schmidt for tredje gang refererede til en busbillet på 17 kr. som sit gennemgående eksempel, vurderede Fogh formentlig at han ikke længere kunne vende det døve øre til, og så kom det: "Nu snakker du pludselig om busser og tog". Her burde Helle Thorning-Schmidt have gjort ham opmærksom på at det havde hun snakket om gennem flere minutter. 

 

Uden metasproglige kommentarer – altså kommentarer til kvaliteten af diskussionen – får Anders Fogh Rasmussen lov til at slippe af sted med for mange billige tricks. Formentlig var den tydelige ignorering af busbilletten til 17 kr. ikke hvad Fogh selv vil betegne som taktisk klogt – dertil var den alt for åbenbar. Men selv undvigelsesmanøvrer der er tydelige for enhver, bør man eksplicit registrere i den videre diskussion. For det første er det kun til ens egen fordel at påpege modstanderens undvigelsesmanøvrer, og for det andet kunne accept af en undvigelsesmanøvre tyde på at man ikke opfatter emnet som vigtigt, eller at man giver modstanderen lov til det fordi man ikke selv er bedre.

 

Den allersidste replik i debatten viste dog at Helle Thorning-Schmidt godt kan gribe metasprogligt fat.

   Oven på den velturnerede økonomiske belæring om hvor dyrt det vil være at sætte ulandsbistanden op til 1 procent af bruttonationalproduktet igen, fortsatte Fogh veloplagt over i det man godt kan kalde en plathed, nemlig: "Det er vigtigere at sikre at pengene går til de rigtige". Herpå svarede Helle Thorning-Schmidt: "Vores holdning er åbenbart ifølge Venstres formand at vi vil sætte ulandsbistanden op, og at vi vil sikre at den går til de forkerte".

 

God provokerende metasproglig eksplicitation. Som en rigtig teenagedatter kunne have gjort det, der er på vej til at afsløre de voksnes bedrag – og blive lige så voksen selv. Lad os få mere af det, og lad os få udfoldet og udfordret Anders Fogh Rasmussens fulde potentiale som debattør ved at fastholde ham i diskussionen.

Relaterede artikler

Kunsten at tale udenom - Efter 671 henvendelser fik Bo Elkjær sit interview med Anders Fogh Rasmussen. Endelig kunne han spørge statsministeren o...
Anne-Mette Cross-promotion - Der gik et gisp igennem salen, da hun kom svansende i sin meget lille og meget lilla sambakjole.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.