På sporet af en sorgsnylter

Kilde: Polfoto

I sidste uge blev liget af en ung kvinde fundet i Sønderjylland. Medierne var hurtigt ude med spekulationer om, at det kunne være liget af Kamilla Hantusch fra netop dette lokalområde, der har været forsvundet i nogle uger. Den 30. juli blev der oprettet en ’community’-side på Facebook med titlen ’R.I.P. Kamilla Hantusch’. Flere brugere, herunder en person med tilknytning til Kamilla, var inde og bede vedkommende, der havde oprettet siden, om at slette den, da det ikke var bekræftet, at den fundne person var Kamilla Hantusch (det blev først bekræftet dagen efter). Det lavede Dagens.dk en historie om. Den person, der oprettede siden, ignorerede kritikken og lod siden leve, og denne R.I.P.-side har i skrivende stund (torsdag morgen den 07.08.) 6.659 likes og indgår som del af historien om dødsfaldet i denne historie hos Metroxpress. Siden er nu ’i konkurrence’ med en R.I.P.-side, Kamillas familie og venner selv har oprettet.

Det er meget tydeligt, at det igen er sorgsnylteren, som er på spil. Sorgsnylteren er en person, der har specialiseret sig i at oprette sider for unge mennesker, der er omkommet på tragisk vis. Herudover står sorgsnylteren bag en række andre sider, som personen forsøger at få så mange likes til som muligt ved at gøre upassende reklame på disse ikke-legitime R.I.P.-sider.

Sorgsnylterens praksis

Så snart den unge afdøde er rapporteret død i medierne, opretter sorgsnylteren en R.I.P.-side for vedkommende på Facebook med titlen R.I.P. [afdødes navn]. På den måde sikrer sorgsnylteren sig, at det er lige præcis denne side, der bliver den side, folk bruger, fordi denne side typisk vil være den første R.I.P.-side for vedkommende.

Som coverfoto bruger sorgsnylteren billeder af afdøde/formodet afdøde, der er hentet fra den presseomtale, der har været i nyhedsmedierne forud for dødsfaldet, eller billeder, der er hentet fra andre sider på Facebook, for eksempel oprettet i forbindelse med eftersøgningen af afdøde. I sidstnævnte tilfælde er det typisk familie eller venner, der har bidraget med billederne. Det giver sorgsnylteren mulighed for at anvende billeder, der umiddelbart ser ’personlige’ ud. Generelt giver brugen af disse billeder besøgende indtryk af, at sorgsnylteren kendte afdøde og derfor har en legitim grund til at oprette siden.
Sorgsnylteren optræder altid anonymt og skriver kun en kort tekst til information om, hvad siden går ud på. Sorgsnylteren tilføjer aldrig tekst til ’Om denne side’, der kunne give fingerpeg om, hvem vedkommende er.
Selvom familie og bekendte beder sorgsnylteren om at give sig til kende og/eller slette siden, ignorerer denne deres ønsker og sletter måske også familiens kommentar fra siden.

Der bliver kun postet få posts af sorgsnylteren selv og ofte kun med et budskab om at mindes personen eller lignende. På legitime R.I.P.-sider (oprettet af familie, venner og lignende) vil der ofte være langt flere posts, der eksempelvis handler om at annoncere begravelser, koordinere indsamlinger, demonstrationer eller lignende, og der vil måske også være posts, der formidler familiens respons på siden. Så på den måde er sorgsnylterens R.I.P.-sider som oftest ret nemme at genkende.
Det lader ikke til, at sorgsnylteren udøver nogen form for ’community-kontrol’ med disse sider. Det betyder, at kommentatorer på siden også kan poste grove, nedsættende eller smagsløse kommentarer i relation til afdøde eller som kommentarer til andre brugere. (Selvom det bør bemærkes, at langt de fleste kommentarer på disse sider i bedste mening er meget afdæmpede og respektfulde.)
På et tidspunkt vil sorgsnylteren poste et eller flere indlæg, hvor besøgende bliver bedt om at like denne specifikke side: “Jeg ville ønske kræften selv fik kræft og døde”, ligesom R.I.P.-siden selv altid har denne side som en favorit. Siden virker, som om den er centret i sorgsnylterens univers, da der er meget aktivitet herinde, men sorgsnylteren beder også folk om at like diverse andre fan- eller community-sider – som sorgsnylteren igen selv står bag.

