Krise-survival-guide
Okay. Indrømmet. Farvel til alle de sjove vinklinger på finanskrisens fede fester, vi havde gang i omkring nytår. Og hello moralske tømmermænd. Welcome to reality. Så sjov var finansgrisen så heller ikke.
ARTIKLEN ER VENLIGST UDLÅNT AF KOM MAGASINET NR. 38 MARTS 2009
Vi troede, vi kunne tage de sjove fester enhver krise, historisk set, kaster af sig. Putte lidt blåt på øjnene, rødt på læberne og undgå de grimme fyringer. Lige købe lidt vintage-chickt-genbrugs-lir. Få noget krisesex/finansgriseri. Føle os Co2-neutrale med vores sommerferieplaner i Danmark og vores politisk korrekte muleposer med på indkøb. Vi troede, vi kunne ride stormen af easy-piecy-japanesy. Vi forestillede os jo ligesom ikke, at folk i den über-vigtige kommunikationsbranche kunne miste deres job. Vi mener, man skal vel stadig kommunikere, nu bare med krise foran.
Vi var glade
Så glade var vi. Så meget troede vi, at finanskrisen var ok for mange ting. Og at den kun gik ud over dem, der havde været high fliers og som alligevel havde for mange penge til det her sted. Men januar kom og gik og pludselig stod vi dér, som alle de andre tabere. Vejet og fundet for let. Femten private kunder fattigere. En ledelse der var blevet gråhåret over natten, og nye ord som vi skulle mærke på egen krop. Nulsalg. Hensættelse. Momsfritagelse. Restance. Udsættelse. Kassekredit. Vi var en fakturérbar time, som ikke ville lade sig fakturere.
Av av av.
Vi kommunikationsfolk var alligevel ikke ”The Untouchables”. Og nu må vi ikke bare op på hesten igen. Vi må sadle helt om. Get used to it. The shit has hit the fan og finansgrisen gylle er spredt ud over medielandskabet. Alle os med ordene i vores magt, er blevet så underligt stille. I lyset fra Bestlite lampens skær er neglene boret ned i Casa Shop skrivebordet på vores engang så kreative, nyskabende og hastigt ekspanderende kommunikationsbureau med Vipp-spand på lokummet. Vi sveder om natten, drømmer om at være til studentereksamen igen i matematik og scanner utålmodigt stillingsopslagene fra vores engang så utrendy fagforening i håbet om, at den engang så uhotte offentlige sektor igen vil tilsmile os med dens væg-til-væg tryghed, fede tjenestemandspensioner, feriefridage, barn-syg, hævesænke-borde, og magnetkort til kantinen. Hør mig, se mig, jeg er da omstillingsparat. Vi er blevet mediedesperadoer på jagt efter en lille tryghed, på den korte formel: Ud med de frie agenter og ind med FA (fast arbejde) og SIA (sikkerhed i ansættelsen). For arbejdsløshed er noget, man havde om i skolen i halvfjerdserne, noget ensomt og koldt, som ikke engang dengang var sjovt, og som selv en super skarp blog ikke kan råde bod på.
Hvor var vi torskedumme!
Vi skulle da ha’ solgt timeshare på Tenerife, arbejdet i telemarketing eller have lavet nogle hurtige penge med Stein Bagger i hans leasingkarrusel. Vi skulle da have drukket Jack Daniels og giftet os med Gus Hansen. Vi skulle have købt nogle mursten i tide.
Som Bryan Ferry så melankolsk sang: Now the party’s over. Og piv. Ja, det gør ondt. Og det er synd, men tør øjnene, for du skal stadig bring home the bacon. I øvrigt har dine forældre også for længst brændt din arv af på sydafrikanske golfferier og byggelån i Arne-Jakobsen-rækkehuset. Der er ingen kære mor, der venter med grydestegt kylling eller duer for den sags skyld, parat til at flyve ind i munden på dig. Du er dig. Smedet af det tunge jern, der gjorde Anders Fog til statsminister for en migmighejhej-generation af tåbelige big spenders, som kunne stave til INDIVIDUALIST lang tid før de lærte ordet SOLIDARITET.
En ordkløver
Du er dig. En ordkløver, men også en forbruger. Du købte nyt konstant og økologisk, fordi det var trendy, og fordi du havde råd. Du brugte engangsrenseservietter som make-up fjerner og glemte at vaske karkludene. Du satte dit fjernsyn til storskrald, fordi det havde en videoafspiller i som var kikset. Du anskaffede en intelligent støvsuger, en ovn til at dampe fisk i, en bil, der kunne køre off road, selv om du aldrig gør det. Og købte en skidedyr Niholacykel til knægten, fordi du stadig gerne ville virke lidt street. Du havde spendérbukserne på, blev helt misforstået personlig ven med din bankrådgiver og betalte glad 42 spir for en caffe latte på Østerbro. Du gjorde det, og nu er det så pay back time, for inderst inde vidste du jo godt, at det ikke kunne vare ved.
Så hvad gør vi? Vi laver da lister ligesom dengang i 1990erne. Lister med gode råd til de næste fem år. Lister til at overleve finansgrisen, der bider os i haserne. Her er lidt fra den positive pose:
10 overlevelsesstrategier til den finansgriseramte kommunikator
…Og trøst dig så med, at krisen måske kun varer fem år, og at du i mellemtiden lærer at spare på energien, lukke døren, skrue ned for varmen, bruge brændeovn, slukke lyset og alt det andet, blive nær ven med dine naboer, der heller ikke kan flytte nogen steder, køre på cykel, tage poser med i supermarkedet, gå på museum om onsdagen (gratisadgang), gå i genbrug, og i haveterapi, dyrke krydderurter på altanen, fordi det sparer penge, gøde med kaffe- og te-grums, spise grød, gå på biblo, indføre forbrugsfrie måneder, og have sex med din ex (fordi det er mindre ressourcekrævende end cold canvassing dating). Kort sagt: Energispareråd kommer til at holde max, og dem kan du bruge resten af livet. Bare se på farmor. Hurra.
Vi troede, vi kunne tage de sjove fester enhver krise, historisk set, kaster af sig. Putte lidt blåt på øjnene, rødt på læberne og undgå de grimme fyringer. Lige købe lidt vintage-chickt-genbrugs-lir. Få noget krisesex/finansgriseri. Føle os Co2-neutrale med vores sommerferieplaner i Danmark og vores politisk korrekte muleposer med på indkøb. Vi troede, vi kunne ride stormen af easy-piecy-japanesy. Vi forestillede os jo ligesom ikke, at folk i den über-vigtige kommunikationsbranche kunne miste deres job. Vi mener, man skal vel stadig kommunikere, nu bare med krise foran.
Vi var glade
Så glade var vi. Så meget troede vi, at finanskrisen var ok for mange ting. Og at den kun gik ud over dem, der havde været high fliers og som alligevel havde for mange penge til det her sted. Men januar kom og gik og pludselig stod vi dér, som alle de andre tabere. Vejet og fundet for let. Femten private kunder fattigere. En ledelse der var blevet gråhåret over natten, og nye ord som vi skulle mærke på egen krop. Nulsalg. Hensættelse. Momsfritagelse. Restance. Udsættelse. Kassekredit. Vi var en fakturérbar time, som ikke ville lade sig fakturere.
Av av av.
Vi kommunikationsfolk var alligevel ikke ”The Untouchables”. Og nu må vi ikke bare op på hesten igen. Vi må sadle helt om. Get used to it. The shit has hit the fan og finansgrisen gylle er spredt ud over medielandskabet. Alle os med ordene i vores magt, er blevet så underligt stille. I lyset fra Bestlite lampens skær er neglene boret ned i Casa Shop skrivebordet på vores engang så kreative, nyskabende og hastigt ekspanderende kommunikationsbureau med Vipp-spand på lokummet. Vi sveder om natten, drømmer om at være til studentereksamen igen i matematik og scanner utålmodigt stillingsopslagene fra vores engang så utrendy fagforening i håbet om, at den engang så uhotte offentlige sektor igen vil tilsmile os med dens væg-til-væg tryghed, fede tjenestemandspensioner, feriefridage, barn-syg, hævesænke-borde, og magnetkort til kantinen. Hør mig, se mig, jeg er da omstillingsparat. Vi er blevet mediedesperadoer på jagt efter en lille tryghed, på den korte formel: Ud med de frie agenter og ind med FA (fast arbejde) og SIA (sikkerhed i ansættelsen). For arbejdsløshed er noget, man havde om i skolen i halvfjerdserne, noget ensomt og koldt, som ikke engang dengang var sjovt, og som selv en super skarp blog ikke kan råde bod på.
Hvor var vi torskedumme!