Mine undersøgelser tyder på, at sorgsnylteren står bag temmelig mange andre R.I.P.-sider. Tilsammen har disse R.I.P.-sider fået over 50.000 likes og flere tusind kommentarer, postet af mennesker, der har handlet i god tro, da de benyttede siden. Baseret på det store antal likes, disse sider får, og på den måde, afdøde omtales på, antager jeg, at ’likerne’ og kommentatorerne primært er mennesker, der ikke selv har kendt afdøde – men man kan desværre også finde kommentarer fra venner og i sjældne tilfælde fra afdødes familie. Det er også værd at bemærke, at sorgsnylteren også står bag mere ’fanorienterede’ R.I.P.-sider, dels en for Richard Møller Nielsen (fodboldtræneren) og R.I.P. Kasper Lynggaard (motorcrosskører). Disse to sider har tilsammen over 40.000 likes.

Jeg har, i forbindelse med et forskningsprojekt om brugen af danske R.I.P-sider, gennemlæst og analyseret over 1000 kommentarer fra blandt andet sorgsnylterens R.I.P.-sider på flere af disse sider, og det er tydeligt, at folk kommenterer på disse sider, fordi de virkelig ønsker at udtrykke sympati med afdødes familie i forventning om, at familien læser med, eller fordi de opfatter siden som en slags officiel kondolencebog. De handler altså i ’god tro’, selvom R.I.P.-siden måske opleves som utidig indblanding fra den afdøde families perspektiv. Det er ikke mindst derfor, jeg nu offentligt har valgt at beskrive sorgsnylterens praksis. Sørgende familier har ikke brug for også at have en skruppelløs sorgsnylter at slås med midt i bearbejdelsen af deres egen sorg.

R.I.P.-siderne bliver også brugt til at promovere en fanside for Kevin Magnussen (der har knap 70.000 likes) og underholdningssiden ’Tro det eller ej’ samt flere andre mindre sider for sportsstjerner. Sorgsnylteren står altså bag et helt lille netværk af sider, som vedkommende krydspromoverer ved hele tiden at bede brugere af de forskellige pages om at like de andre sider. Det er uklart, hvad der er motivationen for sorgsnylteren, udover et tilsyneladende stærkt ønske om at få samlet så mange likes som muligt – og dermed muligvis en potentiel indtjening. Der er givetvis også andre grunde bag – som en ny form for trolling eller bearbejdelse af egen sorg.

En vigtig pointe er imidlertid også, at sorgsnylteren ikke er den eneste aktive i den proces. Hvis de danske nyhedsmedier ikke havde brugt spalteplads og sendeflade på i detaljer at beskrive eftersøgningen af en forsvunden, rapportere fra fundet af afdøde, diskutere årsagerne bag drabet og så videre, ville en R.I.P.-side næppe tiltrække sig nogen interesse hos mennesker, der ikke personligt kender afdøde. Mine undersøgelser af medieomtalen af flere af disse R.I.P.-sider viser, at nyhedsmedierne som efterhånden etableret praksis dels henviser til eksistensen af R.I.P.-siderne som en nyhed i sig selv, dels ukritisk tager indhold fra disse sider og genbruger som ’folkets stemme’ i deres egne artikler. Se nogle typiske eksempler her og her. I nogle tilfælde linker de direkte til den pågældende R.I.P.-side, hvilket man må formode også er med til at drive endnu flere mennesker til at like og bruge siden.

Det er særligt Ekstra Bladet og B.T., der driver denne form for nyhedsjournalistik, men også Ritzau, Metroxpress, lokalaviser, Politiken, DR.dk, TV 2 og flere andre har refereret til en eller flere af sorgsnylterens R.I.P.-sider. Man kunne godt forvente, at de pågældende journalister brugte lidt tid på at undersøge deres kilder.

Jeg ved ikke, hvem sorgsnylteren er, men jeg er nået frem til den konklusion, at kun ved offentligt at beskrive og diskutere sorgsnyltning som praksis kan man forhindre sorgsnyltere og deres artsfæller i at fortsætte. Både nyhedsmedierne og danskerne selv skal blive bedre til at udøve kritik af kilder på sociale medier, særligt når det drejer sig om noget så følsomt som dødsfald og tab.

Facebooks egen interesse er først og fremmest brugertrafik og aktivitet, og det kan trods alt ikke forventes af dem, at de patruljerer alle R.I.P.-sider – selvom man kunne komme langt, hvis det var et krav fra Facebook, at dem, der opretter R.I.P.-sider, skal fremtræde med navn og profillink på siden. I sidste ende er det derfor op til den enkelte bruger at vurdere og beslutte, om den R.I.P.-side, man går ind på, skal have et like. Min beskrivelse af sorgsnylterens praksis kan måske få nogle flere mennesker til en ekstra gang at overveje, på hvilke sider de udtrykker deres sympati online.