Vi skulle da ha’ solgt timeshare på Tenerife, arbejdet i telemarketing eller have lavet nogle hurtige penge med Stein Bagger i hans leasingkarrusel. Vi skulle da have drukket Jack Daniels og giftet os med Gus Hansen. Vi skulle have købt nogle mursten i tide.
Som Bryan Ferry så melankolsk sang: Now the party’s over. Og piv. Ja, det gør ondt. Og det er synd, men tør øjnene, for du skal stadig bring home the bacon. I øvrigt har dine forældre også for længst brændt din arv af på sydafrikanske golfferier og byggelån i Arne-Jakobsen-rækkehuset. Der er ingen kære mor, der venter med grydestegt kylling eller duer for den sags skyld, parat til at flyve ind i munden på dig. Du er dig. Smedet af det tunge jern, der gjorde Anders Fog til statsminister for en migmighejhej-generation af tåbelige big spenders, som kunne stave til INDIVIDUALIST lang tid før de lærte ordet SOLIDARITET.
En ordkløver
Du er dig. En ordkløver, men også en forbruger. Du købte nyt konstant og økologisk, fordi det var trendy, og fordi du havde råd. Du brugte engangsrenseservietter som make-up fjerner og glemte at vaske karkludene. Du satte dit fjernsyn til storskrald, fordi det havde en videoafspiller i som var kikset. Du anskaffede en intelligent støvsuger, en ovn til at dampe fisk i, en bil, der kunne køre off road, selv om du aldrig gør det. Og købte en skidedyr Niholacykel til knægten, fordi du stadig gerne ville virke lidt street. Du havde spendérbukserne på, blev helt misforstået personlig ven med din bankrådgiver og betalte glad 42 spir for en caffe latte på Østerbro. Du gjorde det, og nu er det så pay back time, for inderst inde vidste du jo godt, at det ikke kunne vare ved.
Så hvad gør vi? Vi laver da lister ligesom dengang i 1990erne. Lister med gode råd til de næste fem år. Lister til at overleve finansgrisen, der bider os i haserne. Her er lidt fra den positive pose:
10 overlevelsesstrategier til den finansgriseramte kommunikator
- Hvis du arbejder i SAS eller Danske Bank så gør som Morten Albæk og get the hell out of there (og helt ind i en CO2korrekt virksomhed, som du kan ’redde’ og som brander dig personligt)
- Drop dit nye venture-projekt om et kvinde-magasin til kloge erhvervskvinder (så mange er der så heller ikke, og hvis de er der, køber de altså ikke magasiner om dem selv)
- Drej hele din forretningsstrategi ind på offentlige kunder, eller skriv web. 2.0 ud for alle dine medarbejderes kompetencer
- Hold op med at bidrage til krisen ved at skrive om den
- Opret en profil i alle de sociale netværkssites du kan komme i tanke om (det er gratis) og lad være med at have forbehold overfor dem (hemmelig personlig data er for længst en by i Rusland)
- Bliv i parforholdet, fokuser på din partners positive sider (og indfør regler for hvornår I næste gang må tvivle på, om det fungerer)
- Hold foredrag – og ret dem ind mod noget offentligt, der endnu ikke har fået beskåret arrangementskontoen.
- Hvad du end gør, så gør det sådan, at du kan skrive en ”How to do-bog” om det.
- Bliv ekspert. Det er ikke svært. Du henvender dig til en generation, der kunne finde på at melde sig ind i Ny Alliance uden et politisk program, til mennesker, der gerne vil deponere deres mandat. Lad dem tro, du er ekspert og at du taler for dem.
- Få nogle flere børn (når du har fået SIA). Lær af andre kulturer. Opdrag dem til at forsørge dig, når du bliver gammel. Man ved jo ikke om finansgrisen spiser folkepensionen.
…Og trøst dig så med, at krisen måske kun varer fem år, og at du i mellemtiden lærer at spare på energien, lukke døren, skrue ned for varmen, bruge brændeovn, slukke lyset og alt det andet, blive nær ven med dine naboer, der heller ikke kan flytte nogen steder, køre på cykel, tage poser med i supermarkedet, gå på museum om onsdagen (gratisadgang), gå i genbrug, og i haveterapi, dyrke krydderurter på altanen, fordi det sparer penge, gøde med kaffe- og te-grums, spise grød, gå på biblo, indføre forbrugsfrie måneder, og have sex med din ex (fordi det er mindre ressourcekrævende end cold canvassing dating). Kort sagt: Energispareråd kommer til at holde max, og dem kan du bruge resten af livet. Bare se på farmor. Hurra.
